Saint-Tropez

Vi havde begge lyst til at opleve byen, hvor de rige valfarter til for at fremvise deres både, og hvor vi andre kan nyde synest af mange både, vand, cafeer og små gader. Inden vi tog af sted, havde vi talt med den ansvarlige for turistråd på campingpladsen. Jo jo sådan havde man skam også. Hun fortalte, at vi sagtens kunne finde parkeringsplads inde i byen og anbefalede os at gå op til citadellet over byen, der var en skøn udsigt. Der var nu også en rigtig god udstilling om Saint Tropez som byen, hvor man tidligere drog ud fra på alle verdenshavene. Parkeringspladsen lå nede ved havnen, så vi kunne starte med at gå langs promenaden; der måtte da være køligt, så vi tog ikke drikkevarer med. Stor fejl!

Fyrtårnet over på den anden side af havnen blev min redning, da vi havde gået en time langs promenaden. Jeg var ganske enkelt ved at udvikle let hedeslag, men skyggen, vinden og roen gav mig kræfter til at gå videre, efter jeg havde fået købt vand.

Jeg kunne da godt se mig selv ligge og sole mig, mens båden sejlede rundt til de små byer i bugten. Og bilen kunne landmanden også godt se sig køre i.

Der er stadig små fiskebåde i den ene ende af havnen, men de forsvandt nærmest i billedet.

Jeg bildte mig ind, at det var Cannes, jeg fotograferede over på den anden side. Men hjemme ved et kort kunne jeg se, at det nok snarere var St. Raphael.

De gamle bygninger, som er pastelfarvede, forsvinder nærmest også i al bådpragten.

Mens jeg fik reduceret min indre temperatur, nød vi synet af både, der sejlede ind og ud fra havnen. Det sjove var, at nogle af de større både blot sejlede ud til den næste bugt, hvor vi så dem senere på dagen, da vi tog på stranden. Og som landmanden tørt konstaterede, den tur kostede nok det samme som min månedsløn.

Efter skygge og væske var jeg klar til turen op til citadellet, vi valgte hele tiden at gå i skyggen, der var så varmt, så selv om at jeg elsker det område, aldrig kunne finde på at bosætte mig der. Der er for varmt, ganske enkelt.

Vi gjorde holdt ved en lille cafe næsten oppe ved citadellet. Ejerne eller tjenerne var ikke værd at skrive hjem om, de var nærmest ligegyldige over for deres kunder, men salaten, Salade Nicoise, smagte fortrinligt.

Og så beklager jeg over for jer alle. Vi gik på kompromis med sikkerheden den dag. Bare tanken om at skulle køre de få kilometer i støvler, handsker og motorcykeltøj fik os til at svede, så det blev med hjelm og forsigtig kørsel, at vi trillede af sted mod Saint Tropez og Plage de Pampelonne. Citadellet og vores strandoplevelse må I vente med, for nu er det tilbage til hjemmearbejdspladsen, god tirsdag til dig.