Lungerne er blevet luftet, stemmebåndene tager den med ro nu efter flere timers sang.
Traveturen i dag på 6 km gav luft til hele kroppen. Tempoet blev skruet op for at udfordre konditionen.
Tid blev der dog til at stoppe op og fotografere pigen med det smukke luftige hår.
Kan du ikke se hende?
Det kan jeg, og jeg kan se hende sammen med min lille pige på 5 år, som med to græsstrå havde to piger, der snakkede sammen. Som de da slog med håret, bølgerne gik højt, og især da den ene blev til moderen! Hold da op som den mor skældte ud, jeg kunne desværre genkende nogle af mine vendinger, andre havde jeg aldrig brugt over for mine børn. Fantasien fejlede ikke noget hos mine børn, og skal jeg sige noget, jeg var god til, så var det at lade fantasien blomstre hos mine børn, at give dem rum, tid og støtte til at være i fantasiens verden.
Se, nu var jeg allerede ved at skrive videre om det, jeg ikke var god til, men jeg øver mig i anerkendende kommunikation, også overfor mig selv.
Noget andet jeg øver mig på er at få brugt rester, så i dag blev aftensmaden lidt tapasagtig. Ovnbagte rodfrugter blev til en salat, bønner fik selskab af majs, rødløg og fetaost. Gammelt brød blev sammen med rynkede tomater og fetaost ristet i ovnen. En overmoden avocado blev most sammen med løg, tomat og saften fra en rynket lime. Resterne fra mit bidrag til fællesfrokosten i dag, spanske pølser, skinke, oliven og hvidløg fuldendte billedet, og vinen dertil blev min afdelings gave til vores sølvbryllup. Ja ja jeg ved det godt, guacamolen kunne godt have været i en pænere skål, men den smagte godt alligevel!
Om lidt er det fodboldtid, og vinens virkning på den trætte frue har afgjort, at der ikke skal læses fagbøger i aften
Må din dag have givet dig luft og energi.