BEVÆGEMØNSTER

Faktisk synes jeg, det er et smukt ord, nu hvor jeg skriver det, der er en vis melodi i det, og jeg ser smukke farver på en væg, der bevæger sig ind og ud mellem hinanden, en solskinsvæg, stærke farver, smuk musik, ja sådan kan et enkelt ord sætte gang i hjernesvingningerne. Neuroner affyrer impulser inde i min hjerne, som sammen danner et billede i mit hoved, danner musik inde i mit hoved, danner farver inde i mit hoved.

Den måde vi bevæger os på, den måde vi først sætter højre hæl ned på gulvet, ruller hen over fodfladen og bagefter tager venstre fod over med samme bevægelse. Vi tænker ikke over det, vi gør bare det, vores hjerner programmerer os til, hjernen er i fuld sving med at sende de rette informationer ud til alle muskler. Lillehjernen står konstant og tjekker beregningerne, om vi nu bruger den rette kraft. Konstant bliver der sendt impulser tilbage til hjernen med besked om underlagets beskaffenhed, der tjekkes fremad, hvordan vejen ser ud, der beregnes i en uendelighed, og den ene fod forsætter arbejdet efter den anden fod.

Godt nok styrer venstre motoriske område i pandelapperne højre fod og højre motoriske område venstre fod, men vi var ilde stillet, om ikke de korresponderede med hinanden. Når man så bliver ramt af en blodprop et sted i hjernen, så er det ikke blot det område, der bliver ramt, det gør også hele det fintmaskede net rundt om i hjernen. 

Derfor er vi efter patienter, som vil lade den ikke lammede side gøre hele arbejdet, vi(terapeuter og plejepersonale) prøver at hjælpe patienten til at inddrage begge sider, prøver at se, om den lammede side kan blive bedre og kan den ikke det, så hvordan man kan kompensere på den bedste tænkelige måde med det bedste bevægemønster til følge.

Du kender det sikkert selv, hvis du har haft en dårlig fod; automatisk prøver du at aflaste, og pludselig har du ondt andre steder, fordi du ikke har det bedste bevægemønster.

Siden i efteråret har jeg haft en dårlig hæl, jeg har slået det hen med, at det nok var slidgigt, men smerterne blev værre og værre, og lægens diagnose var en irritation af en senetilhæftning til knoglen under min hæl, som så er gået over i kronisk inflammationstilstand. Aflastning er kodeordet, så jeg skal gå på gelepuder, og pludselig blev jeg opmærksom på, hvordan jeg ikke trådte igennem på venstre fod, hvordan jeg havde tillagt mig et bevægemønster, som var årsag til, at musklerne i læggen smertede, at knæleddene smertede, at ankelleddet gjorde ondt.

Jeg måtte til at gå langsomt, til at tænke over hvordan foden normalt går og så bevidst tænke over hver detalje i min gang. Det begynder at hjælpe, så nu håber jeg, at når sneen og isen er væk, så kan jeg trave igennem med et normalt bevægemønster.

Nu vil jeg bevæge mig lidt ud i den friske luft, førend aftenvagten kalder.