Dagen derpå

Trætheden sidder i kroppen, regnen gør alt vådt udenfor, så vi lukker øjnene for den og nyder teen indenfor.
Jeg har haft den dejligste dag i går. Mens jeg ryddede op i går aftes, efter at gæsterne var taget hjem, fik tankerne lov til at gå tilbage i tiden. For hvad er det, der binder os sammen? Hvad er det der gør, at så snart vi er sammen, så er vi forbundet med et ganske særligt bånd. Vi ses kun en gang om året og indimellem går der flere år mellem vi ses (hvis der lige kommer runde fødselsdage/sygdomme eller andet i vejen). For mit vedkommende gik der pludselig elleve år, før jeg genså den trofaste skare, der hvert år er mødtes, siden vi i februar 1981 blev sygeplejersker. Da vi havde 25 års jubilæum, var der rigtig mange fra klassen, der dukkede op. Men ellers er der mellem 10 og 17, der mødes hvert år. Skyldes forbundetheden den fælles historie, vi deler? De 3 1/2 år på sygeplejeskolen? Vi var jo kun sammen det første halve år på forskolen, herefter mødtes vi, når vi var "på skole" (dengang var det jo ikke et studie, vi var elever med elevløn) Flere af kvinderne fra i går var allerede dengang i faste forhold og boede sammen med kæresterne, andre gik sammen i bofællesskab, og jeg var den eneste af de 11 i går, som boede hele min tid på sygeplejeskolens kollegie. Faktisk var det slet ikke nogen af de 10, som jeg gik mest sammen med i elevtiden, jeg havde dog meget sammen med nogen af dem i elevforeningens mange aktiviteter, og alligevel føler jeg mig så tæt forbundet med dem alle i dag. Jeg tror, det skyldes det fælles grundlag som uddannelsen var , og ikke blot uddannelsen, men alt det som kun vi har oplevet; forstanderen, de forskellige lærertyper, vagterne, vilkårene for sygeplejeleverne anno 1977, timerne i klasseværelset, og så det faktum at vi er mødtes jævnligt siden da.
Når man(læs jeg) er værtinde, så er der megen viden, der smutter for mig undervejs i løbet af sådan en dag. Der er så meget, jeg dagen efter gerne ville have hørt om, men det må jeg indhente næste år den anden lørdag i september. I år var der en, der var rundet 60, næste år er der flere, om to år er vi mange, og om tre år kommer de sidste, men vi er alle aktive og tager ansvar i vores sygeplejeliv.
Jeg fik aldrig taget nogle billeder, men via landmandens facebookside fandt jeg denne lille søde video, som jeg synes, illustrerer smukt min træthed i dag og på samme tid følelsen af tryghed.

God søndag til dig.

Høsten i hus

Høsten kom med møje og besvær i hus i går aftes sent, nu holder foderstoffirmaets lastbil udenfor mit vindue og skovler havren op. Det megen regn, der er varslet til i morgen, og lovning på regnvejr resten af ugen, gør at alle har travlt. Der er tre medarbejdere på arbejde i dag for at så mange kartofler som muligt kan tages op til næste uges levering.

Jeg har også haft travlt, selv om jeg først fik min skridttæller på klokken halv elleve i går formiddags (havde glemt den hos fysioterapeuten) rundede jeg over 20000 skridt blot ved at arbejde herhjemme. Nu er der ryddet op og gjort rent, alle kasser fra jul er sat på loftet (ja ja jeg ved det godt, de kunne lige så godt være blevet stående hernede, men nej, jeg får gæster i dag), der er plantet efterårskrukker, der er lavet æblegele og skåret røget dyrekølle ud, der er marineret dyresteg (hvorfor er jeg altid bange for, at der ikke er nok – nu stoler jeg på, at de 200 g. kød pr person er rigtig, ellers har jeg et problem), der er købt oste og islagkage og begge køleskabe er fyldt op, fordi der jo også er landmænd, der skal have mad.

Nu skal jeg bare have smurt eftermiddagsmadpakker, hente rundstykker, dække bord, rette oste an, stryge kjole, sat hår og så er jeg klar til at få besøg af elleve elevkammerater. Vi startede i september 1977 på Viborg Sygeplejeskole sammen med en masse andre håbefulde unge mennesker, vi er nogle stykker, der er blevet ved at mødes, og jeg glæder mig. God dag til dig.

Ro i sjælen eller det er da for dårligt

Landmanden studsede lige og sagde så, det er da for dårligt. Men ikke for mig, der er andre dage, hvor jeg ville blive irriteret. Jeg har rigeligt at se til i dag, der skal arbejdes igennem for at nå alt på min to-do-liste, men lige nu og her passer det mig fint, at jeg skal sidde i sommerhuset og vente på en skorstensfejer, som kun kunne angive et tidsrum på tre timer, hvor han ville dukke op. Hver gang jeg kommer op til sommerhuset, falder sjælen til ro, jeg nyder det fristed og udnytter alt for lidt den fred, det giver mig, resten af året.

Husmormotion

Medarbejderne er i fuld gang med at gøre mejetærskeren klar til dagens arbejde, landmanden tjekker kartoffelmarker, forhåbentlig kan de tage kartofler op i morgen, så der er noget at sortere af i næste uge, nu hvor regnen sætter ind igen. Bygmarkerne er høstet, der mangler havremarkerne, de bliver forhåbentlig færdige i dag.
Ellen har igen sat tanker i gang med sit spørgsmål om hvad vi drømmer om. Jeg er rigtig god til at dagdrømme, men drømme? Jeg har ikke steder, jeg skal nå at se, det er ikke det samme, som at jeg ikke gerne vil rejse og se nye steder af verdenen, det vil jeg gerne, men egentlig er det vigtigste for mig livet her og nu, min familie, mit arbejde, mine kolleger, familie og venner, det nære liv. Det betyder noget, alt det andet er festdrys. Materielle ting siger mig heller ikke noget, jeg har problemer nok med det, jeg har samlet til huse, for minderne/historien knyttet dertil betyder ofte mere end selv tingen. Arbejdsmæssigt? Mine kolleger spørger, om ikke jeg søger souschefstillingen, nu hvor min chef stopper som chef og souschefen søger ledertjansen. Nej tak, jeg har fået den stilling, som jeg ikke vidste, at jeg drømte om, men som er min drømmestilling. Er jeg så stillestående, når ikke jeg har drømme at forfølge? Min fysioterapeut sagde til mig i går; du udvikler dig hele tiden, jeg bliver så inspireret af at snakke med dig. Det er jeg glad for at høre, for sådan en person vil jeg gerne være. Er det en drøm? Det er vel snarere en værdi, en holdning til livet og arbejdet.

Vores alternative flagstang

Der er helt stille, jeg kan kun høre min vejrtrækning. Jeg nyder det, lige som jeg vil nyde det hektiske landmandsliv, når jeg om nogle timer vender hjem igen. God fredag til dig.

Sådan cirka tolv timer

har jeg været væk fra hjemmet. Bilen kørte ud fra gårdspladsen ca. fem minutter over seks og kørte ind igen ca. klokken ti i seks (atten). Jeg nåede op på afdelingen og fik indkaldt til møde i næste uge og fik printet læsestof til mine forskningskursusdage om 14 dage. Så tog jeg bilen ud på University College Nordjyllands afdeling ude ved det nye sygehusbyggeri. Her holder sygeplejerskeuddannelsen til, og i dag skulle jeg høre, hvad sygeplejersker in spe har fået ud af først at få præsenteret problemstillinger fra det virkelige sygeplejeliv og derefter at skulle søge viden om det og give forslag til implementering. Jeg valgte at være der under alle seancerne, dvs. hele formiddagen, og blev vældig inspireret. Hurtigt ind i bilen og hjem og spise frokost, hvorefter der ventede mere skrivebordsarbejde, før jeg sluttede dagen af med først en seksmåneders samtale med en kollega og min souschef og dernæst undervisning i apopleksi med de to sygeplejestuderende. Inden jeg tog videre, havde jeg lige en snak med en kollega. Ud i myldretrafikken, ro på, man kommer ikke hurtigere frem ved at hidse sig op! Klokken kvart over fire landede jeg uden for min fysioterapeut. Jeg nåede ikke at få handlet og hentet tekrus, men fik købt en grovbolle med ost og en vand, og så fik fysioterapeuten lov til at arbejde med min nakke-skulder-arm-hånd. Bagefter nåede jeg indkøb og afhentning. Hjemme skyndte jeg mig og fik smurt aftensmadpakker, ud med dem til folkene i marken. Der høstes i meget våde marker, men der høstes. Mens jeg finder ny energi ved at skrive indlæg, får tankerne lov til at komme omkring dagen. Kartoflerne koger, frikadellerne steger i ovnen og der er lavet gulerodssalat. Sovsen får Knorr lov at stå for. I går var klokken over ni, inden der blev holdt fyraften, jeg håber de kan køre lige så længe i aften.

Alt i alt en god dag, og nu har jeg fem fridage, der skal fyldes med husmodermotion, besøg af gamle elevkammerater, besøg hos min far sammen med min to søstre fra Jylland og installering af ny printer. Jeg skulle også gerne nå at få kigget på litteratur til kurset, gå ture, LOOPe og slappe af. Min fysioterapeut spurgte, om jeg var god til at koble af. Jeg er rigtig god til det, jeg kan sidde en hel aften uden at lave andet end at læse eller se serier. Nu vil jeg smække benene op, mens maden bliver færdig. God aften til dig.

Det går da meget godt

Ha, med sådan en overskrift skal det gå galt, jeg har lige utilsigtet slettet hele indlægget. Forfra igen:

Jeg har nærmest ikke været uden for en dør i dag, jeg har dog handlet ind og LOOPet. Jeg har slappet af, set serier, fundet billeder til det indlæg, jeg skrev i morges, jeg har blogsurfet, jeg har svaret mails, jeg har talt i telefon. Jeg har også fået gjort rent og ryddet op og ud i et køkkenskab og tre bryggersskabe, hold da op så meget skrammel der var der. Meget af det er nu røget i containeren. Jeg har vasket tøj og hængt til tørre og lagt sammen. Jeg har sørget for mad til tre landmænd, som lige om lidt kommer ind til den varme aftensmad. Trods jeg mestendels har bevæget mig frem og tilbage i huset, viser skridttælleren nu 15774, det er da meget godt gået. Jeg burde oprette en etikette, der hedder husmormotion.

Det går også godt med mejetærskeren, selv om den tider kører i blankt vand, men høstet bliver der. Der kommer jo mere vand på søndag, så vi skulle gerne være færdig inden søndag. Det er lange dage for alle på gården, og Istvan synes, det er træls, at han ikke må komme med ud på mejetærskeren. Han har dog affundet sig med det, men har nu lagt sig ud på gårdspladsen parat til at hilse landmanden velkommen.

Og jeg nåede lige ud på vejen for at nyde synet af solnedgangen. God aften til dig.

Vi skal vel også til at vende næsen mod nord?

Selv om dagene i Port Grimaud og St. Tropez havde været dejlige og afslappende, så ventede hverdagen hjemme på gården. Planen var at bruge lørdagen på at køre på små veje gennem Provence og alperne i den øverste del af Provence for at lande tæt på motorvejen lørdag aften. Søndag og mandag skulle så bruges på motorvejene for at bringe os hjem midt mandag.  Varmen skulle blive heftig denne dag, så vi kørte meget tidligt fra campingpladsen (undskyld til de ferierende, hvis motorcyklen vækkede jer tidligt). Vi nød en sidste tur over Massif de Maures og de skønne parasoltræer (aner ikke hvad de hedder).

Motorvejen blev en hurtig genvej til Aix-en-Provence og herefter kørte vi på de små veje nordpå. Første mål var en bjerglandsby med en speciel klippeby i nærheden, den får sit eget indlæg, for inden da var der masser af smukke steder at kigge på, mens vi svedte bravt i motorcykeltøjet.

Vinmarker og solsikkemarker var der overalt, og hver mark syntes skønnere end den forrige.

Utallige små cafeer, hvor man fik lyst til at stoppe, men så kom vi jo aldrig hjem.

En smuk sø, som viste sig at være opdæmmet.

Turen gik videre over Chaine de la Trevaresse.

Formiddagsmaden blev nydt i smukke omgivelser (vendte ryggen til skovsvinenes svineri- åh jo de findes også i Frankrig)

Enten er vi blevet hardcore bjergkørere eller også overdriver franskmændene skiltningen. Vi nød i stedet for turen.

Den enlige gadelampe midt på bjergskråningen og skiltet med stoplys vidner om en by i nærheden. Ikke en stor by, men som alle andre franske bjergbyer var den smuk med sine knap så velholdte bygninger, farveklatter indimellem, smalle gader, cafe og udsigt til et kirketårn.

Endnu var det kun midt formiddag, men varmen begyndte at trænge sig på og det luftede meget lidt, når vi kørte, men det skulle blive meget værre. Fortsættelse følger i min beretning om sommerferien på to hjul i Sydfrankrig. God onsdag til dig.

Jeg sidder til genopladning

arbejdsdag er slut – tjek

undervist kollega i trombolysebehandling – tjek

hældt morgenmedicin op for kolleger – tjek

hjulpet patient på toilettet – tjek

hjulpet en patient og en familie med at finde frem til, hvad der gjorde patienten urolig og utilpas – tjek

diskuteret sygeplejefaglige problemstillinger, som vi skulle tage stilling til, med min souschef – tjek

haft samtale med patient om uro og angst – tjek

har stået i det dilemma, at jeg ikke kan beskytte mod hverdagens trængsler og derfor ikke kan beholde mennesker inde på afdelingen i ventetiden på undersøgelser – tjek

har forsøgt at få reduceret i to-do listen – ikke tjek (det er så her, jeg øver mig i at sige, at Rom blev ikke bygget på en dag, og med en afdeling, der på en dag gik fra færre patienter med færre problemstillinger til utroligt mange patienter med mange og komplekse problemstillinger, er det vigtigere, jeg støtter mine kolleger end alt muligt andet)

handlet ind til tre voksne mænds aftensmad, fordi tadah - vi høster! – tjek

handlet ind til tre voksne mænds eftermiddags og aftensmadpakker for tadah– solen skinner også i morgen, så vi håber at den varme aftensmad først bliver meget sent om aftenen – tjek

nu har jeg spist knækbrød, drukket te, læst lokalnyheder, fundet ud af at Rundt om Frankrig og Frankrig med Leth og Pilgaard kommer næste søndag – husk det så – lille hjerne

Det er tid til at gå i gang med forberedelserne til aftensmaden – svensk farsbrød og flødekartofler med blandet salat til. Madpakken bliver rugbrød med pålæg, og jeg vælger nok havregrød til aftensmad

I fredags, hvor afdelingen endnu ikke var blevet totalt fyldt med patienter, havde vi tid til at spise sammen. Her spurgte jeg alle mine kolleger, hvad de havde spist aftenen forinden. Så nu har jeg en hel side med forslag til aftensmad, og de andre syntes, det var sjovt at høre, hvad folk spiste.

God aften til dig

Når man gør noget andet end det vanlige

Det kunne være godt, hvis jeg kunne have fortalt om en tur ud i det blå på cykel eller en lang travetur i en skov, men det var det ikke.

I stedet for læste jeg avis og så fjernsynsprogram, vi holder ikke avis og jeg nærmest kun serier på min computer og følger ikke programfladen på tv-stationerne. I går læste jeg om Pixars nye film Inderst inde, og om selskabets succes med computeranimerede film, som rammer både børn og voksne. Jeg har kun set Toy Story, men den elskede jeg at se sammen med mine børn, og ja den blev set mange gange, fordi vi også fik den som video. Og en film, som prøver at skildre følelserne inden i en 11 årig pige, som flytter og skal lære nye mennesker at kende, det lyder som en spændende ide. Charlotte har set den og giver den sin anbefaling.

I aftes så jeg først et program om en fransk-australsk kok, som besøgte de franske alper og laver mad sammen med de mennesker, der bor der. Det var jo i “vores område”, han var. Bagefter så jeg Pilgaard og Leth i Frankrig og minsandten om de ikke kørte op på Mont Ventoux. Jeg fik helt lyst til at køre turen igen og jeg mangler faktisk at afslutte den, men det må vente. Jeg skal jo på arbejde, så jeg burde slet ikke sidde her og skrive. Du får dog lige et par billeder fra turen.

PS det sjove er, at både kokken og P&L i næste program skal ned til området ved Pont du Gard. Jeg må se, om jeg kan huske at se programmerne. God mandag til dig.

Om at kende sig selv og holde af sig selv

Indimellem synes andre, at jeg er for selvkritisk. Indimellem synes jeg selv, at jeg er for selvglad. Men egentlig synes jeg, at det at kigge kritisk på sig selv og ens væremåde kombineret med at kunne anerkende sig selv og ens væremåde giver et godt resultat. Det sikrer, at man ikke bliver hængende i "plejer" men tør sætte sin forståelse af verden på spil og måske dermed blive lidt klogere. Fredagens udbrud af tristhed handlede netop om en erkendelse, der gjorde ondt, men som her på denne solrige søndag på vej til bageren efter rundstykker udmøntede sig i " det er helt ok, Lene, du er jo en, der tør mene og sige noget, og så dummer man sig af og til, det har du lært noget af" Så nu glæder jeg mig til næste uges arbejdsdage, hvor den erkendelse skal prøves af i en ny måde at mene på. For jeg kommer aldrig til at holde op med at diskutere, have meninger og forsøge at få andre overtalt til at se tingene fra min side.

Måske husker du et indlæg om at se Kender du Typen og tanker det affødte? I går gik det lige den modsatte vej, jeg blev så glad for mit hjem og for at jeg ikke går op i de rette designerting, at indretning for mig handler om hygge og nærvær og ikke så meget om jeg nu bruger økovarer eller Mega Mussel osv. Jeg har lige bestilt seks polske tekrus, fordi jeg er vild med de to, mine forældre købte til os i Polen, og fordi Eva gjorde mig opmærksom på, at dem kunne jeg købe i danske keramikbutikker. Det er hermed gjort, nu håber jeg, de er fremme inden næste lørdag, for så skal de pryde brunchbordet sammen med mine hjemmelavede marmelader, røget vildtkølle, røræg fra egne høns og hjemmebragte oste og rundstykker. Og til aftensmaden får mine sygeplejeelevkammerater vildtsteg og forskellige retter/salater med kartofler fra Store Vildmose. Men igen - det er ikke maden, der gør det, det er snakken og samværet, det skal der være plads til.  Det er min stil, og den er jeg glad for!

Må din søndag være god ved dig.

Det er helt vildt

Vejrudsigter bliver studeret med omhu, og den norske i særdeleshed, fordi den plejer at være mest korrekt. Det kan jeg så konstatere, at den ikke har været i dag! Vi har indtil kl 17 fået 52 mm, det er slet ikke i nærheden af Skanderborg, men det er rigeligt. Jeg har aldrig set min græsplæne sådan her, jeg kan dyrke ris i den lige nu. Høstdagen bliver ikke lige nu, for nu handler det ikke bare om, at kornet tørrer, nu handler det også om, hvornår vi kan køre på markerne igen.  Nå, de kloge hoveder lover tørvejr fra i morgen og en uge frem, jeg krydser fingre for, at tørvejret holder endnu længere.

Jeg er nærmest gået i hi i dag, udover det daglige husmorarbejde og LOOP så læser jeg og ser fjernsyn. Jeg skulle ellers bruge denne weekend på at finde efterårsplanter til mine krukker, som aldrig fik sommerplanter i. Næste lørdag får jeg besøg af 10 af mine elevkammerater fra sygeplejeelevtiden tilbage i sluthalvfjerdserne, og jeg har drømt om terrassenydning i nye havemøbler (nå ja dem har jeg heller ikke fået købt) med udsigt til smukke efterårsfarver i krukkerne. Skidt pyt, der er en søndag i morgen og to fridage i ugen, der kommer. Jeg er god til en spurt på de sidste meter, jeg skal dog lige overveje menuen igen, for landmanden skulle stå for grilning af stege, det kommer ikke til at ske. Han høster forhåbentlig eller tager kartofler op. I dag nåede jeg lige i en lille tørvejrsperiode at plukke blommer, så nu er der hjemmelavet blommemarmelade til osten. God aften til dig.

Danmarks bedste vuggevise

Sådan en søvnig lørdag morgen kan man godt få lyst til at trække dynen op over hovedet og sove videre. I stedet for slapper jeg af i sofaen, mens teen trækker, og kigger nyhedssider. DR har på sin forside kåring af Danmarks bedste vuggevise. Aftenshowet og DR pigekor har valgt 10 sange, vi kan stemme på, men ingen af dem er min vuggevise. Jeg kender de fleste af de ti, jeg har også sunget dem, både som barn, for mine små søskende og for mine børn:
Den lille Ole med paraplyen -er sunget mange gange - er vist i De små synger, men ikke brugt som godnatsang til mine børn.
Elefantens vuggevise - har jeg sunget utallige gange, den har en melodi, som er skøn at nynne. når man ikke kan huske teksten, den er brugt meget, når et barn ikke ville sove.
Stille nu - har jeg aldrig sunget ved et barns seng, men den er spillet mange gange på blokfløjte ;-)
Pjerrot og månen - jeg har altid syntes som barn, at den var sørgelig, og jeg er jo en happy girl med trang til happy endings, så den får ikke min stemme
Sigurds godnatsang kender jeg ikke, men han kom også først for alvor frem, efter mine børn var blevet større.
Solen er så rød mor, har jeg sunget sammen med min mor og mine søskende masser af gange. Jeg har altid syntes, det var en sørgelig sang, så nej, den valgte jeg heller ikke til min børns godnatritual
Sov sødt barnlille, er slet ikke en sang, jeg har overvejet til godnatsang. Den er mere til kor og kirkesang.
Jeg er træt og går til ro, kender jeg også, men er ikke en sang, jeg har brugt.
Blops godnatsang, jeg kender den, den vakte genklang, men jeg måtte google den, før jeg fandt ud af at det jo var Pusle, der i Min Søsters Børn sang den til sin lillebror.
Stille, hjerte, sol går ned, er mere en aftensang for mig

Hvad er så min vuggevise eller måske skulle jeg sige godnatsang? Jeg er selv vokset op med den, mine børn har også fået den ind med modermælken : Nu lukker sig mit øje

Og selv om det er morgen, så kan jeg vel godt spørge: hvad er din vuggevise eller godnatsang?

Detaljen

Kender du det? Man kan sommetider have så meget øje for helheden, at man ikke ser detaljen? Det er derfor, jeg synes, makrofotografering er sjov og hjælper med at stille skarpt på detaljen. Det var det, jeg holdt af ved de blogge, jeg startede med at læse med hos, at de evnede midt i hektisk og hård hverdag at sætte fokus på glæden ved de små og nære ting, detaljerne i livet. Nogle gange kan det omvendte ske, at man kun har øje for detaljen og glemmer helheden. Man er måske så optaget at få det rette billede taget, at man helt glemmer at nyde det skønne i helheden. Landmanden videofilmede meget førhen, men han følte til sidst, at han aldrig var med, at han altid var mere optaget af at få den rette vinkel eller at lyden blev den bedste, at han ikke så og hørte det, der skete.

Jeg har haft en dejlig dag på arbejde, vi nyder, at færre patienter er blevet ramt af apopleksi de sidste par dage. Men pludselig her på vej ind i min friweekend og flere timer efter jeg sagde god weekend på arbejde, poppede en detalje fra dagen op i mit sind, og den ville ikke gå væk. Den fik mig til at føle mig mislykket og ked af det, og det var total overreaktion, så jeg kæmpede med at få helhedsindtrykket tilbage af den skønne arbejdsdag og holde fokus på weekenden. Det lykkedes, og nu har jeg nydt at se min kollegas dreng gå ind sammen med fodboldspillerne til landskampen. jeg ved lige, hvordan min kollega har det nu. Hun har haft fokus på detaljen, på sin skønne dreng. Må du få en dejlig weekend med plads til detaljen og helheden, jeg håber, weekenden bliver tør og varm.

Pippis barndom

Indimellem bliver et indlæg gemt som kladde, måske fordi jeg ikke blev færdig med det eller fordi jeg ikke er helt tilfreds med. Det her indlæg havde jeg helt glemt, men nu får det lov til at komme ud i det fri:

Julia Lahme spørger på sin blog, om der er plads til en Pippi i nutidens børneliv. Børn bliver overvåget selv, når de leger (måske mere inde i byen end på landet). Jeg har selv tænkt tankerne, da mine børn var små, og da havde vi endda ikke mobiltelefonerne. Vi voksne fik mobil, men ikke vores børn. De fik det først, da mor begyndte som sygeplejerske igen efter 11 år som medarbejdende landmandskone og far alias landmanden nu skulle hente og bringe børnene på 12 og 13 fra/til bus. Inden da har jeg prøvet utallige gange at stå ved bussen, hvor chaufføren måtte sige, desværre de er ikke med i dag. De havde så lavet en aftale med en kammerat, var gået med vedkommende hjem, men inden de kom hjem (man snakker jo så godt på vejen hjem og vores børn NØD at gå og bruge tid på svinkeærinder) og fik ringet fra kammeratens fastnettelefon, så var jeg kørt hen for at hente dem. Det gad landmanden ikke midt i en travl hverdag, så de fik mobiltelefon som nogle af de sidste i deres årgange, og så kunne aftaler hurtigt gives besked om.

Da jeg var barn, kan jeg ikke huske, hvornår vi begyndte at løbe frit omkring. Jeg bilder mig ind, det var samtidig med, at jeg begyndte i 1. klasse, måske endda før. Først ude på vejen og de tilstødende marker, senere hen blev hele byen og bakkerne neden for byen inddraget. Det eneste krav var, at jeg kom hjem til spisetid, så jeg lærte hurtigt klokken at kende. Spisetid var også eftermiddagskaffen, mine forældre var lærere, og når de kom hjem efter de sidste timer, havde vores unge pige sørget for, at kaffen og franskbrødsmadderne var klar, så sad vi der sammen og snakkede. Derefter spredte vi os igen, der blev leget i haven, på vejen og altså også mange andre steder. Nogle af stederne tror jeg ikke, mine forældre ville have været glad for at høre om. Jeg husker, da vi legede nede ved stadion, en af drengene havde en kniv med, jeg ville tage den og samtidig rykker han den tilbage med det resultat, at jeg får en flænge i hånden. Vi var godt klar over, at jeg skulle have plaster på, så jeg løb hjem og sagde at jeg havde revet hånden på noget pigtråd. Gad vide om min mor ikke godt kunne se, at det var et lidt pænere snit end pigtråd havde lavet? Havde det været mit barn, var vi fluks kørt til lægen for at få stivkrampevaccination. Vi cyklede overalt i byen, vi cyklede ned i bakkerne og gik på opdagelse der, om vinteren var det bare med at komme af sted med slæderne, eller da jeg fik sparet sammen til kunstskøjter at tage op til branddammen. Jeg husker ikke, at mine forældre tjekkede, om nu isen var sikker, eller måske vidste alle voksne det i en lille by, eller også var der ældre børn, der påtog sig det ansvar. For den gang legede man også på tværs af aldersgrupperne.

Noget af det, der slog mig, da jeg blev leder i FDF, samtidig med at min datter startede der som 7 årig, var, at der hele vejen op gennem aldersgrupperne var voksne ledere. Da jeg var blå pigespejder, det der i dag hedder DDS, så blev man rykket op til de store spejdere, når man var 12 år. Her foregik spejderarbejdet i patruljer, der var en patruljefører, som sammen med en assistent stod for at planlægge møderne og de små patruljelejre. Min patruljefører var måske tre år ældre end mig, og da jeg blev 14, blev jeg patruljefører. Alle tog som givet, at man kunne løfte det ansvar, og vi har sågar været på telttur, hvor vi boede på en landmands mark tæt på en skov. Her var der ingen voksne, der tjekkede, om vi nu havde det godt. Vi var væk i et par dage, og så kom vores forældre og hentede os. Vi gik også lange vandreture på 25 km om foråret og om efteråret, det foregik på landeveje. Igen ingen voksne til at holde opsyn, vi passede på hinanden og tog ansvar. Ikke desto mindre var det netop det, jeg havde det svært med, da mine egne børn som 12-13 årige blev sendt på vandretur en hel dag på sommerlejrene uden opsyn. Jeg syntes jo, vi havde det så hyggeligt, når vi gik sammen! Så var det godt, at de selv bad om at få lov til at gå noget af turen uden os ledere!

Jeg er en hønemor og har helt sikkert også været curlingmor, men efterhånden som mine børn blev ældre med andre problemer end plaster kunne klare, har jeg også lært mig selv at sige; modstand og modgang vokser man af, jeg kan ikke gøre verdenen til et sted, hvor de ikke får knubs, hvor de ikke bliver såret og ked af det, det skal de selv lære at håndtere og sådan må det være.  Og så må jeg bare konstatere, at det at følge mine børn ind i den voksne verden har været en fornøjelse. Det har også kostet søvnløse nætter og tårer hos moderen, men jeg er så stolt af den måde, hvorpå de begge har taklet modgang og udfordringer. De elskede Pippi som børn, jeg ser i dag en stærk og omsorgsfuld Pippi i dem begge.

Hvad går dagen med?

I dag er dagen gået med at få tjekket instrukser, revidere dem, søge viden om den viden, vi har, stadig forholder sig sådan, som det er beskrevet i instrukserne. Jeg blev ikke færdig, på et tidspunkt kan min hjerne ikke rumme flere ord på skærm, så må jeg ud og snakke med kollegerne, det sker typisk ved, at jeg deltager i vores tværfaglige teamkonference om formiddagen og vores monofaglige konference om eftermiddagen. I dag var en rolig dag og en god dag, det er ikke altid, det hænger sammen, men det gjorde det i dag. Der var tid til faglige snakke, blandt andet at viden indimellem vender tilbage til udgangspunktet. En procedure, som skulle gøres på en bestemt måde, da jeg startede for 15½ år siden på afdelingen, blev ændret efter nogle år. Nu har de kloge hoveder så fundet ud af, at vi skal tilbage til den gamle procedure. Sådan kan man blive klogere. Vi blev også klogere på en ny kopi/printermaskine, som nu har Sky print. Jeg havde opgivet at sætte mig ind i det, da mailen tikkede ind for nogle dage siden, men 20 minutter sammen med en pædagogisk tekniker gjorde, at jeg nu også er klar til først at printe ud, når jeg står ved printeren. I stedet for som nu, at man skal skynde sig at hente det udprintede, for ellers er det måske blevet væk i det, alle andre også har udprintet. En medarbejdersamtale nåede jeg også sammen med min souschef, og for hver samtale bliver jeg klogere på vores afsnit, det er godt at få nye øjne på det, som kan synes så logisk for os andre.

I dag starter en ny sæson med sang, rytmisk musik og gospel. Jeg glæder mig til at komme af sted, jeg glæder mig til at høre, hvad vi skal synge til en koncert, vi skal deltage i om ikke så længe. Sang gør mig glad og giver mig energi, det benytter jeg mig af, når trætheden melder sig på vej til eller fra arbejde. Der skrues op for musikken, og så giver sangeren og jeg den gas, mens fartpiloten sørger for, at jeg ikke trykker speederen i bund af bare glæde over god musik. Hvad mon du har fået din dag til at gå med? God aften til dig.

Ni år

Høstvejret lader vente på sig, vi fik en dag i søndags. Nu kan vi så vente på de næste tørvejrsdage; der skal komme to dage med vind og varme, før end mejetærskeren kan køre ud igen. Vi kan ikke gøre noget ved vejret, så nu er landmanden taget til hundetræning, vi nåede lige at snakke lidt sammen, for jeg havde lang dag på arbejde.

Personalemøde på en arbejdsplads, hvor der altid er nogen på arbejde, kan være svær at afholde. Indtil nu har vi holdt det fra 14 – 15.30, så delte dagvagt og aftenvagt tiden mellem sig, men realiteten var, at dagvagterne sjældent nåede ind til mødet. Dels fordi der kom nye patienter, dels fordi andre patienter skulle overflyttes eller udskrives på det tidspunkt. Vi holder enkelte aftenmøder, typisk, når vi har noget ekstra på programmet og så forvandler vi det også til en faghyggeaften. Nu er vi begyndt at holde mødet fra 15 – 16.30, og det nyder alle, for nu kan de, der kommer, være fuldt til stede og vi er i et lokale væk fra afdelingen, så vi stresses heller ikke af travlheden på afdelingen.

Det skal ikke være en hemmelighed, at det har været hårdere, end jeg troede, at være i min nye stilling, hvor jeg både har ansvar for det overordnede studiemiljø for elever og studerende, ansvaret for at personalet er opdateret med den nyeste viden og kompetenceudvikles og ansvaret for at sygeplejen i afsnittet udvikles. Jeg vidste godt, at det handlede lige så meget om mine forventninger til mig selv, om at jeg gerne vil se resultater med det samme, og at jeg gerne vil leve op til mine kollegers forventninger om, at jeg stadig havde fingeren på pulsen. Jeg er blevet bedre til at sige, det må vente. Jeg øver mig i at finde et system, som gør tingene nemmere at overskue, jeg øver mig i ikke at lade mig fange i spændende sygeplejeproblemstillinger, når jeg har bestemt, at dagen skal bruges på skrivebordsarbejde (jeg kan snakke sygepleje dagen lang). Der er plads til forbedringer. I dag gik jeg hjem med en god fornemmelse, de sidste par dage har været gode, ikke fordi jeg ikke stadig er træt, for det er jeg, men jeg satser på, at det forsvinder. Jeg har fulgt en kollega, jeg har sparret med andre kolleger, jeg har fået undervist flere kolleger, jeg har fået vinget af på to-do listen, og i morgen er der atter en dag.

I dag er det ni år siden, jeg startede denne blog, jeg sprang ud i blogverdenen med ingen forventninger, andet end at jeg gerne ville blive bedre til det skriftlige og forsøge at få reflekteret over min hverdag(og i linket kan man læse at vi var færdige med høsten d.1. september). Jeg er startet på instagram, det har ikke fanget mig, jeg lægger billeder ud, men jeg får ikke den refleksion ud af andres billeder, som jeg gør ved ord i blogform. Sådan er det, det er to forskellige kommunikationsformer, jeg er dog glad for, at jeg kan følge de bloggere, som jeg har fulgt fra starten af og som nu faktisk kun er på instagram.

Vaskemaskinen snurrer, opvaskemaskine er tømt og fyldt, jeg har drukket te og slappet af.  En ganske almindelig tirsdag, som gør mig glad. God aften til dig.

Billederne er fra den ene høstdag, vi fik i søndags.