STRØTANKER

Når tempoet er sat ned
når der er tid til travetur
når der er tid til samtaler mand og kone imellem
når mørket falder på
når levende lys bliver tændt,
så får jeg vendt tankemylderet inde i mit hoved.

Alderen kan trykke på mange måder, og der hvor jeg er, ser jeg nu, hvad fremtiden måske kan bringe. Skavankalderen kalder flere af mine bekendte tiden efter de 50, og der er noget om det. Det man før kunne arbejde væk, har tendens til at genere lidt længere, noget sætter sig som slidgigt, noget sætter sig som bekymring for fremtiden.

Det er godt med sådan en stille søndag.

Og udenfor har svanerne fløjet mig om ørerne, men kameraet kan ikke fange dem, før de er fløjet væk. De er så smukke med halsen og næbbet godt strakt frem, de store vinger slår elegante slag i luften, og deres karakteristiske lyd signalerer, at her kommer de.

Og rådyrene samles i flokke, eller som det korrekt hedder i spring, hvor det hos krondyrene hedder i rudel. Hver dag lærer jeg noget nyt, indtil i går havde jeg ikke vidst, hvordan man kan tænke tillægsordet frodig og bogstavet B sammen. Jeg synes, det er så sjovt at se datterens billeder, og jeg glæder mig til næste gang, vi får projektopgaver at se.

Aftensmaden er klar, vi venter bare på sønnen, der er kartofler, rucola, pinjekerner vendt med citronolie og bønnesalat med fetaost, røde snackpebre, rødløg og majs i en olie-eddikedressing. En stor hakkebøf bidrager med proteiner, og det gode vand fra vandhanen sørger for, at vi ikke bliver udtørret.

Ha en god aften.

STILLE SØNDAG

Ingen gad rydde op, tømme opvaskemaskine etc. i går, så mens landmanden er i stalden, går jeg rundt og nyder det stille tempo.

Søvnen har været sammenhængende og god de sidste nætter, men jeg tror ikke, jeg skal forsætte med rødvin hver aften ;-) Som med sovepiller vænner kroppen sig jo til virkningen og vil have mere, så jeg må finde en anden løsning.


En travetur tror jeg mere på, der er mildt udenfor, så det må være mit selvforkælelses projekt i dag.

PRØVEKLUD

Familien måtte nok engang prøve en ny opskrift af, men det var vellykket.

Helstegt hjortebov fyldt med hakkede svampe blandet med hvidløg og karry. Som sædvanlig lavede jeg lige lidt om, så kartofler, gulerødder, rødbeder og rødløg blev lavet på vanlig vis, skåret i passende stykker, ned i en plasticpose, olie og salt tilsættes, alt blandes godt og så ud på bagepapir og ind i ovnen.
Jeg var spændt på sovsen, for karrysovs forbandt jeg ikke lige med vildt, men det smagte så godt.

Nu slår vi mave, før fastelavnsbollerne og jordbærlagkagen skal på bordet.

Og der hygges, de unge mennesker snakker musik, film og design, og vi nyder samværet.

Børnenes fødselsdagsgave til faderen var to billetter til Oslo Gospel Choir koncert, og da jeg også gav ham billetter til Tamra Rosanes koncert, så skal vi rigtig have os en musikoplevelse i marts måned.

LYKSALIGE LØRDAG

Solen var på vej ned, da der blev tid til en travetur, mens fastelavnsbollerne hævede.


Vinden luftede lige tilpas på vej væk fra gården, men den ruskede godt i kinderne på vej hjem i strid modvind.


Jeg tænker så godt, når jeg går, og når jeg ælter dej. Det er sjældent, at jeg bruger røremaskinen til dej, jeg elsker at røre i dejen, og når jeg kan komme til at ælte med hænderne. Der bliver slået nogle slag i dejen, når jeg er irriteret.

Det er jeg ikke i dag, datteren har fortalt og vist billeder af sine projekter, og jeg forundres over, hvor ideerne kommer fra. Og så dog, vore børn har altid haft en livlig fantasi og skal jeg rose mig for noget i forhold til vores børn, så er det, at jeg har ladet dem udfolde deres fantasi herhjemme. Utallige gange er møbler blevet vendt rundt for at være sørøverskibe. Alle hynder og puder er hevet ned fra senge og sofaer for at agere skillevægge i en turtle/barbie by ude i gangen.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange rengøring blev droppet eller udsat til om aftenen, fordi vi var nødt til at bygge, klippe eller tegne en eller anden rekvisit til legen.

Jeg har elsket disse timer, og vore børn har været fantastiske til at sætte sig selv i gang med lege, men de har jo heller ikke haft en legekammerat lige om hjørnet.

Nu står hjorteboven i ovnen med en champignonblanding indeni sammen med kartofler, gulerødder, rødbeder og broccoli. En god middag sammen er slet ikke så ringe endda.

RUSK OG REGN

Udenfor rusker det godt, men ifølge nyhederne har det været en rolig nat. Når landmanden kommer tilbage fra stalden, kan jeg få en melding.


Turen over til affaldscontaineren afslørede, at det ikke regner lige nu, men blæsten tog godt fat i kameraet.


Jeg kan næsten ikke komme i gang med dagens dont. Det er det samme hver evig eneste gang, jeg sætter rengøring på programmet.

Men bagefter er der bagning, madlavning og hygge med hele familien, for datteren med kæreste og sønnen kommer hjem til spisning i aften, hvor vi fejrer landmanden endnu en gang.

Ha en god lørdag.

HYGGETID

Lys, rødvin, blomster, alle rekvisitterne er der til en hyggeaften, men det gør det jo ikke alene.


Så jeg nyder, at sønnen og landmanden er her sammen med mig.


Her er ikke gjort rent eller støvet af, men hvem ser det, når mørket falder på og de levende lys er tændt ;-)

LYSPUNKT

Han skal ikke ha skylden for vejret i dag. Jeg har før skrevet det, og det gælder stadig.

Det er ham, jeg forhåbentlig får lov til at blive gammel med.

Tillykke :-)

UD AT KØRE MED DE SKØRE

Lidt skør er man vel altid, og der var godt nok langt til Ølgod, men nu havde vi bestemt, at vi ville ned og høre Hjalte Tin fortælle lidt om hans og datterens MCrejsebureau og deres ture rundt i verdenen.
Det er ikke, fordi vi planlægger en rejse med dem, men spændende er det at høre og se alle de steder, de har været.

Når en gang landmanden og sygeplejersken kan holde tre ugers sammenhængende ferie, højst sandsynligt når vi kan sætte eks foran vore titler, så har vi en drøm om at køre til Nordkap på motorcykel os to alene. Indtil da kan sådan en aften med rejser til Vietnam, Cuba, Mongoliet og Afrika godt tænde en lille smule rejsefeber.

Jeg er stadig fuld af beundring over, at Hjalte og Nina Tin turde køre rundt i Sydamerika på motorcykel med to børn på 1 og 5 år i 1980, hvor der ingen mobiltelefoner eller GPS fandtes. Og de holdt sig ikke til de store veje, tværtimod kørte de bl.a. gennem en stor vildmark på grænsen mellem Bolivia og Paraguay. Allerede i 1981, hvor jeg læste om dem, beundrede jeg deres mod, i dag hvor jeg selv har to børn, gør jeg det ikke mindre.

Nu er der bestilt bøger om Østrig, så kan jeg begynde at læse lidt, og i aften talte vi også med flere, der havde rejst i Østrig. Gode staldtips er ikke at foragte. Og snart er der forår, og så kommer tiden med de mange små og store motorcykelture, jeg glæder mig.

DET GÅR FREMAD

Det blæser stadig udenfor, krukken på terrassen er væltet, men for hver time, der går, bliver der lysere.



Vasketøj bliver vasket og hængt op indendørs.

Fastelavnsbollerne til dagens møde og til to lækkersultne landmænd står og hæver.


Lastbilerne kommer i rutefart, først blev der leveret smågrise til stalden, sønnen kunne berette om især en doven lille tyk gris, den gad ikke gå ind i stalden, men stod lidt i egne tanker midt på rampen ;-).

Nu skal der læsses kartofler, landmanden kører frem og tilbage med trucks og sætter storsække med 1000 kg i hver på lastbilen, og sønnen laver fragtbrev.

Senere skal der leveres grise til slagteriet, så der er nok at se til.

Og nu må jeg også hellere få fingrene væk fra tastaturet, det skulle jo nødig blive overbelastet ;-)


Månedens skærmbillede er fra Norge, det gør mig glad.

DET LYSNER

Stadig er det mørkt, og det blæser, men lyset får mere og mere magt.

Den sidste lysdekoration spreder lys til morgen teen. Og der er varmt og godt herinde.

JEG HÅBER

Billedet her findes på Thorvaldsens museum, jeg kan blive helt misundelig af at kigge på den sovende amme. Se hvor dejligt hun slapper af, søvnen er god, forhåbentlig er hun udhvilet, når hun vågner.


Tænk at kunne falde i søvn for det første og dernæst at kunne sove til den lyse morgen uden at vågne med jævne mellemrum.

En gang sker det vel.

GENOPTRÆNINGSPOTENTIALE

Der er ord, som dagligt bliver nævnt på mit arbejde, og de bliver sagt ofte, og så pludselige en dag kommer jeg til at smage på dem. Ordene bliver anderledes, og jeg funderer lidt over dem.

Overskriften er sådan et ord. Genoptræning kan jeg bruge, at man trænes op igen, det ligger i ordet, og for mig er det et almindeligt dansk ord.

Da jeg røg ved siden af en trampolin i 2. g og anklens ledkapsel sprang tillige med ledbåndet, så blev jeg opereret, og bagefter fik jeg genoptræning hos en fysioterapeut på sygehuset. I dag er fysioterapeuten mange steder sparet væk, og man må selv sørge for at træne sig op igen til den funktion, man havde før. Det lyder på sin vis fornuftig nok, og så alligevel ikke. Jeg ved, at jeg ikke turde træde igennem på cyklen, for det gjorde jo ondt, 6 uger i gips, og muskler og led var stive, og jeg var bange for at gøre skade. Her var det terapeuten, som pressede mig til at gøre mere, end jeg selv turde, og derved fik jeg trænet min ankel op igen.

Er man apopleksipatient, er det ikke givet, at man kan træne sig op til igen at have samme færdigheder som før, og de færdigheder, man opnår, skal holdes ved lige resten af livet ved træning, ellers svinder de. Man kan også være for træt, for hårdt ramt, eller mangle gnisten til at træne, og måske mangler man erkendelsen af, at man har mistet færdigheder.

Her kommer så sidste del af overskriftsordet ind.
Potentiale: en mulighed eller evne for videre udvikling eller udfoldelse, som endnu ikke er kommet til udfoldelse.

Har patienten genoptræningspotentiale? Vi siger det konstant, og det betyder jo, om vi tror at patienten magter eller har evner til at træne på et af vore genoptræningssteder. Eller om vi skal tænke på plejehjem, mere hjælp i hjemmet, måske noget vedligeholdelsestræning ambulant.

Men jo mere jeg tænker over ordet, jo mere teknisk bliver det. Men det bruges jo overalt. Og vi ved, hvad vi lægger i det, og måske er det mere dette, at vi(terapeuter, læger og sygeplejepersonale) skal beslutte, om patienten kan deltage i genoptræning eller ej, jeg har det svært med.

Heldigvis er patient og vi ofte enige, og de pårørende bliver det også, når de lige har tænkt efter. Vi vil jo så gerne have vore elskede tilbage til det, de var engang, men sådan går det desværre ikke, når man får en stor blodprop eller blødning i hjernen.

Jeg synes stadig, det er svært at sige, at her sker der ingen fremskridt, at patienten ikke vil kunne magte genoptræning, og nogle gange giver vi dem en uge eller mere til, for at se om de kan gennemføre et træningsprogram, når de er knap så trætte eller afkræftet af andre sygdomme.

Men når jeg så f.eks. kommer tilbage efter 6 fridage, og så kan se, at her er intet sket, så må jeg nok erkende, at det er nu, vi skal tænke på, hvor patienten vil få den bedste pleje. Om familien kan klare det i hjemmet med megen hjemmepleje eller om der skal tales om plejehjem?



Taget fra samme sted, men i forskellige retninger.

I GAMLE DAGE

Dengang landmanden var barn, fik man varm mad om middagen og rester sammen med brasede kartofler, spejlæg og brød om aftenen.

Dengang jeg var barn, fik vi varm mad til middag om søndagen, indtil min mor sagde fra. Jo ældre vi blev, jo længere sov vi, og så gad hun ikke stå og knokle søndag formiddag, når vi knapt gad stå op af sengen for at spise maden.

I dagens Danmark får patienterne på de fleste sygehuse varm mad til middag og brød til aften, det betyder så, at jeg ikke får varm mad, når jeg er i aftenvagt.

Vi prøver at lave en ny rytme herhjemme. Jeg skal i aftenvagt i dag, sønnen og landmanden spiser jo sammen med mig til middag, og der er ingen, der kommer hjem i aften, så vi fik varm mad i dag. Hvad de to kære mænd så spiser i aften er ikke mit problem. Jeg ved, at der er rugbrød og pålæg i køleskabene både her og hos sønnen.

I dag var menuen stuvet hvidkål og medisterpølse, og selvfølgelig kanelsukker på hvidkålen, jeg ved godt, at nogle bruger salt og peber, men det smager jo slet ikke godt eller hvad? ;-)

Hvad er din yndlingsret med hvidkål i?

EN SEJ KVINDE

For år tilbage var min familie en af få familier, hvor ingen sygdom fandtes. Det ændrede sig for 12 år siden. Min mor fik da konstateret kræft, blev opereret, al kræft blev fjernet, så hun var en solstrålehistorie.

For ca. otte år siden blev min mor syg igen, hun havde bl.a. forskellige infektionssymptomer, og familien var hurtig til at frygte, at kræften var vendt tilbage (recidiv). Det var systemet ikke! Der gik 5 måneder fra de første symptomer, til at egen læge i afmagt over undersøgelsernes ventetider indlagde min mor akut, og så fik hun lavet den undersøgelse, der kunne bekræfte, at der var tale om recidiv. I en opfølgende samtale med ansvarlige kirurg sagde han, ”vi er ikke særlig aktive” i søgen efter dette. Underforstået, at det ikke kunne betale sig.

Nu havde min mor så recidiv af kræften, men operation kunne ikke komme på tale, før der var givet strålebehandling for at reducere svulstens størrelse. Der var 20 ugers ventetid! Min mor blev dårligere og dårligere, julen kom og alle tænkte, bliver det den sidste jul sammen?

Strålebehandlingerne kom i gang, og kirurgen på kræftcenteret(som ikke var der hun først var indlagt) var ærlig og fortalte, at ikke alle kræftcenter ville operere, men han ville. Fire specialeoverlæger opererede i 8 timer, og vi fik en mor, som nu var fri for kræft, men var tydelig afkræftet og døjede meget med smerter. Når jeg ser på billedet fra min datters konfirmation, er det tydeligt, at min mor har det skidt, men hun er og var sej, en ægte fighter og fyldt med livsvilje og livsglæde.

Kirurgen vidste godt, hvad der var galt, men turde ikke operere, fordi min mor var blevet meget lille og skrøbelig, fra før at være en damestørrelse som sine døtre var hun nu som sine børnebørn nede i de små damestørrelser.

Knap et år efter første operation havde min mor det så dårlig, at der måtte opereres. Herefter gik det godt, min mor bliver kaldt en solstrålehistorie af lægerne i Århus, vi andre kalder hende et lille mirakel, så store ord bruger læger ikke ;-)

Hun er sej, hun er stadig lille, et hårdt vindpust og vi må have fat i hende, så hun ikke flyver væk som Mary Poppins. Hun har cyklet, ønsket og fået helkropsdragt så hun kunne svømme på trods af diverse stomier, mine forældre er med i vandregrupper, litteraturkreds, bibelstudiekreds, min mor synger i kor, de går i teater, til udstillinger hist og pist, og ind i mellem er hun ved at tage pusten fra mig.

To gange har hun haft metastaser, og de er begge gange svundet, så man ikke kan se dem på scanning dels ved hjælp af kemotabletter, dels ved hjælp af laserbrænding.

Nu er de brudt frem igen, og hun må være gjort af særligt stof, for kemotabletterne virker, metastaserne var reduceret på sidste scanningsbillede.

Hun og min far er dem, der formede mig den første del af mit liv. Det er jeg glad for, de gav mig nogle værdier med i rygsækken, som har hjulpet mig i mit liv.

24 TIMER

Den korte version:

Sove 7 timer
Morgenmad, bad, støvsuge bil, tøjpakning 2 timer
Kørsel på jyske landeveje som passager sammenlagt 7 timer
Begravelse af kær faster med efterfølgende kaffesammenkomst i Hvide Sande 3 timer
Brunkål, billedforedrag om MCferie og hyggeligt samvær med MCvenner i Århus 5 timer

Den lidt længere version:

Min far er yngst af 15 søskende, og eftersom han er midt i halvfjerdserne, så giver det næsten sig selv, at der bliver færre af de ældre søskende. Nu er de 2 tilbage, inden for 3 uger er en søster og en bror død, mæt af dage, 88 og 90 år. Første begravelse var lige før juleaften på Sjælland, den kunne jeg ikke overskue at komme til. I går valgte landmanden og jeg at køre Jylland rundt og dermed nå både begravelse og komsammen.

Det var godt at hilse på fætre og kusiner, som det var lang tid siden, at jeg havde set. Min afdøde faster var et energibundt i sine velmagtsdage, og hun samlede bl.a. hele familien til stor familiefest derude i det barske Vestjylland. Jeg har nu fætre og kusiner, som er gået på efterløn, ja min ældste kusine er tre uger ældre end min far;-) så de er blevet sat på opgaven at samle familien igen. Min far skrev, lige efter han gik på efterløn, en slægtsbog, men desværre blev den ikke lagt ind på computeren, så det bliver så min og mine søskendes opgave at hjælpe min far med at finde originaludgaven, evt. disketter, og så overvejer vi at gå på nettet med en slægtsbog, som alle i familien kan opdatere i.





Vi har mødt så mange dejlige mennesker på vore motorcykelture, og i aftes var vi igen sammen med nogle af dem i det midtjyske. Jeg har aldrig smagt brunkål, det prøvede jeg så i aftes, og det smagte rigtig godt. Kokken var fra Thy, og hun afsluttede med en lækker lagkage, så vi var godt forspiste, da vi vendte bilen nordpå.

I dag går jeg stille rundt, jeg føler mig træt, men mon ikke der kan blive tid til en gåtur, det håber jeg, jeg trænger til at mærke vinden i mit ansigt.

ALENE HJEMME!

Hvem si’r
at man skal være stille
og holde mund
når man ik er lille.
Hvem si’r
vi ikke må lave ballade
og hoppe i sofaen
når vi er glade
i hvert fald ikke mig.

Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.

Måske er det først i næste uge, det går op for mig, at det er nu! Men lige nu har jeg det godt, og det var skønt at se min dejlige søn springe ud i bilen, storsmilende, for nu er det nu, far og mor bestemmer ikke mere.

Det gør vores børn jo så heller ikke her ;-)

Hvem si’r
man skal bli’ tyk og stor
og vågne tidligt og være sur.
Hvem si’r
man ska’ ha’ slips og briller
få ondt i ho’det og tage piller
i hvert fald ikke mig.

Hvis nogen si’r jeg skal være stor
så si’r jeg åh, la’ vær’
Tju Bang Chokolademand.
Det er mig, der bestemmer her.

SÅDAN

Forkølelsen sætter sine spor på kroppen: træthed, svedudbrud, tørre læber, sprukken hud under næsen, snøvlende tale etc. Så tanken om at sidde til feriemøde føltes ulidelig, to timer før meldte jeg fra, de fik mit mobilnummer, og jeg har ikke hørt noget, så mon ikke mit ønske blev opfyldt?

Det skulle det gerne være, for ferien er bestilt. Turen går til et kæmpe motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen og derefter videre rundt i Østrig, så har I gode rejsetips, er vi to, der lytter.


Jeg håber, at feriemødet gik bedre end sidste år, i år har ledelsen i hvert fald fra start af bekendtgjort, at man kun kan holde to uger i ugerne 26-33. Det er lige surt for folk med skolebørn og folk med ægtefæller, hvis ferie er fastlagt i de uger, men faktum er, at afdelingen sidste år under sommerferieafviklingen havde erfarne folk i alle vagter, og det gav en anden ro.


Roen er også ved at indfinde sig hos mig. Nu er ældste flyttet, og i dag hjalp vi yngste med at flytte alle de store ting, og i morgen går far og søn i gang med at sætte lys op. Weekenden står for døren, og jeg har stadig fri, det er da lige til at blive i godt humør af.

FOKUS

Gotd nok er der mørkt og trist, regnen gør det ikke bedre, men der er lyspunkter.


Min påskekaktus, som engang var en julekaktus, er nu blevet til en januarkaktus. Et dejligt syn på en mørk januarmorgen.

LIGE OG LIGE

Jeg skulle LIGE lave et indlæg, da vi var vel hjemme igen, men så var der også aftensmaden, så jeg satte LIGE vand over til sister Bondes kartoffelsuppe.

Indlægget blev skrevet, men så var der LIGE nogle blogs, jeg skulle læse, med et køkken som havde omdannet sig til en sauna som resultat.

Kvik-kvik skrællede jeg kartofler, og der manglede lidt bordplads til at skære porren i skiver, så jeg skubbede LIGE til et skærebræt, dominovirkningen udeblev ikke, nu er jeg et tekrus fattigere.

Tempoet blev sat ned, så slutresultatet blev godt. Kartoffelsuppe med røget kylling og gratineret ostebrød dertil. Godkendt af to landmænd :-)

DRIVING HOME

Tre timers kørsel, nogle ualmindelige gode chokoladeboller og en spændende højskole at se til. Datteren er nu afleveret, og vi nåede en lille tur rundt om højskolen.

Krabbesholm er en af Danmarks ældste og største højskoler. Den blev grundlagt i 1885
Den smukke hovedbygning er fra 1565 og rummer en riddersal, hvor den fælles information skulle gives, efter vi var kørt.



Datteren kom til at bo i museet, tæt op af hovedbygningen, og bagved lå de mere moderne bygninger med værksteder og undervisningslokaler.



Højskolen har udsigt over Limfjorden, og over på den anden side af vejen findes det industrielle havneliv med siloer og store bygninger.


Selv træerne er kreative på skolen.


Vejret hjemad var meget søvndyssende, så nu må jeg da være udhvilet.