Les Baux-de-Provence

Vi må vist videre i beretningen om vores motorcykelferie i Sydfrankrig. Aftenen før havde vi nydt synet af Pont du Gard. Dagens mål var den gamle middelalderfæstning Les Baux-de-Provence. Også et sted, jeg kunne huske fra min gymnasietur til Provence. Hver dag sørgede vi for at være klar, når morgenmaden var klar. Vi ville tidligt af sted for at kunne køre i rimelige temperaturer. Og turguiden anbefalede at man i højsæsonen kom tidligt til Les Baux, for det blev besøgt af  over to millioner om året.

Indimellem fik vi også nogle ekstra ture i byer, fordi vi ikke fik drejet, når “Matilde” sagde drej. Hun var nu også en affekteret dame, insisterede på at sige samtlige gadenavne på fransk efter drej kommandoen i stedet for at sige drej til højre nu. Her er det i byen Beaucaire vi forsøger at komme op på vejen et niveau højere oppe.

På den anden side af floden ligger byen Tarascon med det hvide slot, der tilhørte kong René den Gode, siden hen blev det fængsel frem til 1926.

Synet af solsikkemarker kan gøre en glad sådan en tidlig morgen.

Alpillerne er en bjergkæde, bestående af kalksten, og her ligger Les Baux.

Her kan man ane fæstningen i det fjerne. Dalen her kaldes Val d’Enfer, Helvedes dal, som man mente var beboet af hekse og ånder.

Køretøjer parkeres uden for indgangen til byen, der ligger nedenfor fæstningen. Selve byen mindede mig om Mont-Saint-Michel med dens små stejle gader, og hvor der var masser af ting at se på og masser af turistbutikker og cafeer.

Da vi havde betalt entre til fæstningen, fik vi udleveret høretelefoner, så vi rundt omkring på området kunne høre små historier om middelalderborgen. Nedenfor er det hospitalsgården, som nu er omdannet til et aktivitetssted.

Udsigten kunne man ikke klage over, og det meste utrolige var, at helt heroppe på bjergtoppen kunne vi høre cikadernes sang nede fra dalens træer.

Møllen var bygget på et senere tidspunkt og var typisk for de provencalske møller, som er blevet udødeliggjort gennem forfatteren Alphonse Daudets historie om livet i Provence, Lettres de mon moulin.

Overalt stod der gamle middelalder krigsvåben, og disse blev demonstreret eller man fik selv lov at prøve (armbrøster)

Mens ungersvendene levede sig ind i en anden verden og fik turisterne med, så sad jeg i skyggen af hospitalsmuren og nød synet. Der var virkelig varmt, selv det kun var formiddag.

Klippevæggen blev brug som væg til borgen, og rum blev hugget ud i stenene.

Ved denne trappe stod der at det var på eget ansvar, at man gik op, den var absolut heller ikke sjov at gå op ad, men op skulle vi, så udsigten kunne nydes.

Efter et par timer var vi godt trøstige og svedte bravt. Nej vi havde ikke motorcykeltøjet på, det havde vi taget af på parkeringspladsen og iført os noget lettere tøj. Så hører du om nogen, der undrer sig over turister i undertøj på en p-plads, så var det nok os. Landmanden prøvede at skyde med armbrøst og så nød vi et sidste syn af borgen, inden vi fandt en cafe med skygge og salat på menukortet.

Inden vi drog af sted, gik vi ind i kirken og tændte et lys og sendte tanker til de mennesker, vi har mistet og savner.

Indimellem kan jeg blive voldsomt irriteret på andre turister, især i kirker. Der blev ved indgangen bedt om stilhed, ikke desto mindre syntes en familie bestående af voksne mennesker, at kirken var et dejligt sted til at snakke om alt det, de havde oplevet, og det var ikke stille snak. I klosteret på Mont-Saint-Michel blev jeg så irriteret, at jeg tyssede og oplevede fem minutters stilhed, her opgav jeg på forhånd og nød blot, da familien gik. Der er en ganske særlig stilhed i en kirke og lyset i denne kirke blev filtreret gennem glasmotiver. Herefter var vi klar til en lang strækning på motorvej, for næste mål var at finde en campingplads nær St.Tropez. Vi havde besluttet os for at tage tre overnatninger samme sted, det havde vi aldrig prøvet før, men det blev godt, især med temperaturer over 35 grader hver dag.

Min dag i dag er ændret, egentlig har jeg fridag og skulle lave regnskab (det skal jeg stadig), men afsnittet får besøg fra en tilsvarende afdeling. Og da der også kommer udviklingssygeplejerske med, ville min leder gerne , at jeg også kommer ind, så det gør jeg, og så får jeg de fritimer på et andet tidspunkt. God tirsdag til dig.