søndag, januar 27, 2008

KROPPENS SPROG

Jeg er ikke den sygeplejerske, som trives med det akutte, intensive tempo, desto mere koncentration kræver det, når jeg så skal op i det tempo. Hele tiden skal jeg koncentrere mig hundrede procent, det er ikke rutine for mig, og det kommer der en reaktion på bagefter.

Jeg nåede hjem til te, kage og håndbold i fjernsyn, jeg klarede at se første halvleg, og så gik jeg ud.


Nu prøver jeg at komme op til overfladen igen, manglende søvn kombineret med en travl afdeling sætter sine spor. Aftenvagterne i går havde fundet en fast vagt, men trods det havde de haft en aftenvagt, som de aldrig ønsker sig mere. I dag fik vi heldigvis fat i ekstra hænder til i aften, så jeg håber, de får ro i aften. En sygeplejerske havde sovet hele dagen i dag, en anden havde slet ikke kunnet sove, alt havde hvirvlet rundt i en stor centrifuge, og sådan er reaktioner meget forskellige. Men det er vigtigt at få snakket om sådanne aftener, det er vigtigt at få observationer og handlinger vendt og drejet.

Min værste aftenvagt er stadig den juleaften, jeg var på arbejde. Sådan en vagt ønsker jeg ikke at opleve igen. Her var det ikke en enkelt patient, der blev akut dårlig og krævede intensiv behandling, men derimod mange dårlige patienter, som bare krævede så megen hjælp, som vi konstant var bagud med.

Min reaktion dengang var sygdom i fire dage (på fridage selvfølgelig, man er vel en god medarbejder), det ville ikke undre mig, hvis mine unge kolleger får en kropslig reaktion af en eller anden slags.

MEN tag ikke fejl, jeg er stadig vild med mit arbejde, og hver eneste dag oplever jeg en holdindsats som er langt bedre end håndboldherrernes, så i dag vil jeg tildele mine kolleger en flot guldmedalje for at være de bedste kolleger, jeg kunne ønske mig!

15 kommentarer:

  1. ih, altså Lene, du får mig til at tænke på den tid hvor jeg arbejdede på Gynækologist afd i Slagelse. VI var også akut modtagerafdeling..rigtig spændende i øvrigt. En sommerdag skulle vi alle på cykeltur, men kom ikke afsted til tiden, da der hele tiden kom akutte patienter...ordlyden var som følgende:" der kommer en akut"...." det ved jeg godt" ...."nej det er en ny akut"...og sådan blev det ved 13 gange... vi kom afsted på cykeltur, men ikke lige klokken 15.00, men sikke en tur vi havde...og godt vi kun var 25-30 år dengang....

    SvarSlet
  2. Det er jo det akutte jeg har brændt for, kunne ikke forstå dem, der var på sengeafdelingerne. Fra alt er stille og roligt, så til hæsblæsende travlhed i løbet af 3-5minutter, fedt.. Troede jeg ville komme til at savne det, men nej, er meget glad for det jeg laver nu.

    SvarSlet
  3. Anne, det lyder da spændende at I sådan arrangerede en cykeltur, men dejligt for aftenvagter og patienter, at I blev og hjalp :-)

    Jette, det er bare godt, at du trods skift til noget helt andet, er glad for ændringen.

    SvarSlet
  4. I har min dybeste respekt.

    SvarSlet
  5. Det er spændende at læse om dit arbejde, Lene. Jeg ved, du elsker det, men på mig lyder det opslidende. Nok især de skiftende vagter, som jeg kender så godt fra mit arbejde i 30 år.Men også stressfaktoren.

    SvarSlet
  6. Lene, jeg holder så meget af dine refleksioner - både pga varmen og engagementet - men også fordi du "fastholder" min opmærksomhed på mennesker som stille og roligt -og her tænker jeg altså ikke på arbejdstempo'et ;-)- sørger for at vi alle kan være trygge(ere) i dette land - end så mange andre steder - mht hvad der kan ske med én eller ens kæreste hvis sygdom rammer ... Ikke nok med at man kommer i kompetente hænder, til de hænder hører gode hjerter og hjerner - jeg tilslutter mig guldmedaljen fuldt ud - til Jer allesammen!

    SvarSlet
  7. I får også en guldmedalje af mig. Jeg sidder lige nu med tårer i øjnene..over, at der findes mennesker, som Jer. I giver bare SÅ meget af Jer selv til andre, som har så hårdt brug for Jer.
    Dyb respekt og TAK.

    SvarSlet
  8. Tror ikke der er nogen, som tager fejl af dig Lene - det lyser jo langt væk, af alt, hvad du skriver: din kærlighed til jobbet og dine medmennesker.

    SvarSlet
  9. madame, de skiftende vagters virkning på min krop er også det, der kan få mig til at ændre retning.

    Et cetera,Johanne og sister, tak :-)

    SvarSlet
  10. Håber, du stadig holder hovedet oven vande, Lene.
    Guldmedalje til alle jer på afdelingen!

    SvarSlet
  11. Kan kun tilslutte mig de andre kommentarer: Godt at din slags findes i hospitalsvæsenet, for det er jo lige der at vi mennesker er fuldstændig afhængige af dig og dine kolleger.Men med fare for at gentage mig selv, er jeg nødt til igen at minde dig om at passe på dig selv!Ved du brænder for dit arbejde og det er godt, men du kan jo se hver dag at det er vigtigt at passe på sig! Men I fortjener den guldmedalje, og det er ikke "kun" i fjorten dage I har kæmpet! Krammer herfra ...

    SvarSlet
  12. Conny, Tak, lige nu er jeg træt, men jeg håber det mere er pga januar måned som sådan :-)

    fru koch, du har ret, og jeg tænker virkelig meget på det, fordi jeg føler mig så træt hele tiden, men jeg tror altså også det hænger sammen med den alder jeg er i lige nu.
    Og tak for dine ord og krammet :-)

    SvarSlet