mit fag - mine kolleger - min glæde

 Det er vist ingen hemmelighed, at jeg elsker mit arbejde og at jeg brænder for den gode sygepleje og at klæde patienterne på til at kunne takle livet efter Stroke.

Jeg er i den sidste del af mit arbejdsliv, og hvornår det slutter, ved jeg ikke. Jeg kan blive tvunget til at stoppe pga. sygdom, det håber jeg ikke. Og lige nu føles det ikke rigtig at stoppe, for jeg føler at de ting jeg brænder for,  nu bliver anerkendt og der bliver sat ting i værk, som har været min drøm i lang tid. Samtidig banker alle de ukendte faktorer på døren, for politikere/embedsmænd, om det er på landsplan, regionalt eller på sygehusniveau, kan hurtigt gøre muligheden for at yde den gode sygepleje sværere. Jeg er af natur optimist, så det gider jeg ikke bekymre mig om.

Vi er ved at være gennem de mange kurser for mine kolleger, hvor de netop skal beskrive, hvad de synes, er god sygepleje. Og jeg bobler indeni af lykke hver gang, for det de vægter, er jo netop det, som jeg også selv vægter. At tage udgangspunkt i patientens verden og at koble det med vores viden, så patienten kommer bedst muligt videre i livet. At gå de ekstra skridt for patient og pårørende. At være kreativ for at gøre noget ekstra. 

At vi så til tider udfordres på andre faktorer, som gør, at vi må justere vores forventning til sygeplejen og acceptere, at vi ikke kan give den store forkromede udgave hver gang, det er en helt anden sag.

Nu åbner landet sig op og dermed kan vi komme i gang med vores opfølgningsprojekter igen og sidenhen få dommen, om de kan blive til faste tilbud i de pågældende kommuner. Jeg både glæder mig (til forløbene) og frygter det (afgørelsen bagefter). Nu er interviewet med mig og mine kolleger tilgængelig på nettet, så hvis du vil vide mere om hele forløbet, kan du læse mere her.

Hævelse af forsamlingsloftet betyder også, at vi nu må sidde flere sammen, hvis vi kan overholde afstandskravet, og det nød vi i går, hvor vi kunne have alle 8 kolleger i samme rum. Det giver en anden samtale, når vi ikke skal holde øje med en skærm, hvor halvdelen sidder i et andet rum.

I dag har jeg haft jubilæum, det er, som om man med alderen får flere og flere af disse mærkedage ;-) Denne gang var det, fordi det var 50. gang, at jeg blev tappet. De første gange var som bloddonor, men fordi jeg hele tiden lå i den lave ende af normalområdet for kvinders blodprocent, måtte vi aflyse mange gange på dagen. Det var besværligt for sygeplejerskerne, spildt tid, som en anden kunne have brugt og spild af min egen tid. Derfor gik jeg over til at blive plasmadonor, her må jeg tappes hyppigere og blodprocenten påvirkes ikke. Der kommer jo skavanker til med årene, som skal undersøges, og de har betydet karantæne i længere periode, men lige nu er jeg inde i en god stime.

Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle vælge af gave. Biografbilletter ville være spildt, vi kommer aldrig af sted. Rødvin har vi så rigeligt af, der behøver vi ikke flere flasker. Salatbestik har jeg også de, jeg skal bruge og da jeg ikke er mærkevarepåskønner, så gav det heller ikke mening med et sæt mere. Flere tekrus syntes jeg ikke var nødvendigt, jeg har rigeligt til at skifte mellem nye former og farver hver dag. Jeg er ikke til en guldnål, hvor skulle jeg dog placere denne? Så valget faldt på en skål fra Lange Keramik. Jeg valgte den i farver, jeg syntes, den hvide var lidt kedelig. 

Stille morgen

Søvnen er ikke den bedste lige for tiden, men jeg ved hvorfor, så det er ok. Det skal nok blive godt igen. Jeg nyder morgenstunden, jeg nyder vaskemaskinens tumlen rundt med vasketøjet og er taknemlig for at jeg ikke skal stå i en vaskekælder og skrubbe på vasketøjet før vaskemaskinens opfindelse eller senere skulle stå og vride vandet ud af tøjet, efter det havde været i den halvautomatiske vaskemaskine, før det kunne blive lagt i centrifugen. Nu putter jeg det i vaskemaskinen og efter et stykke tid, tager jeg det rene vasketøj ud og hænger det til tørre. Fin arbejdsfordeling, hvis du spørger mig.

Hundene ligger i bryggerset, dem hører jeg intet fra, de nyder blot, at døren til kontoret står åben, så de kan være med i min gøren og laden. Jeg har nydt min morgenmad med masser af frugt og yoghurt. og om lidt vil jeg rejse mig og gå ind i køkkenet, fundere over hvilket tekrus, der skal ledsage mig på denne lørdag. Første valg i morges var hvilken te, der skulle være morgenteen i dag. Det blev grøn te med appelsin og brombær.

Pause

Da jeg gik ind i køkkenet for at finde et krus og te, så jeg på køkkenbordet. De sidste par dage har jeg ikke haft overskud til at tømme opvaskemaskine, så mine tallerkner var blot blevet efterladt på bordet, Nu var overskuddet der, og jeg tænkte med taknemlighed på min opvaskemaskine, som hjælper mig trofast med opvasken, mens jeg tømte og satte på plads.

Nu er jeg tilbage ved computeren, tekruset blev mit donorkeramikkrus fra Blodbanken. kruset er fra en lokal keramiker. Det her krus har jeg selv betalt, fordi jeg smadrede det, jeg fik fra blodbanken efter et vist antal tapninger. Sygeplejersken sagde, at jeg også kunne købe det hos Lange Kunsthåndværk, men der ville den fine røde dråbe ikke være på, så nu har jeg igen et bevis på at jeg tilhører bloddonorkorpset i Danmark. 

Der er mange, der ikke kan/må være donor, så derfor synes jeg, det er en pligt, at vi der kan/må donere blod eller plasma, gør det. Vi har brug for det. For nogle år siden stoppede jeg med at være bloddonor, fordi min blodprocent ofte var i den lave ende af normalen og så man ikke tappes. Det var irriterende for mig og blodbanken, at vi hver anden gang måtte afblæse tapningen. Så blev jeg plasmadonor, fordi det påvirker ikke blodprocenten og det gode er, at jeg må tappes hver 12. dag. Og for mig er de 40 - 50 minutter jeg ligger på den gode briks, ren afslapning. Her skal jeg blot være, jeg kan ikke andet end at drikke masser af saft og te, spise chokolade og læse i mit medbragte blad eller på min mobil. Som plasmadonor må man blive ved, til man er 70 år.

 Sniffe, sniffe, jeg dufter til min arm. Jeg fik den fineste julegave af vores medarbejder, lækker parfume og creme, jeg kan blot ikke beslutte mig til, om parfumen er den rigtige, så jeg tager lidt fra prøvepakningen på og dufter med mellemrum til armen. Og når det først sker nu, er det fordi jeg troede at Matas havde lukket og jeg kommer nærmest ikke i byerne, undtagen i supermarkederne. Så det var først forleden dag, det gik op for mig, at de havde åbent og fik hentet et lille prøveeksemplar af parfumen. Min egen Matas-butik sørger altid for, at der er en lille prøveflaske med, det er god skik, synes jeg.

Som overskriften siger, så er det en stille morgen. her sker ikke meget. Jeg tager lige en påfyldning te mere og så vil jeg tage en runde i huset og se, om alt er ok. Måske skulle jeg tage en halv times gåtur på vejen, det ville friske den søvnige hjerne lidt op, før dagen for alvor kommer op i omdrejninger.

Må du få en god weekend med tid til frisk luft, smil og latter. 

sidste søndag var jeg her i knitrende frostvejr - Svinklovene

En dråbe blod

Koppen foran mig minder mig om, at det var et godt skift, jeg gjorde. I mange år var jeg ikke bloddonor, men ligesom blogland har inspireret mig til at genopstarte strikning og få læst bøger, så fik det mig også til at melde mig under fanerne som bloddonor. Jeg havde blot et problem, min blodprocent havde det med at ligge i den lave ende, hvor jeg ikke måtte tappes. Og det irriterede mig, det var spild af min og donorsygeplejerskens tid, at jeg hver anden gang ikke måtte tappes. En dag spurgte hun mig, om jeg kunne tænke mig at blive plasmadonor, det påvirkede nemlig ikke blodprocenten, og derfor var der ikke den grænse for tapning. Siden da har jeg kunnet blive tappet og endda hver måned mod hver 3. måned. Dog er der stadig andre grænser og dem har jeg det med at glemme. Så som da jeg var forkølet og først på dagen kom i tanke om, at det vist gav karantæne, korrekt, eller da jeg fik en steroidcremebehandling for et hudproblem, det var først da jeg sad i stolen hos sygeplejersken og gennemgik medicin, at det slog mig, at det måske også gav karantæne, korrekt. Ca. 40 minutter varer det, og jeg slapper af, læser i en bog, et blad eller på mobilen, alt imens jeg drikker solbærsaft og te. Indimellem bliver jeg budt på chokolade, så det er ren hygge for mig.

Bloddonor.dk skriver om dette at være plamadonor:

Blodplasma bruges direkte i patientbehandling. F.eks. bruges det til patienter, som ikke har en eller flere af størkningsfaktorerne i blodet. Forarbejdet plasma anvendes også i diverse lægemidler. Mange danskere har en sygdom, hvor deres immunsystem er brudt ned.  For dem er det livsnødvendigt at få lægemidler i form af immunglobulin. Andre lider af blødersygdomme eller har fået svære forbrændinger. De har brug for lægemidlet albumin. Disse lægemidler er fremstillet af plasma.

I Danmark stræber vi efter selv at kunne levere den nødvendige mængde plasma til fremstilling af lægemidler. De danske donorers antistoffer passer nemlig bedre til danske patienter. Det skyldes, at vi til daglig bliver udsat for de samme mikroorganismer.

Når blodet er tappet, bliver det ført over i en maskine, som ved en centrifugeringsproces opdeler blodet i plasma, røde blodlegemer og blodplader (trombocytter). Herefter koncentreres plasmaet og samles i en pose. Det resterende blod føres tilbage til donoren gennem den samme slange, som blev brugt til tapningen. En plasmatapning tager typisk omkring 45 minutter. Det er meget vigtigt, at donorerne husker at drikke rigeligt med væske både før og under tapningen.

Det kræver et lidt større blodvolumen og lidt stærkere vener at være plasmadonor i forhold til at være almindelig fuldblodsdonor. Blodbankens personale vil derfor foretage en individuel vurdering af, om du kan blive plasmadonor.

Sidste gang havde jeg jubilæum, det var 25. gang, at jeg var blevet tappet. Og den fine kop fra Langes Keramik er nu en af mine mange tekopper. God torsdag til dig

SLUT MED APOPLEKSI I DANMARK

Det er nok at tage munden fuld at sige ovenstående, og vores overlæge, der underviste personalet i forgårs, var knap så kategorisk men stadig meget overbevist.

Hvis blot alle kendte deres blodtryk og sørgede for at holde det under 140/90,  så ville apopleksi nærmest ikke findes i Danmark. For højt blodtryk er den helt store synder i forhold til at få en blodprop eller blødning i hjernen. Rygning og diabetes er også store risikofaktorer, overvægt, manglende motion, for megen alkohol og forkert kost ligeså, men det forhøjede blodtryk er det værste. Og kan man kombinere de forskellige faktorer, så stiger risikoen.

Alderen i sig selv er også en risikofaktor, den kan vi ikke gøre noget ved. Jo ældre vi bliver, jo mere stive bliver vores kar og der er flere, der får arteriosclerose (åreforkalkning). Et forhøjet blodtryk udsætter karvæggen for massivt tryk, karrene prøver at gøre sig tykkere, der bliver mindre plads i blodbanen. Kommer der så cholesterol og sætter sig på karvæggen eller gør sukkersygen karrene mere skrøbelige og modtagelige for alskens materiale til at sætte sig fast, eller rygning får karrene til at trække sig sammen eller overvægten presser på karrene udefra, eller …

Har du betragtet et vandløb? Der flyder måske lidt blade og gren med strømmen. Henne ved vandløbets sving eller ved en sten kommer vandet i turbulens, det hvirvler rundt, noget løber måske lidt tilbage, blade og smågrene falder til bunds eller lægger sig op af stenen. Præcis sådan sker det inde i vores kar, de har mange sving, de har mange forgreninger, der kommer arteriosclerose, det forhøjede blodtryk gør blodbanen snæver, rygning gør blodbanen snæver. Det er egentlig forunderligt at der ikke opstår flere blodpropper eller at karrene brister pga pres og øget skrøbelighed. Men faktisk er der mange, der har gamle ar efter blodpropper, når de kommer hos os, de blodpropper har blot ramt, så der ingen skade er sket, andre nerveceller har taget over, men en skønne dag …

Sørg nu for at få styr på dit blodtryk. Det kan godt være, at du gerne vil gøre det uden medicin. Jeg ville i hvert fald gerne selv være med til at gøre noget ved hjælp af kosten, motion og vægttab. MEN det tager tid, så mens du er på vej, synes jeg,  at du skal samarbejde med din læge og få noget blodtrykssænkende medicin. Og husk 140/90. De kloge hoveder anbefaler, at man måler sit blodtryk 3 gange hver dag i en periode, finder gennemsnittet af de tre målinger, det er det gennemsnit, der skal ligge under 140/90. Og har du diabetes, skal blodtrykket længere ned, 130/80.

Kunne vi ikke aftale, at du passer på dig selv? I første omgang kan du lære dit blodtryk at kende. Der findes forskellige steder, hvor man kan få målt sit blodtryk gratis, bl.a. her. Og kan man være bloddonor, får man automatisk kontrolleret blodtryk hver gang, det er den måde, jeg får det tjekket. Jeg har dog besluttet, at vi skal have købt et apparat. Landmanden er nemlig ikke sådan at få lokket til læge. Og med alderen in mente, og med alle de patienter, jeg har, som er på vores alder og yngre, så vil jeg ikke acceptere mere, at vi ikke ved, hvor hans blodtryk ligger.

Hvis nu vi alle tjekker vores blodtryk og gør noget ved det, så måske …

Ha en god dag og vær god ved dig selv.

TILLYKKE MED JUBILÆET

??????

Jeg kiggede på sygeplejersken og nåede at tænke, om hun var kørt træt, før hun fortsatte, ja det er 10. gang du giver blod.

Nu er jeg ejer af en smart rød kasket med en hvid bloddråbe på, den skal med i motorcyklen, så jeg kan skjule motorcykelhåret på en træls hårdag.

Og et smart indkøbsnet med en masse farvestrålende bloddråber på kan gøre indkøbsturen til en reklame for at blive bloddonor.

Jeg elsker at komme i blodbanken, de har den bedste solbærsaft, som jeg nyder, mens tapningen foregår. Ja jeg ved godt, at jeg kunne købe det selv, men jeg drikker aldrig saft, kun når jeg skal tappes, og det gør det til noget særligt.

Blodprocenten var fin, og blodtrykket var lige der, hvor jeg ville have det!

Det var jo faktisk den bedste jubilæumsgave.

MIG SELV OG SÅ DE ANDRE

Verdenen er efterhånden fyldt med bøger om, at jeg skal tænke på mig selv, jeg skal gå ind i mig selv, jeg skal finde mig selv, mig selv, mig selv, mig selv.

Andre påpeger, at der, hvor man finder lykken, er når man gør noget for andre, når man tænker udad i stedet for indad.

I dag vil jeg gøre noget for mig selv og noget for andre.


Formiddagen rummer først et besøg hos frisøren og dernæst et besøg i blodbanken. Jeg er helt almindelig, også når det angår blodtype, så der er bud efter mig hver 3. måned.

I forbindelse med min første graviditet stoppede jeg som donor, og så kom jeg aldrig i gang igen. For 3 år siden åbnede blogverdenen sig for mig, og Ella skrev om en maleriudstilling, hun havde i blodbanken og så blev jeg bloddonor;-)

Det har jeg ikke fortrudt.

Har du mod på det, så er der også en blodbank i nærheden af dig.

BLODSUGER

Sedlen hang så fint på døren, da jeg kom ud fra møde. ”hej Lene, blodbanken har ringet, de mangler dit blod :-) de har åbent til kl. 19”

I mange år var jeg stoppet med at være bloddonor, jeg havde alle mulige undskyldninger, men sandheden er, at jeg syntes, det gjorde så forbistret ondt at blive stukket.

I forbindelse med at jeg begyndte på dette bloglæsning, var der en dejlig kvinde, som udstillede sine malerier i blodbanken. Det satte skub i mig, for dem ville jeg se, og så måtte jeg jo melde mig under bloddonorfanen igen. Billederne var det værd, og enten er jeg blevet mindre ømskindet eller også er nålene blevet bedre, Nu mærker jeg det ikke.

På min opslagstavle har der i lang tid hængt to henvendelser fra blodbanken om at komme til tapning, og tiden gik, og så tog de andre metoder i brug, så i dag fik de mit blod. Al lager af den mest brugte blodtype var blevet tømt i weekenden, så nu skulle der fyldes op.

Jeg arbejdede før på samme sygehus som blodbanken inde i byen, men nu er vi genhuset længere ude på det andet sygehus, og der er en trafik uden lige hver eftermiddag, så tanken om at komme ind til blodbanken efter arbejde var ikke til at klare. Og når jeg har fri, er der altid så meget andet, så der kommer jeg heller ikke til Aalborg. Nu fandt jeg ud af, at de havde tre specielle p-pladser til bloddonor, så næste gang skal jeg komme tjept, så de ikke behøver at ringe efter mig, pinligt.

Sådan en sygeplejerske, hun ved da, at der er behov for bloddonorer.

MENNESKER MØDES

Endelig tog jeg mig sammen og slog to fluer med et smæk ( egentlig skulle det være tre fluer, men den ene fløj ;-) )

Først besøg hos blodbanken for at blive tappet,det var første gang i den her ombæring. Sidste gang, jeg var bloddonor, var før mine børn blev født. Enten er jeg ikke en pivskid mere, eller også har min smertetærskel rykket sig. Det kunne selvfølgelig også være nålene eller sygeplejerskerne, der er blevet bedre. Fakta er, at det gjorde slet ikke ondt, og DET syntes jeg som ung! Her mødte jeg en kollega, jeg ikke har set i 21 år. Hun kunne ikke kende mig, men jeg var jo også vældig ung dengang ;-), og jeg så meget op til hende som den erfarne sygeplejerske med teenagebørn, hun havde en dejlig omgangsmåde med teenagebørnene, der var indlagt på børneafdelingen, så jeg prøvede jo at aflæse "koderne"

Skoene, jeg ville have købt, fandtes ikke, så de passede mig, så mærkelig synes jeg nu heller ikke mine fødder er, men jeg må lede videre.

Og så mødte jeg jo Ella, hun var lige så rar og dejlig, som jeg regnede med, hun var.Det er underligt, hvordan man jo ved en masse om hinanden uden at have set hinanden, men det er lidt, som dengang man havde penneveninder, og så mødtes første gang.Man er lidt spændt og nervøs, og kort tid efter sidder man og snakker noget så godt sammen.