Selv om det blev sent dagen før, var der ingen kære mor næste morgen, jeg måtte op til vanlig tid klokken fem, og jeg havde travlt. Målet var at lande på afdelingen en halv time før normalt, og det nåede jeg. Der skulle kopieres undervisningskopier, der skulle findes to senge med masser af dyner og puder til, der skulle findes tøj til nogle af øvelserne og mundplejeting til andre øvelser, der skulle hentes te og kaffe et sted, rundstykker et andet sted, og jeg ville ikke stå helt forpustet og med hjernen på standby, når mine nye kolleger dukkede op klokken halv ni. Jeg nåede det hele, også selv om kopimaskinen nægtede at lege med mig og først gav sig, da sekretæren dukkede op.
Min chef havde den første time, mens vi andre drak te og spiste rundstykker. Hun var som altid god til at sætte tingene i perspektiv, jeg bliver altid lidt klogere for hver gang jeg hører hende. Hun og min souschef har en stor del af æren for, at vi har et godt arbejdsmiljø på afdelingen. De prioriterer, at der skal være sådanne kursusdage, helst en gang om året, og jeg tror, det er godt givet ud. Mine nye kolleger gav i hvert fald udtryk for, at det var skønt at få lov til at fordybe sig i helt praktiske ting kombineret med teori, så de nu kunne gå ud og bruge det lærte hos patienterne. Fordelen ved at have prøvet at guide en/blive guidet ordløs i en t-shirt eller et par strømper samtidig med at man giver sansestimuli eller at lejre/blive lejret i det, der hedder LIN (lejring i neutralstilling) eller at lave/få lavet mundstimulation er, at i går kunne de få feedback med det samme. Vores patienter kan ikke altid give udtryk for det, de sanser, og derfor er det rart selv at have prøvet forskellen på f.eks., at en pude er trukket helt ned til skulderen i stedet for at den slutter lige under hovedet, så halsen svæver frit. Eller at have prøvet hvordan man får lyst til at køre tungen rundt i munden efter mundstimulation, sanserne i munden er blevet vakt. Eller at mærke hvor svært det er at føle, hvad det er, der sker, når man får en T-shirt på uden tanke for massiv stimuli, hvis man er berøvet nogle af sanserne (de havde bind for øjnene). Jeg stod for den del af undervisningen, som varede i 5½ time.
Efter arbejdsdagen ventede datteren uden for sygehuset, og vi drog på langfart. Datteren var kommet til at bestille flybillet hjem fra Karup. Karup! Har de en civil lufthavn? Det har de! Og Karup ligger tæt på Viborg, så vi nåede at besøge morfar en halv time, inden vi kørte ud på heden og fandt lufthavnen. Datteren blev sat på flyet, og jeg vendte næsen hjem til mosen i Vendsyssel. Undervejs fik jeg talt med sønnen (bare rolig jeg har håndfri telefon i bilen). Det var dejligt, det er alt for længe siden sidst, jeg har talt med ham. Hos os er der stor forskel på søn og datter, datteren ringer tit hjem for at dele sin hverdag med mig, det gør sønnen nærmest aldrig. Så må moderen ringe, når hun trænger til at høre hans stemme og hvordan det går. Han er i gang med bachelorprojekt, og modsat datter og i mit fag har lærerstuderende ikke tre måneder sat af til det projekt. Det skal gøres samtidig med, at de har et linjefag. Først til sidst får de to uger plus påskeferien til at skrive færdig i. Så vi får ikke sønnen at se i påskeferien, han vil hellere blive i staden og skrive. Det er helt ok, måske kan jeg finde nogle fridage, så jeg kan rejse til staden og se ham, kramme ham og nyde hans skønne smil. Nogle gange fatter jeg ikke, at det er mine børn, for jeg er så ufattelig stolt af den voksen mand, han er blevet. Jeg tror, jeg har begået mange af de fejl, man kan begå som mor, og alligevel har jeg fået to voksne børn, som beriger mig i den grad. Min søn kan med rolige, sindige ord få mig til at se på verden på en ny måde. Han tør sige sin mening, men gør det på en måde, så den anden ikke går i forsvarsposition, men stopper op og tænker. Han var en dejlig rejsekammerat i går aftes.
Jeg landede hjemme klokken otte, og en halv time efter sov jeg. Nu er jeg udhvilet efter knap 12 timers søvn. Jeg har friweekend, og den skal nydes. Må du få en god fredag.
