EN SEJ KVINDE

For år tilbage var min familie en af få familier, hvor ingen sygdom fandtes. Det ændrede sig for 12 år siden. Min mor fik da konstateret kræft, blev opereret, al kræft blev fjernet, så hun var en solstrålehistorie.

For ca. otte år siden blev min mor syg igen, hun havde bl.a. forskellige infektionssymptomer, og familien var hurtig til at frygte, at kræften var vendt tilbage (recidiv). Det var systemet ikke! Der gik 5 måneder fra de første symptomer, til at egen læge i afmagt over undersøgelsernes ventetider indlagde min mor akut, og så fik hun lavet den undersøgelse, der kunne bekræfte, at der var tale om recidiv. I en opfølgende samtale med ansvarlige kirurg sagde han, ”vi er ikke særlig aktive” i søgen efter dette. Underforstået, at det ikke kunne betale sig.

Nu havde min mor så recidiv af kræften, men operation kunne ikke komme på tale, før der var givet strålebehandling for at reducere svulstens størrelse. Der var 20 ugers ventetid! Min mor blev dårligere og dårligere, julen kom og alle tænkte, bliver det den sidste jul sammen?

Strålebehandlingerne kom i gang, og kirurgen på kræftcenteret(som ikke var der hun først var indlagt) var ærlig og fortalte, at ikke alle kræftcenter ville operere, men han ville. Fire specialeoverlæger opererede i 8 timer, og vi fik en mor, som nu var fri for kræft, men var tydelig afkræftet og døjede meget med smerter. Når jeg ser på billedet fra min datters konfirmation, er det tydeligt, at min mor har det skidt, men hun er og var sej, en ægte fighter og fyldt med livsvilje og livsglæde.

Kirurgen vidste godt, hvad der var galt, men turde ikke operere, fordi min mor var blevet meget lille og skrøbelig, fra før at være en damestørrelse som sine døtre var hun nu som sine børnebørn nede i de små damestørrelser.

Knap et år efter første operation havde min mor det så dårlig, at der måtte opereres. Herefter gik det godt, min mor bliver kaldt en solstrålehistorie af lægerne i Århus, vi andre kalder hende et lille mirakel, så store ord bruger læger ikke ;-)

Hun er sej, hun er stadig lille, et hårdt vindpust og vi må have fat i hende, så hun ikke flyver væk som Mary Poppins. Hun har cyklet, ønsket og fået helkropsdragt så hun kunne svømme på trods af diverse stomier, mine forældre er med i vandregrupper, litteraturkreds, bibelstudiekreds, min mor synger i kor, de går i teater, til udstillinger hist og pist, og ind i mellem er hun ved at tage pusten fra mig.

To gange har hun haft metastaser, og de er begge gange svundet, så man ikke kan se dem på scanning dels ved hjælp af kemotabletter, dels ved hjælp af laserbrænding.

Nu er de brudt frem igen, og hun må være gjort af særligt stof, for kemotabletterne virker, metastaserne var reduceret på sidste scanningsbillede.

Hun og min far er dem, der formede mig den første del af mit liv. Det er jeg glad for, de gav mig nogle værdier med i rygsækken, som har hjulpet mig i mit liv.