mandag, maj 03, 2021

Lørdagstur til Lundby Krat og Bakker

 Vi havde et ærinde i Aalborg lørdag sidst på eftermiddagen, så vi pakkede tekanderne og krus i en taske og drog på udflugt til Lundby Krat og Bakker. Lundby Krat ligger på den ene side af Hadsundvejen og Bakkerne på den anden side. Vi blev enige om, at vi kunne godt klare den store rute (gul) på 7,3 km, og det kunne vi også, men der var godt nok mange op-og nedstigninger.


Lundby Bakker rummer en del nåletræsplantager, men derudover var der også mange løvtræer. Det var som sagt et meget kuperet terræn og ruten var lagt, så man kom op på utallige højdepunkter.


Bøgen var sprunget ud sammen med andre løvtræer, så vi gik omgivet af smukke lysegrønne blade.


Jeg havde valgt ikke at tage mine vandrestøvler på, fordi jeg syntes, de var så tunge og varme. Det var helt klart en fejl, for i det bugtede terræn kunne jeg godt have brugt lidt støtte til ankler og dermed også knæ.


Skovens trærødder blev brugt som trappetrin og bedst som vi troede at nu var vi oppe, fortsatte turen længere op.



Vi krydsede skoven frem og tilbage, vi kom forbi huse, som så sommerhusagtige ud og huse, som så ud til at have mennesker boende der stationært. Liflig fuglesang fulgte os hele vejen.


På et tidspunkt kom vi så højt op, at vi kunne se det nye sygehusbyggeri ved Gistrup. Det bliver spændende hvornår vi flytter og hvordan det bliver at flytte. Lige nu regner vi selv med begyndelsen af 2023, men intet er meldt ud endnu om flyttedatoer.


På den bakketop stod en sten med landmandens initialer, men da den var dateret 1916, er det nok ikke ham, den mindes ;-)


Til sidst gik vi langs en kilde, før vi nåede hovedvejen og krydsede over til Lundby Krat


Er der nogen blomsterkyndige, der kan sige mig, hvad denne blåhvide skønhed hedder?


Over i krattet så vi to træer med de smukkeste grene med brune blade og hvide blomster. Sådanne træer har jeg aldrig set før, men de mindede mig af en eller anden grund om Japan.



Lundby krat er udlagt som naturskov, hvilket betyder at alt får lov til at ligge, hvor det falder. Der er også en lejrplads med shelters. Det bliver ikke svært for folk at finde træ til bålet, det lå overalt.


I Lundby krat var der store løvtræer og overalt var der tæpper af anemoner og de gule blomster, som jeg ikke kan huske navnet på.



Da vi kom tilbage til parkeringspladsen var ben og fødder godt ømme. Vi købte burgere og pommes frittes fra den velbesøgte grillkiosk, der ligger på pladsen. Selv om vi havde fået varmen, blev det hurtigt koldt at sidde på en bænk udenfor. Så da vi var færdige med maden, satte vi os ind i bilen, skænkede en kop varm te og kørte hjem. Det er helt sikkert et område, vi godt kan anbefale at gå tur i. Der var så meget at se på undervejs.



16 kommentarer:

  1. Det er sådan nogle traveture, vi holder så meget af. Dejligt at I så bøgen, som er sprunget ud 0g andre løvtræer. Den lille blå blomster, du spørger til, er en snepryd, mener jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, tak, snepryd, sikke et smukt navn :-)

      Slet
  2. Dejlige billeder, vi får lyst til at gå turen. Den blå blomst hedder Scilla. Vi har dem i haven, der bliver flere og flere af dem. De står som et blåt tæppe. Træerne med blomster ligner blodblomme, men jeg er ikke sikker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ulla, den tur kan anbefales. Og jeg kan læse at snepryd er en art scilla, så I har alle ret :-)Tak.
      Jeg kan ikke se om blodblomme har brune blade, men jeg må søge videre for at finde ud af det :-)

      Slet
    2. Prøv at Google blodblomme blade.

      Slet
  3. Det er et dejligt område. For år tilbage tog vi derud og plukkede blåbær - det skulle vi måske gøre igen om nogle måneder :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, der må I ud, og blåbærplukning lyder dejligt :-)

      Slet
  4. Snepryd er en art scilla, så den er god nok. Jeg kan på det varmeste anbefale, at du downloader Google Lens til din telefon, så får du svaret to sekunder efter at have holdt kameraet mod planten. Du behøver ikke engang at tage billedet 'rigtigt'. Jeg er vildt imponeret over både svarhastighed og ditto korrekthed :-)
    Det var en dejlig tur, I var på - og atter en gang temmelig strabadserende - sejt af jer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, I kendte alle den plante :-) Tager den app meget strøm? Den lyder besnærende at have :-)
      Tak, vi føler os også lidt seje efter sådanne ture :-)

      Slet
    2. Google Lens bruger mig bekendt kun strøm, når du bruger appen. Du behøver ikke at have den tændt hele tiden.

      Slet
  5. I mit blå bed vender snepryd ansigtet opad, mens den blå skilla står med bøjet hoved. Måske er det samme art, som Ellen skriver. Men forskelligt udtryk. Snepryd breder sig vældig hurtigt. Nogle vil måske sige, den breder sig aggressivt. Men køn er den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, jeg kan læse at snepryd tilhører scilla familien, så I har alle ret :-) Her var der kun en enkelt plante midt i det gule tæppe, det gjorde at man så den med det samme.

      Slet
  6. Hej Lene. Hvor er i gode til at komme ud og opleve naturen, jeg nyder at læse dine fortællinger. Ja de fleste sciller breder sig villigt, jeg har flere slags i haven og nyder dem alle, det varer så kort inden de forsvinder igen. Vorterod, som er den gule blomst du ikke husker navnet på, har jeg svære ved at forlige mig med. Træet med de rødbrune blade og hvide blomster tror jeg er en alm. bærmispel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sonja, vi nyder vores ture. Og tak nu fik jeg også sat navn på den gule blomst. Som skovbunddække er den smuk, men det er måske mere farven, der irriterer dig? Jeg tror du har ret med alm. bærmispel, for jeg fandt et billede med brune blade og hvide blomster.

      Slet
  7. Jeg bevæger mig efterhånden kun ud i mine vandrestøvler. De er varme, de er store og klodsede, de passer på ingen måde til Hovedstadsområdet og kjole, som jeg altid har på, men jeg kan ikke undvære den længere. Det er den bedste støtte, der findes.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, jeg er også kommet til den konklusion at jeg må leve med varmen og tyngden, for mine fødder har det ikke for godt og de har det bedst med den støtte, de kan få fra støvlerne :-)

      Slet