lørdag, november 12, 2016

Godmorgen start

Måske kunne det hedde god morgenstart? Nej for det synes jeg ikke det var. Måske skulle jeg hellere kalde det Som herre så hund? Nej jeg bibeholder overskriften. Det er frilørdag og med plads til at sove længe. Klog af erfaring sikrede jeg mig, at landmandens mobil ikke var sat til vækning tidlig, inden jeg gik i seng. For den eneste der vågner ved dens kimen på en frilørdag, det er mig, og så kan jeg ikke sove igen. Nu mangler jeg så bare at finde ud af, hvordan jeg slukker for Istvans trang til at gø højt, når avisvognen tidlig morgen stopper for at lægge landbrugsavisen i postkassen. På arbejdslørdage er vi jo oppe på det tidspunkt, så der gør Istvan ikke. Den insisterende gøen vækkede mig, og så stoppede tankemylderet søvnens videre færd. Efter at have prøvet at blive i sengen i en time, opgav jeg og tog traveskoene på. Det var den smukkeste morgen, jeg elsker rimfrost og solopgang, jeg elsker kuldens biden i kinderne, og jeg nyder at være hjemme igen i varmen efter fem kilometers travetur. Morgenmaden blev noget nyt, hos Ann-Christine havde jeg læst om Bircher muesli, og i min videre research havde jeg fundet ud af, at det er en gammel schweizisk kurmorgenmad. I går aftes fik jeg rørt havregryn, æblejuice og krydderier sammen, jeg undlod æblet, fordi jeg nemt får mavekneb af det. I dag er der så rørt A38 i og toppet med mandler, svesker og bananskiver. En dejlig nem og mættende morgenmad, som kombinerer det jeg gerne ville have, nemlig fibrene fra havregryn og de gode mavebakterier fra A38. God morgen til dig.

P1040912P1040915P1040922P1040924P1040927

14 kommentarer:

  1. Gøende hunde og elskovssyge katte burde virkelig have en tænd/sluk-knap! Eller i det mindste en, hvor man om aftenen kunne skrue helt ned for lyden. Men så var hunden jo ikke meget værd som tyverialarm. Det er ikke nemt, det her ...
    Men en aldeles vidunderlig morgen var det. Vi nød den også i fulde drag - selv om vi sov lidt længere end dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, næh vi vil jo gerne have vagthundefunktionen, den har Istvan bevist en gang, at han besidder. Så jeg må snuppe en lur senere i dag. Åh ja en skøn dag.

      Slet
  2. Fedt at du hoppede i traveskoene og traskede 5 km - i flot vejr, kan jeg se. Fortsat god lørdag - Istvan lagde sig vel sagtens ned og sov videre, eller?!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Liv, åh ja Istvan sov sødeligt, da jeg langt om længe opgav søvnen :-) Og jeg nød denne gåtur.

      Slet
  3. Det er også en god ting at trække gardinerne for, hvis soveværelset har østvendte vinduer, mindede jeg også mig selv om i morges... Sikke dog en fantastisk morgen! Jeg ved godt, at jeg kører i hak (som Mand ville sige), men jeg elsker virkelig, at være med dig på vandretur! Selvom det er virtuelt, så river kulden også mig i næsen, når du fortæller om den frostklare morgenstund!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, så smuk en morgen og tak, det gør ikke noget du kører i hak :-)

      Slet
  4. Jeg elsker også bircher müsli. Men jeg får det ikke lavet ret tit. Og jeg kan ikke spise ret meget af det, så jeg bliver for hurtig sulten igen, men måske er det fordi, jeg putter skyr i. Skyr kan ikke spises i ret store mængder uden at jeg bliver kvalm (kan ikke rigtig finde ud af, om man må bruge ordet sådan). Og jeg har som regel ikke A38 i huset.
    Jeg gik en tur her i eftermiddag i stedet for. Sammen med alle de andre, der havde fundet ud af, at det var godt vejr at gå tur i på volden.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, det lyder dejligt med en gåtur på volden :-)
      Min morgenmad består normalt af A38 og skyr, men jeg vil gerne have havregryn(fibre) ind i min morgenmad og jeg synes havregryn som drys bliver en tør fornemmelse.

      Slet
  5. Dejlige morgenstemningsbilleder.
    Det er sjovt, at jeg også er blevet inspireret af samme opskrift, som du fortæller om. Jeg blander også havregryn med æblemost og kanel og vanilje om aftenen. Jeg vidste ikke, det var en gammel opskrift. Om morgenen tilsætter jeg yogurt eller A38, eller hvad jeg lige har af den slags, og topper op med mandler eller nødder og frugt. Det er et skønt morgenmåltid. Og skønt at blive inspireret på bloggen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty, det er skønt at blive inspireret og jeg vil til at huske forberedelserne om aftenen, for det smagte godt :-)

      Slet
  6. Jeg genkender meget tydeligt det der med at blive vækket (alt for) tidligt at en lyd eller anden forstyrrelse, og så være ude af stand til at falde i søvn igen. Jeg har brugt mange år på at lære at stå op og nyde det, istedet for at ligge og blive mere og sur og irriteret :)
    Det der muesli - det skal jeg da så meget prøve at lave, det lyder rigtigt godt og sundt! Er det at sammenligne med en salgs kold grød?
    God søndag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, jeg har i overgangsalderen døjet med ikke at kunne falde i søvn eller vågne midt nat og der har jeg efterhånden lært at vende det til en mulighed for at få set lidt fjernsyn eller læse lidt. Men når jeg i en uge har sovet dårligt og så endelig kan sove længe, så ... :-)
      Jeg har ikke prøvet kold grød, men den er ikke så kompakt som grød. Det var dog en anderledes konsistens end bare A38/skyr, og så smagen af kanel, kardemomme og vanille kunne jeg rigtig godt lide.

      Slet
  7. Skøn morgenstemning der er foreviget, og en spændende müsli. Hvad mon du nyder her søndag morgen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, tak og dagen i dag startede også med en gåtur, men med rundstykker bagefter :-)

      Slet