Tak

Egentlig var det først, da jeg om aftenen ville fortælle landmanden om det , at taknemligheden forplantede sig. Indtil da havde dagen valgt at køre på motorvejen, hvor det gjaldt om at være 100 % til stede i handling.

Egentlig var der ikke noget, der signalerede, at noget var i gære. jeg gik som vanligt ud til bilen, jeg kørte ud fra gårdpladsen som vanligt, og jeg kørte i et adstadigt tempo hen ad vejen forbi de andre gårde.

Først da jeg nåede enden af vejen og skulle svinge til venstre på hovedvejen, ændrede det sig. En bil kom kørende ude på hovedvejen fra venstre, så jeg skulle stoppe, og normalt tager jeg også farten af og holder stille, fordi hovedvejen svinger der, hvor min vej munder ud i den, så jeg har svært ved at se biler fra højre side.

Min bil ville ikke bremse, der var glat som en skøjtebane, men bilen slingrede ikke, den bremsede bare ikke, som i overhovedet ikke. Mens bilen fortsatte fremad, nåede jeg blot at tænke, jeg må køre lige over vejen og fortsætte på grusvejen overfor, og samtidig nåede jeg at tænke, det kan jeg vist godt nå, hvis bare bilen på hovedvejen ikke kører hurtigere, end det ser ud til. Jeg havde ikke andre valg. Bagefter da jeg kørte videre på grusvejen og mens den anden bilist formentlig havde rystet på hovedet over den travle bilist, som blot kørte på tværs af vejen uden at bremse, tænkte jeg på, at jeg kunne have tændt katastrofeblinket, eller at jeg kunne have valgt at køre i grøften. Det sidste havde så formentlig forårsaget en væltet bil (og skader på den og mig), for selv om jeg ikke kørte 80, så er en fart på 70 km/timen ikke det bedste at køre i grøften med. Men tænk hvis bilerne havde stødt sammen? Jeg er stoppet med at tænke på hvis, og i stedet for er jeg dybt taknemlig for, at der ikke skete noget. I min version lød ordene til min mand sådan her: I dag holdt Gud hånden over mig, og det er jeg dybt taknemlig for. Tak.