søndag, august 09, 2015

Søndag med morgente, morgentanker og en kropumulig krop

Søndag er tid til te og rundstykker.
Søndag er genindførelse af søndagsavisen
Søndag er mange ting, den kan være arbejdsdag, den kan være slappeafdag, den kan være aktivitetsdag, den kan være socialdag.
Min søndag i dag tilbringes i sommerhuset. Jeg fik ikke gjort rent i går, fordi landmanden og jeg fløj på at færdiggøre sommerens projekt: landmanden fik malet sommerhuset færdigt, jeg malede de sidste vinduer højt til vejrs på en stige og den sidste lille bitte del af terrassen, som manglede. Vasketøj blev vasket og hængt til tørre i blæsevejret. Landmanden gik tidligt i seng og fik den gode, lange søvn, som jeg fik i går. Jeg mærkede derimod meget til min krop, mit ene skinneben gjorde ondt og murrede, så jeg ikke kunne finde ro. Fire timers søvn er det blevet til.

Nu er det sidste hold vasketøj sat over, jeg trækker rengøringen lidt og lader benene hvile, mens jeg læser avis og drikker te. Landmanden er kørt hjem og når søndagen er over, er jeg også flyttet helt hjem igen. I morgen starter mange børn i skole, jeg læser gode råd fra en familieterapeut om at tage udgangspunkt i barnets følelser, og jeg smiler lidt ved et af eksemplerne, hun giver. For jeg kan lige høre mig selv sige, at det skal de da ikke være bange for, det bliver da sjovt at komme i skole.
Min datter glædede sig til at komme i skole, så var man jo stor. Da hun havde været der noget tid, sukkede hun dybt og erklærede, at hun savnede børnehaven, det var meget sjovere, fordi der måtte man lege hele tiden. Jeg har haft to legebørn, og to børn, der var supergode til at bruge deres fantasi, de kunne lege hele dagen og havde kun brug for deres mor, når der skulle laves noget specielt såsom en Zorromaske eller støtte til et nyt stykke udklædning til Barbie. Så jeg har haft svært ved at følge unge mødre, som synes, det er hårdt at være alene med to børn, hvis manden skal arbejde. Nok fordi jeg jo var alene med mine pseudotvillinger (16 måneder er der mellem dem) meget af tiden, men jeg har som sagt været begavet med to fantastiske legebørn, som også kunne sidde i timevis og tegne. Faldt mit behov for ro sammen med deres behov for uro, så fik de lov til at se en videooptagelse af Bamse og Kylling eller Anna og Lotte. Senere hen blev det Disneys film eller også snuppede vi en bog sammen. Bagefter var de klar til at udleve det hørte/sete i deres leg. Måske skyldes det også, at lige som der er mange krav til de unge i dag og skyhøje forventninger fra dem selv til dem selv, så gælder det samme  for forældre. Allerede da mine børn startede i skole, snakkede min mor, som var lærer (dansk og sprog), og jeg om, at tiden var ændret. Da jeg var barn, forventede man ikke at forældre skulle hjælpe deres børn med lektier og læsning, det var skolens ansvar. Da jeg havde skolebørn, brugte jeg timer hver dag på at støtte mine børn i at læse og regne. Tid, som gik fra vores familietid sammen. Det var indimellem en kamp med skænderi og gråd. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor man fortalte, at i dag forventer man, at forældre kan tage fri fra arbejde for at deltage i skolearrangementer, og dem, der bliver mest forarget over, at man ikke tager fri, er de andre forældre. Men er man almindelig arbejder med en almindelig 37 timers uge, så kan man ikke bare få fri for at deltage i et arrangement kl 14. Dermed skævvrider man endnu mere de forhold børn skal lære under.

Nå tankerne flyver, rengøringsrobotter har jeg ikke, så jeg må hellere få den kropumulige krop sat i gang. God søndag til dig.






10 kommentarer:

  1. Tiderne skifter, som de altid har gjort og generationer undrer sig undervejs...
    Der er ikke balance mellem forældrenes ansvar, skolens pligter og samfundets/tidens forventninger og arbejdslivets vilkår. Jeg har også siddet og hjulpet med lektier. Solearrangementer var til at overkomme, men alligevel nok med 3 x juleklip osv!
    Jeg er glad for at vi ikke står med 3 børn, fuldtidsarbejde/skiftevagter og de forventninger "tiden" har.
    Her var vi to til rengøringen i dag... Så blev lidt af rejsefeberen brændt af! Nu vil vi ud og gå en tur...

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, ja tiderne skifter og samfundets forventninger lige så. God tur til jer :-)

      Slet
  2. Der sker noget generationerne i mellem. Kan godt følge det de unge mennesker står overfor i dag, kontra det jeg stod med, og det mine forældre stod overfor.
    Håber du får det bedre i dit skinneben, for et par måneder siden døjede jeg med noget lignende, måtte side på numsen ned fra 2. sal, igen når jeg skulle op i min lejlighed. En kollega sendte mig til læge, og her konkluderede de at det var skinnebensbetændelse, og jeg skulle smøre det med Voltaren, 3 dage senere var det ovre, har kun mærket til det en enkelt dag, siden, smurte straks og dagen efter var det væk.
    God bedring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Abildjyde, i nat lå jeg netop og tænkte på det voltaren vi havde derhjemme. nu er jeg hjemme og kan få smurt benet, som heldigvis har det bedre nu :-)

      Slet
  3. Overgangen fra børnehave til skole er slet ikke så brat i dag. Der gøres meget for at de kender skolen på forhånd, og mange steder starter de i SFO måneder før, så de nærmest er kørt ind, når selve skolen starter. Vi har rullende skolestart, og i morgen skal jeg byde velkommen til en enkelt elev. Resten gik også i klassen før sommerferien.
    God bedring med benet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eva, benet har haft godt af stranddag :-) Hvor lyder det godt med den forskudte start og rullende skolestart.

      Slet
  4. Min lærer-datter har de mindste i skolen - jeg tror, de har det godt! - En af mine bekendte voksede op som enebarn hos en far som aldrig var hjemme (fisker) og hos en mor, som havde tøjbutik. Da datteren havde gået de første uger i skolen, svarede hun på moderens spørgsmål om, hvordan det gik: "Jo, det er godt nok. Men behøver det at være hver dag?"

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, jeg er slet ikke i tvivl om at børnene har det godt. Det link jeg henviser til fokuserer på, at vi skal tage børnene alvorligt, når de bliver nervøse og ængstelige og ikke bare slå det hen. Herlig bemærkning :-)

      Slet
  5. Tiderne er til alle tider i forandring - det eneste, der ikke ændres på, er at alting ændres. Jeg er af gode grunde meget lidt klog på, hvordan det er at gå i skole i dagens Danmark, men jeg synes, at al blæsten om skolereformen tog bemærkelsesværdigt hurtigt af, og jeg har hørt, at der er virkelig mange unge mennesker, der søger ind på læreruddannelsen, så det går forhåbentlig alt sammen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg tror også det nok skal gå. Det kan godt være at debatten er klinget af, men jeg er så familie med en, som blev sygemeldt pga arbejdsforholdene, jeg håber dog at dette år bliver bedre.

      Slet