Endnu sov hunden, ingen grund til at give lyd fra sig, den kendte de lyde, den hørte i søvne. Landmanden og hans kone stod op, der blev ikke sagt noget ud over et god morgen, der var dage, hvor det end ikke blev sagt. Landmanden gjorde sig klar til dagens kartoffelsortering, her var ingen grund til rent tøj eller bad; inden dagen var omme, ville han alligevel være dækket af det fineste spagnumkartoffeljord. Landmandskonen satte vand over til te, normalt ville hun være kørt, når landmanden stod op, men i disse dage var det næsten som i gamle dage, hvor de to arbejdede sammen i kartoflerne. Dog sad landmandskonen nu indenfor og skrev, i dag var det fredag, så var det blevet en tradition med rundstykker til formiddagspausen sammen med medarbejderen, dem sørgede medarbejderen for at købe, Landmanden betalte og landmandskonen sørgede for te, kaffe samt ost og smør.
Så snart landmanden havde spist sin havregryn, sørgede han for mad til hunden, og bagefter gik de to sig en tur udenfor, inden de forsvandt ind i kartoffelhuset. Til hundetræning snakkede de ofte om, hvordan man fik hunden motiveret til at træne og blive lydig. Landmanden og hans kone var ikke i tvivl om, hvad der var det allerbedste, nemlig tæt kontakt ejer og hund imellem. Gårdhunden var hele dagen tæt på landmanden; når der blev sorteret kartofler, lå hunden inde i kartoffelsorterhuset neden for landmandens stol; når landmanden hentede kartofler fra kølehuset, sad hunden troligt i førerhuset på traktoren og når landmanden faldt i søvn foran fjernsynet om aftenen, sov hunden i en kurv ved siden af, de to var tæt forbundet.
Landmandskonen satte sig ved computeren med sin skål med A38, tørrrede frugt og mysli, hun surfede lidt rundt i blogland, mens hun spiste. Om lidt ville hun printe gårdsdagens arbejde ud og kigge det igennem. Om lidt ville hun tjekke kontorets kalender for arbejdsopgaver til dagen i dag. Uret ringede, den grønne te med ingefær og fersken havde trukket længe nok. Hun rejste sig, det var signalet til starten på en ny dag.
En ganske almindelig morgen, ikke noget særligt at skrive om.
Billedet? Heller ikke noget særligt at skrive om. Blodtryk 117/77, blodprocent 7,9, bloddonering fuldført.
Yeah - just another day at the office ;-)
SvarSletDet kan nu også være meget hyggeligt med de stunder, der ikke er værd at skrive om ...
Og fine ord om en hund og hans herre.
Tak Ellen :-) Og det er nemlig rigtig at de stunder bærer også noget godt og hyggeligt med sig :-)
SletOg dog så hyggeligt! Og flot blodtryk og blodprocent! Husbond er trofast donor men har forbudt mig at være det - jeg bliver dårlig i flere dage. Det ville jeg ellers gerne, og forsøgte fra helt ung men uden succes.
SvarSletCharlotte, jeg er også stolt af mit blodtryk, det er en god vejviser for hvordan jeg har det generelt. Da jeg i en tid følte mig stresset, steg blodtrykket til 140/90, og faldt efter en god ferie :-) Så selvom opgaven driller, var det ikke nok til at påvirke blodtrykket. Du må nok hellere rette dig efter din mand, det dur jo ikke, når du bliver dårlig af det :-)
SletDe helt almindelige dage er nu også ganske dejlige, man savner dem jo alligevel f.eks efter en god lang ferie...;-D
SvarSletAnnemarie, det er nemlig rigtig :-)
SletHej Lene. Nu har jeg lige surfet rundt i blogland her og der...og fandt ikke noget, som var interessant for mig. Lutter fine og fantastiske ting.... Men så blev jeg fanget. DET her indlæg er interessant, for det er en ganske almindelig hverdag, sådan som vi elsker dem. Ha´ en dejlig dag. Knus :-)
SvarSletTak Johanne :-) og sådan blev en lille hverdagsberetning lidt mere interessant fordi det fik opmærksomhed. Knus :-)
SletHej Lene. Du holder vist af hverdagen- det gør vi også men også når der sker noget helt andet. Jeg mener jo kun ting eksisterer i kraft af deres modsætning. De ses i hvert fald tydeligst der og det er dejligt.
SvarSletHåber snart jorden bliver tjenlig hos jer så I kan komme i marken- eller har det lange udsigter i mosen.
Flot blodtryk og fin blodprocent.
Karin, tak og hos jer har I jo besøg af den lille Caroline, herligt :-) Som du ser får jeg læst men ikke altid kommenteret ;-)
SletHej Lene
SvarSletDet er altid hyggeligt at læse din blog. Du skriver sådan at det føles som om jeg går lige i hælene på dig :) Godt at jeg ikke gør, så skulle du have nogle større sko.
Jeg er desværre i karentæne, som bloddoner. Håber meget at den bliver ophævet sidst på foråret.
Mvh. Ulla
Tak Ulla, jeg får også læst hos dig, men desværre ikke kommenteret. så vi følger hinandens vandring uden at træde hinanden i hælene :-)
SletHåber karantænen bliver ophævet.