tirsdag, marts 08, 2011

HJEMMEARBEJDE OG EN KLOG HUND

Der er helt stille i stuehuset. Landmanden arbejder ved computeren, jeg sidder i sofaen og læser det materiale, jeg faldt i søvn henover i går aftes. Hver har sin kop te, og jeg har tændt levende lys for at gøre morgenarbejdet lidt hyggeligt.

I bryggerset sover hundene, og udenfor høres motorsaven, den unge medarbejder er i gang med at trimme læhegnene.

Pludselig ringer telefonen, landmanden tager den, ser på nummerviseren og siger; det er fra min mobil!!!

Han løber ud i bryggerset for at finde sin mobiltelefon, og der ligger Istvan med mobilen mellem poterne.

Sådan kan man også få kontakt med sine mennesker!

En hund med sit menneske

mandag, marts 07, 2011

GODE VENNER

DSC03519

Jeg fik ikke et ben til jorden i den bil. Landmanden og hans hund styrede ud i det blå, da vi tog på søndagsskovtursvandring.

Læg mærke til den nonchalante pote på landmandens skulder. Det er muligt, at man ikke er chauffør, men styr på tingene, det har man!

søndag, marts 06, 2011

EN GOD START PÅ UGEN

Ha som om!

Her sidder jeg og blogger klokken tæt på midnat. Uret ringer i morgen klokken 6. Selv jeg, der ikke er matematiker, kan regne ud, at det ikke bliver til 7 timers søvn.

Starten er gået på studiet, jeg har læst og læst og kan mærke, at de grå hjerneceller skal prikkes lidt til. Hallo, det er nu I skal til at sætte jer ind i ord som egenkrop, fænomenologi, resonans, rehabilitering osv.

Skidt pyt, mon ikke jeg kan synge mig til energi under kørslen til Århus (1½ time) og efterfølgende gåtur til skolen. Der er nemlig ingen parkeringsplads ved skolen, men jeg kender et godt sted lidt derfra (hvor lidt eller langt er jeg ikke helt sikker på), hvor bilen bliver stillet.

Jeg glæder mig, glæder, glæder, glæder mig. Må jeg ikke blive skuffet!

Kjolen er strøget, tasken er pakket, de utallige kopier er gennemhullet og sat i mapper. Mit smukke penalhus er pakket med nyspidsede blyanter.

en solskinsplet

Jeg er klar!

Skovsø

FORÅRSFORNEMMELSER OG ET PAR SPØRGSMÅL

Vinduerne smækkes op, så luften kan fylde det indestængte indeklima. Svanernes sang høres, og ind imellem når jeg også at se, når de flyver formationsflyvning forbi mine vinduer.

Jeg hopper barfodet i et par sko, den kortærmede tunika får ingen trøje over sig, kameraet i hånden og to hunde til at falde over, vi er klar til at finde forårstegn.

Her hos os er det altid sent med sådanne tegn, så det eneste vi finder er dette. Påskeliljer eller vintergækker? Begge dele står foran stenen med vejnummer.

det spirer

blå himmel

Himlen er blå, luften er alligevel kold, så en fleecetrøje ryger på, inden jeg fjerner dybfrosne hundelorte fra gårdspladsen. Jeg vælger den lille skovl, på den måde skal jeg gå mange gange, og hverdagsmotionen er garanteret.

Indenfor er luften frisk, vaskemaskinen gør sit arbejde, egentlig er alt det her lørdagsaktiviteter, men i går sad jeg og spiste mig gennem et diamantbryllup og snakkede mig ind på lidt nærmere bekendtskab med de andre jagtkammeraters fruer. Vi nød maden, selskabet, solen og den smukke udsigt fra restaurantens vinduer.

Laika og Istvan

Jeg håber, jeg kan lokke landmanden ud på en ordentlig travetur, inden jeg skal til at gøre mig klar til morgendagens studiestart.

Som mine unge kolleger sagde, husk nu at spidse blyanterne og pak tasken. Ja mor, det skal jeg nok :-)

Og spørgsmålene?

Baktus

Mormors løber

Når man nu i skyndingen, og for at undgå madspild, skyllede spinatblade og smed dem i fryseren, kan jeg så bare smide dem i kogende vand et par minutter og bruge dem som fyld sammen med feta i fiskefileter?

Når jeg nu strikker Baktus og gerne vil have lidt mønster ind i retstrikken, har du så nogle ideer til det?

Må du få en dejlig søndag, den første i den første forårsmåned

lørdag, marts 05, 2011

MENS JEG VÅGNER

Mens søvnen fortrænges af vågenheden, fyldes min hjerne af tanker, som følger mig, mens jeg nyder  morgenens sol, giver hundene mad, brygger te og laver frisk morgenstartsmad.

“det er ikke retfærdigt” “ det er ikke et liv”

Jeg kan godt forstå, når livet vælter, når ens kære dør eller bliver ramt alvorligt af sygdom eller ulykke, at man tænker sådan.

Men hvornår er sygdom og død retfærdig? Døden kan være nådig, døden kan komme på det rette tidspunkt, når livet er klar til det, men retfærdig? Sygdom kan ikke være nådig, sygdom er grusom, hård, nådesløs osv, men retfærdig?

Det er kaos, når ens kære pludselig ikke kan gå, ikke kan tale, ikke er den, han/hun var tidligere pga hjerneskade. Den værste situation er for mig den, som er beskrevet i bogen og filmen Dykkerklokken og Sommerfuglen. Når hjernens overordnede funktioner er sluppet, men forbindelsen fra hjerne til krop er kappet. Man er låst inde i sin krop – locked-in syndrom.

Som den professionelle person i det kaos kan man nemt blive trukket med, trukket med ned i følelsernes hav. Så er vi alle modløse, deprimerede, vrede, afmægtige, og hvordan kan vi så hjælpe og støtte? Hvordan kan vi så hjælpe med at finde styrken til at leve med dette livets faktum, at livet ikke er mere, som det var, og til at leve livet, sådan som livet nu er?

For nogle uger siden skrev jeg i en sygeplejejournal, at vi som plejepersonale måtte være gnisten og motivationen. Jeg var blevet trukket ned, jeg var så fyldt af den ramte og de pårørendes følelser, at jeg næsten ikke kunne yde sygepleje. Jeg skrev linjerne, og så gik jeg ind til patienten med fokus på det lyse, jeg skjulte ikke, at det var hårdt, men jeg påpegede de fremskridt, jeg kunne se.

Livet spørger os ikke om, hvad vi kan klare, livet er livet med modgang og medgang. Vi mennesker er blevet så vant til, at vi kan styre alt, vi kan flyve til månen, vi kan kommunikere med alle overalt på jorden, vi kan flytte hjerter fra en krop til en anden, men vi kan ikke styre livet.

Der er dem, der så mener, at det er i orden at give en dødbringende sprøjte. Det mener jeg ikke.

Der er mennesker, som kommer ind med en blodprop i hjernen, som forårsager stor skade, hvor der bliver stor væskeansamling omkring hjerneskaden.Her kan man hos folk under 60 år fjerne en del af hjerneknoglen, så der bliver plads til hjernen og dermed forhindre død. Man kan ikke forhindre den hjerneskade, der allerede er sket. Så det er ofte mennesker med store handicap og som har brug for hjælp i hverdagen efterfølgende. Her har man spurgt, om de fortrød, at de var blevet opereret, og ingen har sagt ja. Havde man ikke opereret, var 80 % døde og de sidste 20 % havde haft meget svære handicap. Det, synes jeg, er tankevækkende. Det kan godt være, at svaret havde været anderledes, hvis man havde spurgt de pårørende, men de ramte havde ikke fortrudt.

Lev mens du gør det. Elsk mens du tør det

eller som Lars Lilholt synger : og måtte du leve alle dine dage.

I denne uge, der kommer, skal jeg til diamantbryllup hos landmandens jagtkammerat og frue. Tænk at få lov til at leve sammen i 60 år, tænk at kunne gå på jagt, når man er 80 år, tænk at have lyst til stor fest, når man er nået den alder. Det er dejligt, og jeg vil nyde festen sammen med dem.

Må din dag blive fyldt med livets positive sider.

sommerfugl2

torsdag, marts 03, 2011

LYS MÅ DER TIL

Det lysner om morgenen, mørket trænges stille og roligt væk.

Jeg kigger billeder og falder i staver over sommerhalvårets billeder.

grøftekant

Længslen efter sol og varme rører på sig. Det skal nok komme, men for tre år siden har jeg taget snebilleder i påsken sidst i marts, så jeg ved, at det kan vare noget tid endnu.

Gårdspladsen er glat som en skøjtebane, og isen på pladsen er ujævn som en pløjemark, så jeg tripper roligt af sted. Der ligger stadig sne på græsplænen og rundt om gården.

Men lyset har ændret sig, trods gråvejr er der nu anderledes lyst om dagen end for en måned siden, så lige pludselig sker det lille mirakel, som sker hvert år.

rhododendron

jasminblomst

Forårsblomster popper frem, buske står med knopper, drænrør begynder at løbe igen med overskydende vand fra marken, små blade folder sig ud, traktorerne kører ud fra maskinhuset, landmanden får et meget koncentreret blik i øjnene og er absolut ikke nærværende. Viben kommer, andre fugle støder til, alt grønnes og vinterens mørke pakkes ned til næste gang.

Nu vil jeg pakke arbejdstasken og gøre mig klar til en aftenvagt.

Må resten af denne dag møde dig lyst og kærligt.

MENS JEG VENTER

Hos min læge kan man ringe og få telefonkonsultation, det kan man sikkert alle steder.

Hos min læge er det sekretæren, der er indgangsvejen, og der er nummertæller på telefonsvareren, mens man venter. (du er nu nummer to i køen)

Sekretæren sørger så for at fordele patienterne til de enkelte læger.

Hos min fars læge ringer man på et direkte nummer til lægen, og der er ingen nummertæller eller telefonsvarer, endnu er det ikke lykkedes mig at komme igennem på den halve time, der er telefonkonsultation. Jeg møder konstant optagetonen.

I dag er det slet ikke vedrørende min far, men mine forældres gode veninde på snart 90 år, som har brug for min hjælp til at forklare lægen, det hun selv har svært ved at forklare.

Jeg kan blive noget så irriteret over nummertællere, men hellere det end en optagetone, jeg tænker hele tiden, mon der er noget i vejen med telefonen. Ved nummertælleren føler jeg, at jeg er kommet igennem, men blot står i kø.

Jeg si'r: Hallo, hallo
Jeg ved godt, du er hjemme
Ka' du ikke ta' og ta' din telefon?

HOV nu er der klartone, jeg smutter :-)

onsdag, marts 02, 2011

UDHVILET?

Føj for den

At vågne 10 minutter, før jeg skulle være mødt, er ikke sjovt.

Og så på denne sidste dagvagt, hvor alt skulle klappe, for at jeg kunne sige færdig arbejde inden start på diplomuddannelsen. I forvejen skal jeg møde 1½ time før aftenvagterne de næste dage pga personalemøde og et afsluttende møde i en arbejdsgruppe. Nu må jeg møde tidligere, så jeg med god samvittighed kan sætte mig på skolebænken mandag morgen.

Og jeg føler mig ikke en gang udhvilet. Jeg tager mig lige en lille tepause.

en lille pause

tirsdag, marts 01, 2011

TOMMELIDEN

At gå på makrosjov er lidt som at blive en lille bitte pige. Fokus ændres, og alt ser ganske anderledes ud end vanligt.

Høstanemone

Nogle dage gad jeg godt putte mig i høstanemonens seng og bare kigge på de gule vifter, mens de hvide kronblade skærmer mig for omverdenen.

Makroleg hos Catarina

mandag, februar 28, 2011

MUSIK OG SANG

Symaskine og stof forblev urørt hos min far, så nu er jeg bagud på point.

Vi nåede dog orgelkoncert, gåtur, omsorgsbesøg hos en snart 90 år gammel dame og vasketøj. Vi nåede også at hygge os ved spisebordet til toner af god musik og med lækker chokolade fra 80 års fødselsdagen. Min mor var god til på sine gamle dage at købe mange gode CDer, denne gang var det Frelsens Hærs sange udsat for fortolkninger af kendte kunstnere og Glenn Millers opsamlings CDer, vi hørte.

Orgelkoncerten foregik i min barndomskirke, kirken har fået nyt orgel, og den unge organist havde sammen med sin orgellærer, som også er organist, sammensat et program med værker dels for firehændigt spil, dels for to orgler.

Det var en hurtig beslutning, da jeg landede hjemme hos min far til sen eftermiddagste, men det fortrød vi ikke. Jeg var så træt, da vi kørte hen til kirken, at jeg frygtede for en pinlig og snorkende episode i kirken.Det skete dog ikke, musikken var varieret sammensat, og derudover havde de to organister fundet to anderledes indslag til at bryde med orgelmusikken.

Første indslag var gregoriansk munkesang udført af de to organister, som stod i hver sin ende af kirkerummet. Smukt, og jeg sendte en tanke til Charlotte og retræteopholdet, hvor netop gregoriansk munkesang var lydtapet under spisning.

Anette fik også en tanke, sådanne koncerter må være spændende for organister at få lov til at arrangere, det er en helt anden udfordring end at spille salmer hver søndag.

Senere gik de to organister ud i våbenhuset og lod døren stå åben, vi nåede lige at overveje, om vi skulle følge med, før de begyndte at synge Sig månen langsomt hæver tostemmigt. Det gav en helt speciel virkning, at vi sad i kirkerummet og hørte klangen af sang i våbenhuset.

Hjemme fandt vi en klassisk koncert fra DRhusets koncertsal, den nød vi sammen med lune æbleskiver.

lysglobe

lørdag, februar 26, 2011

DRYP DRYP

Det tør og tør, gårdspladsen er en glidebane af is, sne og vand.

Dagen i dag er min eneste fridag i den her weekend, og i morgen efter arbejde tager jeg ned til min far og er hos ham på min mandagsfridag. Det betød mange planer for fridagen i dag.

Indtil nu har jeg drukket te, set film, drukket te, strikket, drukket te, handlet ind, drukket te, sat vasketøj over, drukket te, gået en lang tur med Laika, drukket te, og sådan er dagen gået støt og roligt.

Aftenen skal vist bruges til at få styr på bunkerne på kontorbordet. Det er, som om vi begge undgår dem, vi kan mageligt arbejde ved computeren, bruge regnemaskine osv. uden at blive generet af de to høje bunker, som kræver begges tilstedeværelse for at blive arkiveret.

Aftenen skal også bruges til at klippe stof, symaskinen må med ned til min far, for jeg har et projekt, som skal være færdig snart.

Dejskål og ovn må i gang, mens jeg laver hjorte chili con carne med bagte kartofler, for fryseren er tømt for de sidste boller til landmandens formiddagste.

Jeg når det nok, jeg hygger mig med en dag, der stille og roligt tør op.

Legoblomst og tænkeren

Legoblomst

DET HAR JEG JO FORTALT!

Første gang jeg gjorde den erfaring, var som nyuddannet sygeplejerske på børneafdelingen. Jeg har helt sikkert lært om det på uddannelsen, og måske er jeg også stødt på det i praksis under min uddannelse, men i min hukommelse er det først som sygeplejerske på to børneafdelinger, at det bundfælder sig.

Jeg gik hjem med en god følelse efter en arbejdsdag, jeg syntes, jeg havde været opmærksom både på barnet og på forældrene. Næste dag læste jeg i kardex, at aftenvagterne havde skrevet, at forældrene var forundret over at ingen havde fortalt dem noget, før aftenvagterne gjorde det.

Jeg blev først vred, så ked af det og til sidst måtte jeg erkende sandheden, at en besked ikke er givet, før den er modtaget. For jeg havde jo fortalt forældrene det, som de mente, de ikke havde fået at vide.

Jeg kender det selv som pårørende, jeg har været med til samtaler i forbindelse med kræftsygdom og død ved min niece og min mor, og ofte har vi hørt noget forskelligt. Netop derfor var jeg med, for at vi var flere, som hørte beskeden.

Hvordan får man formidlet sit budskab? Nogle gange må man være meget direkte, eks. siger jeg lige ud, når jeg skal fortælle pårørende, at den lægelig vurdering på netop det her tidspunkt er, at det vil være til mere skade end gavn, hvisvi genopliver patienten ved hjertestop. Jeg nævner ordet død, jeg nævner ordet hjerneskade, jeg nævner ordet hjertestop, og som tidligere beskrevet bliver pårørende kede af det og græder, men de er også enige med os i den vurdering.

En kollega fortalte om, hvordan hendes forældre havde en bekendt, som havde en kræftsygdom, hvor man ikke kunne gøre mere. På et tidspunkt blev patienten dårligere og blev flyttet til et større sygehus til lindrende behandling. Senere blev patienten stabil dårlig og kunne flyttes tilbage til sygehuset tættere på sin familie. Min kollegas forældre fortæller, at nu er patienten blevet bedre, hvortil min kollega er meget direkte og fortæller, at det er patienten ikke, vedkommende er blot blevet så stabil, at man tør flytte patienten. Og hvis forældrene vil se patienten, skal de nok snart besøge vedkommende. Efterfølgende dør patienten, og forældrene til min kollega er rystede og kede af, at de ikke fik besøgt vedkommende. Som min kollega sagde, jeg havde jo fortalt det, jeg havde endda været meget direkte i min tale og alligevel lavede de deres egen konklusioner.

Det betyder ikke, at vi som plejepersonale skal trække på skulderne og notere i sygeplejejournalen, at patient og pårørende er informeret, og så er det det!  Vi må blive ved med at observere og registrere det talte og det  kropslige sprog hos begge parter og udfra dette vurdere, om beskeden er modtaget.

Og det kræver tid, tid til blot at være til stede, tid til at lytte, tid til at turde tage den svære og tunge samtale.

lille blomst

Betyder besparelserne noget i den henseende? Selvfølgelig gør de det! Og hvordan sygehusledelsen kan sige, vi kun sparer på service og ikke på kvaliteten, fatter jeg ikke. Alt hvad jeg gør som sygeplejerske på apopleksiafsnittet, ser jeg som kvalitetssygepleje. Og når man som sygehus samtidig er så stolte af de gode patientforløb og det var dem, vi blev akkrediteret på, så er det,  jeg slet ikke fatter det! Ikke at sygehuset kan gøre noget, det er jo andre, der har besluttet sig for besparelserne, men at lade som om det ikke går ud over kvaliteten, det forstår jeg ikke!

ONKELTESTEN

Man kan nemt få fjernet fokus. Man kan nemt komme til at se det hele fra alt andet end patientens og pårørendes side.

Når man hele tiden har travlt, når man bliver rykket i fra alle sider, når man egentlig synes, man knokler, og alle alligevel er utilfredse.

Min og kollegers metode til at finde fokus igen er at spørge, hvad nu hvis det var din mor/mormor, som lå i sengen, ville du så synes, at den sygepleje, du udfører, er i orden?

Første gang jeg hørte en anden fagprofession bruge samme billede, var en læge med stor viden om palliativ behandling, altså lindrende behandling. Den gang handlede det om, at på sygehuse drejer det sig om at behandle og gøre rask, men det kan man ikke altid, og nogle gange gør behandlingen lidelsen værre. Lægen sagde så, hvad nu hvis det var din mor, ville du så udsætte hende for det, eller ville du i stedet for prøve at lindre og gøre den sidste tid god og med plads til at forlige sig med livet og leve livet, til døden kommer?

Da jeg tog grundmodulet på sundhedsfaglig diplomuddannelse, stødte jeg på begrebet under etiske retningslinjer. Her kaldte man det onkeltesten. Når man skulle i gang med forsøg i forbindelse med forskning og udvikling af ny behandling eller stod i et etisk dilemma, så anbefalede forfatteren, at man sagde, ville jeg synes, det var i orden, at min onkel blev udsat for dette?

Så noget jeg tænkte på som noget hjemmestrikket etik, blev pludselig ophøjet til at være noget vi som sundhedspersonale kunne bruge som rettesnor i de mange etiske dilemmaer, vi konstant møder.

Testen harmonerer godt med det råd, en kollega gav elever og studerende,om at kigge sig en sidste gang rundt,  før de gik ud fra patientstuen, se om de syntes, at de som pårørende ville kunne lide det, de så, eller om skægstubbe, ufriseret hår,tandproteser eller en stabel bleer på sengebordet ville give indtryk af mangelfuld sygepleje, selvom vi syntes, vi havde knoklet.

En lille test, men nem og effektiv.

gul som solen

fredag, februar 25, 2011

EN TIMES VELVÆRE

I dag nød jeg min fødselsdagsgave fra sidste år.

Mine dejlige børn havde givet mig et gavekort til en times afslappende massage.

Nu sidder jeg med fedtet hår, for hårbunden blev også masseret.

Men allermest sidder jeg med en følelse af velvære.

Endnu en gang har jeg fået bemærkninger om mine skuldre. Jeg har i mange, mange år haft en dårlig kropsholdning, og det sætter sine spor. Den unge kvinde kunne simpelthen ikke få mine skuldre ned i en afslappet stilling. Det skal dog ikke forhindre mig i at gå ind i den lille butik igen.

Men jeg følte mig lidt dum, da jeg bagefter var inde i min tebutik med fedtet hår ;-)

torsdag, februar 24, 2011

GODT

Gåturen gjorde godt,

tre rådyr i fuld fart over marken

det gjorde den hjemmelavede tomat/linsesuppe også.

Sofaen med den sidste krimi fra Adler-Olsen i hånden var også et godt bekendtskab.

Nu vil jeg satse på en god nats søvn.

I morgen skal jeg være effektiv, om en uge skal jeg i gang med diplomuddannelsen igen, så der er mange ting, jeg skal have afsluttet, for at  jeg kan læse med god samvittighed.

Sov godt.

GODT NOK

Ord kan ændre betydning.

Således hørte jeg i går på P4s sproghjørne (tror jeg, det hedder), at ordene godt og knap er ved at få modsat betydning.

Altså at godt 100 kr ikke mere betyder lidt mere end 100 kr, men lidt mindre end 100 kr, og at knap 40 år ikke betyder mindre end 40 år men derimod lidt mere end 40 år. Sådan er betydningen blandt mange unge mennesker, og sprognørden mente ikke, at vi kunne stoppe det.

Dansk Sprognævn skriver allerede i 2006 om disse pendulord, som har forskellig betydning afhængig af vores alder. I samme gruppe er forfordele og bjørnetjeneste,

I min hjerne er godt mere end og knap mindre end, men så var det, at min nedsmeltede hjerne tænkte på ordene: det er godt nok. I min hjerne betyder det knap så godt som godt, men det skyldes nok ordet nok.

Måske fornemmer du, at jeg er tæt på vrøvlestadiet? Så hvad ved jeg? Jeg ved, at  jeg er træt. Gad vide om Lene-gå-dig-en-tur eller Lene-læg-dig-på-sofaen får overtaget?

Det må resten af dagen afgøre.

tirsdag, februar 22, 2011

EFTER ARBEJDE

Når nu det er nu, at kroppen nemmere får skavanker, og trætheden kræver længere tids restitution, så er det da godt, at det ikke er i den her alder, at jeg har små børn.

Jeg laver stadig mad til 4, så i dag er den nemme restedag. Brændeovnen er tændt, maden fortæret, gåturen blev på 30 minutter, bog og strikketøj er fundet frem, og teen er hældt op.

gule glædespletter

Ha en god aften.

mandag, februar 21, 2011

MAKROSJOV

Denne gang tror jeg, at jeg vil være med i Catarinas fotoleg.

Billedet er taget på Valentinsdag.

Buketten med Amaryllis blomster havde datteren fået, og midt i knejsede et lille hvidt hjerte.

DSC03383

MØDESTED

Heldigvis er vinteren ikke så hård som sidste år, men derfor trænges dyr og fugle alligevel om madstederne rundt omkring på matriklen.

vandring over søen

Sneen afslører en sand folkevandring til mødestedet: cafe dyreliv.

kartofler til dyren

Og foderautomaterne fyldes op jævnligt.

foderautomat og hochsitz

Hjemme i haven har vi i år fået noget foder, hvor fuglene ganske enkelt bliver selektive i deres indtag. Det må huskes til næste år, så jeg ikke skal tømme foderbrædtet for restfoder, hver gang nyt lægges ud.

Weekenden forlænges med en enkelt hverdagsfridag. Det er en af fordelene ved at arbejde 30 timer og have weekendvagter. Jeg har mange ting,  jeg gerne vil nå i dag, weekenden blev den lade og stille af slagsen, så nu tror jeg, at alt kan nås i dag.

En lang huskeseddel er lavet, og som sædvanligt gør det mig i dårligt humør, for jeg ved, at jeg skriver for meget på, og at jeg ikke når det, fordi jeg tyr til overspringshandlinger fra morgenstunden. Måske skulle jeg prøve at skrive listen om, så jeg for hver ting der SKAL gøres bagefter skriver læse blogs, skrive blogindlæg, læse i en bog, se ud i luften, se fjernsyn, men i stedet for har jeg skrevet motion, gåtur, strikke, fordi jeg VIL ha disse ting ind i min hverdag.

Tja det er jo småting og det er da stort, hvis det er det eneste, der kan drille min fridag.

modlys

Måske skulle jeg lytte lidt til de gamle sange:

Plante smil og plante solskin
plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest
og lukke lys og glæde ind.

Du synes, din dag er så kedelig og grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Træk en gammel sweater på og lad bare skægget stå.
Det' en go' ide at starte på en frisk
Sæt madding på krogen og tag med ud og fisk

Nu vil jeg synge mig gennem dagen og lave mødested for arbejde med fornøjelse lige her.

Ha en god dag

søndag, februar 20, 2011

VI GJORDE DET

Regitze og gemal har indført kulturdag hver måned, hvor de skiftes til at bestemme oplevelsen.

Jeg snuppede ideen, i hvert fald for i dag, og bad landmanden følge mig ind i det tabte land.

Det blev en god oplevelse, vi nåede at få rundvisning med en vidende kvinde, og selvom vi var mange, og der var trængsel, så gav hendes fortælling om de forskellige billeder nye måder at se de store malerier på.

DSC03459

Jeg har fået smag for mere, så til sommer skal Vendsyssel Kunstmuseum besøges, de skulle have en permanent udstilling med Poul Anker Bech

DSC03461

Og så havde jeg jo læst om det kosmiske rum, og jeg gik derind! Sikke dog en smuk oplevelse.

Vi har kagerester endnu fra MC arrangementet, og med på turen kom drømmekagen fra Brovst, bagt af  den anden MCægtefælle. Sneen lå i tykt lag på rastepladsens bænke, så vi købte varm kakao til kagen og nød en lille pause i bilen.

Solnedgangen på vejen hjem fik mig til at tænke på ordet solnedgangsmelankoli. I følge Poul Anker Bech beundrer vi ikke kun solnedgangen pga dens smukke farver, men også fordi der i solnedgangen ligger det tabte. En dag er gået, den ligger bag os, den er tabt for os, vi kan længes efter den, men vi kan også begynde at længes efter den kommende dag. Fortid, nutid og fremtid blandes sammen i solnedgangen.

DSC03463

Må din dag være blevet en dag, som du vil nyde at tænke tilbage på, og må dagen i morgen være en dag, du længes efter. God søndag aften til dig.