Fødselsdagsmenuen

For mig er den gode fødselsdag ikke noget med gaver, god mad og planlagte aktiviteter. For mig blev dagen i går en dejlig dag, også selv om mine søskende skrev, åh nej og så på din fødselsdag. Det uplanlagte blev netop det, der gjorde mig ekstra glad. Jeg havde købt kage og brygget te, som landmanden og jeg skulle hygge os med efter arbejdsdagen. I køleskabet stod en salat og et fad med kyllinger svøbt i bacon på en porrebund, som blot skulle have fløde og pesto over sig, før det røg i ovnen. Alt sammen købt klar i det lokale supermarked. For mig betyder det mere, at jeg ikke selv skal stå og lave mad eller bage kage/boller på min fødselsdag, end at det gourmetmæssigt er i top. Vi havde slappet af og talt om de mange skønne hilsener, jeg havde fået på bloggen, instagram ,mail, sms og via posten. Så ringede telefonen, det var fra min fars plejehjem, min far var efter en god dag nu blevet dårlig, de kunne ikke få kontakt med ham. Vi lavede om på planerne, der skulle læsses en lastbil med kartofler og begge skulle i bad, hvorefter vi hoppede i bilen.

Jeg havde te og lækkerier med, så det nød vi. Bilen manglede brændstof til turen, så da klokken var spisetid, sørgede landmanden for energi til bilen og jeg sørgede for en to-retters menu fra tanken, som kunne spises i bilen. Forretten bestod af et pølsehorn og hovedretten var et lækkert focaciabrød med skinke og ost, lune og lækre. Det hyggede vi os med, og da vi kom ned til min far, var han vågnet op, han sagde ikke noget, han var fjern i blikket, men da landmanden fortalte ham, at det var min fødselsdag og at jeg fyldte 59 år, så reagerede min far tydeligt på dette og forsøgte at sige noget. De næste par timer sad jeg så med min far i hånden, jeg lavede mundpleje, jeg gav ham saft og yoghurt sammen med hans medicin, min far kiggede på mig, lyttede når jeg fortalte om de minder, vi sammen har. Han talte også indimellem, ikke så jeg kunne forstå det, men helt klart noget, som var relevant for ham. Og lige der tænkte jeg, det her er lige som jeg vil have min fødselsdag, uventet drejning af dagen, skovtur i bilen og så timer med min far, hvor vi bare sad og holdt i hånd. Til slut var min far træt, så vi kørte igen efter 1½ time sammen. Svigerinde havde forinden ringet for at lykønske med dagen og hun er supergod til at gribe det uplanlagte, så vi endte med at drikke varm kakao og spise lune fødselsdagsboller hos min svoger og svigerinde i Aalborg. Ved midnatstid kørte vi hjem, og en dejlig fødselsdag var slut.

Hvordan vil du gerne fejre din fødselsdag? Og rigtig god dag til dig.

en diset og lidt fugtig morgen

Mon ikke solen kommer frem senere i dag, det håber jeg. Min ferie er startet, officielt startede den vel i går efter arbejde, men jeg skulle lige til et aftenfaghyggearrangement med kollegerne i går først. Her til morgen har jeg arbejdet ihærdigt på, at den sidste arbejdsmail jeg sendte for få minutter siden, hvor jeg lovede mine ledere, at nu gik jeg på ferie, er den sidste arbejdsmail i en uge. Hjernen skal ryddes for arbejdsemner, formentlig vil der dog alligevel dagen igennem poppe emner op, som jeg også gerne ville have haft nået inden ferien, men de vil blive verfet væk med et “på gensyn om en uge”

Det er min fødselsdag i dag, jeg er blevet sunget op af landmand og Istvan, Istvan sang nu ikke, men var flagholder. Jeg har venligst, men bestemt frabedt mig gaver, jeg har ikke brug for noget materielt, jeg har brug for nærvær, samvær og gode oplevelser. Begge børn kommer hjem i morgen, og jeg har besluttet, at jeg vil bestemme, hvad vi skal i weekenden. De skal blandt andet høre deres mors kor søndag aften i Brovst. De har dog et ønske, nemlig at besøge deres morfar, og det opfylder jeg gerne. Jeg vil heller ikke lave mad i dag, så nu er hjernen lagt i blød med, hvad jeg så vil spise i aften, for restaurantbesøg er ikke sagen, når jeg har en landmand, der skal sortere kartofler dagen lang de næste dage. Jeg ved af erfaring, at det er hårdt og meget udmattende at sidde otte timer ved et sorterbord. Mandag kører jeg børnene hjem til hovedstaden og så holder jeg et par feriedage der, så de dage vil jeg også tænke over i dag, hvad jeg vil fylde i dem.

Mens jeg har arbejdet på kontoret, har min fødselsdagsgave gjort rent, så nu vil jeg tage traveskoene på, gå en tur og blot nyde, at jeg er til, og at der findes mennesker, som holder af mig. Sikke en gave. Ha en god dag.

Det er ganske vist

Det er som om at drikke et glas vand efter at have tørstet længe. De første dråber nydes i fulde drag og har en ganske intens smag. At stå op i går morges og så opdage, at der nu er lyst klokken seks. At køre til strikkecafe i går aftes ved halvsyvtiden og så opdage, at lyset først der er ved at sige godnat. Denne skønne forårsfølelse er intens og opleves lige skønt hvert år.

Jyden han er stærk og sej

Vores far har en anden mening end de læger, der vurderede ham i weekenden, så nu er han vågnet op og er som han plejer at være: hårdt ramt af sin Alzheimers, men med blink i øjet og smil på læben.

Jeg er hjemme igen og kan godt mærke, at jeg har været i forhøjet beredskab i to døgn. Jeg er jo storesøsteren, sygeplejersken, hustru, mor, moster/faster, svigerinde, datter og alt sammen har været i spil i de to døgn. Selv om jeg udadtil var rolig og holdt fast i, at det her kunne vi ikke planlægge os ud af eller kontrollere, her måtte vi lade tiden vise os, hvad der ville ske, så arbejdede min hjerne ubevidst på højtryk med alle mulige scenarier.
Det er ikke første gang, at min far overrasker os. Der er en indre styrke samt et god helbred, som kan håndtere en lungebetændelse og som nu en mulig blodprop i hjertet. For meget længe siden lovede jeg mine forældre, at kom de i en sådan situation som denne her, så skulle jeg gøre, hvad jeg kunne, så de ikke fik livsforlængende behandling. Derfor er det besluttet, at uanset hvad, så kommer min far ikke på sygehuset, han skal plejes på plejehjemmet, og det kan de. Jeg er imponeret over deres faglighed og evne til at møde hver beboer, lige nøjagtig hvor vedkommende er. Det fik jeg også fortalt i dag til afdelingslederen. Så vi er trygge og er nu rejst hver til sit, indtil næste gang familietrommen kalder.

Egentlig var det ikke det jeg ville

Øjnene åbnede sig, jeg følte mig udhvilet. Det burde jeg egentlig ikke føle, når jeg så på uret i mobilen. Måske kunne jeg trække natten og søvnen lidt, hvis jeg gik ned i stuen med dyne og pude og så en film. Jeg er endnu ikke nået til filmen. I stedet har jeg surfet rundt i blogland og stødt på blogge, som jeg i tidernes morgen også havde stødt på, men denne morgen når de ind i mig. Ord sætter sig fast, en, der er tyve år yngre end mig (helt ærligt hvordan kan man være tyve år yngre end mig, og så fylde 39 år, jeg synes jo, vi er lidt jævnaldrende) skriver om at blive voksen, om at sørge for at de næste tyve år fyldes med liv, lige så intenst som de forrige tyve år. Og så stopper jeg op, for har jeg det? Og kan jeg også gøre det med de næste tyve år?

Da jeg blev 39 år, var min datter ti år og min søn ni år. Vi planlagde vores første udenlandsrejse med dem, og den skulle gå til Skotland. Det var det år, hvor min mor for første gang blev syg, og man fandt kræft i hendes tyktarm, den blev radikalt opereret, dvs. at der ikke skulle være flere kræftceller tilbage. Det viste sig så blot, at det var der. For godt tre år efter ved indgangen til det nye årtusinde måtte man konstatere, at kræften havde gemt sig og vokset sig større. Vi fik dog otte år mere med min mor.

Godt tre år efter (næsten fire år) at jeg blev 39, rumlede tankerne, noget skulle der ske, og det gjorde der. Jeg blev sygeplejerske igen, da det nye årtusinde satte i gang og min mor stod på ventelisten til strålebehandling. Min far havde da været pensionist i knap ni år, han blev 69 år det år, jeg fyldte 43. Hans Alzheimers sygdom var endnu ikke diagnosticeret, men bekymringerne og angsten for at miste min mor gjorde sit indhug i korttidshukommelsens evne. Det var der, vi første gang lagde mærke til det, og da han var 74, blev sygdommen diagnosticeret, let form for Alzheimers, formentlig fremskyndet af hans kones svære sygdomsforløb i de fem forgangne år og hans nieces død efter tre års kræftsygdom.

Jeg blev ældre, mine børn blev ældre. Da de var 23 og 24, gik jeg i gang med min diplomuddannelse, og da jeg afsluttede den i 2013, fulgte de trop i 2014 med hver deres bacheloruddannelse.

Nu i 2016 er vi alle tre i hver vores kaotiske verden, jeg er ved at finde mine ben i en ny funktion*, og mine børn er ved at finde ud af, hvad voksenlivet med uddannelse og parforhold og alt muligt andet skal bruges til. Lige om lidt bliver jeg 59. Jeg tænker meget over, hvordan jeg har lyst til at bruge den dag. Hvad vil jeg fylde i den dag, hvis jeg kun skulle følge mit eget indre?

Det her indlæg blev ikke det, jeg ville, men det blev måske mere et indtryk af, hvordan fortid, nutid og fremtid kører racerløb inde i min hjerne. Min far blev syg i går, jeg var nede ved ham i syv timer, han nåede at vågne op og have det bedre, inden jeg tog hjem sent i går aftes. Natten er gået stille og roligt ifølge dagpersonalet i dag. Vaglægen skønnede, at han havde fået en blodprop i hjertet. Nu er weekendtasken pakket, jeg kører ned og bliver hos min far. Min ene jyske søster landede på Gran Canaria i går, min anden jyske søster er på arbejde og mine to københavnske søskende er i København, så jeg er taknemlig for, at denne weekend ikke var fyldt med planer for mit vedkommende.

God søndag til dig.

* egentlig tænkte jeg arbejdssituation, men rettede det ikke, for måske handler det også om at finde sig selv i en ny alder.

Mon det virker

Se det fandt jeg så ikke ud af, for jeg kunne i hvert fald ikke finde ud af at hente billeder fra mobilen. Det jeg prøvede, var at skrive indlæg på mobilen og lægge billeder ind, men nu er jeg gået ind, så her få du indlægget, som det skulle have set ud skrevet på trappen.

Jeg sidder her på trappen og leger forår.  Te og tæppe holder mig varme.  Gåturen foregik i tåge og frisk luft. Jeg trækker lige fornemmelsen af udeliv lidt endnu. Tæppet fra regionen, en del af julegaven (den sidste vi får), blev brugt som ægte cafetæppe, så jeg hyggede mig først på terrassen, bagefter på trappestenen. Nu kan jeg godt mærke, at jeg er kold og måske lige trak forårsfornemmelsen lidt for længe.

Nu er jeg inde igen og fik lyst til at kigge på søgeord, der leder folk ind på min blog:

underet er at vi er til

Det giver næsten sig selv, enten er det fordi man søger min blog eller også er det sangen, hvis linjer blev navnet og undertitlen på min blog, man søger. Lars Lilholt kan noget med tekster, så selv om jeg faktisk ikke hører hans nye musik, så er hans CD Masai, hvorfra sangen stammer, stadig en af de CD’er, der bliver sat på, når jeg skal synge i bilen.

hvad er forskellen på tværfaglig samarbejde og flerfaglig samarbejde

Det er der mange, der diskuterer og definerer. Jeg har prøvet at beskrive det her. Og når jeg læser det indlæg, så er meget forandret hos os nu. Vi vil stadig gerne det tværfaglige arbejde, men da patienterne kun er hos os i kort tid for at komme videre til genoptræning, så bliver meget af terapeuternes tid brugt på vurderinger, og dermed er sygeplejerskerne og social – og sundhedsassistenterne garant for, at træning i praksissituationer rent faktisk sker. Vi arbejder dog stadig tværfagligt på den måde, at vi sammen bliver enige om, hvad vi synes er den bedste træningsplan for patienten. Her inddrages patienten også, og det er ikke altid vedkommende er enig med os. Nogle har en urealistisk indstilling til, hvad de kan håndtere, og der glæder jeg mig til, at vi får et udgående team, for hjemme i vante omgivelser kommer erkendelsen af det, der er ramt, hurtigere. Og for at vi kan ændre vores strategier og mål, må vi først erkende, at vi skal gøre ting på en anden måde end tidligere. Det gælder os alle.

næsbygårdfilm

Har jeg nogen sinde skrevet om de film? Jeps, for en af sangene derfra sidder inde i min hjerne. De film elskede jeg som barn, og jeg smeltede, da Sonja Oppenhagen og Godsejerens søn Martin fandt sammen i en af filmene (har ikke set den nu, men jeg er sikker på, at de blev forelsket).

hjertelig tillykke

Gad vide hvad man mon søgte efter? Hvordan man staver det eller hvad man skriver mere på et lykønskningskort? På min blog vil man finde fødselsdagsindlæg for børnene, ægtefællen og mine forældre, de er sikre vindere. Om man kan bruge det til noget, er jeg derimod usikker på. Det er jo min familie og mine minder om dem og mine følelser for dem.

lille solplet

Jeg har mange solpletter, og det har jeg så også beskrevet her.Men hvorfor mon man har søgt på de ord? Trængte man til at finde noget positivt i livet, om det så “kun” var en lille solplet, eller drømte man om at rejse på ferie til en solplet?

men et lys skal taendes

Om søgemaskinen finder ud af at ændre engelsk tastaturstavning til dansk, ved jeg ikke. Hvis ja, så er jeg også leveringsdygtig i sådanne indlæg Og de handler både om livet, døden, arbejdsrutiner og meget andet. Måske fandt du hvad du søgte, måske var det mere hjemmesiden Mindet, hvor man kan tænde lys for dem, man har mistet, du søgte efter.

smukke text til kondolere

Her har jeg vist ikke været til nogen hjælp. Jeg synes selv, det er svært at finde ordene, når jeg vil skrive til en, der har mistet. Men livet har lært mig, at det bedste er at skrive, det jeg tænker.Og det kunne måske være: at det er svært finde ord lige nu, men du skal vide, at du er i vores tanker. Kloge ord fra andre er, at man skal sætte handling bag, man skal ikke skrive: sig til hvis du har brug for hjælp, for det kan man ikke midt i sorgen. Her skal vi, hvis vi vil og kan, mere være praktiske, komme på besøg med en kage, selv lave kaffen/teen, nogle laver aftensmad til fryseren, nogle bager til fryseren, andre insisterer på at være sammen i stilheden og sorgen. Det værste man kan sige er … ikke at sige noget. Et menneske i sorg HAR oplevet det værste, nemlig at miste, så på en eller anden måde er selv kejtede, dumme og uigennemtænkte bemærkninger nemmere at forholde sig til, end at vi andre lader som ingenting, ikke siger noget eller endda sørger for at gå andre veje, så vi ikke møder den sørgende.

Nu er jeg ved at være varm igen. Weekenden har ingen planer, næste weekend derimod bliver vores lille families påskeweekend, hvor datter og søn kommer hjem. Det glæder jeg mig allerede til. God lørdag til dig.

Fredagsstart

Kinderne blusser, varmen kommer indefra, teen er brygget, brødet er skåret, det er klar til at komme i risteren. Ostene er stillet frem, så det kan finde sin smag. Det er fredag, og jeg havde overset, at jeg havde fri i dag, det er da en skøn overraskelse at få. Landmanden holder sin pause hos mig, så om lidt dækker jeg bord. Mens jeg skriver, hører jeg en smuk sang, som vi før har sunget i koret. Den gør mig glad, jeg har dagdrømt på gåturen, så de fem km strøg af sted, i dag gik jeg dem på 48 minutter. Jeg er lidt træt i kroppen på trods af næsten ni timers søvn, svanerne var også lidt gumpetunge i det i dag. Eller også har de vænnet sig til, at mennesker går på vejen uden at ville skade dem.



Og mens jeg finder billedet frem, finder jeg en anden af yndlingssangene fra koret frem. Det er godt at have nogen, man kan læne sig opad, når livet er lidt hårdt. Det er godt at have troen på, at man kan håndtere livets genvordigheder og få følelsen af at kunne flyve med kærligheden som luft under vingerne. Nej det er ikke mig, jeg har det godt, men andre knokler med livet lige nu, og dem sender jeg kærlige tanker til, både dem, jeg kender og dem, jeg ikke kender. God fredag til dig.

Se det kan jeg li

 

Noget instagram kan, som bloggen ikke kan, er den hurtige følelse af forbundethed med andre. I morges blev jeg så glad over, at lyset allerede var til stede på vej til arbejde, at jeg måtte stoppe op for at tage et billede med mobilkameraet. Inden jeg trådte ind på arbejdspladsen, sendte jeg det ud med en lille kommentar, og inden jeg havde fået sat computeren til, hentet kaffe og te og fundet projektbøgerne frem, havde de første liket billedet. Og da vi efter 2½ times intensiv arbejde med vores projektprotokol holdt pause, kunne vi sammen undre os over, at en af vores kolleger, som er B-menneske og derfor kun arbejder i aftenvagt, havde liket billedet før klokken ni! Vi fik lavet en lille historie om, at hun lige var vågnet og som enhver ung skønjomfru rakte hun ud efter mobilen, tjekkede facebook og instagram, likede det, der skulle likes og sov derefter videre.

Lysets genkomst gør mig glad, tænk der er også helt lyst udenfor endnu, selv om klokken nærmer sig atten. Skønt. Ha en god aften.

Opgavelisten

var lang, jeg nåede ikke så meget i går, men fik ryddet nogle punkter væk i dag. Kollegerne havde brug for en hånd, og da min dag var booket med undervisning og supervision, så brugte jeg den første time til at dosere medicin for kollegerne. I dag gjorde jeg det, som jeg råder andre fra, nemlig at spise, mens man får læst mails og besvaret dem. Så ingen pauser til mig i løbet af arbejdsdagen. Heldigvis sluttede jeg dagen af med supervision, så her kunne jeg sidde roligt og lytte, når andre var på og jeg var med i det reflekterende team. Undervejs kom en besked fra min datter, om jeg havde tid til at tage billeder af teateret hjemme fra mormor og morfar. Efter indkøb af hundemad og fuglefrø nåede jeg hjemme at brygge te, drikke det og spise knækbrød med masser af oste, før jeg var klar til fotoskydningen. Nu er billederne sendt, de skal bruges til en grafisk opgave, og jeg nød at gense min mors skrift. Min mor købte teateret for at have noget til mine børn, da de blev lidt ældre. Og de havde nydt det, de kunne jo ikke nøjes med at spille Klods Hans og Rødhætte, men digtede deres egen historie, som mormor skrev ned. Deres fantasi har aldrig fejlet noget, så mormor har helt sikkert haft sit hyr med at få skrevet alt ned, som de digtede.

Aftensmaden bliver rester fra i går, heldigvis, for lige om lidt skal jeg til strikkeklub sammen med mine kolleger. Det glæder jeg mig til, der plejer at komme mange sjove historier på bordet. Dem skal jeg heldigvis hverken skrive ned eller opføre, jeg skal blot strikke og være til stede.

God aften til dig.

Nå men ellers går det godt

Søvnen lever sit eget liv, så det kapitel lukker vi. Morgendagen startede med bilkørsel til værkstedet, landmanden skulle have sin bil synet, og jeg skulle hente ham. Det foregik i snevejr og sneglatte veje, så var jeg vågen. Bagefter smuttede jeg til frisør, hun fik lov til at klippe mig, som hun syntes, når nu jeg ville have en anden frisure. Så nu er jeg korthåret og skal lige vænne mig til spejlbilledet. Gad vide om landmanden overhovedet lægger mærke til det? Nu kan alle i hvert fald se, når jeg har øreringe i.

Min nye leder spurgte mig, hvordan hun kunne hjælpe mig, så jeg kunne gå ordentlig fra til ferie midt i næste uge (underforstået at jeg ikke konverterede feriedage om til arbejdsdage). Det har jeg tænkt meget over, og aftalen er lige nu, at jeg gerne må omlægge noget af denne fridag til arbejdstimer. Det er den sidste hverdagsfridag inden ferien (den anden hverdagsfridag i næste uge har jeg omlagt, fordi jeg VIL med til en temadag, som lyder spændende) Jeg nyder at have den mulighed, jeg har selv valgt at være på 30 timer/uge, og det gør, at jeg har luft til at inddrage fridage til arbejdstimer, og jeg får betaling for det, når jeg gør det. For mig virker det mere afslappende at kunne arbejde herhjemme nogle timer, mens vaskemaskinen snurrer eller jeg brygger kaffe til landmandens arbejdsaftaler. Jeg snupper lige en fritime med strik og så tager jeg arbejdstøjet på over middag. God mandag til dig.

Søndagsmorgenstund

Hver dag glæder jeg mig over sønnens eftertænksomme mand i mit vindue. Den stammer fra 4.-5. klasses formningstimer, den minder mig om at give tid til eftertænksomhed og langsomhed.

Et lille hvidt drys udenfor vidner om, at vinteren endnu ikke har forladt os. Det er i orden med mig; som martsbarn ved jeg jo, at marts er skellet mellem forår og vinter, her får man forårsfornemmelser, her pakker man sig ind i varmt tøj, her plukker man de første forårsblomster, her kan man slås i sne. Alt dette har været en del af mine fødselsdage midt i marts (nej jeg fylder ikke år i dag, der er endnu knap* to uger til)

*seerinformation til yngre læsere:knap betyder lidt mindre end for os, der er mere end 50 år gammel.

Jeg hygger mig med strik, lidt fjernsyn, morgenmad, ordformuleringssnak med landmanden, som skal sende en mail. Morgenmaden var domineret af oste en masse, jeg skulle stå for ostene i går, og jeg ELSKER oste, så jeg gik amok. Så nu har jeg spist alt for meget til morgen, for jeg skulle jo både smage den milde 30% Mammen skæreost med hjemmelavet blommemarmelade, valnøddeosten, som er vanedannende og høj i fedtprocent, smøreosten med valnødder fra Dordogne, søn og svigersøns favoritost, Port Salud, som smager skønt med hjemmelavet æblegele, mejeristens anbefaling, den blå kornblomst, en dansk variant af castelloost, og selvfølgelig en fransk brie, som har været ude af køleskabet tilpas længe, så den er blød og cremet. Der skal vist lige en halv times travetur til nu, inden brusebad og klargøring til besøg hos min far.

Og kjolen skrider frem nu, lige om lidt skal jeg over på smalle striber, og så gælder det ærmerne og lommen. Det sidste er jeg spændt på, jeg har aldrig prøvet at strikke en lomme, men jeg støtter mig til Pippis ord; det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.

Ha en dejlig søndag med tid til lige nøjagtig det, der betyder noget for dig.

genopladning på den skønneste måde

Smilet har endnu ikke forladt mine læber, jeg har haft den dejligste dag i skønt selskab. Konceptet var, at hver især medbragte noget til et kombineret frokost/eftermiddagsbord. Ellas Ole havde bagt rugbrød og flutes, Jette havde velsmagende spegepølse med brændenælder i og hjorterullepølse med, Helle havde bagt de skønneste kager og “kyskager”, Liselotte havde lækre flødeboller med og oveni det begavede de mig med det, som lige er mig.

Skønne løgplanter, tulipaner, hjemmestrikkede karklude og vingummi i en skøn slikdåse. Jeg er så forkælet. Endelig fik jeg gang i strikketøjet igen, dem indre strikkeblokade er over og mine kære gæster(garvede strikkere) lærte mig at sige pyt, når jeg havde snakket så meget, at jeg glemte at tage ud; så gør du bare det på næste pind. Nu har jeg lyst til at strikke igen, for den kjole skal være min førsommerkjole, har jeg besluttet mig for.

Landmanden og jeg snuppede en god film, som vi har set før, inden vi fandt plads til aftensmaden. Jeg er stadig vild med skuespillernes evne til at vise en troværdig figur. En ny dag i livet eller An unfinished life har det hele, drama, kærlighed og tilgivelsens svære vilkår. Desserten gav sig selv; flødeboller og “kyskager”, nu er jeg så mæt, at jeg kan trille. Gad vide om strikkepindemotion tæller på kalorieforbrændingen?

Hatten af for mine kolleger

To gravide er sygemeldt, en kollega går med en brækket arm, flere er sygemeldte med influenza, forkølelser og alskens virushalløj, ferie skal afholdes hele året rundt og også i denne uge. Fire nye kolleger skulle introduceres, der var faktisk flere studerende, elever og nye kolleger på arbejde i denne uge, end der var fast personale. Ikke desto mindre kom vi gennem ugen, alle patienter og pårørende blev passet og plejet. Studerende, elever og nye kolleger måtte af og til finde sig i, at det ikke var den optimale læringssituation, men nu er det fredag. Må afdelingen få en fredelig weekend, og må alle, der har fri, slappe af og lade op til næste uge.

Da jeg ville finde et billede på min bærbar, røg jeg tilbage i tiden, til dengang jeg gennem bloggen mødte Charlotte og erfarede, at hun afholdt retræter. Jeg nåede to af slagsen i Skovhuset med Charlotte som retræteleder og en læsekreds i Charlottes menighed, før hun skiftede bopæl. På billedet af skrivebordet i Skovhuset ligger et smukt pennalhus, som jeg fik af Hanne, da jeg startede på min diplomuddannelse. Og mens jeg sidder her, tænker jeg på alle dem, jeg har kendt gennem bloggen og deres blogge. Jeg har mødt flere af jer og glæder mig til, når det forhåbentlig kan lykkes at ses igen. Nogle blogge og bloggere er her ikke mere, og i går sendte jeg en kærlig tanke til dem.

Til efteråret er det 10 år siden, at jeg startede min blog. Her i marts eller april er det 10 år siden, at jeg læste en avisartikel om fænomenet blogging og om Liselotte. I de ti år er mine børn gået fra at blive studenter til at være voksne mennesker med al det besvær og de glæder, som det medfører. I de ti år har jeg udviklet mig sygeplejemæssigt, den gang havde jeg ingen intentioner om at ændre på min stilling som sygeplejerske med en enkelt dag ud af 15 månedlige arbejdsdage til at dykke ned i apopleksi og sygepleje. Nu har jeg taget en diplomuddannelse og arbejder 12 af de 15 dage med udvikling, undervisning og uddannelse for at højne sygeplejen til mennesker med apopleksi  (ret beset mere, for mine fridage har jeg med at inddrage til sygeplejearbejde) Tiden går og jeg tager snart hul på det sidste år i 50'erne. Jeg har ingen problem med at blive 60 næste år, jeg kan bare ikke forstå det, fordi jeg synes stadig, jeg mangler noget voksenpondus for at kunne være en på 60. Pyt jeg må bare lade som om.

Jeg får besøg af kære blogveninder i morgen, ja det må jeg vist godt kalde dem, vi har kendt hinanden i 8-9 år, fulgt med i hinandens liv gennem bloggene og nu altså også instagram, og jeg glæder mig til morgendagens besøg. Så nu vil jeg pleje mig selv med sofadynehygge og havregrød, så er jeg klar igen. Det er måske der, jeg først og fremmest kan mærke, at jeg er i den sidste ende af 50'erne. Der skal længere restitutionstid til, når dagene har været spændende, men fyldte og energikrævende.
God aften til dig.

Der er dage, hvor

energien bare er brugt, når jeg kommer hjem. Sådan er det i dag, og inde i mit hoved fortæller jeg mig selv, at jeg ville have godt af en gåtur, men det er, som om hjernen ikke rigtig tror på sig selv, og kroppen er for træt til at istemme, at det faktisk er en god ide. Frittata med kartofler, løg, tomater, ærter og edamamebønner er i ovnen, der er købt lækkert varmrøget laks dertil, så egentlig kunne jeg godt nå en lille gåtur i tusmørket, for der er jo lyst endnu, og minsandten om ikke der også var lysnet på natten, da jeg mødte klokken syv.

Mens jeg skriver, kan jeg mærke, at fingrene husker,  de begynder at vække kroppen og sige, hej er vi friske eller hvad? ……… Så hoppede jeg i skoene og travede i 15 minutter, luften gjorde godt, hovedet føltes knap så tungt, og hvis jeg nu danser til en sang eller to i aften, så er motionen i hus. I går så jeg Lægen flytter ind, jeg husker mig selv på, at det er klippet og redigeret efter producerens hoved, så jeg ser jo ikke alt mellem lægen og hendes patienter. Jeg vil sige, at det er ikke den motivationsstrategi, vi bruger. I udsendelsen tordner lægen derud af og lover bål og brand, hvis ikke de tager sig sammen. Og så huer det mig heller ikke, at der er så meget fokus på, hvad det koster samfundet med folk, der ikke passer på sig selv. Jeg synes selvfølgelig, at I skal holde øje med jeres blodtryk, fordi det er en snigende bombe. Men det er for jeres egen skyld, jeg ved godt, at hvis man ikke får folk til at motionere mere, spise mindre fedt og mere grønt, drikke mindre og ryge mindre, alt sammen med hensigt på at få blodtrykket ned, det farlige fedt og det lede kolesterol væk fra der, hvor det gør skade, så får vi som samfund et problem. For risikoen for apopleksi (blodprop/blødning i hjernen) stiger med alderen, lige som Alzheimers, og da vi lever længere, vil flere få disse sygdomme ene og alene pga alderen. Derfor er det som samfund nødvendigt at få folk til åbne øjnene for, hvad de gør ved deres krop. Jeg bryder mig bare ikke om måden, de gør det på i udsendelsen. Det kan så nemt blive til en løftet pegefinger, og en forundrethed og foragt for mennesker, der ikke har så let ved at lægge vaner om. Ikke okay!

God aften til dig.

 

Fodspor i sneen

Man kender vel sine lus på travet, og derfor var jeg også klar over hvem på instagram, der ville være enige med mig i, at gårsdagens snevejr var en nydelse. Det var træls at køre i, jeg skulle dog kun køre fra Aalborg med 60 – 80 km/timen på motorvejen. Landmanden tog turen fra Horsens i aftes, så han var træt, da han kom hjem. Men ny sne er smukt, også på årets første forårsdag.

Ugens hverdagsfridag er i dag, jeg er god til at mærke, hvornår jeg skal ændre planer. Og det sker så i dag. jeg skulle have besøgt min far, men det bliver på søndag i stedet for. Jeg har brug for en dag, hvor jeg kan være herhjemme og lave det, jeg måtte have lyst til. Udenfor vidner fodspor om, at gården er forvandlet fra hjem til arbejdsplads.Jeg kan høre kartoffelsorterens dumpe lyd, når jeg åbner bryggersdøren, og jeg kan se medarbejdernes biler på gårdspladsen. Indenfor er der lunt og godt, Istvan ligger og sover på bryggersgulvet, men er i tæt nærhed med mig på kontoret.

Pensionsmødet i går var godt og oplysende, oplægsholderen var helt høj over, at min tillidsrepræsentant og hendes to kolleger havde formået at få de unge med, for de har jo noget at vinde ved allerede nu at lægge ekstra til side til pensionisttilværelsen. Vi fik lækker mad og de tre tillidsrepræsentanter havde hver bagt kage til os, så er alle jo glade. På vej derud hørte jeg i radioen, at man har som tommelfingerregel, at folk skal være på pension i ca. 14 år, så med den længere levetid betyder det i følge pensionseksperter, at vi i fremtiden først skal gå på pension som 72 år, for ellers kan vores samfund økonomisk ikke hænge sammen. For mig er der ikke noget vundet ved at lave ekstra ratepensioner, men jeg kan godt se, at jeg ville kunne få mere i rente ved at sætte min opsparing ind på en alderssum, til gengæld kan jeg ikke bruge den, før jeg går på pension. Rådet var at sætte sig med en god kop te/kaffe og tjekke sine pensioner på pensionsinfo.dk og for mit vedkommende også mit eget pensionsselskab. Måske skal denne sneonsdag bruges på dette. God dag til dig.

Hovedpine, træthed, kuldskær

Man kunne nemt forledes til at tro, at jeg er ved at blive syg. Jeg tror, at jeg ved bedre. Normalt har jeg to fridage efter aftenvagtweekend, det har min krop og mit søvnmønster det bedst med. Denne uge er anderledes, jeg havde selv valgt at stå tidligt op i går og høre på kloge studerende. Og i dag har jeg selv sagt ja til at introducere fire nye kolleger. Lutter gode ting og efter arbejde i dag kørte jeg direkte til en times fysioterapi med massage, varmepude, ultralyd og masser af god snak. I aften skal jeg til møde i min fagforening, hvor min pensionskasse holder møde for mig og mine kolleger i neurologisk afdeling. Der er tapas og udsigt til gensyn med gamle kolleger, som er på det andet afsnit. Så lige nu skynder jeg mig langsomt, slapper af  og nyder eftermiddagsteen herhjemme. Jeg er overbevist om, at min krop reagerer på alle de gode ting, fordi jeg har vænnet den til, at efter aftenvagt går vi i slowmotion.

Istvan syntes ikke om, at vi to var i hver sit rum, så hvor det normalt er landmanden, som forbarmer sig og inviterer hunden ind i stuen, så blev det mig i dag, fordi vi er alene hjemme. Landmanden er til møde i eftermiddag, og havde jeg været sådan en, som kalder os mor og far til vores hund, hvilket jeg IKKE er, kunne jeg have sunget; når min mor kommer hjem, så er min far lige gået og ... for Istvan. Det gør jeg så ikke, Istvan er en hund, den er elsket og afholdt og stueafslapning i hundekurv er okay, hvorimod sofahygning og hund som sengevarmer aldrig bliver tilladt.

Skulle jeg ordinere den rette medicin til mig selv, skulle det helt sikkert være en hurtig gåtur, men nej, jeg ordinerer det næstbedste; sofa og te. Ha en god aften.

opløftende og berigende

Lige da jeg havde skrevet opskriften, troede jeg, at jeg havde skrevet forkert. Jeg troede, der stod bekrigende, men nu lægger vi kamphandskerne og snakker om fremtidens sygeplejersker. Sidste efterår blev jeg inviteret til at modtage en gruppe sygeplejestuderende, som var ved at være til vejs ende i uddannelsen. De var på sidste modul inden bacheloropgaveskrivning, hvor de her i Nordjylland har valgfrie fag. Dette faghold havde fokus på udvikling og implementering af viden i sygeplejen, og deres undervisere ville gerne, at de fik reelle sygeplejefaglige problemstillinger at arbejde med. Til det skal man bruge praksissygeplejersker, og jeg var en af dem, der takkede ja. Efterfølgende blev jeg inviteret til deres fremlæggelse af opgaven, det var spændende og lærerigt. Jeg snuppede hele formiddagen sidste gang, for alle emner fra forskellige specialer kunne egentlig også bruges i min praksis. Jeg var derfor slet ikke i tvivl, da jeg fik invitationen igen, at selvfølgelig skulle de komme ud og snakke med mig, og selvfølgelig skulle jeg høre, hvad de havde fundet frem til.

Nu sidder jeg her, træt, for jeg skulle jo have haft fridag efter mine tre aftenvagter, men det her ville jeg ikke gå glip af. Og hvor er jeg glad for, at jeg valgte sådan. En gruppe havde undersøgt noget om dokumentation af det psykosociale aspekt, det at vi ofte fokuserer på det, der kan måles og vejes, for det er langt sværere at beskrive f.eks at patienten er angst og sygeplejen dertil. Den gruppe fandt gennem systematisk litteratursøgning viden om, at det at skrive patienten og pårørende i stedet for at skrive deres navn i sygeplejejournalen betød, at sygeplejersken nemmere kom til at distancere sig fra patienten. Det er da tankevækkende, fordi vi er oplært i, at man ikke skriver patientens navn. Så den artikel glæder jeg mig til at læse. En anden gruppe havde set på det at dokumentere sin sygepleje, og at det ofte bliver talt om som noget negativt og tidsrøvende, hvor de fandt gennem den systematiske litteratursøgning artikler, som beskrev, at en god systematisk dokumentation var med til at fremme kvaliteten af sygeplejen og fremme patienttilfredsheden. De artikler glæder jeg mig også til at læse. En gruppe havde set på viden om det at have patienter af begge køn på patientstuerne, men de kunne ikke finde undersøgelser, der belyste dette. Nok fordi de lande, der producerer mest viden, er USA og England, hvor sådanne stuer er utænkelige. Til gengæld valgte de så at kigge på enestuer frem for flersengsstuer, her fandt de en undersøgelsen af den viden, vi har i dag. Meget af det er ekspertviden, dvs. noget man eksempelvis gennem lang tids arbejde og med interesse for emnet har erfaret, men man har ikke undersøgt emnet på videnskabelig vis. her var der også guldkorn, som jeg glæder mig til at læse mere om. En af de andre udviklingsansvarlige sygeplejersker undrede sig over, hvad der mon sker, når man kun har enestuer på de nye sygehuse, for hun havde i en undersøgelse af et andet emne netop fundet, at man inspirerede og motiverede hinanden som patienter, når man lå på samme stuer. En sygeplejestuderende havde i weekenden haft vagt på et afsnit, hvor der kun var enestuer og ingen fællesareal. Her havde en gammel dame sagt, at hun kedede sig, der var jo ingen at snakke med. Den sidste gruppe var min, de havde ud af de tre problemstillinger, jeg havde forelagt dem, valgt at fokusere på, om det gør en forskel på patientens oplevelse af at blive involveret, hvis sygeplejersken er med ved stuegangen inde hos patienten. Baggrunden er, at jeg af flere kloge hoveder har fået at vide, at sygeplejersken ikke behøver at være med ved stuegangen hos patienten Sygeplejersken har talt med patienten inden stuegangen, og sygeplejersken har talt med lægen inden stuegangen, og sygeplejersken taler ofte med patienten efter stuegangen. Min oplevelse er dog, at det giver et bedre forløb, når alle tre er tilstede på samme tid, faktisk mener jeg også, at det er tidsbesparende, og at entydig information sikres, men jeg havde ikke haft tid til at dykke ned i det emne. Det havde de sygeplejestuderende så gjort. Og jo, min fornemmelse er rigtig, der er viden om at det gør en forskel, ikke blot at være til stede under stuegangen, men også det forberedende arbejde sammen med patienten før stuegangen. Jeg glæder mig så meget til at få deres materiale tilsendt, så jeg kan dykke ned i det.

Det er da en glæde at vide, at der er kompetente, engagerede og vidende sygeplejerskekolleger på vej. I morgen er min fridag også røget sig en tur, den får jeg så på onsdag, for endnu en organisationsændring skal ske hos os. Det bliver rigtig godt for patienterne, og sygeplejerskerne glæder sig til at løfte den opgave. Det betyder så, at der kommer nye kolleger, dem skal jeg tage mod i morgen. Ændringen hører I mere om en anden dag, nu vil jeg tage mig sammen til gå en tur, for de næste dage bliver hektiske både arbejdsmæssigt og i fritiden, så der skal lades op i dag.

Det fylder i min hjerne

Men det er så svært at få sagt eller rettere sagt skrevet. Jeg har skrevet flere indlæg, de er alle blevet gemt, men ingen af dem udgivet. Så tilgiv mig, du bliver nu nødt til, hvis du vil følge mig i mine tanker, at klikke lidt, for jeg må jo ikke kopiere hele indlæg ind her og udgive dem. Hvis du kun har tid til et klik, så vent til du har læst hele indlægget, for det sidste klik er det bedste.
Det har rumlet længe, men Farmers indlæg i går morges satte gang i en aktiv proces. Før det havde jeg læst hos en instagrammer, som også er gift med en konventionel landmand, men som er i den alder, hvor der stadig er mange børn i alle aldre på gården. Jeg læste hendes ord og de ord, andre skrev til hende:
“Tænk.- min landmand vil faktisk gerne naturen og sine dyr. Hvorfor tror så mange danskere at landmænd bare forsøger at svine naturen til og være ligeglade med alt andet end det de selv ejer. Vores familie forsøger i høj grad at passe på naturen, så der er meget at give videre til alle Danmarks børn og børnebørn”
“Jeg har jo veninder fra "byen" af som mener vores dyr jo nærmest er mishandlet pga vi er konventionelle, men når de kommer ud og ser, at dyrene jo rent faktisk har det godt og dejligt, så får de et andet syn for det”
“Jeg føler konstant, jeg skal forsvare landbruget og komme med fakta og modsvar til alverdens usandheder. Skræmmende at der er så stort skel mellem land og by.”
Siden hen læste jeg direktøren for Landbrug og Fødevarer Karen Hækkerups kronik i Berlingske. På trods af at KH er socialdemokrat, så er hun nok den landbrugsminister, som landmanden har været mest glad for, for han oplevede, at hun var nede på jorden, hun lyttede til de mennesker, som arbejdede med landbrug, og det er en sjælden egenskab hos politikere, desværre. De har en evne til at hæve sig langt op over dem, der har erfaringen, om det er sygeplejersker, lærere eller landmænd, og så mene, at de ved bedst. Det, der slog mig, da jeg læste kronikken, var den hadske kommentar, der fulgte, den gjorde mig ked af det, og jeg opgav at skrive et indlæg.
Så læste jeg et indlæg på Dr.dk om, at nye beregninger fra en forsker viste, at landbruget ville udlede mere N(kvælstof) end først beregnet. En anden forsker, som har udtalt, at landbrugspakken er til gavn for miljøet på lang sigt, svarede, at man godt kunne regne på tallene på den måde. Læg mærke til, at det er beregninger, det er forskellige modeller, man bruger til at udregne fremtidigt kvælstofudledning. Da jeg ville vise min mand den, var der føjet en lille notits til oppe for oven, at forskeren havde trukket sit notat tilbage. Det var alt, resten af artiklen med den ene påstand efter den anden om landmænds forurening med kvælstof stod der stadig. I går aftes, da jeg kom hjem fra arbejde, kunne landmanden så vise mig en artikel, ikke på Dr.dk men i landbrugsavisen, som forklarede, hvorfor den lille notits var kommet. Forskeren havde erkendt, at det var en fejlberegning, og han beklagede. Stod der noget om det på Dr.dk? Nej.
Lige nu oplever jeg desillusion blandt landmænd; min mand og farmer er i den alder, at de dybest set kan være ligeglade. De skal nok klare sig, men de unge landmænd? Hvis de siger nej tak og tager sig et lønmodtagerjob med ferie og fast løn, så forstår jeg dem godt. Det samme har jo gjort sig gældende ved lærere. Når man ikke føler sig hørt med sin erfaring, men skydes andre motiver i skoen, så vælger man måske at sige, så må I have det så godt. 
Og så var det at jeg læste Kathrine Lilleørs kommentar i på b.dk, og mine skuldre faldt ned, hun kunne det, jeg ikke kunne. Og jeg blev glad, glad over at nogen ser.

“Det eneste, der havde naget min storby-hjerne var, om det var økologiske asparges, eller om de var sprøjtede. Jeg havde mine tvivl, for de var helt udsædvanligt flotte. Derfor spurgte jeg ham, da han havde taget kasketten på i entreen, om han var økologisk landmand? Han så ned for sig, mens han vippede lidt i træskoene, som om han overvejede, om det var værd at svare kort eller langt. Det blev det korte: Vi har ejet gården i flere generationer, begyndte han. Min far har lært mig jorden at kende, som mine bedstefædre før ham kendte den. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget, der ville ødelægge den natur, hvis kredsløb mine jorde er en del af. Men, jeg ved, hvad min jord behøver af gødning for at give bedst afgrøde. Den skal ikke udpines, men den skal heller ikke overgødes. Den skal have lige tilpas. Så stak han sin store næve frem mod mig til farvel og kørte med et smalt nik ud af præstegårdens gårdsplads. Jeg er stadig taknemlig for, at han altid siden har mødt mig med mild venlighed. For jeg jo mere end antydede, at han kunne finde på ikke at behandle sine jorde ordentligt. At han muligvis udbyttede jorden, gik på kompromis med sine afgrøders sundhed for at skrabe til sig på naturens og de kommende slægters bekostning.”

“Jeg skammer mig stadig. Ligesom jeg skammer mig over, at storbyens ordførende intellektuelle og miljøeksperter mere end antyder, at alle landmænd er miljøsvin.”

“Tag nu eksempelvis udledningen af kvælstof. Hvis man gøder en mark, og afgrøderne ikke kan anvende al gødningen, udleder marken for meget kvælstof. Ikke godt. Men i stedet for at give landmanden en grænse for, hvor meget kvælstof, han må udlede, har man indtil den nye landbrugspakke givet ham en grænse for, hvor meget han må gøde. Hvad har den landmand måttet gøre, hvis hans afgrøder mangler mere gødning, og marken bestemt ikke vil lede mere kvælstof ud af den grund? Han har bare måtte leve med sine udpinte jorde, dårlige afgrøder og storby-mistanken om, at han er ligeglad med naturen, når han vil gøde mere.”

Lidt fakta til sidst: mange landmænd som os har fået taget prøver fra drænrør løbende, og udledningen af mg N/liter er langt under, hvad beregningsmodeller viser for pågældende jord. Grænsen for mg N/liter ved drikkevand er 50 mg N/liter, vores prøver direkte fra marken viser 3 mg N/liter. Beregningsmodeller viste, at der burde have været 17. Og sådan kan landmand efter landmand fremvise tal (gennemsnitstal i Nordjylland var 5), og de støttes af forskere, som også finder disse lave tal. Og som jeg forstår det, er det det, landbrugspakken handler om; at sætte ind, der hvor der er et behov/problem og ikke skyde gråspurve med kanoner.

opdatering: man skal åbenbart vide, hvad man leder efter, så nu har jeg fundet en artikel om fejlberegningen på dr.dk.

Jeg håber, du får en god søndag, her skinner solen, rimfrosten i træerne glimter og får mig til at smile, der er nok at være taknemlig for, og det vil jeg huske på denne smukke vintersøndag.

bare fordi

 

Inspireret af Ellens kommentar i går får du her en salme i stedet for et indlæg:

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

B.S. Ingemann 1837. Mel.: C.E.F. Weyse 1837

Og mit minde om den salme kan du læse her. God lørdag til dig.

Min dag beskrevet på fire minutter

Der er fire minutter endnu! Får du Poul Dissing i dit øre, så er du nok omkring samme alder som mig.

Aftenvagten banker på, jeg har nydt formiddagen,

• sovet længe (til halv otte)
• vasket tøj
• vasket gulve
• slappet af
• læst bog
• gået 5 km
• lyttet til bog imens
• arbejdet lidt med sygeplejen (shh)
• slappet af
• og nu er jeg klar, jeg glæder mig altid til at skulle i vagt
• jeg glæder mig til at være “rigtig” sygeplejerske, sådan en, der er inde hos patienterne

Ha en rigtig god fredag aften