Snøft, host, smil

Indlægget blev aldrig færdigt i går, så derfor tager jeg tråden op i dag, hvor overskriften stadig gælder.

Lørdag:

Jeg nyder solskinnet udenfor indenfor. Igen i dag er en dag, som jeg har sat af til små hængepartier, ikke store forventninger til mine præstationer. Og skulle jeg have haft nogle af dem, så er de væk nu, halsen driller, næsen snøfter og et enkelt nys eller flere kan forekomme. Mine planer for resten af weekenden inkluderer ikke, at jeg bliver syg, så jeg spiser appelsiner, drikker hyldebærsaft og te. Samtidig nyder jeg, at januar regnskab er lavet, at det sidste vasketøj snurrer rundt i tørretumbleren, og resten skal lægges sammen, når jeg får lyst.

På vej ned til min far i går blev jeg træt af mit musikvalg og slog over på radio 24syv, jeg røg ind i et program; Det, vi taler om, og det underholdt mig på hele turen. Jeg er normalt ikke til taleprogrammer, lige som jeg heller ikke er til dybsindige film med meget alvorlige emner, lige som jeg ikke ser dokumentarprogrammer. Jeg bilder mig selv ind, at det er, fordi jeg på mit arbejde hver dag ser livets alvorlige side. Men faktisk sker det, at jeg forvilder mig ind i de alvorlige emneområder og bliver inspireret. Det her program er så måske ikke så alvorlig endda, men tankerne blev alligevel sat i gang. Og på vej hjem fra min far talte jeg med min søster, som er lige modsat, hun elsker at dykke ned i de tunge emner, men hun elsker også som mig happy-go–lucky film/musik/bøger. Hun anbefalede mig så at se et program på TV2 næste torsdag aften; Til Døden os skiller.

Søndag:

Ja så nåede jeg ikke længere, jeg fandt det første afsnit på TV2Play og selv om jeg ikke betaler til det, fik jeg lov til at se afsnittet. Det fængede mig, men undervejs blev jeg også ramt af voldsom kvalme og svimmelhed, så de næste par timer blev tilbragt liggende. Der skulle tages beslutninger, for vi skulle til fest i går aftes og var jeg overhovedet i stand til det? Det blev jeg, forkølelsen var stadig i sin vorden og holdt sig pænt under kontrol. Vi havde en skøn aften med en flok af landmandens jagtkammerater. God mad, gode samtaler og masser af latter. I dag er forkølelsen så brudt ud, halsen driller endnu mere, og energien er til sofaen. Jeg overvejer dog masser af tøj og en gåtur ude i den kolde, men friske luft.

Skulle du få tid, kan jeg varmt anbefale dokumentarprogrammet. Det følger 3 familier i 3 afsnit, mens de skal tage alvorlige beslutninger. Den ene familie er et ægtepar, hvor manden er dement, og hvor det efterhånden er for hårdt for hustruen at have sin mand hjemme. Tankerne gik uvilkårligt til mine forældre, min mor blev skånet for meget ved, at hun døde, før min fars Alzheimers sygdom brød ud i lys lue. Men samtidig savner vi hende meget, og i går aftes, hvor jeg sad til bords med et ægtepar på 77 år, som stadig var i fuld vigør og som rejste 5-6 uger rundt i Europa med campingvogn hvert år, kom tankerne af og til, tænk hvis jeg stadig havde min mor. En anden familie er et ægtepar, hvor han er ramt af en blodprop i hjernen, og skal have hjælp til alt. Et ægtepar, der havde rejst meget sammen, og hvor manden nu skal på aflastningsplads, mens hustruen tager på ferie. En scene ved familiekaffebordet gør indtryk, ægteparrets to børn diskuterer heftigt, hvorvidt det er godt for deres far at komme på plejehjem. Jeg havde lyst til at sige til datteren, se din mor, hør hvad hun siger mellem linjerne, hun har brug for, at I støtter hende i, at tiden nu er inde til, at jeres far kommer på plejehjem. Den sidste familie er en enke, hvor familien gerne vil, at hun kommer på plejehjem. Hun har ikke lyst, men er også klar over, at hendes to døtre trækker et stort læs. Jeg skal helt klart huske at se næste del på torsdag. Så jo, jeg kan godt snuppe lidt dybsindigt indimellem. Brinkmanns bog er jeg gået død i, jeg blev irriteret på ham, men nu skal han have en ny chance, når jeg alligevel ligger på sofaen.

God søndag til dig.