Nyhedssurfing

Morgensolen rammer ikke denne del af huset, der er køligt, men tilpas og det solfyldte køkkenalrum er lige ved siden af, så jeg nyder solstrålernes leg med gulve og skabe. Jeg læser nyhedsoverskrifter og dykker ned i dem, der lyder interessante. Kristeligt dagblad har afholdt et arrangement, hvor en artikelserie er vakt til live, så læserne kunne høre de to journalister interviewe deres kilder, og læserne havde mulighed for at stille spørgsmål. Sådan et arrangement kunne jeg godt tænke mig at opleve. Som enhver artikel på nettet dukker der links op mellem linjerne, så jeg kan læse andre artikler, der relaterer sig til emnet. Det er farligt, det er lige nøjagtig det, der stjæler tid, pludselig er man helt fordybet og klikker videre og videre. Emnet for aftenen var hukommelsen, og en af artiklerne, jeg klikkede videre til, handlede om arbejdshukommelsen og hvordan vi kunne træne den og blandt andet udsætte symptomer på Alzheimers sygdom. Forfatterne refererer til en undersøgelse af nonner, som også havde doneret deres hjerner til forskning. Nonner er interessante, fordi de lever på samme vis og under samme vilkår. Her kunne man se, at nogle af dem, der skrev dagbøger i deres yngre dage, faktisk havde haft en begyndende demens, men uden symptomer. Jo mere kompleks og righoldigt deres sprog var, jo bedre. Nu skrev jeg ikke dagbog, da jeg var i 20erne, og mit skriftlige sprog har også først udviklet sig, efter jeg for ni år siden begyndte denne blog. Jeg har da lov at håbe, at denne form for dagbogskrivning er med til at styrke min hukommelse og udfordre mine sproglige kompetencer, og dermed kan være med til sammen med en udfordrende hverdag at udvikle og holde min hukommelse skarp.

På min fars plejehjem afholdes høstfest hvert år for alle beboere og to familiemedlemmer til hver beboer. Det bliver noget af en flok, når der er 40 beboere. I år deltager vi ikke, fordi vi tre søstre fra Jylland ganske enkelt ikke kan få det til at hænge sammen med vores arbejde. To af os skal deltage i personalemøder efter en travl arbejdsdag, en har vagt på sin efterskole, vi kan alle tre bekræfte hinanden i, at det er ok, men alligevel talte vi med vores fars kontaktperson. Og hun sagde så også, at vores far havde langt mere ud af, at vi kom på besøg og var sammen med ham på hans stue end at vi sad i en stue med 120 andre mennesker. Vores far er forsvundet endnu mere ind i sig selv, synger ikke mere, snakker heller ikke så meget med sig selv og alligevel har han øjeblikke, hvor smilet og øjnenes smil er rettet lige mod os, og vi ved, at han ved, at vi hører sammen. Jeg er ikke den, der siger, det er forfærdeligt, det er uværdigt osv. Jeg synes, min far er min far og han har stadig værdigheden i behold, for det handler om, hvordan han mødes. Og ja, jeg savner da indimellem den far, han var en gang, men dette har jo stået på i meget lang tid, min far fik konstateret en mild form for Alzheimer kort før mine forældres sølvbryllup og først tre år efter, da min mor døde, blev det rigtig synligt, hvor ramt vores far var. Alligevel formåede vores far at blive boende i deres hus i fire år, i begyndelsen med hjemmehjælp, der kun kom på besøg for at sikre, at vores far huskede at spise og drikke. Sidenhen fik han mere brug for støtte til personlig hygiejne og heldigvis var der en plads på plejehjemmet, da han virkelig havde brug for støtte døgnet rundt. Vores far er meget social og et godt menneske, og heldigvis gik han ind i musikkens verden, da han mistede sprogets righoldighed i stedet for at blive vred og aggressiv, som mange gør. Det er vi meget taknemlige for.

Lørdagen er startet langsomt, nu må jeg vist heller komme ud og luge ukrudt, inden datteren vågner, Hun skal til kandidatfest hos en veninde, de får da det skønneste vejr til dette. Håber vejret og humøret står på sol hos dig, ha en god lørdag.