tirsdag, december 08, 2009

STATUS

Den bog, jeg læser, giver stof til eftertanke.

Jill Bolte Taylor skriver meget om de to hjernehalvdele, om venstre, som konstant taler og om højre, som er i dyb fred med sine omgivelser. Om hvordan hun nu, hvor hun har genvundet venstre hjernehalvdel, forsøger at være bevidst om ikke at lade den bestemme det hele.

Hun slår meget på tromme for, at de følelser vi får, rent kemisk brænder ud efter 90 sekunder, og at vi kan bestemme, hvordan vi vil reagere på dem. At når vi har været ude for en oplevelse, der gør os vred, ked af det eller bitter, kan vi bestemme, om vi vil hænge fast i den følelse (venstre hjernehalvdel), eller om vi vil vælge en mere tilgivende, rummende vinkel (højre hjernehalvdel). Vi har brug for begge hjernehalvdele, men ofte ifølge JBT lader vi venstre hjernehalvdel fylde for meget.

Venstre hjernehalvdel ifølge JBT systematiserer, analyserer, kategoriserer, sætter ord på oplevelser, danner historien om det skete, giver os fortid, nutid og fremtid, hvorimod højre hjernehalvdel ser helheden, lader os være et med omverdenen, lever i nuet, i det enkelte øjeblik.

Mine 12 ferie/fridage er ved at være brugte. Da jeg startede, syntes jeg, det var oceaner af tid, jeg drømte om et hus totalt hovedrengjort med julepynt overalt og julebag i kagedåserne. Måske er det derfor, jeg har været så hård ved mig selv de sidste par dage, for sådan er virkeligheden jo ikke.

Den måde vi taler til os selv, sætter spor ifølge JBT og mange andre, så jeg vil ændre min historie om de tolv dage.

Jeg har været til julefrokost og overnattet på et gammelt hotel midt på torvet i Mariager, stod op til udsigten over toppede brosten, bindingsværkshuse og en dejlig mand ved min side.

Jeg har været nede ved min far to dage, den ene dag i selskab med min yngste lille søster, den anden dag med en udflugt til et julepyntet gods.

Jeg har været over og besøge vores datter, hvor vi hyggede os i en julepyntet lejlighed i en julepyntet by, og jeg havde stadig en dejlig mand ved min side.

Jeg har haft den glæde at se min søn hver eneste hverdag, sygeplejedrømmen var ikke hans, viste det sig, så nu arbejder han hos os og drager en tur til Nepal og Indien sammen med hans kæreste, når vinteren lakker mod ende. Og forleden dag kom det unge par ud til aftensmad og hygge, det nød vi meget.

Vinduer er sat i huset, de fleste rum er malet og taget i brug, og min opvaskemaskine, som valgte at stå af på feriens første dag, er nu blevet repareret.

Jeg har set indtil flere sentimentale julefilm, jeg elsker dem!

IMGP0220

Så når de spørger mig, om jeg har haft en god ferie, så er svaret JA, det har jeg, OG der kommer ikke et men med alt det, jeg ikke nåede!

19 kommentarer:

  1. Meget tankevækkende og dejligt indlæg :-)

    SvarSlet
  2. Med alt det du har nået, så har du haft en dejlig ferie. Jeg så strikkunstneren Kaffe FAsset og han fortalte at efter 4 år kommer der ikke mere støv, hvis man ikke flytter rundt på det. Måske var det en overvejelse værd i forhold til hovedrengøring- hæ hæ.

    Tankegange om de to hjernehalvdele er spændende selvom den sikkert kun er delvist rigtig. Jeg tager altid alle de smarte nye ideer med et gran salt for jeg har oplevet så mange af dem der skal fungere på alle mennesker og det gør de så ikke fordi mennesker er unikke.
    Jeg kan måske bruge teorien i forhold til vores datter, der har Aspergers syndrom eller noget der ligner- hun er i hvert fald født for tidligt- og hun har netop svært ved at få de to hjernehalvdele til at samarbejde, så det forsøger hun så at finde omveje for, så hun kan huske hvad der skete i går og hvad hun skal i morgen.
    Lige nu forsøger vi nu mest at få hende så rask at hun kan bestride et arbejde. Hun har kastet op hver dag siden slutningen af juli så hun er under udredning på afdelinger på sygehuset, men det tager jo sin tid og hun er efterhånden ikke andet end skind og ben.

    SvarSlet
  3. Man kommer da i fin afslappet julestemning, Lene. - og tænker: Bare det var mig.
    Og så skal man huske på, at man selv til en hvis grad styrer sit liv ved de valg og ikke-valg man tager, og ved de tanker man vælger (og ikke vælger) at holde fast i.

    SvarSlet
  4. - og det hedder så ".. til en vis grad..."

    SvarSlet
  5. Sikke et dejligt vedkommen indlæg der får tankerne igang. Den bog lyder da som et besøg værd og dejlige drømme den unge mand har - det er godt at få prøvet tingene af så man kan finde den rette hylde her i livet :-)

    SvarSlet
  6. Det er en fin måde at se sine dage over og prøve at se dem i et nyt lys! Det er jo også sandhed. Vores historie er givet vis meget afhængig af, hvordan vi fortæller den. Og det er vigtigt, at fortælle den version man selv kan stå inde for, og ikke lader andres fortællinger tage over.

    SvarSlet
  7. Hvor er det dejligt at læse den vinkel, du giver dine oplevelser.
    Spændende bog, du fortæller om.
    Hos bageren i Snedsted kan man få sine kagedåser fyldt op og betale efter vægt. ;-) Det er lidt langt væk for dig. Men der er også andre bagere - jeg ved godt, hvordan det er med hjemmebag. :-)

    SvarSlet
  8. Lyder da helt vildt som om du trænger til ferie ovenpå den "ferie".

    Noget værre noget med vores drenge, som ikke kan finde deres sti. Tiden går, men håber inderligt der findes et godt sted til dem.

    Dejligt indlæg.

    SvarSlet
  9. Dejligt indlæg, Lene. Det giver stof til eftertanke.
    Og.... der bliver jo jul alligevel, selv om du måske havde pålagt dig selv nogle gøremål, som du måske ikke nåede.
    En dejlig dag til dig.

    SvarSlet
  10. Tak Miri :-) bogen sætter også tanker i gang hos mig :-)

    Karin, det er da hårdt for jer alle, når det er så uafklaret hvad jeres datter fejler. Håber de snart får fundet ud af det.

    Jeg køber heller ikke alt, men det er spændende her, fordi JBT jo er hjerneforsker, så her får man en beretning fra en, der mærker hvad der sker inde i hjernen og som samtidg har en faglig viden om det.

    Conny, og de valg/ikke-valg og vores tilgang til dem er det JBT ønsker vi skal være mere bevidste om.

    Marianne, bogen er værd at læse :-) Og ja de kære børn har sommetider brug for længere tid til at finde det rette :-)

    SvarSlet
  11. Denne Jill Bolte Taylor så jeg nettopp i vårt hjemlige talk show. Hun var en fantastisk dame, så utrolig god på å formidle sin kunnskap på en forståelig måte, humoristisk og selvironisk. Hun måtte være et funn å gå på forelesning med.

    Og den ferien høres da ut til å være meget vellykket. Jul blir det uansett.

    SvarSlet
  12. Charlotte, jeg tænkte på dig, mens jeg læste, for JBT er en fortaler for meditation og stilhed :-) Og jeg kan mærke, at det, at jeg skrev denne version af min ferie i stedet for den, jeg fortalte mig selv i går, det hjalp:-)

    Tak Betty, jeg har før kun bagt pebernødder (og de skal være hjemmebagte:-), så det er vist mere drømmen om alt det jeg kunne nå, der led et nederlag :-)

    Sister, lad os håbe de finder ud af det på et tidspunkt :-) Og godt at jeg har mange fridage om 9 dage :-)

    Tak Anette, det blievr jul uanset hvor meget jeg når, det er sikkert og vist :-) Så det var vist bare mine egne forventninger, der var skruet alt for højt op :-)

    SvarSlet
  13. Hege, jeg kunne godt tænke mig at høre et foredrag med hende og har også fundet et på Youtube,men har ikke haft tid ;-)
    Jul bliver det uanset hvad :-) og jeg glæder mig :-)

    SvarSlet
  14. Du har vundet en lilla stjerne i min pakkekalender kig på min blog.
    Gaven 9. Dec. ser ud til at være et hit allerede...

    Karen

    SvarSlet
  15. Jeg nyder hvert eneste af dine indlæg - også selv om jeg ikke har en kommentar.
    Tak, Lene :-)

    SvarSlet
  16. Sikke en skøn overraskelse Karen :-)

    Selv tak Ellen :-)

    SvarSlet
  17. Det allervigtigste nåede du - nemlig at være sammen med dem du elsker og som elsker dig :)

    SvarSlet
  18. Og der satte du så lige det hele på plads i min hjerne, Lene. Ser du, hver gang jeg tager een af disse hjernehalvdelstests viser det sig jeg er højrehjernet, og når jeg læser din lille synopsis af bogen, så er det jo netop sådan jeg lever mit liv, højrehjernet - det meste af tiden, altså...

    SvarSlet
  19. Helle, så sandt som det er skrevet :-)

    Irene, og sådan bliver vi hele tiden klogere :-)

    SvarSlet