Turen går til - Fejborg bakke - en skøn og hård tur.

 Søndag eftermiddag besluttede vi os til at holde fast i traditionen med at køre ud, sofaen trak godt nok vældigt, men nu skulle det være. Der blev lovet regn igen til aften, måske med skybrud, så vi lavede te, smurte boller og fandt dåser med forfriskende danskvand med citrus til at tage med på turen.

Jeg havde på Facebook set en af min korvenner fortælle om en smuk tur på(ved/i?) Jyske Ås. Jeg fandt området og beskrivelsen af de fire områder, som var blevet fredet i 1970. Vi ville starte ved Fejborg Bakke og havde planer om at snuppe to ruter. Lad mig allerede nu afsløre, at det gjorde vi ikke, vi nøjedes med den gule rute på godt 4 km. Varmen, terrænets varierende højder og de smalle stier med megen mudder efter regnen gjorde, at de fire km føltes som meget mere. Men en anden dag skal vi helt klart gå endnu længere. Hvis man kombinerer alle fire ruter, kan man komme op på 16 km.

Vi startede med at gå op, stejlt op, så var kursen ligesom sat.

Ruten vekslede mellem frodige enge, moser, små vandløb, stillestående vand, smukke træer med de smukkeste grønne blade og mange andre ting at lade blikket hvile på.

Lyden af rislende vand stemmer mit sind til ro, hvorimod havets kraftige lyde godt kan skabe en uro i mig.

Træer fik lov at falde, hvor de stod. Vi kunne dog se, at faldt de over en gangsti, fik man fjernet den del af træet. Her var en, man endnu ikke havde opdaget.

Mange steder var der lavet gangbare stier af træ over de meste våde områder. Jeg var glad for, at vi havde taget vandrestøvlerne på, for jeg kan stadig huske, da jeg faldt lige på bagdelen i et tilsvarende vådt område i mine sportssko og slog min hånd. Det havde jeg ikke lyst til at opleve igen.

Naturen laver sine egne gærder. Prøv at se på dette træs rødder. Det ligner nærmest et stengærde.

Overalt var der noget at kigge på, om jeg så op, ned eller til siden. 

Hvad mon det her er for en plante/blomst? Og ja Ellen, jeg overvejer stadig den app, så jeg ikke behøver at spørge ;-) Men det er lidt hyggeligt at få jeres svar, det giver liv i kommentarsporet som i gamle dage.

På en eller anden måde er det måske lidt som en god og involverende samtale ved en hyggelig komsammen, som så bliver lukket ned, fordi en eller anden (kunne være mig) lige googler det, man diskuterer. 

Det sidste stykke af ruten gik på Hærvejen. Det kunne være fedt at gå Hærvejen fra Nord til Syd, måske det bliver til virkelighed en dag.

Rundt omkring på ruten var der masser af muligheder for at se ud over det omkransende land.

Vi var godt trætte, da vi kom tilbage til bilen. Vi gik i alt 4,7 km og 7781 skridt, hvor jeg herhjemme i går gik 5 km med 6730 skridt. Der var ikke mulighed for at tage lange faste skridt, man skulle hele tiden se sig for og holde fokus på underlaget. Men det en smuk, smuk tur, som jeg godt gad gå igen.

Det er Kristi Himmelfartsdag i dag, og som vanligt er det ikke en fridag her på gården. Regnen stoppede kartoffellægningen et par dage, så nu lægges der kartofler igen. Jeg har taget smør ud af køleskabet, for den gode bradepandekage med æbler og marcipan skal bages i dagens anledning.

Lad mig på denne dag slutte med et citat af Johannes Møllehave, en præst og et menneske, som kunne sætte diskussioner i gang. Jeg husker ham mest for, at han fik mig til at grine, når jeg læste hans prædikener og fik mig til at tro og håbe.

"Den, der forlanger et under for at ville tro, kommer aldrig over underets tvetydighed. Troen, derimod, ser hele livet som et eventyrligt solbeskinnet under. Er det ikke fantastisk, at du er i live? At du kan se, høre, tale? At der er mennesker, der holder ud med dig og holder dig ud, fordi de holder af dig? Hvad har Gud så gjort for dig? Alt har han gjort for mig! Givet mig livet og det daglige brød og mennesker at leve med og elske"

Kilde

Må du få en god dag med plads til smil og latter.

 

Som det nu går

 Dette var ugen, hvor vi kom i gang med at lægge kartofler. Tingene går som de skal, der er altid drillerier med maskinerne, når de kun bliver brugt på et tidspunkt om året, men sådan er det og det løser sig altid. 

Gåturene i løbet af ugen går også som de skal. Godt nok holdt vi pause de to første dage i ugen, både pga. landmanden kørte i marken om aftenen og fordi vores ben trængte til hvile. Især mine fødder og knæ driller mig. Jeg tror, det er rigtig godt at jeg er begyndt til dynamisk bevægelsestræning, selv om jeg også er mørbanket, når jeg kommer hjem.

Den tidlige rododendronbusk blomstrer og to af grenene berigede vores stue med sine smukke blomster. Resten af rododendronbuskene på terrassen og i hele den lange hæk langs græsplæne står klar med knopper og snart kan vi nyde synet af disse.

Arbejdet går som det skal, jeg har en del at lave, også på mine fridage, men de timer regner jeg med skal flekses, når Erna Solberg beslutter sig for at åbne Norge for kommende bedsteforældre :-)

Lørdag fik jeg et anfald af opryddelighed, det ligner mig ikke. Jeg er god til at rydde op, så det på overfladen ser pænt ud, men det der med at få trang til at rydde op i skabe og skuffer sker nærmest aldrig. I går skulle jeg have noget fra en kurv ovenpå køkkenskabet, og så tog rengøringsdamen fat. Nu er der gjort rent oven på samtlige skabe i køkkenet. Der er ryddet op i alle kogebøgerne, nogle er lagt i et skab og afventer om der i løbet af næste år efterspørges eller mangles opskrifter fra dem. Andre skal datteren se igennem, om der er opskrifter, hun vil prøve af. 

Endnu flere er røget i papircontaineren og kan nu forvandles til ny papirmasse og nye bøger. Hvilket får mig til at tænke på den sidste lydbog, jeg blev færdig med: Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent, hvor hovedpersonen netop arbejder på en fabrik, hvor bøger forvandles til papirmasse og han hader det. Han redder ark fra deres skæbne og så læser han dem højt i morgentoget på vej til arbejde for de andre rejsende. Og dette redder hans liv fra den grå kedsommelighed. Den fangede mig ikke i starten, men så fandt han en fil med dagbogsnotater og det ændrede hans liv og min lyst til at lytte videre. Jeg var vild med bogen og kan varmt anbefale den, hvis nogen ikke læste den, da den kom frem.

Og jeg er vild med mit ryddelige overskab i køkkenet. Jeg kom endda igennem mine mapper med håndskrevne og udprintede opskrifter og fik smidt masser af opskrifter ud, som jeg troede jeg ville prøve af. Nu ligger der en lille tynd mappe med opskrifter, som jeg vil prøve af. Og resten er sorteret og nem at finde.

Jeg fik også gjort rent i CD-holderne, for ja, jeg har stadig CDer og LPer i min stue, og der lyttes til dem. De er dg de rene støvsamler, så nu er de pæne og rene et stykke tid.

Lørdag sluttede af med en gåtur og en sen lang hyggesnak med søn og svigerdatter. Det var midnat, da jeg prøvede en af mine opskrifter på koldhævede boller. Natten til søndag blev så en af de efterhånden sjældne nætter, hvor jeg vågnede for at skulle på toilettet efter 2½ times søvn og så kom søvnen aldrig tilbage til mig. 

Nu har vi nydt mine boller, jeg synes, de er lidt klæge i det og ikke hæver særlig meget, men landmanden synes rigtig godt om dem, så måske får de chance mere, før jeg smider opskriften ud. Regnvejret og nattens vågenhed giver mig blot lyst til at slænge mig i sofaen og se film, men jeg tror vi skal holde fast i en gåtur. Vi får se, nu vil jeg skænke mig en kop te og strikke lidt videre på mit svøb. Om lidt er anden side færdig. Jeg vil gerne i gang med tredje side i dag, så ved jeg, at det er nemmere på arbejdsdage at gribe strikketøjet og lige strikke en mønsterbort eller to om aftenen.

Søndagstur Bulbjerg - fuglefjeldet

 Der var ting, der skulle ordnes på gården. Der var langsommelighed og ryddelighed. Men til slut tog vi os sammen til at beslutte, at dagens gåtur skulle være ved Bulbjerg, Danmarks fuglefjeld. Det var mange år siden, vi sidst havde været der, og vi kunne se, at der var flere vandreruter i klitplantagerne ved fjeldet.

Vi købte kage på vej til Vester Han herred, og måtte så indse, at vi ikke havde gjort vores forarbejde godt nok. For det begyndte at regne, da vi kørte vest på. Og DMI-radaren kunne afsløre, at den regnbyge, der var på vej opover lige nøjagtig Bulbjerg, formentlig ikke havde regnet af sig, inden vi ankom. Vi besluttede dog at køre derop, om ikke andet kunne vi da drikke vores te og nyde vores kage med udsigt udover havet, trygt og godt i bilen.

Det startede vi med, og da vi var færdige, regnede det kun stille og i så små mængder, at vi gik ud og gik på opdagelse på toppen af fjeldet. Her ligger indtil flere bunker fra 2. verdenskrig, som var udkigsposter

Mågerne var i aktivitet hele tiden på fjeldet, og da vi kom ned på stranden, kunne vi rigtig se deres ynglepladser. det lille klippestykke ude i vandet må være Skarreklit, som indtil 1978 knejsede stolt i vandet, 16 meter høj. Den havde navn efter den skarvekoloni, som holdt til på klippen. Den væltede i en storm. Jeg har en erindring om, at jeg har været ved Bulbjerg med min geografiklasse i 1.g, det har så været i 1974, og at jeg så denne høje klippe ude i vandet.

Lige så imponerende det var at stå på toppen, lige så imponerende var det at gå ned ad de mange trappetrin til stranden og se op på fjeldet.

Nu regnede det kun meget lidt, så vi begyndte at gå langs vandet i håb om at kunne finde en sti længere fremme, vi kunne gå tilbage ad. Der var masser af sten, smukke sten pudset glatte af vandet og rare at føle på . Smukke sten i alle farver og former og jeg fik konstant lyst til at slæbe dem med hjem. Landmanden kiggede efter rav, men fandt ingenting. 

Vi vidste, at der lå et lille fiskerleje 4 km fra Bulbjerg, men vi havde den store regnbyge på DMI-radaren i tankerne, så vi besluttede os for at finde en vej tilbage. Det var ikke så nemt, området var meget fugtigt, men vi forsøgte os med fokus på der, hvor det så ud til at andre havde gået. Pludselig fandt vi en sti og satte kursen mod fjeldet og de mange trappetrin.

 Vel oppe igen kunne jeg tage endnu et billede med udsigt over det område vi havde gået på. Vi nåede ikke op på 7 km, men vi kom da op på 4 km.

Herefter kørte vi ud til det lille fiskerleje Lild, hvor man også har kystfiskeri som ved Thorup Strand. Vi var fascineret af den lille kirke med sit lille kirketårn ved siden af.

Bagefter kørte vi på opdagelse og kørte ad andre veje end normalt. Vi kom forbi Thylejren og holdt en te-pause på rastepladsen ved Vejlerne, inden vi satte kurs mod mosen.

udsigt udover Lund Fjord, en sø i Han herred.

Så selvom regnen blev en følgesvend, forhindrede den os ikke i en god søndagsoplevelse.

Lørdagstur til Lundby Krat og Bakker

 Vi havde et ærinde i Aalborg lørdag sidst på eftermiddagen, så vi pakkede tekanderne og krus i en taske og drog på udflugt til Lundby Krat og Bakker. Lundby Krat ligger på den ene side af Hadsundvejen og Bakkerne på den anden side. Vi blev enige om, at vi kunne godt klare den store rute (gul) på 7,3 km, og det kunne vi også, men der var godt nok mange op-og nedstigninger.

Lundby Bakker rummer en del nåletræsplantager, men derudover var der også mange løvtræer. Det var som sagt et meget kuperet terræn og ruten var lagt, så man kom op på utallige højdepunkter.

Bøgen var sprunget ud sammen med andre løvtræer, så vi gik omgivet af smukke lysegrønne blade.

Jeg havde valgt ikke at tage mine vandrestøvler på, fordi jeg syntes, de var så tunge og varme. Det var helt klart en fejl, for i det bugtede terræn kunne jeg godt have brugt lidt støtte til ankler og dermed også knæ.

Skovens trærødder blev brugt som trappetrin og bedst som vi troede at nu var vi oppe, fortsatte turen længere op.

Vi krydsede skoven frem og tilbage, vi kom forbi huse, som så sommerhusagtige ud og huse, som så ud til at have mennesker boende der stationært. Liflig fuglesang fulgte os hele vejen.

På et tidspunkt kom vi så højt op, at vi kunne se det nye sygehusbyggeri ved Gistrup. Det bliver spændende hvornår vi flytter og hvordan det bliver at flytte. Lige nu regner vi selv med begyndelsen af 2023, men intet er meldt ud endnu om flyttedatoer.

På den bakketop stod en sten med landmandens initialer, men da den var dateret 1916, er det nok ikke ham, den mindes ;-)

Til sidst gik vi langs en kilde, før vi nåede hovedvejen og krydsede over til Lundby Krat

Er der nogen blomsterkyndige, der kan sige mig, hvad denne blåhvide skønhed hedder?

Over i krattet så vi to træer med de smukkeste grene med brune blade og hvide blomster. Sådanne træer har jeg aldrig set før, men de mindede mig af en eller anden grund om Japan.

Lundby krat er udlagt som naturskov, hvilket betyder at alt får lov til at ligge, hvor det falder. Der er også en lejrplads med shelters. Det bliver ikke svært for folk at finde træ til bålet, det lå overalt.

I Lundby krat var der store løvtræer og overalt var der tæpper af anemoner og de gule blomster, som jeg ikke kan huske navnet på.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen var ben og fødder godt ømme. Vi købte burgere og pommes frittes fra den velbesøgte grillkiosk, der ligger på pladsen. Selv om vi havde fået varmen, blev det hurtigt koldt at sidde på en bænk udenfor. Så da vi var færdige med maden, satte vi os ind i bilen, skænkede en kop varm te og kørte hjem. Det er helt sikkert et område, vi godt kan anbefale at gå tur i. Der var så meget at se på undervejs.

Tid og nærvær

 Landmanden sluttede før aften med at arbejde i går. Vi gik derfor vores vante gåtur før aftensmaden. Ellers har vi nydt de lyse aftner med solnedgangen som vores gåpartner. Det gav tid til at vi kørte en tur i naboområdet. Der blev kigget på marker, rådyr og et enkelt stop undervejs. 

Vi kørte nemlig ud af det, der officielt hedder Ringvejen. Flot navn og dækker jo at man kører i en ring i udkanten af mosen. Vejen går dog kun på tværs mellem tre veje, så det kan ikke just kaldes en ring. De lokale har alle dage kaldt dette område Bangladesh. Markerne er små og det meste af spagnumlaget er væk, fordi det er skrabet af, så I kan købe sække med spagnumjord i den lokale planteskole/butik. Derfor var avlen tidligere heller ikke så god fra disse marker. Jeg skal ikke gøre mig klog på om de nutidige landmænd har fået avlen op. Der er anderledes grej og metoder i dag i forhold til, da min svigerfar var ung og min mand var barn i mosen.

Kommunerne omkring mosen har lavet små rastepladser med skilte om Vildmosen (og her taler vi om Store Vildmose og ikke Lille Vildmose syd for fjorden). Nogle af stederne er der sat kunst op, en kunstmaler har fortolket historierne om mosen. Nogle af de andre rastepladser har jeg beskrevet her, da jeg viste min svigerdatter vores område.

På Ringvejen er der også en rasteplads med både informationsskilt og maleri, som fortæller om brugen af mosen til at grave tørv og til spagnumproduktionen. Vi gjorde holdt, tog en pause, var nærværende og nød denne aftenstund, den sidste aften i april.

Erics kommentar til mit indlæg i går gjorde, at jeg havde lyst til at dele to historier om tid og nærvær.

 Vores daværende socialrådgiver havde været på kursus og i den forbindelse fortalte Hospice om at patienterne syntes, at socialrådgiveren havde mere tid end sygeplejerskerne. Det undrede alle sig over, for sygeplejerskerne var meget mere hos patienterne. Det viste sig at når socialrådgiveren kom ind, tog hun en stol, satte sig ned og så patienten i øjnene og tilkendegav at hun lyttede. 

Når sygeplejersken kom ind, så følte hun sig også nærværende og lyttende, men mens hun lyttede og snakkede med patienten, ryddede hun op, ordnede seng, observerede om alt var som det skulle være med patienten. Det føltes ikke for patienten, som om sygeplejersken virkelig lyttede og var nærværende. Derfor ordene fra gårsdagens indlæg om at den tid vi har skal udnyttes godt. Det at sætte sig ned og med denne fysiske handling at vise, at nu lytter jeg til dig, det føles som nærvær. Det at sige til en patient, jeg vil gerne tale med dig og høre om der er noget, du vil tale med dig om. Jeg har fem minutter nu og vil gerne tale med dig, det gør at patienten kender rammen, at jeg lige om lidt er nødt til at gå, men de fem minutter vil jeg være nærværende og lyttende. 

Det er især vores patienter, som er let ramt og som klarer sig selv. De kan nemt føle sig glemt blandt alle dem, der er hårdere ramt og har brug for megen hjælp. Min erfaring er, at når jeg vælger at bruge fem minutter på at lytte OG fortælle hvad planen for dagen er, så er det meget sjældent, at jeg oplever, at de hele tiden tager fat i mig på gangen for at høre, hvornår sker det næste. Vi kan fint smile til hinanden, mens jeg er på vej videre og jeg kan stoppe op og høre hvordan det nu går og minde dem om, at hvis noget ændrer sig, SKAL de ringe på klokken. 

De må ikke bare tænke, at hun har så travlt med de stakkels hårdtramte patienter, så de lader være med at ringe. Det er for mig at bruge min tid godt i stedet for bare at fokusere på at jeg ikke har tid. Der er dage hvor jeg vitterlig ikke har tid og hvor det at være nærværende i øjeblikket/nuet kan være svært, fordi jeg har andre patienter i tankerne. 

Jeg har bare oplevet, at selv på sådan en dag, hvor mit hjerte føltes som om det sad oppe i halsen, da følte en familie sig godt behandlet på trods af jeg kun fik snakket med dem sammenlagt 10 minutter den dag. De havde faktisk hjulpet mig ved at være der for deres kære, som var så kognitivt påvirket af sin stroke, at vedkommende tissede alle vegne, havde afføring flere steder, ikke drak nok, fordi vedkommende ikke kunne finde ud af at drikke/ikke mærkede tørst. Så da de kom, så kunne de være der, guide deres kære på toilettet og gøre mig opmærksom på, når jeg skulle træde til og jeg kunne fortælle dem om vigtigheden af at drikke, fortælle dem om hvorfor deres kære reagerede som vedkommende gjorde ud fra der, hvor skaden sad. De var en kæmpe hjælp og jeg havde den dårligste samvittighed, og alligevel sagde de specifikt tak for hjælp og omsorg, da patienten blev overflyttet til andet sygehus i slutningen af min dagvagt. Det undrede jeg mig over, da jeg kørte hjem, men kom til den konklusion at de måtte have følt sig set og hørt, selv om jeg syntes, jeg havde kunnet give dem meget mere end det dagen tillod.

At være nærværende kræver ikke altid megen tid, men det kræver overskud, høj faglighed og evnen til hurtigt at kunne danne sig et indtryk af den, man sidder/står overfor. Indenfor sygeplejen taler man om, at patienten /pårørende skal føle tillid og tryghed, så de tør dele det der er svært for dem og som fylder her og nu.