søndag, november 27, 2016

Den årlige julefrokost

Ja vi har kun en, som vi skal deltage i. Den er oprindelig startet af en af mine folkeskolekammerater og spejderkammerat tilbage i 84, hvor vi var blevet voksne og havde afsluttet vores uddannelser. I starten var vi fire spejderkammerater med mænd, siden gled vi fra hinanden, så kun to af os fortsatte traditionen hos hinanden, og der kom andre til. De sidste 21 år har vi været de samme 16 personer. Vi har holdt julefrokost i store haller, på kroer og hos hinanden. Vi er blevet gamle nu, vi er kun tre, der endnu ikke er fyldt 60, resten fordeler sig i 10-året mellem 60 og 70. Landmanden og jeg er de eneste, der ingen børnebørn har, det lever vi fint med. Vi mødes kun den ene gang om året alle 16. Nogle af dem er vi tættere forbundne med end med andre, og der ses vi til runde fødselsdage. Mange af dem bor i mit barndomsområde, og de kan ikke forstå, at jeg ikke kan huske den og den, men det er 40 år siden jeg flyttede fra byen, så der er løbet meget vand i min å siden da. Ind imellem har jeg tænkt, at der egentlig ikke er meget, der forbinder mig med gruppen, men så sidder jeg alligevel i dag og tænker, at de er de eneste udover min familie og min svigerfamilie, der har fulgt mig i så mange år. Jeg har ingen veninder, der har fulgt mig gennem livet, jeg har haft veninder i folkeskolen, på gymnasiet og på sygeplejeskolen, men ingen af dem har jeg kontakt med i dag. Jeg har genoptaget den årlige sammenkomst med en del af mine elevkammerater efter 11 års pause, jeg har fået gode blogvenner gennem de sidste ti år, jeg har gode kolleger, der har kendt mig i 15 – 17 år og jeg har alle mine søstre og svigerinder. Vi har venner og bekendte, men det er som par, at vi kender hinanden, og her hører julefrokostgruppen til. I går nåede jeg at blive opdateret på sygdomsfront, børnebørnsfront og lidt barndomsbysladder. Jeg hyggede mig og nød det trygge i at være sammen med nogen, som faktisk har kendt mine forældre, de har haft børn, som har haft mine forældre som lærere og de kender min familie, som den var engang. Om det er alderen, eller om det er fordi jeg er lige der, hvor jeg er i livet, ved jeg ikke, men i denne tid tænker jeg meget over mit liv, over hvad jeg har udrettet som menneske, og jeg er rigtig god til at huske alt det, jeg har fejlet med, så jeg øver mig i også at huske på det, hvor jeg har gjort godt.

Er de to ting det samme, altså alderen og ens ståsted i livet? Det mener jeg ikke nødvendigvis. Jeg har for eksempel ikke børnebørn, der fylder min hverdag, mine tanker eller mine ferier. Jeg er heller ikke syg eller har syge familiemedlemmer (udover en landmand med dårlig ryg. dog i bedring). Jeg har et arbejde, som jeg er glad for og som udfordrer og udvikler mig. Jeg har ingen hobbyer, som er det vigtigste for mig og som giver mit liv indhold, det henter jeg fra min familie og mit arbejde. En anden kvinde på 59 år ville kunne beskrive sit liv på en helt anden måde. Det liv vi har levet gør os til dem, vi er, og det prøver jeg at huske på. For jeg kan godt lide mig selv, som jeg er nu, og måske har alle mine fejl og fejltagelser været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

Havemøblerne ved sommerhuset er kommet i læ i dag, det var vist også på tide. Der er handlet ind til landmandens tre dage som græsenkemand. Osso buco og vildtlasagne simrer i ovnen. Om lidt laver jeg kartoffelmos, så kan han vist godt klare sig. Landmanden og medarbejder skal gennem et par maratondage med kartoffelsortering. Julefrokoster og mange julekomsammener med kartofler på bordet i det danske land kan også mærkes på gården i mosen. Det klager vi slet ikke over. Jeg har købt et nyt fad, et smukt glasfad, til mine fire bloklys, som skal agere advents”krans”. Jeg havde drømt om, at vinduerne var blevet pudset indvendigt i dag, så jeg kunne flyve på pyntning af vinduer på min enlige fridag på torsdag, det orkede jeg så ikke. Pyt, julen og december måned skal nydes og behøves ikke at være et perfekt scenarium, det bliver hverken jeg eller mine omgivelser lykkeligere af. Måske får jeg tid til at blogge, computeren kommer i hvert fald med til Liverpool, ellers må I have nogle dejlig novemberdage.

Nå ja der er også kommet to stk. amaryllis ind i min stue, de er dog ikke så langt som denne fra en anden december måned.

amaryllis2

Januar 2016, jeg glæder mig til når sneen gør alting smukt og hvid.

aftentur1 080116

12 kommentarer:

  1. Elsker sne!! Håber du får en fantastisk tur til Liverpool; jeg er i mellemtiden meget misundelig på landmandens menu, det lyder godt nok lækkert!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, jeg elsker også sne. Tak og menuen kan han ikke klage over :-)

      Slet
  2. Kloge ord. Ens ståsted i livet er ikke dikteret af fødselsår.

    Jeg har en bøn, Lene, og det er, at du bryder de lange afsnit op i mindre på færre linjer. Det vil gøre teksten mere læselig for svagtseere som mig, og sikkert også for høge.

    Lange afsnit går fint i bogform, men på en skærm er det skidt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric.
      Og også tak for din kommentar til læseligheden. Det vil jeg huske på.

      Slet
  3. At være i harmoni og balance med sig selv og sin tilværelse nu er ikke det værste man kan komme ud for.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, næh og jeg synes ind imellem det er svært at nå dertil, men sådan er livet jo :-)

      Slet
  4. Ens ståsted har nok mest at gøre med, hvilken bagage man har taget med sig. Hvilket liv man har levet. Hvilke valg man har taget - eller hvilke man mere eller mindre er blevet tvunget til at tage. Om ens børn vælger at gøre en til bedstemor tidligt eller sent - eller måske aldrig. Blev man skilt - som jeg. Eller holder man stadig sammen - som jer. Er dem, man var ligesindede med som ung, også dem, vi er ligesindede med i dag?
    Jeg havde en skoleveninde indtil for omkring otte år siden - vi voksede i hver vores retning og til sidst havde vi intet til fælles. I dag har jeg andre venner end jeg havde for 20 år siden, og jeg tror ikke, at det nødvendigvis er vigtigt, at der er nogle, der har fulgt en altid, men mere vigtigt, at man har det godt med dem, man er sammen med her og nu.
    Det har altid været vigtigt for mig at have en eller flere fritidsbeskæftigelser; at have et helt andet liv ved siden af mit arbejde - sådan er det ikke for dig. Hvem lever så 'rigtigst' af os to? Det gør vi begge :-)
    Jeg ved godt, hvor jeg har fejlet, men livet kan ikke gøres om, så jeg gider ikke bruge tid, tanker og energi på det. Mit livs største fejltagelse gav mig Charlotte, og mit livs værste sygdom gav mig Den Stråtækte ... der er intet at fortryde, men meget at glæde sig over.
    Ups. Det blev langt ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, lange kommentarer er velkomne. Og dine ord udvider og uddyber indlægget, så tak for dem :-)

      Slet
  5. Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker om mennesker, man har kendt længe og på flere stadier i ens liv.
    Du må have en dejlig tur til Liverpool :-)

    SvarSlet
  6. Mit ståsted er resultatet af det mit liv har budt på... det livet lærte mig... de muligheder jeg har i dag. Ikke alt blev som forventet/planlagt, men jeg forsøger at få det bedste ud af de muligheder jeg har.
    God tur til Liverpool... Få det bedste ud af rejsen. Mon du når at nyde den engelske julepynt i gader og butikker...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anne, vi har et tætpakket program, men jeg satser på at jagten på et spisested i aften giver os mulighed for at se lidt julepynt :-)

      Slet