LØRDAGSOPSTARTSVANSKELIGHEDER

Hvis jeg nu kunne finde ud af at downloade det dersens wordfeud til landmandens julegave, mon så ikke jeg kunne få mange point for overskriftens ord?

Det er så slet ikke missionen for i dag. Planen er: en lang gåtur, endnu et forsøg på at få en hulahopring i sving om min bævrende talje, men mest af alt skal jeg have læst artikler og bøger. Landmanden er kørt på opdagelse tidligt i morges, og Istvan syntes så, han herefter skulle gøre mig opmærksom på alt, der lavede en lyd udenfor. Nu er vi stået op, har begge spist morgenmad, og lige nu prøver jeg at finde kickstarteren til min energi.

Mon din lørdag er fyldt med spændende planer, jeg håber det.

 

USPORTSLIG!

Er der noget, jeg ikke kan snuppe, så er det massiv pibekoncert under andres nationalsang. Hermed har jeg tabt alt for de serbiske tilskuere. Det siger måske også noget om, hvorfor der er indkaldt 5000 sikkerhedsfolk for at passe på det kroatiske publikum.

Men jeg ved jo, at hadet er gensidigt, landmanden har lige været i Kroatien, og de lægger ikke skjul på hadet dernede. Jeg håber, at de en skønne dag kan om ikke elske hinanden så dog tåle hinanden. Det bliver vist en hadets kamp i stedet for en håndboldkamp.

HJEMMEARBEJDSDAG

Nogen er gode til at arbejde hjemmefra, de er diciplineret, de når langt mere på arbejdsfronten og den private front. Andre går i gang med tusinde ting og når sjældent at få dem færdige, og måske må de arbejde hele aftenen med.

Jeg er vist lidt midt i mellem. Da jeg arbejdede med i kartoflerne og havde to små børn, som var i dagpleje/børnehave/skole, mens vi sorterede kartofler, udnyttede jeg hvert et minut i mine pauser. Opvask, tøjvask, indkøbssedler osv. blev ordnet undervejs, så jeg kunne koncentrere mig om de kære børn, når jeg havde hentet dem.

I går fik jeg regnskabet gjort færdig, men jeg nåede heller ikke mere; i dag har jeg læst udkast af artikler, og enkelte er jeg gået dybere ned i, alt skal dokumenteres, så jeg senere hen kan forklare overfor dels min gruppe dels i vores opgave, hvorfor jeg valgte artiklerne fra eller til. Der er dog blevet tid til den traditionelle fredagsformiddagskaffe med rundstykker sammen med medarbejderne. Jeg er slet ikke færdig med studierne, så lørdagen må tages i brug, for nu tager jeg til jubilæum hos en af mine kolleger. 25 år har hun været sygehjælper/social-og sundhedsassistent på neurologisk afdeling, og hun er stadig fuld af nysgerrighed og undren. Da jeg var ung sygeplejeelev, troede jeg, at alle, der havde været mere end 5 år på en afdeling, var groet fast, hjernen var holdt op med at fungere osv, derudover var alle over 30 nærmest skindød, så de kunne selvfølgelig ikke bidrage med noget. Jeg er blevet klogere ;-)

God fredag til dig.

FRA JORD TIL BORD

Madlavning er ikke min yndlingsbeskæftigelse, men i og med at jeg i 29 år har lavet mad rundt regnet 300 dage om året, dvs 8700 dage ( højst sandsynligt for lavt sat), så kan jeg godt finde ud af at lave mad, både til hverdag og til fest. At lave mad fra bunden af kan jeg sagtens finde ud af,men ofte hopper jeg over, hvor gærdet er lavest. Af samme grund er det her ikke en madblog.

Det er dog en tilfredsstillelse at få brugt alt, hvad man køber ind, så derfor får du denne beretning om maden i denne uge. I mandags tog jeg en pose med oksespidsbryst op af fryseren, jeg har før lavet det i ovnen, denne gang kogte jeg den, og til sidst kom der nyindkøbte selleri, gullerødder og porrer i. Resten af tilbehøret finder du her. Suppen blev sat i køleskabet, resten af kødet blev delt, det fede fik Istvan, det andet blev skåret i tern til tirsdagens aftensmad.

Tirsdag blev en halv pakke ægnudler, som havde gemt sig i skabet, kogt og bagefter stegt i olie på panden, kødet kom oveni og blev varmet. Tilbehøret tog udgangspunkt i grønne asparges og en agurk, der trængte til at blive spist. Sammen med broccoli i små stykker og ærter fra fryseren blev det til en god salat, som blev overhældt med en sennepsdressing bl.a med resten af citronsaften fra dagen før.

Onsdag stod den på rugbrødsmadder til landmanden og A38 med noget af det ymerdrys, der trængte til at blive spist, til mig.

I dag tog jeg suppen, siede fedtet fra, skar selleri og gulerødder i tern, lavede selv melboller og brugte en lille rest svinefars fra fryseren til hjemmelavede kødboller. I fryseren lå gulerodsboller, som var blevet lavet på A38, der også trængte til at blive spist. Et par stykker af dem blev tilbehør til suppen.

I morgen ryger de sidste porrer sammen med skinkestrimler i en tærte. I aften bliver mælken, som er over sidste holdbarhedsdato (ingen af os drikker mælk) rørt sammen med gær, mel, havregryn og lidt olie, så kan det hygge sig i køleskabet til i morgen, hvor det ryger i ovnen som boller. Nu mangler jeg så blot at se muligheder for peberrod og resten af det ymerdrys, som blev købt en gang, jeg fik trang til ymer med ymerdrys.

Og ja, min blog ser anderledes ud, jeg kom til at trykke på en knap, så jeg ikke kunne fortryde min leg med blogdesign, så nu må jeg vænne mig til, at det gamle look nu er væk.

ALENE PÅ GÅRDEN

Om efteråret har vi 3 mand ansat, der er travlhed og arbejdsdagen forlænges, resten af året plejer der at være to mand, den ene på fuld tid, den anden i perioder på deltid. Nu er vores unge mand, som er driftslederuddannet, rejst, han skal læse videre. Landmanden har valgt at klare kartoffelsorteringen med den deltidsansatte og en fra et vikarbureau. Det betyder, at der 1-2 dage om ugen kun er ham selv på gården. Det giver mere arbejde til ham, mindre lønudgifter og lidt mere frihed. Frihed i form af at han skal klare tingene selv, men når han selv vil.

Nu tænker du måske, hvad laver en landmand så, når det er vinter? Vi har ingen dyr, han kan ikke sortere kartofler alene, kan han ikke bare sætte sig ind i stuen og slappe af? Du kender det jo selv, der er altid noget, der skal ryddes op, gøres rent, noget du har udsat fra de travle dage, sådan er det også her. Det er typisk de dage, hvor jeg på et tidspunkt beder ham om at gå på kontoret og rydde op og sortere i de bunker, jeg ikke kan tage stilling til. Der skal gøres rent i kartoffelhuset, der skal hentes træpiller til stokerfyrene, der skal repareres osv. Dagen skal nok få ben at gå på, det skal min også. Jeg har studiedag de næste to dage, først skal jeg have lavet landbrugets regnskab, derefter skal der læses artikler og bedømmes, om de kan bruges i vores litteraturstudie. Så vi har begge nok at se til, men det føles ikke helt som en almindelig arbejdsdag, fordi vi er alene på gården.

God frostklar torsdag til dig.

DET TÆNKER VI IKKE PÅ!

Der havde været en bil inde på gårdspladsen, en lastbil af en slags. Vi satser på, at det var renovationsbilen, der var tidligt ude, og hvorfor han skulle gå op og kigge ind af døren, hvis han da gjorde det, tænker vi ikke på(læs = vil Lene ikke tænke på) Godt det ikke er nu, at landmanden skulle på jagttur i flere dage.

Og typisk mig, så skal jeg i hvert fald ikke ud og gå tur i tusmørket, mens landmanden er til frisør. Det motion jeg får i dag, må blive opvarmningen til korsang i aften.

Sløret billede af to rådyr, men jeg nød synet på gåturen i forgårs.

HVEM DER!!!

Det er midt om natten, gårdens beboere sover sødeligt. Pludselig rejser hunden børster og gør vildt og inderligt. Fruen på gården sover stadig sødeligt, en nedsat hørelse kan sommetider være en fordel. Landmanden derimod vågner, går søvndrukkent ned til hunden, i natten ser alting anderledes ud, så det synes, som om der er en skikkelse ved døren, så overskriften råbes højt. Det var der så vist ikke.

Landmanden går i seng igen, men nu er fruen vågnet og vil have besked. Det er jo helt forkert, det er fruen, der hører mærkelige lyde og ser skikkelser i mørket, ikke landmand og Istvan. De to skal være rolige og beroligende, det er de sådan set også, de falder nemlig hurtigt i søvn igen.

Det gør fruen så ikke, i hvert fald ikke med det samme. Det sjove er, at drømmen derefter kan jeg huske, hvad jeg normalt ikke kan, og jeg havde ikke styr på noget som helst i den drøm.  Måske er det kombinationen af at blive forskrækket og så drømmen, der endnu sidder i mig, for jeg er lidt ved siden af mig selv lige nu. En kop te, et bad og en god køretur, mens solen står op og med god musik dertil, så er jeg sikker på, at jeg nok skal finde sammen på mig selv.

Må din dag føles tryg og god.

TÆNKE TÆNKE TÆNKE

eller måske er det skærm, skærm, skærm, der er årsag til hovedpine. Jeg håber ikke, jeg allerede skal have ny brillestyrke, for så kunne jeg da få hovedpine af at tænke money, money, money.

Når mine børn klagede over ukarakteristiske symptomer så som hovedpine, kvalme og svimmelhed, så kunne de nærmest udenad moderens spørgsmål: Har du fået nok væske, søvn og frisk luft?

Jeg kunne svare ja til de første to, da jeg kom hjem med hovedpine, nu kan jeg svare ja til det sidste også, og hovedpinen er væk.

HVOR SKAL VI HEN?

Når jeg læser faglitteratur, spejler jeg det hele tiden i i min praksis for at se, om det giver mening. Gårsdagens lektie handlede om kampen for at komme videre i livet. Måske husker du, at jeg pludselig ikke kunne se meningen med det, jeg arbejdede med, nyttede det overhovedet noget? Her i dette kapitel fandt jeg svar. Forfatteren har fulgt mennesker med traumatiske rygmarvsskader i to år efter ulykken og interviewet dem undervejs. En af konklusionerne blev, at for at kunne finde viljen til at kæmpe, skulle man kunne se meningen med livet.

Forfatteren bruger en eksistenspsykologs teori om mening i livet(Victor Frankl) I vores hverdag, her og nu, inddrager vi vores fortid, vi lever livet, og fortid bliver til nutid, og ud fra det har vi en formodning om, hvordan vores nærmeste fremtid bliver. Og det giver mening i vores liv. Når livet splintres, kan vi ikke bruge vores fortid til at give os en formodning om, hvordan fremtiden bliver. Alt er forandret, og vi mister meningen med livet. Her er det de professionelles rolle at hjælpe til at danne en ny forestilling om fremtiden, f.eks ved at fortælle om andre patienters fremskridt eller at påpege de fremskridt, der sker og være dem, der tror på, at det bliver bedre. Forfatteren beskriver denne proces som patientens indre forhandlinger, hvor patienten skal gendanne meningen med livet. Når patienten kan se en fremtid, kan han bedre udholde en barsk nutid.

Det giver mening for mig. Og resten af kapitlet glæder jeg mig til at få tænkt mere over, det handler nemlig om, hvordan patienten kan kæmpe sammen med de professionelle mod et fælles mål eller hvordan patienten kan komme til at kæmpe mod de professionelle og sig selv, og hvordan det tapper kræfter.

Giver det her mening for dig? Uanset hvad så ønsker jeg dig en god dag.

VIL DU MED?

En studiedag med indbygget solskin udenfor vinduet må nødvendigvis indebære en lang gåtur. Så da kapitlet i patientologibogen og to artikler var læst, trak jeg vandrestøvlerne på, de gode jagtsokker kom på sammen med min lune windbreakertrøje og kameraet på maven, så var jeg klar. Udenfor afslørede gårdspladsen at jeg ville skulle skøjte mig frem ad vejen, så frosten afgjorde sagen.

En tur langs markerne var en mulighed, det har været udelukket hele efteråret pga det meget vand, men nu kunne frosten holde mig ovenvande, og vandrestøvlerne kunne støtte mine fødder hen over stubbene.

Ahh, frostluft, solskin og motion, findes der noget bedre?

Jeg håber, at solen skinner på dig, og at du får tid til at indånde den friske luft.

ANERKENDELSE

To af mine kolleger skulle til konference for danske neurosygeplejersker, det blev lidt hurtigt bestemt, for der skulle først være tilsagn om penge fra en fond.

På afdelingen hænger de to posters fra den europæiske apopleksikonference, den ene er udsprunget af et projekt, som jeg var med til at starte op sammen med vores socialrådgiver. Vi havde sammen med neuropsykologen lavet en instruks, så det fra at være noget, der skete, når vi havde tid, nu er et tilbud, vi giver børn mellem 6- 18 år med forældre med en hjerneskade. Tilbuddet er en samtale med en sygeplejerske og enten socialrådgiveren eller neuropsykologen, for det har vist sig, at børn nemt bliver glemt i det akutte stadie. Min afdelingssygeplejerske syntes, vi skulle have det projekt med til Hamburg, jeg syntes ikke, vi havde nok at vise frem. Vores uddannelsesansvarlig, som har en kandidatuddannelse, foreslog, at vi lavede et fokusgruppeinterview med sygeplejersker, socialrådgiveren og neuropsykolgen om oplevelsen af, hvad børnene spurgte om, hvad der var svært og hvad der var godt ved samtalerne. Fokugruppeinterview er en del af den kvalitative forskningstilgang. Man kan ikke umiddelbart generalisere til andre steder, men et sådan interview kan finde temaer, som andre måske kan bruge i deres praksis eller forskning. Posteren blev lavet af vores professionelle fotoafsnit på sygehuset i samarbejde med den uddannelsesansvarlig sygeplejerske.

Lige før mine to kolleger skulle af sted, spurgte jeg, om det ikke var muligt, at den poster kom med, den ene kollega havde været med mig i Hamburg, og jeg havde brugt hende som sparringspartner i forhold til, hvad jeg ville fortælle folk, der spurgte til projektet. Min chef var hurtig på tastaturet og i løbet af en time blev posteren godtaget til posterudstillingen. Min kollege var mildt sagt noget bekymret for at skulle præsentere den, vi andre havde fuld tillid til hendes evner.

I torsdags fik jeg en begejstret kollega i røret, posteren fik prisen for bedste poster og indlæg! Sådan, nu har vi sat vores afsnit på Danmarkskortet, det plejer altid at være de andre store sygehuses afsnit.

JEG BEHØVEDE SLET IKKE AT LEJE

Jeg var jo inviteret til forpremiere i biografen og ville gerne se de tre foregående film. Så er det jo herligt, at TV2 viser dem alle i den her weekend som optakt til premieren i næste uge.

Nu vil jeg se, om Tom Cruise ændrer sig lige så markant som fra etteren til toeren, hvor han gik fra at være den kortklippede, veltrimmede til den lidt mere langhårede og muskuløse helt. Kan I andre så hygge jer med Lykke, eller hvad I nu skal lave denne søndag aften.

PLANERNE ÆNDRES

Når nu jeg synes, at jeg hellere vil være hjemme og strikke, se film og læse, hvorfor er det så, at jeg synes, at jeg skal være kulturel? Så nu har jeg danset lidt sammen med Charlotte Bircow, vundet et stort garnnøgle op, surfet lidt rundt i blogland og spist en god frokost.

Om lidt omdanner jeg spisebordet til studerebord, tager strikketøjet med derhen, henter søndagskruset med teen og lader roen fylde denne dag også.

God søndag til dig

BAMBI PÅ GLATIS

Hvor tøsneen i går var god at gå i, var det lige det modsatte i dag. Kombinationen af smeltet sne og frost gjorde vejen til en risiko for brækkede ben, så jeg glædede mig over mine vandrestøvler og gik forsigtigt ved siden af vejen. Græsset var mere ujævn og dermed ikke så glat at gå på.

Sådan en gåtur løsner op for meget, jeg fik tid til at tænke over forskellige artikler i dagens avis. En af dem omhandlede udlændinge i Danmark, her specifikt de højt uddannede, og at det kunne godt være, at skatten var høj her i Danmark, til gengæld havde de her i Danmark mulighed for både at have en karriere og være forældre. Og det sidste talte meget for Danmark. Det samme har jeg hørt både en kvindelig læge (Ph.d. og undervejs i speciallægeuddannelsen) og en sygeplejerske fortælle. Begge kommer fra Tyskland og her havde kombinationen af kvinde, karriere og mor trange kår.

Da landmanden og jeg var ung, var der stor arbejdsløshed blandt tømrere, så vi var på vej til England, det blev så ikke til noget, fordi landmanden alias tømreren blev usikker på sin kommende arbejdsgiver. Vi snakker af og til om, hvordan livet ville have formet sig, hvis vi havde slået os ned i England. Nu endte vi i stedet på en gård langt ude på landet, noget jeg ville have forsvoret, sådan kan livet sende os i andre retninger, end vi planlagde.

Nu vil jeg se, om min søndag bliver, som jeg har planlagt den. Har du planer for din søndag?

LØRDAG PÅ GÅRDEN

Her har man en lørdag, hvor der kunne puttes masse af oplevelser ind. Og hvad sker der så?

Ingenting! Efter vi hver især havde lavet det, der skulle laves, er resten af dagen drysset væk. Jeg strikker og læser, landmanden ser fjernsyn og sover lidt ind imellem.

Nu er aftensmaden indtaget, en tallerken med tre stykker hjemmebagt rugbrød, hjemmelavet hjorteleverpostej, hjemmelavet rullepølse og så en sildemad. 1 hvidtøl og 1 citronvand blev mikset til yndlingsdrikken ved juletid, men det er vel også passende på en dag, hvor jorden blev hvid, langt om længe.

Mon din lørdag har budt på gode oplevelser?

KROP OG LEGEME

Er der forskel på de to ord? Betyder de ikke det samme? I følge sproget.dk er de synonymer. Men i Merleau-Pontys verden er kroppen hele mig, min bevidsthed/sjæl og min fysiske krop. Vores underviser valgte derfor på dansk at skelne mellem krop og legeme, så kroppen stod for det hele menneske og legemet for den fysiske krop. Vi vil måske gerne sige, at vi ser på det hele menneske som et, men faktisk er vi gennemsyret af dualismens tankegang.  “min krop svigter mig, min krop gør ikke som jeg vil”. Vores undervisers påstand er, at vi i dag lever i den omvendte dualisme. Hvor det før hen var intellektet, der var ophøjet, er det i dag kontrol over vores krop, der er ophøjet. Vi skjuler, hvis vi skulle være begavet med en større intelligens.

Når jeg ser på ideen om kroppen som hele mig, at jeg erfarer og erkender gennem kroppen, kan jeg genkende nogle af de måder, vi arbejder med at hjælpe den apopleksiramte til at danne hypoteser og problemløse som tidligere. Jeg synes det er rigtig spændende, det der lige nu nager mig er, at jeg jo som tidligere skal skrive en afsluttende opgave på det her modul. Den opgave starter som sidste gang med en gruppedel først, som er et litteratursøgningsstudie, og min gruppe valgte i første gruppeøvelse at fokusere på, om der findes undersøgelser af patienters oplevelse af opfølgende telefonsamtaler efter indlæggelse. Det ville være oplagt at gå videre med det emne, men har det relevans for min praksis, hvor man ikke bruger opfølgende telefonsamtaler? Jeg er slet ikke i tvivl om, og jeres kommentarer bekræfter også dette, at man ofte har spørgsmål, når først man er kommet hjem. Ofte går man ikke til egen læge med dem, og hvis man gør, har han måske ikke den specialviden, der skal til, for at afklare nogle af spørgsmålene. Jeg ved, at i Holland har man en apopleksisygeplejerske i kommunerne, ligesom vi herhjemme har demenssygeplejersker, og de apopleksisygeplejersker får besked om alle udskrevne med apopleksidiagnosen, også selv om der umiddelbart ikke er behov for hjælp. Men i disse besparelsestider er det ikke realistisk at komme med forslag om en telefonisk kontakt til udskrevne patienter, med mindre jeg kunne dokumentere mange genindlæggelser og umiddelbart er det ikke mit indtryk, at det sker.

Tilbage til kroppen! Hvis jeg skulle skrive opgave omkring noget der, er jeg for det første usikker på, hvordan jeg skal se det fra patientperspektivet, og for det andet ville det kræve, at jeg skal lave hele opgaven alene og dermed gå glip af den læring, som jeg i høj grad fik ud af sidste moduls gruppeopgave. For slet ikke at tale om udsigten til 3 ugers alenegang herhjemme, det tror jeg ikke, jeg kan magte.

Om det er alle de tanker, der har givet mig hovedpine og deprimerede tanker i dag, skal jeg lade være usagt. Nu har jeg gået en lang tur, som hele min krop er enig om, er kuren der dur.

God lørdag til dig.

FREDAG MED TID

Det blev en god undervisningsdag, underviseren brugte ikke PowerPoint. Det var gammeldags tavleundervisning og alligevel ikke. Underviseren havde styr på sit stof og tog udgangspunkt i vores ønsker. Tavleundervisningen var bevidst, ud fra filosoffen Merleau-Pontys teori at vi er vores krop, vi erfarer, erkender via kroppen, og derfor skulle vi erkende gennem sanserne, vi så på, mens underviseren skrev ordene, vi hørte, hvad hun sagde og vi følte blyantens skriblerier på papiret.

Hjemme sørgede lyset og tørvejret for, at mit fredagsmorgenønske gik i opfyldelse: En lang gåtur med tid til at nyde himlen og naturen.

En hel weekend med ingen planer, det er luksus. Jovist der skal læses, men ellers kan jeg fylde gode oplevelser i den. Skønt.

LYSETS MAGT

Dagens undervisning slutter, så der er håb om, at lyset stadig er her, når jeg kommer hjem. Min krop trænger til bevægelse, eller rettere jeg trænger til bevægelse, jeg trænger til at gå en tur, jeg trænger til at mærke den friske luft på min hud, i mine lunger og i min hjerne.

Jeg får ikke fotograferet andet end tændte lys, de levende lys er med til at skabe varme i rummet, varme forstået mere end blot varme. Varme forstået som hygge, nærvær, energi og samlingspunkt. Denne morgen har jeg tid til at læse lidt i en bog om en fransk filosof, som mente, at vi er et, vi kan ikke adskille krop og bevidsthed, vi erfarer gennem vores krop, kroppen er bevidstheden, vi lærer gennem vores krop. Vi er ofte tilbøjelig til at tænke på bevidstheden som noget væk fra kroppen, vi taler om patientens subjektive oplevelser og objektive oplevelser, dette skyldes til dels en anden filosof. Inden for mit arbejdsområde er tankegangen meget præget af førstnævnte filosof, vi arbejder med at give stimuli ved hjælp af f.eks. at guide den lamme arm til at holde om en kop og føre den til munden uden at fortælle, hvad vi gør. På den måde får patienten mulighed for at danne hypotese undervejs, får mulighed for at erfare undervejs. Måske kan han selv overtage og føre armene videre op til munden, måske er hans fysiske formåen ikke til det, men så gør han munden klar, åbner den let, kigger på koppen og viser, at han ved, at han nu skal drikke af en kop. Vi kender alle til, at ondt i maven, hjertet eller andre steder kan være meget mere end udsprunget fysisk det sted, at angst, belymringer osv. udmønster sig fysisk. Og alligevle kommer vi som sundhedspersonale også let til at se kroppen som adskilt fra bevidstheden. Vi kan nemt blive fokuseret på hvad kan den her arm, det her ben osv., i stedet for hvad kan og ønsker det enkelte menneske.

I dag skal vi have noget om menneskets kropsopfattelser i sundhed og sygdom, noget af det, jeg allerede ved gennem patientfortællinger og anden undervisning, er at når man bliver syg, bliver kroppen pludselig adskilt fra en, den bliver et objekt, den svigter, den gør ikke, som jeg har intentioner om. Påstanden i noget af det, jeg har læst i dag, er, at når kroppen forandrer sig, forandrer det hele menneske sig, for vi er et med vores krop. Jeg håber, vores underviser er en god formidler og fortæller, jeg glæder mig til denne dag. Og som sagt er lyset forhåbentlig stadigt her, når jeg kommer hjem.

Må dagen i dag være god mod dig.

FAGRE NYE VERDEN eller hvordan jeg blev immobil

Længe har jeg haft problemer. Længe er jeg hurtigt kørt tør for energi. Længe har jeg levet med underlige skavanker.

Nu er jeg blevet mobil igen.

Ikke noget med rørmig-funktion eller andre smarte detaljer. Jeg er til det ganske enkle.

Jeg kan finde ud af at søge i store medicinske fagdatabaser. Jeg kan finde ud af at sætte søgeord sammen, så jeg finder viden, som der er videnskabeligt belæg for. Men at skifte computeren til firefox orker jeg ikke. Google Chrome har jeg forsøgt, det kostede mig en forspildt dag til at lave regnskab, da regnskabsprogrammet ikke ville samarbejde med sådan noget. Firefox har jeg på den bærbare, installeret af sønnen, men det ender nok med, at jeg må tage mig sammen, for jeg kan ikke komme til at kommentere hos jer, der har den nye kommentarfunktion i blogspot. Og derfor er den heller ikke at finde her, selvom jeg har efterlyst den funktion, hvor man kan svare under hver enkelt kommentar. Jeg orker nemlig heller ikke at sætte mig ind i en alternativ løsning, som mange har brugt. Hvor er jeg dog uorkelig, men immobil er jeg ikke mere, nu skal jeg blot lige sætte mig ind i dens funktioner ;-)

Og skulle jeg ikke få flere problemer end en træt mobil og en genstridig computer, så skal jeg ikke klage. En god kop te, rester til aftensmad, en håndboldkamp, et strikketøj og lektier, alt sammen lutter gode ting på en torsdag, men allerbedst en mail om at alle afsnit i mit speciale skal spare, men ledelsen har valgt, at det skal ske uden fyringer.

Håber din torsdag aften har gode ting på programmet.

EFTERTÆNKSOMHED

Fordi man ikke har børn hjemme, kan man vel godt fejre fødselsdag?

Fordi man har haft en hård arbejdsdag, kan man vel godt fejre fødselsdag?

Så jeg stod op i morges, dækkede bord, kogte æg, lunede boller og  fandt flag frem, med gaver og flag i hånden sang jeg herefter landmanden op.

Efter skolegang købte jeg fastelavnsboller, dækkede bord i stuen, tændte op i brændeovnen og tændte lys rundt omkring. Vi har nydt en stille stund i sofaerne med bog, iPad og snak. Menuen i aften bliver bankekød med kartoffelmos, og der er rigeligt med æbler i laden til en æblekage til aftensteen, hvis vi skulle få lyst.

Nu er jeg så gift med en mand, der et år endnu er tættere på de 55 end på de 60. Tillykke kære landmand.