SKOVTUR

Det kan godt ske, jeg som barn/ung har kørt gennem Marselisborg/Moesgaard skov, i så fald har jeg lykkeligt glemt det, for i dag valgte vi at følge Marguerite ruten fra Norsminde kro til Århus, og jeg faldt næsten i svime over den smukke vej.

Allerbedst havde det været på motorcykel, men i den kølige friske novemberluft var det OK med en bil at varme sig i, så måtte vi blot stoppe bilen et par gange, så jeg kunne fotografere.


Et lille hus lignede noget taget fra Østens land, vi fandt ud af, at det hørte sammen med Moesgård Museum, og herhjemme kan jeg så læse, at det er et hus fra Thailand, som kom til Danmark i 1975 i forbindelse med en udstilling. Det er omkring 100 år gammelt.


Løvskoven malede det ene fantastiske efterårsbillede efter det andet, og det var en nydelse at køre lige så stille med alle sanserne åbne. Folk var ude på cykel, i løb eller gang, og havde vi haft tid, og fodtøj med, så skulle bilen være sat ind på en af mange parkeringspladser, der var igennem skoven.


Det er alt for sjældent at vi blot følger næsen og de mange gode Margueriteruter rundt i Danmark, når vi er i bil. Da handler det tit om den direkte vej, men i dag gjorde vi det med en god oplevelse som gave.

CATWALK

Landmand og frue er inviteret til gourmetaften på en hyggelig kro.

Begge har været ude og købe tøj, og vi endte begge to i den nærliggende by (af nogle betegnet som lille ;-)

Nu er tøjet præsenteret og godkendt af modparten, og fruen er nu den forhåbentlig lykkelige indehaver af et par El Naturalista sko. Moden er jo sort, sort og atter sort, og jeg ejer ikke sorte sko eller støvler, så gode råd var dyre, for klokken nærmede sig lukketid, og jeg kunne ikke nå en skobutik. Tøjbutikker i dag har jo også sko og støvler, og jeg prøvede pæne Sofie Schnoor sko, men en var for lille, en var for stor, men de her sko var behagelige at krybe ned i.


Jeg glæder mig til at sætte mig ved et smukt dækket bord med lækker mad og vine, og jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at sige mmmm mange gange i morgen aften.

GIV MIG EN HÅND

Dagen på arbejde sluttede med et lille kursus i at lægge en venflon. Venflon er det lille rør, der bliver lagt ind i en vene, og hvor man kan give medicin, væske og blod i.

Vi var 10, der først hørte noget teori og bagefter prøvede vores viden af på gummihænder.

Før jeg kan få mit certifikat, skal jeg have lagt en venflon vellykket tre gange, så giv mig lige en hånd ;-)

LYSESLUKKER

London må klare sig uden os, og vi må klare os uden London.

Det klarer både London og vi selvfølgelig, men jeg må indrømme, at jeg har været i dårligt humør i dag.

SEKS SÆRLIGE

Lotte har tagget mig

Reglerne er simple:
• Link til din tagger
• Nævn reglerne i din blog
• Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
• Tag seks andre bloggere
• Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget

Og mens jeg har fulgt udfordringen rundt om i blogland, har jeg tænkt, jeg er så almindelig, så det nærmer sig kedelig, så jeg kan slet ikke prale af noget sært.

Men jeg har en vane med at sige mmmm når jeg spiser noget mad, jeg ikke selv har stået for. Så nu sidder mine niecer altid og venter fnisende på, at moster/faster tager en mundfuld og siger mmmm. Jeg burde få penge fra Marabou!

Jeg har også en vane med at blande mig, hvilket mine børn syntes var pinligt! Hvis jeg hører en mand tale højt i mobiltelefonen og fortælle sine børn, at han ikke kan finde de sidste nye tegnefilm henne på tankstationen, og jeg kan se, filmene er bag ham. Hvem prikker ham så på ryggen og peger på filmene? Ikke min datter, som forsøgte at hindre sin mor i endnu en gang at blande sig.

Jeg vil gerne diskutere tunge emner og tør også være til stede hos en, der har det svært, men jeg ser næsten aldrig ”tunge” film, foretrækker den lette genre.

Det var tre, er det en særlig vane at gå hele huset igennem, selv bag bruseforhæng og under sengen, når jeg er alene?

Jeg har jo før røbet, at jeg er en fantastisk sanger i min bil. Men jeg dagdrømmer også, alt kan ske hos mig, ikke fordi jeg ønsker det skal ske, men det er en ventil i min hverdag.

Og så har jeg svært ved at beslutte mig, når jeg handler, måske derfor jeg ikke shopper eller udskifter interiør og andet husgeråd, før det er i stykker. End ikke en grydeske! Jeg får hovedpine af at handle. Det var en lettelse, da mine børn tidligt begyndte at vide, hvad de ville have af tøj, så var jeg fri for den beslutning.

Jeg tagger Conny, Anette, Helle, Betty , Pollyanna og Janne

GOOD MORNING

Udenfor er der rim på græsset, agaverne skal ind nu.

Herinde skal der ryddes op og gøres rent, imens kan jeg så tænke mange tanker over morgenens nyheder.

RELATIVT

Og så sidder hun der i fjernsynet, den unge sygeplejestuderende fra Aalborg, som er på jagt efter sin biologiske far og svarer på, hvorfor hun vil finde ham.

Hun er nødt til at gøre det, for hun vil ikke sidde som……….

Her når jeg at tænke 70 årig

Men hun siger: som 50 årig og så fortryde, at hun ikke har forsøgt.

Jeg føler mig gammel ;-)

SKUMRINGSTIMEN

er over, der er allerede mørkt derude. Vejret her i det nordjyske har været blå himmel, hvide skyer og en enkelt gang finregn i dag, lige til at blive i godt humør af.


Landmanden har inviteret gæster, der skal arrangeres motorcykelture og andre arrangementer i det nordjyske, så 7 gæve MCfolk er sat stævne her på matriklen.

Der er ryddet op, støvsuget, vasket op og små og store lys er kommet frem, både ude og inde. Bollerne er bagt, god ost er indkøbt, og den gode hjortespegepølse har vi stadig noget af.


Æblerne i toppen af æbletræet falder ned lidt efter lidt, og i dag gik jeg på rov i græsset. Mange af æblerne vidner om det store tag-selv bord, og hen på eftermiddagen er der fyldt med solsorte og gråspurve. Mon ikke også fasaner holder ædegilde, men der var også noget til mig, så nu står en kæmpeskål æblemos/grød i køleskabet, og to æblekager er bagt.

Selv en buket har jeg købt til mig selv, det sker alt for sjældent, men det vil jeg gøre tiere, for jeg glæder mig, hver gang jeg går forbi bordet.


Et brusebad og jeg er klar.

EN SVENSK HERREGÅRDSFRØKEN

”undskyld jeg kigger sådan på dig, men jeg synes du ligner en svensk herregårdsfrøken”

jeg rankede mig lige lidt, mens jeg stod og gav sondemad, det forpligter at ligne sådan en frøken.

Aftenvagten har været stille, indimellem har der været nok at lave, men der har været tid til ting, jeg normalt aldrig når.

Den meget gamle dame har været hos os længe, hun er elsket af mange på afdelingen, og i går fik vi os nogle lange gode samtaler, ikke altid helt relevante, men for det meste var det kloge og vise ord, hun delte.

Om eftermiddagen fortalte hun om dagens TVprædiken, som var så værdifuld, den fyldte meget i hende, men der havde været larm på stuen, bl.a. skulle hun have hjælp til at komme af med vandladning og afføring, så prædikenen havde ikke fået lov til at finde sin plads hos hende.

Vi kørte kørestolen ind på kontoret, men desværre var prædikenen endnu ikke lagt ud, og jeg kunne heller ikke få hendes øretelefoner til at virke sammen med vore computere.

Senere fandt jeg prædikenen og printede den ud. Samtidig skrev jeg til DR1, om man kunne få den på CD for jeg kunne mærke, at den prædiken betød meget for patienten.

Over aften efter patienten var kommet i seng, satte jeg mig ved sengen, kun de små lamper var tændt. Der lå en patient mere på stuen og hun sov. Alt var stille, døren var lukket ud til gangen og mine kolleger vidste, at jeg ikke tog klokker det næste stykke tid.

Jeg læste prædikenen højt, og ordene fik lov til at sætte sig både hos den ældre dame og jeg. Det handlede om, at vi alle er værdifulde som den vi er, at vi ikke behøver at bidrage med noget for at være elsket. Og som patient føler man ofte at man volder ubehag (patientens ord), og så kunne jeg jo henvise til prædikenen, at dette at få lov at gøre noget for andre også er betydningsfuldt, at få lov til helt konkret at være næstekærlig, når jeg skal hjælpe andre med de for den anden ydmygende ting, det er en gave. Så kiggede den lille dame på mig, og sagde, den tale er virkelig værdifuld, den skulle alle høre.

Du kan læse den her.

PS DR1 skrev, at de ville undersøge, om de undtagelsesvis kunne lave den som en mp3 fil og lægge den over på en skive. Verden er fyldt med gode mennesker, som, når de får lov, gerne vil være næstekærlige.

DET FØRSTE SKRIDT

Det første skridt er det sværeste, det der kræver flest overvejelser.


Orker jeg eller orker jeg ikke?

Fører det nogen steder hen?


Fordele og ulemper vejes mod hinanden.

Når det første skridt først er taget, følger det næste skridt nærmest automatisk med, og pludselig er man i bevægelse.


Det gælder vel både i forhold til gåture, kontakten til andre mennesker og problemløsning.


Det første skridt er det sværeste.

SØVNIG SØNDAG

Landmanden har for en gangs skyld hele weekenden besat med fritidsinteresser, så han skulle også tidligt op i dag. Så er det jo en herlig ting med ure, der skal stilles tilbage, det gav tid til, at vi fik morgenmad sammen.

Efter vores børn er flyttet hjemmefra, tillader jeg mig at sove længe, når jeg har aftenvagter, så i går så vi slet ikke hinanden.


Nu har jeg hele formiddagen for mig selv, vejret byder absolut ikke op til en dans udenfor, så der er tændt levende lys rundt omkring i stuerne, og hjerteslaget er langsomt og søvnigt.


Jeg tror, jeg kryber under tæppet og slumrer lidt til lyden af fjernsynet.

30 MINUTTER

DEN INTELLIGENTE KROP

Lidt fagidiot er man vel altid, så midt i genudsendelsen af Vild med Dans, kommer jeg til at tænke på det normale bevægemønster.

Nu tænker du måske krop, bevægemønster og sygepleje? Det er da fysioterapeuter og ergoterapeuter, der har forstand på kroppens muskler!

Korrekt, men som sygeplejerske på et akut apopleksiafsnit får man en viden og erfaring om kroppens muskler, og i min uddannelse ligger også en viden om musklernes betydning. Jeg har fokus på vejrtrækningsmusklerne og deres betydning for et ordentligt luftskifte, og når de muskler bliver ramt i den ene side, så stiger risikoen for en lungebetændelse, det skal vi så forsøge at undgå bl.a. ved hyppige stillingsskift.

Derfor er det så betydningsfuldt at få lejret patienten godt og at ændre denne lejring hyppigt. Derfor er det også, at mobilisering af patienten, altså at få patienten op at sidde i en stol, også selvom de er hårdt ramt af apopleksien, er så vigtigt. Der kan være forskellige ting, der taler imod mobilisering, så det skal man også tænke ind i sin pleje.

Det betyder også noget for den fremtidige træning, at vi hele tiden tænker på det normale bevægemønster, f.eks. når patienten skal længere op i sengen eller skal have tøj skiftet i sengen, også selvom patienten er hårdt ramt, det er ikke ligegyldigt, hvordan vi gør dette.

Jeg er selv blevet mere bevidst om kroppen, og den måde vi bevæger os på, men jeg kan blive bedre, og DET er det fede ved at arbejde på min afdeling. Der er hele tiden nye ting, nye udfordringer, ny viden, jeg kan lære.

Lidt fagidiot er man vel altid ;-)

EN FORVOKSEN TEENAGER

Landmanden er af sted til MCarrangement hele dagen, vores børn er hver deres sted, der er ingen planer før aftenvagten i eftermiddag, så jeg har sovet længe.

Nu er fjernsynet tændt, computeren står ved siden af, teen er brygget, bøgerne fundet frem og jeg putter mig under tæppet, det er godt nok længe siden jeg har prøvet sådan en dag. Jeg skal end ikke have dårlig samvittighed over et beskidt hus ;-)

DAG OG NAT

I går strålende solskin fra morgenstunden af, i dag en mørk og våd dag. Sådan er det danske vejr, det ved vi jo, vi er mange, som bliver påvirket af vejrskift. Kroppen og sindet bliver let tungere i sådan et vejr.

Udenfor kan jeg høre lastbilens brummen, trucken, der kører frem og tilbage og stiller de store bigbag op på ladet. Hver sæk rummer 1000 kg, og der kan normalt være 24 stk. på lastbilen, og i morgen ligger kartoflerne ompakket i mindre poser ude hos supermarkeder i det ganske land.

Mængden af kartofler, som vi danskere spiser, er også vejrafhængig. Kulde, mørke og vinter fremmer kartoffelspisning. I kartoffelbranchen forsøger man sig med nye tiltag, nye opskrifter, nye kampagner, for når dansken bliver under 30 år, så går kartoffelbruget markant ned. De unge danskere er blevet pastaspisere, de ældre over 60 er kartoffelspisere, og hvordan får man de unge til at vælge kartoflerne frem for pasta? Nu har man iværksat en undersøgelse for at undersøge hvorfor man spiser eller ikke spiser kartofler.

Jeg har planer om varm kartoffelsalat, en god gammeldags ret, som vi hjemme altid fik med røde pølser, måske derfor var jeg vild med den ;-) Det er år og dag siden jeg har lavet det, men der er en rest frikadeller i køleskabet, og de to ting kunne vist passe godt sammen i det her vejr.

Om det bliver til frokost, hvor jeg er hjemme, eller om det bliver en soloret til landmanden i aften, hvor jeg er i aftenvagt, får vi at se, det afhænger af vejret.

FRITIDSARBEJDE

Jeg vil jo så gerne formidle viden om apopleksi, og det er sjovt at møde andre mennesker end de sædvanlige, så en halv time sammen med de frivillige på sygehuset lyder rigtig spændende. De møder jo tit apopleksiramte mennesker rundt omkring på afdelingerne på sygehuset, så jeg kan godt forstå, at de gerne vil høre noget om den sygdom, men det er på min fridag.

Dagen forinden har jeg også fri og her er et møde, jeg er nødt til at komme til, min souschef har vist haft lidt for meget om ørerne, for hun plejer nok at sørge for, at jeg er på arbejde på mødedagene.

Og jeg ved, at jeg lige nu let får hjertebanken, svien i maven og søvnproblemer, så jeg passer på, men jeg har så svært ved at sige nej til denne dejlige flok, som bruger af deres fritid til at snakke med patienter og pårørende, laver kaffe, hygger nede i dagligstuen, går tur med patienter osv.


Det må der lige tænkes over.

HVEM SNYDER JEG?

Aftalen med mig selv gik på ingen blogindlæg, før hele huset var gjort rent, men jeg er træt, så jeg trænger lige til noget andet at lave, inden de sidste og mest trælse rum skal tages (godt gættet, det er badeværelserne og folkerummet, der står for tur)


Solen har skinnet lystigt gennem ruderne og mindet om, at der er andre ting, der mangler, men det lukker jeg øjnene for, det må vente, til jeg er ovre mine aftenvagter i weekenden.


En skyfri himmel har været synet, hver gang jeg har været ude med affald eller snavset vaskevand. Ude på terrassen står havemøbler og sommerkrukker og minder om endnu mere, der ikke er lavet. Jeg lukker øjnene igen og nyder luften og solen.


Radioen har for en gangs skyld underholdt mig, og lyset har givet mig energi, skidt pyt med at jeg ikke kunne holde min aftale med mig selv, om 1 time kan jeg forhåbentlig skrue låget på rengøringsmidlerne, smide rengøringsklude til vask og nyde, at jeg i morgen kan vågne op med god samvittighed.

HJERNEARBEJDE

Jeg må have overbelastet min hjerne i går, for klokken blev halv to, før jeg kunne sove, med det resultat at jeg sov længere end beregnet i dag, og så var jeg bagud fra morgenstunden af.

Kopimaskinen drillede på arbejde, men vi kom i gang med undervisningen. Der var 16, det er vist første gang, at der har været så mange. Det var en blandet skare, assistentelever, studerende, mange sygeplejersker og nogle assistenter med få eller mange år på bagen i andre specialer.

Vores nye undervisningsansvarlig sygeplejerske havde opfordret os til at udfordre de studerende med flere spørgsmål, så de blev aktive i stedet for blot at skulle modtage undervisning.

Så jeg startede med, at de skulle fortælle om de symptomer, vores patienter kom med. Nogle havde virkelig læst på lektien, men jeg måtte trække lidt på smilebåndet, da der blev sagt hemianopsi, for så spurgte jeg, og hvad betyder det? Ingen svar, men til sidst fandt de dog frem til svaret: synsfeltudfald til den ene side.

Herefter tog vi noget om hjernens opbygning og årsagerne til apopleksi.

Endnu en gang måtte jeg pointere. ET FORHØJET BLODTRYK ER ÅRSAGEN TIL DE FLESTE APOPLEKSIER!

Hvorfor nu denne understregning? Fordi vi endnu en gang får en patient ind med et blodtryk, som har været forhøjet gennem flere år, men vedkommende er ikke så meget for tabletter og vil gerne bringe det ned med kost og motion. Fint, men hvad med at tage tabletter, mens man får lagt livsstilen om.

KEND JERES BLODTRYK jeg har set patienter yngre end mig med store handicaps pga. et for højt blodtryk.

Til slut gennemgik vi sygeplejen i det akutte apopleksiafsnit, hvad holder vi øje med, hvordan forhindrer vi, at den del af hjernen omkring blodproppen/blødningen ikke tager mere skade. Hvordan sørger vi for, at patienten ikke får komplikationer. Tiden gik stærkt, jeg kunne såmænd have talt stadig, men jeg huskede at holde pause, jeg huskede at tegne på tavle og dermed komme ned i tempo.


Men bagefter var jeg alligevel i tvivl, var det ikke blevet en rodet affære, havde de fået noget ud af det. De siger, det var godt, og så må jeg forlade mig på det, men underligt, at man selv kan være så meget i tvivl, når de slet ikke var det.

SKULDERNE NED

Dybe og rolige vejrtrækninger.

Jeg behøvede slet ikke at sige det til mig selv, for det kom helt af sig selv, da jeg kom ud til Liselotte.

Dagen var blevet lidt mere hektisk, end jeg havde regnet med, så det var skønt at kunne sætte kursen mod Gug.

Det var ren nydelse at sidde der med en god kop te og lade snakken flyde. Mit hækleproblem blev løst lynhurtigt af Liselotte, så nu kan der hækles igennem i aften efter kor.

Gode mennesker er værd at samle på, og jeg er glad for, at jeg har mødt ikke blot Liselotte men også resten af familien. Også Oscar, selvom jeg et kort øjeblik troede, han knurrede af mig, men det var vist en godbid, der skulle sluges, samtidig med at jeg skulle bydes velkommen ;-)

JEG GAD GODT

Sofaen frister med vattæppe, strikketøj og levende lys på bordet. Men jeg må være standhaftig, jeg har selv været med til at inddrage min fridag i morgen.

Vores studerende og nye sygeplejersker mangler undervisning i apopleksi, der har ikke været tid til det, nu hvor jeg enten er på kursus eller i weekend/aftenvagt.

I morgen er der et møde, som jeg også skal til, og så kunne vi lige så godt placere undervisningen før dette møde, men hvor jeg normalt har 2 gange med i alt 3½ time, er der nu kun 2 timer til det, så jeg skal have kigget på materialet og lavet nyt til i morgen, og som sædvanligt udsætter jeg det til allersidste øjeblik.

Hovedet er fyldt med emnerne fra de to kursusdage, jeg har lyst til at søge i alverdens medicinske søgemaskiner for at finde artikler, som kan belyse nogle af de problemstillinger, vi lige for tiden snakker en del om, men jeg må styre mig.

Om nogle timer må jeg smide mig i sofaen, men først skal der laves en plan over de to timer. Hvad vil jeg gerne, at de får med sig? Hvad synes jeg er vigtigt, at de ved om hjernen, om apopleksi, om plejen til apopleksipatienter, om dokumentation, både lokalt men også nationalt? Jeg har jo al den viden, jeg skal bruge, men det gælder om at begrænse sig, jeg har det med at glemme pauserne og kan snakke i timevis, det skal de ikke udsættes for.


billedet fundet her

Når jeg skal lave udkast til undervisning, informationer eller lignende, er jeg nødt til at bruge papir og blyant. Jeg kan ikke lave det med samme på computeren, lige som jeg heller ikke kan læse artikler på skærmen, hvis de skal fæstne sig. Kan du det?