mandag, maj 04, 2020

Sommersøndagsmorgenfornemmelser

Ja jeg ved jo godt, at vi ikke har sommer, og temperaturerne er heller ikke sommerlige. Og jeg ved også godt, at det er mandag nu og aften, men jeg startede på dette indlæg søndag morgen.

Fornemmelsen af at stå op til et væld af solskin ind gennem mit vindue, fornemmelsen af at slå døren op, høre fuglesangen, stille hundenes madskåle ud på trappen og lade dem spise udenfor, mens døren står åben, og jeg gør klar i køkkenet. Den fornemmelse hører til sommeren eller senforåret.


Landmanden og datteren sov stadig, mens jeg lunede boller, dækkede bord og nød søndagsmorgenvejret. Vi spiste morgenmad sammen med tid til snak og tilbageblik i minderne, om dengang datteren holdt fest i 8. klasse og landmanden måtte agere udsmider. Og hvordan de unge mennesker ind imellem dukkede op i køkkenet til en snak med voksne. Om dengang landmanden og jeg var på motorcykelferie på Bornholm og om min drøm om en motorcykelferie til Møn. Vi kom vidt omkring på denne søndag morgen.


Datteren hentede smukke grene med væld af lyserøde blomster fra det japanske kirsebærtræ. De falder nok hurtigt, men de kan glæde en kort tid. Senere blev hun kørt tilbage til sit corona-eksil i vores sommerhus. Efter etablering af en hurtigere netforbindelse har hun kunnet arbejde hjemmefra i vores sommerhus og har nydt det. Siden hen er hun blevet hjemsendt, fordi firmaet som så mange andre ikke har mere arbejde. Vi nyder at se hende i et lille døgn hver weekend. Vi holder afstand, giver ikke knuser, vasker hænder osv. og hun er nu en del af vores smittekæde. Jeg gad også godt, at søn og svigerdatter kunne være en del af smittekæden, men sådan er det ikke. Sønnen arbejder ligesom landmanden og jeg, og han har meget travlt, det er lange arbejdsdage og ekstra arbejdsdage, fordi alle nu bestiller over nettet og ikke går i den fysiske butik.





Efter at have kørt datteren hjem, gik jeg en lang tur i Blokhus klitplantage og nød det gode vejr. Denne gang valgte jeg at følge en markeret rute og ikke gå efter næsen. Det blev til næsten ni kilometer, inden jeg stod ved bilen igen. Det gjorde godt igen at gå en længere tur, selv om jeg i dag betaler prisen med ømme fødder og ben efter at have haft en travl dag på arbejde.



Opvaskemaskinen arbejder, landmanden har sat sig ud på en traktor, hundene sover på bryggersgulvet, det er maj og jeg nyder det hele.












9 kommentarer:

  1. Det er bare skønt, at du kan se din datter. Selvfølgelig er det underligt ikke at kunne give et knus, men det er da langt bedre end slet ikke at kunne mødes :-)
    Jeg føler også, at det allerede er sommer, men bliver revet tilbage til kalenderårstiden, når klokken nærmer sig 18, for så bliver det hammerkoldt at opholde sig udenfor.
    Pyt - vi har jo haft hele den gode og efterhånden lange dag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg nyder det og faktisk så tænker jeg ikke over det med knuste mere. Man kan åbenbart hurtigt afkode dette :-)
      Vi må nyde solens varme om dagen midt på dagen :-)

      Slet
  2. Vi mødes stadig kun med vores børn og børnebørn udendørs med behørig afstand og rigtig vind.
    Min hustru er i sidste del af en brystkræftbehandling og skal helst ikke smittes.
    Dette med den tætte kropskontakt til andre kan man godt vænne sig af med. Vi har levet sådan siden august i fjor, og jeg tror ikke vi vender tilbage til før sygdommen/coronaen.
    Når vi sætter to haveborde sammen, kan vi sagtens være 5-6 stykker, og når vi samtidig tilpasser tidspunktet så solen varmer godt, er det ingen kunst at sidde udendørs.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, jeg kan godt forstå at I tager alle mulige forholdsregler. Håber din hustru ikke er plaget af for mange bivirkninger.
      Midt på dagen er solen dejlig varm og det er skønt at I finder måder at være sammen på, som tilgodeser behovet for som familie at være sammen og samtidig passer på din hustru.

      Slet
  3. Hvilken vidunderlig søndag med mange skønne input. Og dejlige billeder du fik med fra dagen.

    Jeg er ca 6½ mdr. bagud, og kan mærke lysten til en meget forsigtig genåbning til blogland har indfundet sig. Måske bliver mine kommentar farvede af fraværet, håber på din overbærenhed. For læse tilbage i tiden kommer ikke med lige nu og her.

    Ønsker dig en dejlig solrig 5. maj

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Karin, og ingen grund til at føle at du skal være opdateret på blogfronten.

      Slet
  4. Tak, Hanne, hvis ikke der er læ og sol, så er der hundehamrende koldt :-) Jeg kan f.eks ikke sidde på vores terrasse, men op langs den ene husmur er der en skøn plet, når solen er fremme.

    SvarSlet
  5. Det lyder hyggeligt, jeres datter er hjemme og kan arbejde fra sommerhuset. Jeg synes, det går forbavsende godt med at lade være med knus og kram, og jeg oplever, vi har godt kontakt alligevel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det nyder vi også. Ja vi funder ud af at vi godt kan være i tæt kontakt uden at være tæt :-)

      Slet