torsdag, marts 04, 2021

På tur - Hammer Bakker

 Til hverdag får vi gået 3 - 3,6 km i højt tempo hver dag. Når den ene ikke orker, orker den anden, så vi er et godt makkerpar.

I weekenderne er vi begyndt at tage på tur og gå lidt længere ture og samtidig opleve noget af Danmarks skønne natur. Sidste weekend tog vi på tur lørdag sammen med datteren til Hammer Bakker. Landmanden har i sine meget unge dage gennemkørt Hammer Bakker på knallert, men der var naturen ikke fokus, men derimod hvor hurtigt man kunne køre. Vi har, da børnene var små, af og til gået ture i Hammer bakker, men nu ville vi prøve en af ruterne.

Vi valgte den gule rute på 5 km og den førte os gennem smukke og meget varierede områder. Områder vi ikke havde set før.

Der var andre end os, der havde fået ideen om at gå tur, vejret var skønt, og der var plads til os alle. Det første område vi kom til, var Pebermosen: Her bliver der dannet små øer af tørvemosser. På et tidspunkt vil det blive omdannet til spagnum, ligesom her hvor jeg bor. Lige nu er det farligt at træde ud på disse flydende øer, for de har ingen rodfæste. Der skulle være et rigt naturliv omkring søen/mosen. Det var et skønt fredfuldt område. Der går en sti rundt om mosen, men vores rute gik langs den en side og fortsatte til flere skønne områder.



Længere henne på turen og der hvor vi gik resten af turen, kom vi til en låge, der førte ind til Botanisk forenings område med lyngheder og gammel skov. Det var virkelig smukt og meget varieret i natur og højde, så vi fik pulsen op.


Bøgerøllerne var der mange af, det er mange stammer som skyder fra samme stub.


Vi kom sagt også op i højden og havde udsigt ud over de skønne områder


På det sidste stykke vej før parkeringspladsen dukkede der små shelters op, og her havde folk taget kaffe og kage med og sad i små klynger ved de små shelters og nød den. Vi havde teen i bilen og kørte forbi en bager og købte lækre blåbærmuffins, men nu varmede solen ikke så meget mere, så vi indtog kage og te hjemme i sofaen efter en skøn gåtur i det nordjydske. Vi talte om, at det kunne være spændende at gå denne tur på forskellige tider af året og de næste år, hvor et stort naturgenopretningsprojekt skal udfolde sig.



6 kommentarer:

  1. Hammer Bakker er et skønt område. Da jeg var barn, var det et yndet udflugtsmål i weekenden for min mor og mig. Vi tog rutebilen til Vodskov, og så gik vi derfra med kort og kompas. Jeg kan ikke huske, om der var særlige ruter dengang. Da jeg blev lidt ældre, gad jeg ikke den slags mere; sådan går det jo.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, hvor hyggeligt at tage bussen og så gå på opdagelse med kort og kompas. Du må da af sted igen :-)

      Slet
  2. Sikke et dejligt sted og nogle skønne billeder, Lene! Nogle af billederne minder lidt om vores Tibirke Bakker nær ved Tisvilde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, Tibirke Bakker må jeg skrive mig bag ørene, hvis vi tager til Sjælland på sommerferie :-) Området minder også om Rebild bakker, og jeg kan godt lide kombinationen af lyng, udsyn og klatter med træer :-)

      Slet
  3. Hvor er det et spændende område for en familietur. Skønne billeder, som jeg nyder, mens jeg glæder mig til, jeg kan komme ud igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det bliver dejligt når du kan komme på tur igen og vi nød også turen 🙂

      Slet