onsdag, juli 31, 2013

DET STARTEDE OG SLUTTEDE MED GRUNDLÆGGENDE SYGEPLEJE

Midt i mellem ordnede jeg kontor, for vild på min egen nye afdeling (måske lidt overdrevet)og blev opdateret af min souschef om aftaler vedrørende dagafsnittet. Vi nåede også at gå rundt og rundt i kælderen for at finde tøjdepotet, vi fandt det, men hold da op som jeg skal fortælle mig selv mange gange, når jeg skal i aftenvagt, at man SKAL ha kort for at komme ind, både i kælderen og ind i det enkelte omklædningsrum. Min konstant iboende angst for mørke skal nok få mig til at synke en ekstra gang, når jeg skal klæde om dernede i dybet.

Men jeg startede og sluttede med det, som må betegnes som kerneområderne for sygeplejen. Nogle har blot en tendens til at glemme det, det er finere at gå stuegang, hælde medicin op og tage samtaler med patienter og pårørende. Jeg hjalp en patient med at spise morgenmad, i det her tilfælde kunne jeg ikke guide patienten til selv at føre ske og krus til munden, så det var min opgave. Kunsten er at finde det tempo, som patienten selv ville spise i og at give væske på en måde, så patienten ikke får store mundfulde ind i munden. Bagefter hjalp jeg patienten med at blive vasket, stadig var det mig, der var den aktive, men også her må jeg prøve at finde ud af, hvordan patienten ønsker det gjort. Så det blev ved håndvasken og ikke et brusebad, og heldigvis for mig blev det også med en elektrisk barbermaskine. Jeg er ikke så glad for at skulle barbere på gammeldags maner, jeg kan godt, og det er også meget sjældent, at jeg laver sår. Før dette hjalp jeg en anden patient med mundpleje, munden var tør, det bliver den meget let, når man ligger med ilt, og når man ikke må få noget at spise gennem munden. Tænderne blev børstet, det foregik ved håndvasken uden patienten ;-), bagefter blev munden renset, før end protesen kom i igen. Vejrtrækningen var ikke god, så jeg hentede medicin, som gav lindring. Derudover prøvede jeg at finde ud af, hvordan patienten ville ligge, idet patienten var meget svær at forstå pga. sin sygdom. Begge patienter sov, da jeg drog af sted.

Om eftermiddagen skulle en sengeliggende ambulant patient på toilettet, patienten skulle videre med ambulance, og der var ikke tid til, at patienten blev liftet op på bækkenstol og komme ud på badeværelset. Så her var kunsten at placere bækken, så patienten lå godt på det, og at det fik lov til at fungere som bækken. Jeg har som nok mange andre prøvet at måtte skifte alt sengetøj bagefter, fordi bækkenet lå forkert i forhold til de anatomiske forhold. Det skete ikke her. En anden kunst er at gøre sig så lille som fluen på væggen, når man er nødt til at blive i rummet. Jeg føler mig sommetider som børn der ved at lukke øjnene eller vende ryggen til, tror de forsvinder. Jeg er helt stille, jeg trækker mig ud til væggen og forsvinder ud af patientens åsyn i håb om, at det kan give ro til at gøre det, der skal gøres.

At være soigneret, at få den ernæring og væske, man har brug for, at kunne trække vejret ordentlig, at kunne hvile ordentlig med sin krop, at kunne komme af med afføring og urin, det er alt sammen kerneområder i sygeplejen. Og de er vigtige, tænk om disse funktioner ikke fungerede hos dig selv, så fylder information, medicin, stuegang og meget andet ikke meget i dine tanker. De øvrige ting er også vigtige, men grundlæggende sygepleje hedder sådan, fordi det netop lægger grunden for det andet. Det er fundamentet, alt det andet bygger på.

Nu vil jeg gå en aftentur, jeg er alene hjemme hver aften, fordi Istvan og landmand træner til tre hundeprøver i weekenden. Og bagefter venter der gode bøger fra biblioteket. God aften til dig.

P1060902

16 kommentarer:

  1. Hvor er det godt der findes sådan nogen som dig, til at tage sig af dem, der ikke kan selv :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pernille, tak, og jeg er glad for at være sygeplejerske :-)

      Slet
  2. Den grundlæggende sygepleje er så vigtig, og jeg spørger også mig selv, om jeg kunne undvære nogle af de ting, du beskriver, og det kunne jeg naturligvis ikke. Det er små ting, som man måske burde være mere taknemmelig over fungerer.

    Der er ikke noget at sige til, at du ikke er begejstret for kælderens mørke; det ville jeg heller ikke være. I den slags situationer tænker jeg altid 'hvem skulle dog stå her og vente på mig?'. Det hjælper og selvfølgelig ville ingen ved deres fulde fem stå og vente i mørket.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg diskuterer vældig med mig, når angsten for mørke dukker op, og det bliver bedre med årene :-)

      Slet
  3. Det er simpelthen så dejligt at læse om dit arbejde - og dit forhold til det. Tak for det her indlæg.
    Har du ikke en pandelampe? Det synes jeg, at kunne huske - til tøjdepotet:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Charlotte, faktisk er der meget lyst nede i kælderen, måske netop for at sådan nogen som mig ikke skal gå rundt med pandelampe :-)

      Slet
  4. Jeg fryder mig altid, år jeg læser om dit engagement i sygeplejegerningen. Du er vidst landet i det helt rigtige fag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, jeg er i den grad landet det rigtige sted og det er jeg dybt taknemlig for :-)

      Slet
  5. Jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for, at der findes nogle som dig, der ville kunne hjælpe mig den dag, hvor min krop ikke kan. Og så håber jeg, at der findes rigtig mange af din slags til den tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, jeg håber også at der stadig bliver ved med at være sygeplejersker, som ønsker at være en del af den grundlæggende sygepleje og ser jeg på mine unge kolleger, så er jeg fuld af fortrøstning på dine og mine vegne :-)

      Slet
  6. Sad og kom til at tænke på hvor hjælpeløs man lige pludselig kan gå hen og blive....godt der er sådan nogen som dig der lige nøjagtig ved hvordan man skal være til stede.

    Jeg vil sige som Charlotte. Pandelampe, eller bare en almindelig lommelygte...så føler man da man har et "våben".... Jeg er heller ikke stolt ved mørket, men som min søster siger....i mørket kan man altid gemme sig (hun er tidligere soldat) Og så skal man ikke åbne en dør stille og roligt...nej, fuld knald på , ingen skal være i tvivl om at her kommer en handlekraftig kvinde.

    Spændende med landmanden og Istvan...det skal nok gå godt. De er seje sammen.

    Hilsen Landmandskonen der venter på at høsten rigtig kommer igang.... Joan M.

    SvarSlet
    Svar
    1. Joan, jeg håber I er kommet i gang med høsten, her ligger høsten først midt i august, men i næret uge tages de første kartofler op :-)
      Og jeg vil tænke på det med at smække døren op :-)

      Slet
  7. Jeg kan kun tilslutte mig, hvad nogle af de øvrige kommentatorer har skrevet, det er dejligt at læse om dit arbejde og læse om kærligheden til det, som jeg synes at ane mellem linjerne.

    En fortsat god dag til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, jeg er glad for mit arbejde, det giver mig så meget tilbage :-)

      Slet
  8. Godt vi har sådan nogle som dig. Jeg har altid beundret dem, der kan tage sig af andres personlige hygiejne. Det kunne jeg overhovedet ikke, må jeg indrømme.
    Og du bliver altså ikke spist af nogen nede i den kælder. Det tør jeg godt love.
    Siger en, der hader skove i mørke, men det er heller ikke helt det samme ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, for mig kommer det naturligt, når jeg ønsker at møde et andet menneske som menneske, så må jeg også kunne håndtere kroppens behov på en værdig måde.
      Og spist tror jeg heller ikke, men man har da hørt om overfald i kældere, læser du aldrig krimier ;-)

      Slet