Det var jo det jeg sagde, men jeg lytter ikke altid til mig selv :-)

Det kan lyde selvmodsigende, at man skal rejse sig og gå en tur, når hele kroppen skriger, at den er træt. Men det virker*.

Gåturen blev ikke af den planlagte længde, fordi regnen insisterede på at gøre mig, min mobil og mit kamera våd, så jeg vendte om. Jeg tog mig dog tid til at plukke en grøftekantsbuket, som blev til to derhjemme.

Hjemme igen gik jeg husmoderrunden, opvasken forsvandt fra køkkenbordet, vaskemaskinen blev tømt, blommer blev skåret i passende stykker og lagt i fryseren til senere nydelse som chutney og marmelade. Nu er huset klar til, at rengøringsfirmaet kommer, mens jeg er på arbejde. Jeg fik læst, dameblade, lokalavis og bog. En enkelt is blev også nydt, inden jeg sluttede aftenen af med at få læst på lektien til i dag. En ny kollega, som er ansat som fast nattevagt, skal have undervisning, så snart jeg møder ind.

Nåh, lider du ikke af blogkering mere? Jo egentlig, men som så meget andet i livet handler det om at tage det første skridt, lidt på trods, så følger de andre skridt ofte efter. Håber du får en god torsdag.

* træthedskuren gælder ganske almindelig træthed, ikke den udmarvende hjerneskadetræthed, som mange med sclerose og apopleksi kender.