Det fylder i min hjerne

Men det er så svært at få sagt eller rettere sagt skrevet. Jeg har skrevet flere indlæg, de er alle blevet gemt, men ingen af dem udgivet. Så tilgiv mig, du bliver nu nødt til, hvis du vil følge mig i mine tanker, at klikke lidt, for jeg må jo ikke kopiere hele indlæg ind her og udgive dem. Hvis du kun har tid til et klik, så vent til du har læst hele indlægget, for det sidste klik er det bedste.
Det har rumlet længe, men Farmers indlæg i går morges satte gang i en aktiv proces. Før det havde jeg læst hos en instagrammer, som også er gift med en konventionel landmand, men som er i den alder, hvor der stadig er mange børn i alle aldre på gården. Jeg læste hendes ord og de ord, andre skrev til hende:
“Tænk.- min landmand vil faktisk gerne naturen og sine dyr. Hvorfor tror så mange danskere at landmænd bare forsøger at svine naturen til og være ligeglade med alt andet end det de selv ejer. Vores familie forsøger i høj grad at passe på naturen, så der er meget at give videre til alle Danmarks børn og børnebørn”
“Jeg har jo veninder fra "byen" af som mener vores dyr jo nærmest er mishandlet pga vi er konventionelle, men når de kommer ud og ser, at dyrene jo rent faktisk har det godt og dejligt, så får de et andet syn for det”
“Jeg føler konstant, jeg skal forsvare landbruget og komme med fakta og modsvar til alverdens usandheder. Skræmmende at der er så stort skel mellem land og by.”
Siden hen læste jeg direktøren for Landbrug og Fødevarer Karen Hækkerups kronik i Berlingske. På trods af at KH er socialdemokrat, så er hun nok den landbrugsminister, som landmanden har været mest glad for, for han oplevede, at hun var nede på jorden, hun lyttede til de mennesker, som arbejdede med landbrug, og det er en sjælden egenskab hos politikere, desværre. De har en evne til at hæve sig langt op over dem, der har erfaringen, om det er sygeplejersker, lærere eller landmænd, og så mene, at de ved bedst. Det, der slog mig, da jeg læste kronikken, var den hadske kommentar, der fulgte, den gjorde mig ked af det, og jeg opgav at skrive et indlæg.
Så læste jeg et indlæg på Dr.dk om, at nye beregninger fra en forsker viste, at landbruget ville udlede mere N(kvælstof) end først beregnet. En anden forsker, som har udtalt, at landbrugspakken er til gavn for miljøet på lang sigt, svarede, at man godt kunne regne på tallene på den måde. Læg mærke til, at det er beregninger, det er forskellige modeller, man bruger til at udregne fremtidigt kvælstofudledning. Da jeg ville vise min mand den, var der føjet en lille notits til oppe for oven, at forskeren havde trukket sit notat tilbage. Det var alt, resten af artiklen med den ene påstand efter den anden om landmænds forurening med kvælstof stod der stadig. I går aftes, da jeg kom hjem fra arbejde, kunne landmanden så vise mig en artikel, ikke på Dr.dk men i landbrugsavisen, som forklarede, hvorfor den lille notits var kommet. Forskeren havde erkendt, at det var en fejlberegning, og han beklagede. Stod der noget om det på Dr.dk? Nej.
Lige nu oplever jeg desillusion blandt landmænd; min mand og farmer er i den alder, at de dybest set kan være ligeglade. De skal nok klare sig, men de unge landmænd? Hvis de siger nej tak og tager sig et lønmodtagerjob med ferie og fast løn, så forstår jeg dem godt. Det samme har jo gjort sig gældende ved lærere. Når man ikke føler sig hørt med sin erfaring, men skydes andre motiver i skoen, så vælger man måske at sige, så må I have det så godt. 
Og så var det at jeg læste Kathrine Lilleørs kommentar i på b.dk, og mine skuldre faldt ned, hun kunne det, jeg ikke kunne. Og jeg blev glad, glad over at nogen ser.

“Det eneste, der havde naget min storby-hjerne var, om det var økologiske asparges, eller om de var sprøjtede. Jeg havde mine tvivl, for de var helt udsædvanligt flotte. Derfor spurgte jeg ham, da han havde taget kasketten på i entreen, om han var økologisk landmand? Han så ned for sig, mens han vippede lidt i træskoene, som om han overvejede, om det var værd at svare kort eller langt. Det blev det korte: Vi har ejet gården i flere generationer, begyndte han. Min far har lært mig jorden at kende, som mine bedstefædre før ham kendte den. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget, der ville ødelægge den natur, hvis kredsløb mine jorde er en del af. Men, jeg ved, hvad min jord behøver af gødning for at give bedst afgrøde. Den skal ikke udpines, men den skal heller ikke overgødes. Den skal have lige tilpas. Så stak han sin store næve frem mod mig til farvel og kørte med et smalt nik ud af præstegårdens gårdsplads. Jeg er stadig taknemlig for, at han altid siden har mødt mig med mild venlighed. For jeg jo mere end antydede, at han kunne finde på ikke at behandle sine jorde ordentligt. At han muligvis udbyttede jorden, gik på kompromis med sine afgrøders sundhed for at skrabe til sig på naturens og de kommende slægters bekostning.”

“Jeg skammer mig stadig. Ligesom jeg skammer mig over, at storbyens ordførende intellektuelle og miljøeksperter mere end antyder, at alle landmænd er miljøsvin.”

“Tag nu eksempelvis udledningen af kvælstof. Hvis man gøder en mark, og afgrøderne ikke kan anvende al gødningen, udleder marken for meget kvælstof. Ikke godt. Men i stedet for at give landmanden en grænse for, hvor meget kvælstof, han må udlede, har man indtil den nye landbrugspakke givet ham en grænse for, hvor meget han må gøde. Hvad har den landmand måttet gøre, hvis hans afgrøder mangler mere gødning, og marken bestemt ikke vil lede mere kvælstof ud af den grund? Han har bare måtte leve med sine udpinte jorde, dårlige afgrøder og storby-mistanken om, at han er ligeglad med naturen, når han vil gøde mere.”

Lidt fakta til sidst: mange landmænd som os har fået taget prøver fra drænrør løbende, og udledningen af mg N/liter er langt under, hvad beregningsmodeller viser for pågældende jord. Grænsen for mg N/liter ved drikkevand er 50 mg N/liter, vores prøver direkte fra marken viser 3 mg N/liter. Beregningsmodeller viste, at der burde have været 17. Og sådan kan landmand efter landmand fremvise tal (gennemsnitstal i Nordjylland var 5), og de støttes af forskere, som også finder disse lave tal. Og som jeg forstår det, er det det, landbrugspakken handler om; at sætte ind, der hvor der er et behov/problem og ikke skyde gråspurve med kanoner.

opdatering: man skal åbenbart vide, hvad man leder efter, så nu har jeg fundet en artikel om fejlberegningen på dr.dk.

Jeg håber, du får en god søndag, her skinner solen, rimfrosten i træerne glimter og får mig til at smile, der er nok at være taknemlig for, og det vil jeg huske på denne smukke vintersøndag.