En del af landmandslivet er sortering af kartofler, det har jeg vist før beskrevet, men kort handler det om at sortere de grønne, de grimme og de revnede fra spisekartoflerne. Affaldet henter landmænd til deres kreaturer.
At der også skal sortereres ved grisene skulle ikke være meningen, men efter vi stoppede selv med at have søer og dermed smågrise, så køber vi nu smågrise fra en anden svineavler. Nye smågrise kommer hver 14. dag, de står i hold på lastbilen og kommer ind i stalden som sådan.
Sådan et hold skal gerne være nogenlunde ligeværdig, altså ca. samme størrelse og statur, for ellers sætter kampen ind. Dvs. de små i sådan et hold får sværere ved at komme til truget og til vandet, her er der ingen kære mor, den stærke vinder. Så landmanden og sønnen bruger tid på at sortere, de kigger på grisene, flytter rundt i stierne, indtil holdene hver især er af samme størrelse. Det er noget af et arbejde, og egentlig ville det være lettere, hvis den anden landmand lod være med at blande sine kuld ved læsning, men det er ikke lykkedes endnu at få det forklaret, så der sorteres stadig.
Dengang vi havde smågrise, oplevede jeg, at landmanden af og til byttede rundt på smågrisene, og jeg var i vildt oprør over, at de blev flyttet fra deres mor. Så viste landmanden mig, hvordan en lille gris i et kuld blev holdt væk fra soen, ikke fik mælk, skrantede og hvis ikke landmanden gjorde noget, ville den dø.
Så han lavede ammesøer, en so, hvor grisene var blevet store nok til at klare sig uden hende, fik et kuld grise eks. 2uger gamle, de var af samme statur og størrelse. Den so, hvorfra de blev taget, fik så et kuld et ugers grise, og den so, som de var fra, fik så de små nyfødte skrantende grise, som ellers var dømt til at gå ved hver deres so og blive mobbet af de andre i kuldet. Kunne du følge med? ;-)
Fandt søerne sig i det? Ja når bare de kunne komme af med deres mælk, så accepterede de hurtigt de nye grise. På den måde sørgede landmanden for, at alle grisene fik mad og drikke og voksede sig store og stærke. Godt for dyrene og for os, som jo lever af, at så mange grise som muligt er sunde og raske til at komme på slagteriet.
Det var dog et kæmpe arbejde at have søer, og det harmonerede ikke med et kartoffelbrug som vores, så vi måtte sætte søerne ud og har nu kun slagtesvin. Men de bedste grise, vi har haft, var dengang, hvor vi havde begge dele.
Og DU sagde, at der ikke var ord i dig :-) Tak for et interessant indlæg, som både Husbond og jeg har læst lige nu, hvor vi er kommet lidt til hægterne igen.
SvarSletHvor er det synd, at det "gamle" landbrug langsomt forsvinder til fordel for specialproduktioner i overlevelsens lys (ved GODT, det er nødvendigt, Øv)
Men den gamle landsbrugskultur i Danmark forsvinder, og det er ærgerligt.
Jeg forstår godt, at egne søer var de bedste, det var jo Jeres, og I vidste, hvad i havde med at gøre. Men vi forstår bestemt helt igennem, at det har været nødvendigt for Jer.
Vi har haft stor glæde af at læse indlægget, og det gav samtalestof over eftermiddagskaffen.
Vi kan drage konklusioner helt ned til, at vi i tidernes morgen oprindelig startede med at have 2 små kalve gående ude i vores stald. Men som tiden gik, måtte vi opgive det foretagende. Det blev for dyrt og papir-bøvlet med dyrlægeregninger og indberetninger til Landbrugs-et-eller-andet...og vi hyggede bare med at have 2 små kalve gående til eget brug.
Måske en underlig sammenligning...men bare for at fortælle dig, hvor samtalen førte hen :-)
Johanne, godt det gav anledning til en god snak, og papirvældet for at have lidt husdyrhold til eget forbrug lyder godt nok til at være for meget.
SvarSletDet gammeldags landbrug var da udefra set skønnere, men landmænd vil jo også tjene penge til ferie og forbrug, og vil også gerne have ferie, og arbejdsforholdene, hvis man har ansatte, skal jo også være i orden, så det ender med mere rationaliseret drift.
Endnu engang fik sygeplejersken lige min husker bombet tilbage i tiden. Så pludselig din beskrivelse fra min barndom, hvor akkurart det samme skete ude i stalden. Husker det store arbejde, der var, søerne her blev sat til at få smågrise samtidig, og da grisene ankom, var der det samme sorteringsarbejde her. Den sti, de mindste grise kom i, blev også til tider udstyret med en "varmelampe" eller hvad den nu hedder.
SvarSletDet var til tider nogle småkravl, enkelte gik til alligevel på trods af foranstaltninger, til sidst blev det for bøvlet med grisene, og når der skulle nogle til huse, blev de i stedet købt på landboauktion. Undskyld, det var ikke meningen, der skulle skrives en mindre roman, fingrene smuttede bare...
Puk, det hedder varmelamper, og dem brugte vi også i smågrisenens hjørne, der lå de trygt og godt. Dejligt at jeg kan sætte gang i erindringsspor :-)
SvarSletTak, Lene, ordet var pludselig væk, kunne bare se den i hjørnet af stien.
SvarSlet