TRE KVINDER

Madames indlæg om grum læsning fik mig til at tænke tilbage. For tre år siden skulle der ske noget andet end arbejde og hjemmearbejde, så jeg meldte mig til en litteraturkreds.

Jeg var den yngste ;-), men det var rigtig hyggeligt, og det gjorde, at jeg fik læst tre bøger, som jeg ellers ikke ville have gjort. Lad det være sagt med det samme, jeg er hundedårlig til at huske handling i bøger, men fordi vi diskuterede bøgerne bagefter, har jeg mere erindring om dem end andre bøger.

Første bog var af Lise Andersen ” Født under stjernerne”, en roman som tager udgangspunkt i en virkelig person, nemlig en irakisk-kurdisk kvinde, som kommer som flygtning til Danmark. Historien foregår i Irak og under flugten og omhandler hendes liv i skyggen af de rædsler, der foregik og om hendes fødsler i Irak og under flugten, En bog, der var letlæst og samtidig oplysende. Lise Andersen har været sundhedsplejerske i min kommune, så hver gang jeg bagefter mødte kurdiske flygtninge i byen, så tænkte jeg på slutordene, danskerne smiler aldrig, de virker så indelukkede, så takket være den bog har mange kvindelige flygtninge fået et smil, når vi mødtes på biblioteket.

Næste bog var AnneMarie Løns ”Hvis Barn”, og den var grum. Bogen springer i tid og sted og var svær at komme ind i, men starten er en lufthavn et eller andet sted i verdenen, hvor et ældre par står med et skrigende spædbarn. Vi er i iagttagerens rolle, barnet ser dårlig ud, det ældre ægtepar holder på barnet, som om de ikke kan udstå det, og de gør intet for at lindre barnets gråd. Og herfra fortælles så historien, her er både overgreb mod børn i Danmark og i Afrika. Her er svigt fra forældres side i samme lande, og her er en ung kvindes kamp for at finde sit liv. Her husker jeg vores undervisers spørgsmål, om vi troede, der var håb for den unge pige. Mit svar var ja, men jeg er også ukuelig optimist, realisterne mente nej, men jeg havde så svært ved at læse den bog færdig, så jeg måtte tro på, at der er håb for menneskeskæbner som den unge kvinde.

Sidste bog var Charlotte Strandgårds ”Uden Hjem”, en bog om en midaldrende kvinde, hvis sikkerhedsnet forsvinder den dag, hendes samlever dør, og pga. forskellige omstændigheder ender med at leve som hjemløs. Charlotte Strandgård prøvede at leve sammen med de hjemløse, før hun skrev bogen, og det, synes jeg, bogen bærer præg af. Den virker meget realistisk og gav mig en helt anden indsigt i, hvordan livet leves på gaden og i herberg.

Tre forskellige danske kvindelige forfatter og tre forskellige kvindeskæbner, men samlet set har de givet mig en anden indsigt, end jeg havde, før jeg læste bøgerne.

Jeg får helt lyst til at finde en litteraturkreds igen.