Les Baux-de-Provence

Vi må vist videre i beretningen om vores motorcykelferie i Sydfrankrig. Aftenen før havde vi nydt synet af Pont du Gard. Dagens mål var den gamle middelalderfæstning Les Baux-de-Provence. Også et sted, jeg kunne huske fra min gymnasietur til Provence. Hver dag sørgede vi for at være klar, når morgenmaden var klar. Vi ville tidligt af sted for at kunne køre i rimelige temperaturer. Og turguiden anbefalede at man i højsæsonen kom tidligt til Les Baux, for det blev besøgt af  over to millioner om året.

Indimellem fik vi også nogle ekstra ture i byer, fordi vi ikke fik drejet, når “Matilde” sagde drej. Hun var nu også en affekteret dame, insisterede på at sige samtlige gadenavne på fransk efter drej kommandoen i stedet for at sige drej til højre nu. Her er det i byen Beaucaire vi forsøger at komme op på vejen et niveau højere oppe.

På den anden side af floden ligger byen Tarascon med det hvide slot, der tilhørte kong René den Gode, siden hen blev det fængsel frem til 1926.

Synet af solsikkemarker kan gøre en glad sådan en tidlig morgen.

Alpillerne er en bjergkæde, bestående af kalksten, og her ligger Les Baux.

Her kan man ane fæstningen i det fjerne. Dalen her kaldes Val d’Enfer, Helvedes dal, som man mente var beboet af hekse og ånder.

Køretøjer parkeres uden for indgangen til byen, der ligger nedenfor fæstningen. Selve byen mindede mig om Mont-Saint-Michel med dens små stejle gader, og hvor der var masser af ting at se på og masser af turistbutikker og cafeer.

Da vi havde betalt entre til fæstningen, fik vi udleveret høretelefoner, så vi rundt omkring på området kunne høre små historier om middelalderborgen. Nedenfor er det hospitalsgården, som nu er omdannet til et aktivitetssted.

Udsigten kunne man ikke klage over, og det meste utrolige var, at helt heroppe på bjergtoppen kunne vi høre cikadernes sang nede fra dalens træer.

Møllen var bygget på et senere tidspunkt og var typisk for de provencalske møller, som er blevet udødeliggjort gennem forfatteren Alphonse Daudets historie om livet i Provence, Lettres de mon moulin.

Overalt stod der gamle middelalder krigsvåben, og disse blev demonstreret eller man fik selv lov at prøve (armbrøster)

Mens ungersvendene levede sig ind i en anden verden og fik turisterne med, så sad jeg i skyggen af hospitalsmuren og nød synet. Der var virkelig varmt, selv det kun var formiddag.

Klippevæggen blev brug som væg til borgen, og rum blev hugget ud i stenene.

Ved denne trappe stod der at det var på eget ansvar, at man gik op, den var absolut heller ikke sjov at gå op ad, men op skulle vi, så udsigten kunne nydes.

Efter et par timer var vi godt trøstige og svedte bravt. Nej vi havde ikke motorcykeltøjet på, det havde vi taget af på parkeringspladsen og iført os noget lettere tøj. Så hører du om nogen, der undrer sig over turister i undertøj på en p-plads, så var det nok os. Landmanden prøvede at skyde med armbrøst og så nød vi et sidste syn af borgen, inden vi fandt en cafe med skygge og salat på menukortet.

Inden vi drog af sted, gik vi ind i kirken og tændte et lys og sendte tanker til de mennesker, vi har mistet og savner.

Indimellem kan jeg blive voldsomt irriteret på andre turister, især i kirker. Der blev ved indgangen bedt om stilhed, ikke desto mindre syntes en familie bestående af voksne mennesker, at kirken var et dejligt sted til at snakke om alt det, de havde oplevet, og det var ikke stille snak. I klosteret på Mont-Saint-Michel blev jeg så irriteret, at jeg tyssede og oplevede fem minutters stilhed, her opgav jeg på forhånd og nød blot, da familien gik. Der er en ganske særlig stilhed i en kirke og lyset i denne kirke blev filtreret gennem glasmotiver. Herefter var vi klar til en lang strækning på motorvej, for næste mål var at finde en campingplads nær St.Tropez. Vi havde besluttet os for at tage tre overnatninger samme sted, det havde vi aldrig prøvet før, men det blev godt, især med temperaturer over 35 grader hver dag.

Min dag i dag er ændret, egentlig har jeg fridag og skulle lave regnskab (det skal jeg stadig), men afsnittet får besøg fra en tilsvarende afdeling. Og da der også kommer udviklingssygeplejerske med, ville min leder gerne , at jeg også kommer ind, så det gør jeg, og så får jeg de fritimer på et andet tidspunkt. God tirsdag til dig.

Sommeren er slut–høsten banker på døren

Det blev den perfekte afslutning på sommeren, landmanden ringede for at høre, om vi skulle tage på stranden. Rengøring og græsslåning måtte vente, vi drog ud i sommerlandet og fandt en lille gryde væk fra alle de mange turister. Vi sov, vi solede os, vi badede, vi spillede petanque, vi læste, vi slappede af. Håret er stadig fyldt med sand, kroppen er saltet ind og badet venter lige om hjørnet, men nu er sommerhuset lukket ned for denne sommer, græsplænen er slået herhjemme, kartofler er blevet afhentet og vi nåede en stranddag. Nu kan kornhøst og kartoffelhøst bare komme, jeg er tanket op og er klar til at finde hverdagens rytme hjemme på gården. Først skal jeg dog lige have pakket tusinde tasker ud (overdrivelse fremmer forståelsen).

Søndag med morgente, morgentanker og en kropumulig krop

Søndag er tid til te og rundstykker.
Søndag er genindførelse af søndagsavisen
Søndag er mange ting, den kan være arbejdsdag, den kan være slappeafdag, den kan være aktivitetsdag, den kan være socialdag.
Min søndag i dag tilbringes i sommerhuset. Jeg fik ikke gjort rent i går, fordi landmanden og jeg fløj på at færdiggøre sommerens projekt: landmanden fik malet sommerhuset færdigt, jeg malede de sidste vinduer højt til vejrs på en stige og den sidste lille bitte del af terrassen, som manglede. Vasketøj blev vasket og hængt til tørre i blæsevejret. Landmanden gik tidligt i seng og fik den gode, lange søvn, som jeg fik i går. Jeg mærkede derimod meget til min krop, mit ene skinneben gjorde ondt og murrede, så jeg ikke kunne finde ro. Fire timers søvn er det blevet til.

Nu er det sidste hold vasketøj sat over, jeg trækker rengøringen lidt og lader benene hvile, mens jeg læser avis og drikker te. Landmanden er kørt hjem og når søndagen er over, er jeg også flyttet helt hjem igen. I morgen starter mange børn i skole, jeg læser gode råd fra en familieterapeut om at tage udgangspunkt i barnets følelser, og jeg smiler lidt ved et af eksemplerne, hun giver. For jeg kan lige høre mig selv sige, at det skal de da ikke være bange for, det bliver da sjovt at komme i skole.
Min datter glædede sig til at komme i skole, så var man jo stor. Da hun havde været der noget tid, sukkede hun dybt og erklærede, at hun savnede børnehaven, det var meget sjovere, fordi der måtte man lege hele tiden. Jeg har haft to legebørn, og to børn, der var supergode til at bruge deres fantasi, de kunne lege hele dagen og havde kun brug for deres mor, når der skulle laves noget specielt såsom en Zorromaske eller støtte til et nyt stykke udklædning til Barbie. Så jeg har haft svært ved at følge unge mødre, som synes, det er hårdt at være alene med to børn, hvis manden skal arbejde. Nok fordi jeg jo var alene med mine pseudotvillinger (16 måneder er der mellem dem) meget af tiden, men jeg har som sagt været begavet med to fantastiske legebørn, som også kunne sidde i timevis og tegne. Faldt mit behov for ro sammen med deres behov for uro, så fik de lov til at se en videooptagelse af Bamse og Kylling eller Anna og Lotte. Senere hen blev det Disneys film eller også snuppede vi en bog sammen. Bagefter var de klar til at udleve det hørte/sete i deres leg. Måske skyldes det også, at lige som der er mange krav til de unge i dag og skyhøje forventninger fra dem selv til dem selv, så gælder det samme  for forældre. Allerede da mine børn startede i skole, snakkede min mor, som var lærer (dansk og sprog), og jeg om, at tiden var ændret. Da jeg var barn, forventede man ikke at forældre skulle hjælpe deres børn med lektier og læsning, det var skolens ansvar. Da jeg havde skolebørn, brugte jeg timer hver dag på at støtte mine børn i at læse og regne. Tid, som gik fra vores familietid sammen. Det var indimellem en kamp med skænderi og gråd. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor man fortalte, at i dag forventer man, at forældre kan tage fri fra arbejde for at deltage i skolearrangementer, og dem, der bliver mest forarget over, at man ikke tager fri, er de andre forældre. Men er man almindelig arbejder med en almindelig 37 timers uge, så kan man ikke bare få fri for at deltage i et arrangement kl 14. Dermed skævvrider man endnu mere de forhold børn skal lære under.

Nå tankerne flyver, rengøringsrobotter har jeg ikke, så jeg må hellere få den kropumulige krop sat i gang. God søndag til dig.

Lørdagsaktivitet og noget om vækkeure

udsigten fra Kryle Klit

 Trætheden i går kulminerede efter at have fyldt maven med bagerkage, pandekager med is og to glas hvidvin, så jeg gik tidligt i seng (21.30) Toiletbesøget midt nat foregik i søvne og fortumlet vågnede jeg i morges ved mobilens vækkeur, som insisterede på, at jeg skulle op. 9 1/2 time havde jeg sovet, og jeg kunne godt have sovet videre, hvis ikke vækkeuret havde været sat til. Landmanden skulle arbejde, og jeg ville lukke sommerhuset ned, efter at vi har boet der i fem uger. Te og mad blev henholdsvis brygget og smurt til landmanden og så forsøgte jeg at vågne op. Det foregik langsomt med bloglæsning og wordfeud. Undervejs kom jeg forskellige  steder rundt i hjørner af blogland, som jeg ikke havde været før, og her stødte jeg på vækkeurets ferie. Det fik mig til at tænke på, at jeg nærmest altid har vækkefunktionen sat til. Er vi på motorcykelferie, så ringer den, så vi kan nå at komme i bad og pakke, inden hotellets morgencafe åbner, for så snart der er spist, er vi hoppet på motorcyklen. Især i år, hvor der var så varmt, betød det dejlige temperaturer de første timer på motorcyklen. Hjemme efter MCferie holder landmanden ikke ferie, så da står jeg op og sørger for mad og drikke til ham, og så kan jeg ofte ikke sove mere. Og da jeg kan sove længe, men ikke gider bruge min søndag på at sove, ja så kimer mobilen også der. Så mit vækkeur holder sjældent fri.

Der er nogle som er meget vendelbonationale :-)

 Efter der var vasket op og første hold vasketøj var sat over, tog jeg løbeskoene på og gik/løb en tur. I dag nåede jeg ned til havet og tog derefter trapperne op til Kryle Klit. Nu er der nydt morgenmad og morgente, jeg må vist hellere komme i gang med rengøring. Det er den part, jeg tit hopper over, og så må jeg gøre det, når jeg næste gang holder fri heroppe. Jeg synes som alle andre, at det er skønnest at komme til et pænt og rengjort sommerhus, så nu må jeg være god ved mig selv og få det gjort i dag. Landmanden kommer senere med en stige, så jeg kan få malet de sidste vinduer i toppen af sommerhuset. Med så lang en søvn og en god løbetur må jeg da være frisk til en arbejdsdag i skønne omgivelser. God sommerlørdag til dig.

Ingen mennesker på stranden, kun skraldespandstativerne 

jeg opgav at løbe op ad trapperne

en lille skønhed

Sommerdage

Varmen mødte mig med det samme, jeg trådte ud af døren fra sygehuset, det var med at få den lille strikbolero af, så "mormor"armene kunne få luft. Det blæste lidt, men det var en varm og dejlig vind, der rørte min krop. Satte jeg mig så ud på terrassen, da jeg kom hjem? Næh jeg holdt mig indendøre og nød solen gennem vinduet. Det er vist tid til at få købt en parasol, så jeg kan nyde skyggen ude i varmen.

Derimod skulle jeg have haft boleroen på, da jeg kørte op i sommerlandet for at hente nogle ting i sommerhuset. Jeg ville lige gå en lille tur for at få bugt med den enerverende træthed, jeg lige for tiden har efter arbejdsdage. Oppe i sommerlandet var der havgus og 16 grader! Nu sidder jeg her og drikker te i håb om at få varmen igen. Det er ikke nemt at finde ud af påklædningen.

I går hørte jeg en hjerneforsker udtale sig om, at vi alle skulle have tre ugers sammenhængende ferie, for at hjernen kan stresse ned. Fint, jeg synes også at de tre uger skulle være, mens resten af familien holder ferie. Det kan bare ikke lade sig gøre for den del af befolkningen, som har et arbejde, hvor der skal være personale døgnet rundt! Hos os kan man kun holde to ugers ferie i skolernes sommerferie, man må genre have tre ugers sammenhængende ferie, så bliver det bare udenfor det tidsrum. Mine kolleger, som har skolebørn, har sommetider kun en  til to ugers ferie med deres mænd, for at deres børn kan holde ferie fra skole og børnehave i fire sammenhængende uger (en uge med mor og far, en uge med mor og hvis de er heldig, at far kan holde 3 ugers ferie, så to uger med far). Og så kan mor holde ferie, når børnene er startet i skole igen.
Min ferie er for længst old news, men herinde på bloggen mangler jeg at fortælle om den. Det må komme på et senere tidspunkt. Nu vil jeg nyde fredag aften med udsigt til weekendfri. God weekend til dig.

Morgenstund

Dagen er i gang, jeg retter instrukser, og der sker det sædvanlige, at jeg synes, det går for langsomt. Så jeg øver mig i at holde fast i, at ting tager tid, og det at læse og rette også tager tid. Jeg har fået lov til at arbejde hjemmefra, så jeg ikke bliver forstyrret, og det nyder jeg. August måned er tæt besat med arbejdsdage, så jeg kan godt mærke, at skulderne sænker sig ved at sidde herhjemme.

Og synet af omgivelserne omkring mig på denne skønne augustdag kan jeg ikke klage over. Landmændene er i fuld sving med at tage kartofler op, og jeg nyder at være med på sidelinjen på kontoret, efter at vi har kørt på arbejde fra sommerhuset hele juli måned.  Du ønskes en god dag.

Nå men så lader jeg da være!

Planen var at løbe en tur, da jeg kom hjem. Netop som jeg parkerede bilen, begyndte det at regne, så jeg bryggede te og lavede ostemadder. Selv om det regnede, var der dog lunt ude på terrassen under overdækningen, så jeg blev siddende og ventede og ventede på tørvejr.

Så blev der tørvejr, jeg begyndte at gøre klar, men pludselig dukkede en melding op på mobilen med varsel om skybrud og tordenvejr. Massiv regn kan jeg godt klare på en løbetur, men ikke tordenvejr med risiko for lyn, det tør jeg ganske enkelt ikke.  Så nu sidder jeg her igen, det står ned i stænger, det tordner og der er mørkt indenfor. Sådan skal det åbenbart være i dag. Det giver tid til mere te og ostemadder. God aften til dig.

Alt godt kommer til den, der venter

Tilsyneladende skulle computeren blot have tid til at få billederne sat på plads i systemet, for nu kan jeg fint hente dem, jeg lagde ind i går. De lilla kartoffelmarker pyntes i kanten med denne blomst, som jeg simpelthen ikke kan huske navnet på. Så er det jo godt, at jeg kan søge i min egen blog, for jeg kunne huske at Regitze fandt navnet til mig. Lådden dueurt hedder skønjomfruen.

I dag har jeg introduceret en ny kollega, vi har travet sygehuset tyndt (gid det samme kunne siges om mig selv), og min nye kollega var til sidst helt rundtosset af alle de gange, der er i kælderen. Heldigvis skal introduktionen foregå hos patienterne i morgen, det glæder jeg mig til. Siden vi kom hjem fra ferie, har vi mere eller mindre leget ferie, når vi fik fri. Kartoffelsæsonen er startet, så nu skifter vi gear og kan se frem mod en forhåbentlig god kartoffelhøst og en god kornhøst. Og en gang i oktober er alle kartoflerne i hus, og så sættes tempoet ned igen. Det bliver forhåbentlig en tid med sol, varme og rigtig indian summer. Man har da lov at håbe.

Sikke en fest

Næstyngste lille søster fylder 50 år om nogle dage, men havde valgt at invitere til fest i går. Det skulle være afslappet og med tid til snak og dans. Det blev det, og utroligt nok har vi alle fået valgt os partnere, som ikke gider danse. Det gjorde vi! Så mine tre søstre, min svigerinde, vores fem døtre, en enkelt svigerdatter og jeg indtog dansegulvet med diskokugle og 80'er musik. Vi fik heldigvis også mange af de andre kvinder til festen med ud på dansegulvet. Der var også mænd, der deltog, men mest kvinder.

Og som altid skulle vi jo bidrage med noget underholdning. Vi er vokset op med megen musik, vi har en bred musiksmag tilsammen, men noget af det vi hygger os med er at skrive sange til gamle dankstopsange (meget gamle sange) og melodigrandprixhits, når vi skal til fest. Dem synger vi så for den, der skal fejres. (Da landmanden blev 60 i år var det dog Born to be wild(mose) der blev fremført). Denne gang var det to af mine søstre, der havde taget hele slæbet med at skrive tekster, der både var morsomme, sangbare og rammende. Temaet var de fem årtier, så der var en melodi grandprixvindersang fra hvert årti. Som altid får vi aldrig øvet og som altid tænker vi alle, det her kommer aldrig til at gå godt, men tilsammen skaber vi en synenergieffekt. I går var vores børn også med sammen med svigerinde og en svoger. Vi havde det sjovt, det havde fødselaren og resten af festdeltagerne heldigvis også. Så vores fødselar hørte om sig selv set gennem sine søskendes øjne på melodier som Poupée de cire, poupée de son, Save your kisses for me, Diggiloo, diggiley, Take me to your heaven og Fairytale.

Og da vi kørte hjem i nat, tænkte jeg over, at vores styrke som familie gennem kriser netop har været at kunne grine og græde sammen. Så det er meget naturligt, at de eneste, der kan tillade sig at gøre grin med angsten for symptomer som glemsomhed og distræthed, er ens søskende, som er lige så disponeret for sygdommen, og derfor gjorde det på omkvædet til Save your kisses for me:

Alzheimer light, har jeg mon Alzheimer light
Hvad var - det nu - jeg sku'
Fik jeg - sagt at - jeg ku?
Hvem har jeg lovet hvad
kan jeg huske, bli'r jeg glad

Nu er sønnen fløjet hjem, datteren og svigersønnen har et ærinde i morgen formiddag, før de flyver hjem, landmanden er på vej hjem fra en dag sammen med jagtkammeraterne, og jeg har vegetarlasagne i ovnen, datteren laver salat, bordet er dækket. Jeg er klar til at nyde søndag aften.

PS noget helt andet: Er der nogen, der har en Mac, som de har opdateret med Yosemite styringssystem og dermed ikke kan bruge iPhoto, men istedet for har albummet Fotos? Og har de selvsamme så prøvet at uploade billeder fra Fotos til bloggers egen indlægsskabelon? Jeg kan kun få billederne fra iPhoto frem og ikke de nye, der er lagt ind i Fotos. Det irriterer mig, for det er garanteret ganske nemt, når først man ved det. Lige nu har jeg måttet lægge billederne fra kameraets SDkort ind igen på skrivebordet for at kunne hente dem derfra.
Anyway - have a nice Sunday evening - ha en dejlig søndag aften.

Solrig formiddag

Formiddagen er brugt sammen med landmanden og Istvan. De havde for fjerde gang i træk kvalificeret sig til det uofficielle nordjyske mesterskab, denne gang i veteranklassen. Istvan er først og fremmest en jagthund og en rigtig dygtig en af slagsen. Men i år havde hund og herre ikke fået trænet lydighed i forhold til søg til en jagtprøve, som er et anderledes søg, end når de to går på jagt sammen. Istvan gjorde som vanligt og fik også færten af en fasan, det var så bare ikke det den skulle i dag, da skulle den finde døde duer i græsset, dem fandt den også bagefter, men dommeren var hård, så det kostede point. Derfor blev det heller ikke til en placering, men alt andet gjorde hund og herre til topplacering.

Jeg nyder at være med, i dag fik jeg en god snak med en af de andre hundefører, en gæv landmandskone med ansvar for kalvene på deres gård, med ansvar for åbent landbrug arrangementer på deres gård og med ansvar for sin tøndeland store have, som er med i åben have arrangementer. Derudover trænede hun deres tre labradorhunde og lige nu havde de også hvalpe på gården. Jeg blev hel træt ved tanken om alt det hun fik fra hånden. Og samtalen mindede mig om, at mange landmænd har det svært økonomisk, mælkepriserne falder og falder, majsen står elendigt i år, og de skulle ellers være foderet til kreaturerne vinteren over.

Nu hviler Istvan sig, mens vi andre nyder teen hjemme på gården. Og ude på markerne blomstrer kartoflerne, der er et lilla skær over marken, det ligner jo næsten en lavendelmark. God lørdag til dig.