SMÅ BOBLER

Det er ikke den lækre Asti i går aftes, jeg tænker på lige nu. Vi havde en rigtig hyggelig aften med svoger og svigerinde med dejlig lækker mad og hyggeligt selskab.

Næh boblerne kommer et helt andet sted fra.

Det nye år startede på arbejdet efter 4 times søvn. Note til Lene: det er ikke meget, når man er en gammel kone!

Afdelingen er fyldt med patienter, som er hårdt ramt og dermed også meget plejekrævende. Men vi var et godt hold, så dagen gik med muntre bemærkninger, dette var til glæde for både personale og patienter. Og små bobler af glæde i min mave.

Der er rejst/rejser 7 erfarne sygeplejersker, men det er ikke noget i forhold til en af vore niecers arbejdsplads. Her er de oppe på 11, der er rejst bl.a. pga. en chef, som nu også er gået. Det er barske vilkår for en sygeplejerske, som nu står som en af de mest erfarne med 2½ års anciennitet. Hun er dygtig, hun er sej, og hun er vild med sit speciale, men når man nærmest altid er i nattevagt, altid bliver ringet til på sin fridage, så bliver det hårdt. Heldigvis har hun lært at sige nej, og jeg håber for hende, at det snart vender, at personalet finder arbejdsglæden igen.
Hos os er personalets glæde ved hinanden en stor styrke. Det gode humør, den sorte humor og hjælpsomheden gør, at jeg nyder mit samarbejde med mine gode kolleger.

Jeg har henover julen fået lov til at være meget hos en patient, og i de sidste to dage har jeg høstet frugten af dette. Det gav flere bobler i maven.

I betragtning af at patienten ikke forstår dansk, er ramt på talen og også lidt på forståelsen, så fungerer vi godt sammen. Mit kropssprog er i den grad i brug, og jeg taler samtidig, hvilket havde undret en af mine kolleger i går, for patienten forstår jo ikke dansk. Men jeg er overbevist om, at min tilgang til patienten bliver på en anden måde, når jeg agerer, som om patienten forstår det, jeg siger. Jeg gør det samme, når jeg plejer en bevidstløs patient, for ellers bliver patienten nemt en ”ting” som bare skal vendes og vaskes, og så bliver mine hænder ”hårde”

Fagligt er vi i samarbejde med terapeuterne også nået længere nu med patienten, jeg føler en større faglig tilfredsstillelse nu end for en uge siden.

I går sagde jeg farvel til to gode unge kolleger, men når jeg ser på apopleksigruppens personale, så er jeg stadig fuld af fortrøstning. Forhåbentlig holder tidsplanen, så vi i starten af 2009 kan flytte ind i en nyrenoveret afdeling, det trænger vi til.

Må 2008 blive et år med udfordring, faglig udvikling, arbejdsglæde og ikke alt for mange plejekrævende patienter på en gang, således at flytningen til ny afdeling i 2009 bliver med et engageret og glad personale.