ARBEJDSRUTINER

Selvom vi er meget fokuseret og koncentreret i vores gruppearbejde, er der også tid til social snak, i går kom vi omkring vores arbejdsrutiner, når vi skriver de individuelle opgaver hjemme. En af mine medstuderende er meget struktureret, hun begynder kl. 8, når børnene er sendt i skole, holder et kvarters tepause og en halv times frokostpause, og kl. 15 slukkes computeren, hun lukker døren til kontoret, og resten af dagen beskæftiger hun sig overhovedet ikke med opgaven.

Jeg står op sammen med landmanden, måske lidt senere, men computeren tændes omkring kl 7.30, jeg finder tekop frem og tænder lys. Tøjet er meget afslappet på grænsende til at ligne mit nattøj, indtil jeg kommer lidt op af formiddagen. Jeg læser og skriver, jeg surfer på nettet, læser blogge, vasker tøj, læser og skriver, læser mail, læser og skriver, handler ind, læser og skriver, hænger vasketøj op, læser og skriver, arbejder på kontoret, læser og skriver, laver mad, læser og skriver, snakker med landmanden ind imellem alt det andet, læser og skriver. Computeren bliver først slukket, når jeg går i seng, og i selve opgaveskrivningsperioden bliver skrivebordet end ikke ryddet, alt ligger klar til næste dag. Jeg har et værelse med skrivebord, men jeg vil allerhelst sidde i stuen midt mellem køkken og fjernsynstue. Denne gang ser jeg frem til, at landmanden kan foretage al sin surfen på nettet og Youtubekiggeri inde hos mig i en god sofa, jeg har jo givet ham en julegave, så han ikke er afhængig af at være et bestemt sted. Dengang jeg var sygeplejeelev, boede jeg alle 3½ år på kollegium, og jeg elskede det. De fleste opgaver blev skrevet i køkkenet, hvor andre kom og gik, nogle gange slog de sig ned ved mit bord med en kop te/kaffe, snakkede lidt og gik så ind på deres værelser og lavede lektier, andre slog sig ned ved siden af mig og skrev deres opgaver, det var jo før computernes tid, så det foregik i hånden. Jeg har altid elsket gruppearbejde og andres selskab undervejs i mine opgaveskrivninger. Sådan er vi heldigvis så forskellige, i dag har jeg besluttet mig for at arbejde med de artikler, vi har fundet frem til vores fælles del. Datteren skal på besøg, men først skal der lægges en kjole op, så hun og symaskinen er indbudt til at være med ved mit bord.

 

 

 

 

 

Med til historien hører, at når jeg er på arbejde, så er jeg meget koncentreret, men her har en 8 timers arbejdsdag også svært ved at rumme alt det, jeg og mine kolleger gerne vil nå, inden vi går hjem, så der skal ikke drikkes te udover i pauserne, for pauser skal der til uanset arbejdsrutiner.

Må din lørdag blive god, hvad enten du skal arbejde eller holde fri.

FREDAG MED LUFT

Jeg var med bus til skolen i dag, og det gav mig mulighed for bare at slappe af og nyde køreturen. Jeg har aldrig før været inde på Aalborg Universitets område, hold da op, som det er stort, det er jo en helt lille by. Hjemturen med bus gik kun til busterminalen i centrum, for jeg skulle mødes med landmanden, et kig på klokken afslørede, at jeg kunne nå at komme forbi min gamle tebutik. Nu er der købt te i rigelige mængder, så meget at ekspedienten spurgte, om noget var til gave? Jeg fik pulsen godt op på min vej fra bus til butikken, hvor vi havde sat hinanden stævne, rygsækken med bøger og mapper vejede godt til, og sammen med den bærbare i egen taske gav det lidt ekstra at bære rundt på.

Nu er vi hjemme, det er fredag, det er weekend, datteren er hjemme. Det er himmelsk.

ET SPØRGSMÅL OM ORD

Vi kom til at diskutere ordet midaldrende ved en komsammen fornylig. Alle var vi over de 50, og det havde undret nogen, at man i en avisartikel havde talt om midaldrende i forbindelse med en 45-årig person. men hvis vi skal tage ordet for pålydende, at det betyder midt i alderen, så er gennemsnitsalderen vist ikke 100, ej heller 90, så betegnelsen var vel god nok. Vi snakkede så ikke om, hvad vi skulle kalde os selv, når midaldrende var reserveret til dem i 40erne, det var måske der, skoen egentlig trykkede.

Normalt køber jeg min ansigtscreme på apoteket, men jeg har ikke haft tid til at køre forbi, så i dag røg en creme, jeg også kender, i indkøbskurven. Jeg kviede mig godt nok ved de nederste ord. Jeg synes jo, at jeg har en fin hud, rynket, javist, men ligefrem meget moden? Jeg får indre billeder af mine meget modne bananer med brune pletter på, og så gammel er min hud altså ikke endnu. Jeg glemte helt at kigge på teksten til den creme til kvinder på 60+. Det kunne ellers have været spændende at se definitionen på den hudtype ;-)

HJERNEVRIDERI

Nogle læser i sengen for at gøre sig klar til at sove, andre lægger sig bare ned og falder i søvn, jeg løser sudoku. Jeg kan også godt lide at læse i sengen, men så falder jeg ikke i søvn, der er altid lige en side mere, der skal læses. Sudoku skulle være godt for hjernen, men jeg er ikke særlig skrap til det. Og lige nu irriterer det mig, at jeg ikke kan knække koden til at løse de halvsvære i en sudokubog. Hver avis eller blad har sit sudokusystem, og der er nogle, der er lettere at gennemskue end andre. Måske skulle jeg nærstudere det link, jeg har sat ind, om de har andre veje, jeg kan gå med min hjerne.

Nå ja, så havde jeg glædet mig til at kunne låne og læse bøger på iPad via e-reolen, og så har min kommune ikkke råd til at være med! Det er måske godt det samme, for så ville jeg måske aldrig falde i søvn, tænk at kunne låne lige hvornår man ville og ingen bøder for at aflevere for sent.

Nu gælder det den faglige læsning og skrivning. Må du få en god dag med plads til at få hjernens neuroner sat i arbejde.

NÆSTEN FRIDAG

I dag kommer der ingen medarbejdere på gården, så landmanden tager den med ro fra morgenstunden af. Jeg holder fri fra madpakkesmøring, det klarer han selv i dag, tiden bruges i stedet for i morgenkåbe foran computeren med en kop varm te ved siden af. Om lidt skal jeg ud af døren, gruppeopgaven er startet, og vi skal være effektive, for vores vejleder har ferie i uge 8, det har vi ikke, men det betyder, at vejledning både til gruppedelen og den individuelle del af opgaven skal være i løbet af de næste 10 dage. For at få gavn af vejledningen kræver det, at vi har skrevet og tænkt en del, før vi mødes med hende. Trods arbejdsdag i dag føles det næsten som fridag, fordi dagligdagen hjemme på gården er anderledes.

Da børnene var 3 og 4 år, var landmanden på jagt i Skotland en uge; jeg var inde og handle ind og mødte en anden kvinde, også gift med en selvstændig. Da hun hørte, at landmanden var af sted, udbrød hun spontant, det er næsten som ferie, vi grinte begge, for sådan føltes det. Dagene var i høj grad defineret af vore mænds arbejde, vi var begge medarbejdende ægtefæller på det tidspunkt, og spisetidspunkter og dagens gang var meget bestemt af, hvad vores mænds arbejde bestod i denne dag. Nu kunne børnene og jeg helt selv bestemme, hvad dagen skulle indeholde, jeg havde arbejdsopgaver på gården, men det var mig, der var chefen ;-) Selv børnene, som skulle i børnehave, nød, at hverdagen ikke var så struktureret som ellers, vi legede, læste højt, kørte ture og skulle ikke tænke på, at eftermiddagste, aftensmad eller andre måltider skulle være klar, det var ren ferie.

Nu sidder du nok og tænker, var Lene ikke mørkeræd dengang? Åh jo, men jeg havde jo to små poder at skulle passe på. Alt blev låst og dobbelttjekket, jeg gik ikke ud om aftenen i mørket, og når jeg gik i seng, bar jeg først de to sovende børn ind i min seng, derefter hentede jeg haglgeværet og lagde under sengen, til sidst blev Scott hentet, vores store bistre hanhund, og så blev døren låst. Først da kunne jeg sove, men med lyset tændt, kylling måske, men jeg kunne forvandles til en løve, hvis nogen tænkte på at gøre mine børn fortræd!

Kan du også have hverdage med arbejde, som alligevel kan få følelsen af fridag frem i dig? Uanset hvad ønskes du en god dag.

AFSLAPNING

Mens landmanden var faldet i søvn nede i folkerummet, hvor der er lunest, gik jeg en tur. Jeg var godt pakket ind, og fingrene frøs jammerligt, når jeg skulle fotografere, men nydelsen ved at være ude og mærke frisk luft var størst.

Landmanden sov stadig, da jeg kom hjem, og han blev først vækket, da aftensmaden var færdig. Nu slappes der af foran brændeovnen, Istvan har fået sin hundekurv herind, landmanden sidder med sin iPad og surfer, og jeg læser mail, skriver blogindlæg og drikker te. Ren råhygge.

VELFORBEREDT

Energien kører på lavt blus, så jeg havde lidt dårlig samvittighed overfor min gruppe, jeg syntes ikke jeg var velforberedt, men jeg havde nået at skimme de artikler igennem, som jeg havde haft til opgave at finde ved søgning på en database. Det var dog helt andre ting, der kom til at fylde i dag. En af mine medstuderende havde fået at vide, at hun var blevet valgt til at skulle omplaceres eller måske fyres, det var hun ikke forberedt på efter knap 20 års ansættelse. Her gælder det om at slå ørerne ud og lytte, i sådan en situation når ordene knapt at komme omkring de overordnede strukturer i hjernen, før de er udtalte, og først da skal de bearbejdes. Da vi mærkede, at der var sagt det, der kunne siges nu, blev hun sendt hjem, og vi andre arbejdede videre med at gøre vore søgninger bedre, så vi var velforberedte til den bibliotekar, vi har booket ½ time i morgen tidlig.

Velforberedt er ikke den betegnelse, jeg vil bruge om visitatoren ved gårsdagens møde. Vi havde talt sammen i telefon torsdag, da hun med kort varsel tilbød et møde om bevilling af demensbolig, her måtte jeg fortælle, at vi altså allerede havde sendt en ansøgning, hvor min far havde skrevet under, jeg måtte også fortælle, at min far havde været diagnosticeret med diagnosen Alzheimer siden 2005, hvilket hun ville have vidst, hvis hun havde læst ansøgningen. Visitator var en sød kvinde, som opførte sig med respekt overfor min far, men jeg undrede mig over hendes tilgang i spørgsmålene, hvor jeg ikke måtte hjælpe min far, for jeg havde skrevet i ansøgningen, at min far nu havde problemer med at mobilisere navneord, det der kaldes anomisk afasi, og så skal man ikke sige en masse ord efter hinanden, det forvirrer bare. Til slut fandt hun ansøgningen frem, den var tom, og ville have min far til at skrive under, hvorefter jeg måtte gentage torsdagens besked, at vi allerede havde udfyldt den ansøgning. Nå ja den havde hun ikke fået læst! Jeg ved, hvor svært det kan være at finde tid til at forberede sig, jeg har også været i situationer, hvor jeg måtte tage en samtale med pårørende uden at få læst alt igennem inden, det er frygtelig ubehageligt. Men det mindste, hun kunne gøre, var da at finde ansøgningen frem og så skimme den igennem, i hvert fald efter min mening.

Resten af dagen skal gå med at få skik på huset og få ordnet min vaskemaskine, som igen har ladet sig forstoppe, og jeg ved, at jeg skrev på bloggen om den løsning, jeg fandt for at tømme vandet ud, men ikke om jeg kan finde det indlæg. Nu vil jeg sætte en steg i ovnen, gå en tur og så satse på, at hjernen af sig selv finder frem til løsningen.

Må du få en god aften. Hvad mon du fylder i din tirsdag aften?

WEEKENDOPHOLD

Du er sej, hviskede fruen til landmanden der kl. 1 om natten, inden han faldt i søvn; 3 døgn med fuld fart på var over, kroppene var trætte, møgbeskidte og huden tør og rynket med malerrester. Klokken 6 fredag morgen drog vi af sted med trailer bag varevognen, vi havde bilen fyldt med maling og værktøjskasser, i traileren var de møbler, som sønnen ikke havde haft plads til i den lille et-værelses lejlighed.

Vejret var modbydeligt, det sneede heftigt forskellige steder i Jylland, og der var glat og dermed langsom trafik.

Det klarede op på Fyn og resten af turen gik gnidningsløst. KL 12 holdt vi foran den nye lejlighed, hv0r sønnen ventede. Vi fik overdraget lejligheden og fløj i malerspandene med det samme. Svigerdatteren er multiallegiker og har ikke godt af at male eller være for meget i rum, der er nymalet, så for at projekt flyt-på-en-weekend skulle lykkes, skulle den nye lejlighed være færdigmalet fredag. Sønnen satte malertape op og var praktisk gris, landmanden tog de store flader, jeg fulgte efter omkring døre og fodlister. Fredag aften var de tre værelser klar, svigerdatteren og hendes søster sørgede for mad og drikke, og vi sluttede aftenen af med lækker take-away vietnamesisk mad, som de to dejlige søster kunne forklare os, hvordan vi skulle sætte sammen. De tre unge gik tilbage til den gamle lejlighed for at sove, landmanden og frue smed sig på en sofa og en luftmadras i den nye lejlighed.

Lørdag var store flyttedag, de to flyttemænd (sønnens kammerater) dukkede aldrig op, den ene lovligt undskyldt(syg), den anden måtte brødebetynget ringe, da vi havde læsset anden gang, at han var sovet over. Vi klarede det nu fint, heldigvis var det fra stue til første, og ikke som hos datteren op til fjerde sal. Nu skulle der så handles ind, de unge mennesker sammen med landmanden drog i Ikea, lige nøjagtig på den første lørdag i måneden! De var fuldstændig færdige, da de kom hjem, masser af mennesker og især skrigende børn havde gjort indkøbsturen til et mareridt, men nu var der lamper, spejle og skoreoler, der kunne sættes op. Imens de havde handlet ind, havde jeg fået malet inde bag en indbygget reol, jeg havde hygget mig og haft besøg af datteren.

Lørdag aften sent gik de to søstre i seng i stuerne, vi lukkede døren, og så malede vi entreen. KL 2 kunne vi gå i seng for at stå op 5½ time senere. De sidste ting blev skruet sammen og sat op, mens svigerdatteren pakkede kasser ud. Herefter var det den gamle lejligheds tur, men først skulle der lige gøres forarbejde til en omgang maling efter vandskade hos datteren. Imens havde sønnen sat malertape op i lejligheden, og klokken 18 var den lejlighed malet og manglede kun en omgang rengøring, så den kunne meldes klar til tilsyn. Landmanden og jeg ignorerede malerpletter og hullet malertøj, pakkede bilen, satte trailer på, og kørte til Nordjylland. Eftersom jeg ikke har trailerkort eller stort kørekort, måtte landmanden tage hele den lange tur frem og tilbage. Traileren blev afleveret, og vi kom hjem til et hus uden varmt vand, så nu holder jeg øje med varmekanon og vandrør. Jeg har et visitationsmøde sammen med min far, der med kort varsel er blevet sat til i dag. Om ikke andet må brusebadet tages nede hos ham, så jeg ikke skræmmer visitatoren væk.

Må du få en god mandag.

DIE GROSSE DOLOMITTENSTRASSE 1

Andres snak om sommerferieplanlægning fik mig lige tilbage til sidste sommers motorcykelferie. Jeg nåede aldrig at fortælle færdig om den ferie. Så lad os fordrive februar måned med et tilbagekig på sommeren, der var. Feriefortællingen stoppede ved vores vandretur. Dagen efter var det tid til at bryde op fra Cortina d’Ampezzo, vi havde bestemt os til at ville prøve et af de mange motorcykelhoteller, som  findes i Østrig og Norditalien. Her er der plads til motorcyklerne i garager, der er vaskepladser og gode faciliteter, hvis noget skal repareres. Aftensmaden med 4-5 retter er med i prisen, og da hotellerne er skisportshoteller om vinteren, har de ofte gode tørremuligheder for vådt motorcykeltøj. Vi fandt et i nærheden af Bozen, men GPSen havde svært ved at finde byen, uanset om vi tog den italienske stavemåde eller den tyske, men der var koordinater angivet, så vi måtte forlade os på disse tal og håbe, de kunne føre os helt frem til hotellet, for kortene og GPSen var heller ikke enige om vejen til den lille bjerglandsby.

Vores motorcykelkammerat havde været i Dolomitterne 2 gange før, så han havde kørt på Grosse Dolomittenstrasse fra Bozen til Cortina flere gange. Vi blev enige om en rute, hvor vi både fik set noget af den berømte vej, men også kom ud på mindre veje og fik kørt gennem flere pas. Vi drejede af i Arabba og kørte nordpå mod St.Martin in Thurn. Samme dag var der arrangeret cykelløb rundt om bjergkæden Sella, så vi mødte cykelryttere hele dagen i begge retninger. Jeg beundrer dem godt nok for deres udholdenhed og gejst.

Vejret var perfekt til motorcykeltur, ikke for varmt og ikke for koldt. Hver gang vi kom omkring et bjerg, åbnede sig nye udsigter.

Vi kørte væk fra Sella bjerggruppen og drog videre længere nordpå. Her gjaldt det ikke om at komme hurtigst fra A til Z men om at opleve og sanse, de små snoede veje gjorde så også sit til, at turen foregik i roligt tempo.

Andre vejbenyttere kendte ikke altid færdselsreglerne.

ja ja jeg skal nok flytte mig, (die dummen Dänen).

(fortsættelse følger)

SMUKKE MORGENER

Frostvejret har givet skønne morgenstunde, når jeg kører til skole. Og i går var ingen undtagelse, rimtågen lagde sig som et eventyrtæppe og fik alt til at se smukt ud.

Undervisningen lakker mod enden, denne gang er der sat 3 uger af til opgaveskrivning, det skal ingen hemlighed være, at vi gerne havde set lidt mere undervisning; 2 uger er rigeligt til at skrive opgave i, og vi sidder med en fornemmelse af, at der var mange flere vinkler, som vi kunne have dykket ned i. Jeg håber, at vores litteratursøgning vil give nogle interessante bud på patientperspektivet, og at vi i gruppen får nogle gode diskussioner. Nu vil jeg nyde de sidste morgenture, forhåbentlig lige så smukke som disse dage.

God fredag til dig

OPSLUGT

Egentlig havde jeg mange ting på programmet i går, men først fristede muligheden for at være sammen med mine to søstre  hos min far for at fejre hans fødselsdag, så jeg smuttede lige de 100 km ned og spiste fastelavnsboller og drak te sammen med dem. Det var en skøn prioritering.

Så havde Ellen anbefalet en bog, som jeg fik hjem fra biblioteket i forgårs. Den fristede og var så god, at jeg først lagde bogen, da jeg var helt færdig. Det blev derfor sent, inden huset var klar til rengøringshjælpen, og regnskabet endegyldigt kunne pakkes i net klar til at blive afleveret i dag. Lektierne er blevet læst til i dag, tasken er pakket, bilturen skal bruges til at lave en mental liste over de ting, jeg skal have nået, inden jeg går i seng i aften. Heldigvis har jeg ikke flere bøger liggende, der kan friste.

God fristende dag til dig.

ORDLØS

DET ER KOLDT OG MAN MÅ GÅ SIG VARM

Efter at have frosset med anstand blev det en medstuderende for meget, så hun slog i bordet, og det virkede, varmen begyndte at komme. Kroppen forsøgte at råbe mig op, da jeg kom hjem, men jeg overhørte råbet, jeg drak te, jeg strikkede, jeg læste lidt mails, jeg strøg lidt tøj, til sidst blev undskyldningerne for tydelige, så jeg tog varmt tøj på og gik en tur. Istvan fik lov at komme med, selv om jeg godt nok var bange for, at man ville kunne se mig stå på støvler bagefter hunden henad vejen, for der var spejlglat under sneen.

 

Nu er kroppen varm, det kribler og krabler under huden, alle sanser er vakt, og jeg er klar til læsning og afslapning.

DET ER KOLDT DERUDE

Og der er koldt på min undervisningsinstitution. De har sådan noget genial automatisk udluftning, hvor små vinduer åbner sig, når kuldioxidniveauet i et klasselokale stiger. Lad mig blot sige, at jeg hellere vil have lidt mere kuldioxid end at fryse, sådan som jeg gjorde i går. Det er lige før, at der udover te, mapper og penalhus skal pakkes en plaid med i tasken. Og så har landmanden glemt vores termokande på jagt, så jeg skal ha sådan en bette forkølet variant af en termokande med til en hel dag, godt man kan købe te og varm kakao derude.

Mens jeg pakker, nyder jeg sneen udenfor, kulden måtte godt stige lidt, kartoflerne i kartoffelhuset er ikke mange om at holde varmen, så varmeblæsere er klar i kulissen til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. Måske skulle jeg komme anstigende med sådan en varmekanon ude på skolen, så skulle vi nok kunne holde varmen.

Må din dag blive med mulighed for at finde varme og glæde.

KONCENTRATION

Nogle vil kalde det at skrive et blogindlæg for overspringshandling, når jeg nu har en engelsk artikel om lidelse, håb og udholdelsesevne at læse. Det gør jeg ikke. Det er en måde at få hjernen til at kunne rumme alle de engelske ord og omsætte dem til noget, jeg kan forstå. Jeg læser koncentreret, men må have pauser for at få tingene til at falde på plads. At kunne holde fokus betyder, at man sommetider må gøre noget andet. Sådan har jeg det i hvert fald.

Og måske kan jeg så pludselig se sammenhængen, følge forskerens argumenter, det håber jeg.

RIGTIG ELLER FORKERT?

I dag skal vi have om patientens perspektiv på f.eks gendiagnostik, og i den anledning skulle jeg læse forskellige artikler, bl.a. et forslag til retningslinjer for genetisk rådgivning for mennesker med risiko for arvelig tyktarmskræft. Her bruges forskellige eksempler til at belyse, at det slet ikke er så enkelt at sige, det her er det rette at gøre. Lad os nu forestille os et menneske A, hvis mor er død af tyktarmskræft og hvor A ved, at kusinen er død af samme type kræft, og kusinens mor har overlevet samme sygdom. A vil undersøges for, om vedkommende er i risiko. Den måde man undersøger det for, når lige netop denne familie ikke tidligere er undersøgt for denne arvelighed, er først ved at opstille et stamtræ; hvor mange har været syge, hvor mange er døde af den type kræft. Derefter skal man for at teste A have en blodprøve fra en person, som har haft sygdommen, for at identificere genet. Dvs. moster til A skal spørges, om hun vil afgive en blodprøve. Fra at være et individuelt anliggende, bliver det nu til et familieanliggende; A har behov for at vide sin risiko, moster har ikke lyst til at få taget den blodprøve, for hvis det viser sig, at hun er bærer af det gen til arvelig tyktarmskræft, er det jo hendes skyld, at hendes datter er død fra sine børn. A presser sin moster til at få taget prøven. Hvad nu hvis moster er bærer? Skal man så informere resten af familien, der er jo andre, der også er død af denne type kræft? Hvad med mosters børnebørn?  Pludselig kan A uden egentlig at ville det have påført mange andre mennesker skyld og angst, for ikke alle ønsker at vide, om de er i risiko eller ej. I det her tilfælde kan man gøre noget, man ved, at ved at følge risikopatienterne med undersøgelser kan man operere, når kræften viser sig og dermed give det menneske lige så lang levetid sammenlignet med raske mennesker. Men hvad med de arvelige sygdomme, hvor vi ikke har en behandlingsmulighed?

Spørgsmålene er mange, og der er ikke et enkelt svar. Jeg glæder mig til at få belyst disse etiske spørgsmål af samme underviser, som valgte gammeldags tavleundervisning, jeg er sikker på, at det vil hun gøre godt. 

God mandag til dig med tid til at tænke.

SØNDAGSSYSLER

Søndagen blev god, jeg dryssede ikke hele dagen væk. Der er blevet læst, og der læses endnu (jeg havde glemt morgendagens lektier). Der er blevet gået tur, der er danset og der er leget med hulahopring. Ikke om jeg kan begribe, hvordan jeg nogensinde skal kunne holde det bæst i sving i mere end ½ minut og da slet ikke venstre om! Men jeg samlede op og satte i sving, samlede op og satte i sving osv.

Ladmanden nåede hjem, inden håndboldkampen startede, og både han og Istvan fik en powernap, det er hårdt at være ude en hel dag.

 

 

 

 

 

 

Inde i køleskabet fandt jeg to lækre flødeboller, godt jeg ikke huskede dem i går, for så havde landmanden ikke fået nogen. Håndboldkampen blev mest hørt, jeg er ikke så god til at holde spændingen ud, så jeg laver alt muligt andet imens. Aftensmaden blev mad fra den lokale grill-bar, rent faktisk hedder det et spisehus og er vietnamesisk ejet, men de første vietnamesiske ejere kaldte det grill-kroen, og det hænger stadig ved. I dag besluttede jeg mig for, at vi skulle smage de vietnamesiske retter, det blev en gryderet med kylling, bambusskud, champignon og ærter samt vietnamesiske forårsruller. Det er ikke sidste gang, vi prøver den side af menukortet, det ligger anderledes let end den traditionelle grillkylling med salat og et bjerg af pommes frites.

Her ude på landet kan vi vælge mellem pizza og spisehuset, spisehuset vinder hver gang ;-) Hvilke muligheder har du(vælger du), når du ikke vil stå for maden selv?

FOTOFRI BLOG?

Helt fra starten af min blog har billeder været en del af det at blogge. Det tog fart, da jeg fik mit eget kamera, jeg nød at gå på opdagelse med makrofunktionen i haven og i nærområdet. Jeg har ingen forstand på funktionerne i kameraet, jeg indstiller den på auto eller makro, vælger ofte blitz fra, og skyder så. Jeg redigerer ikke billederne, og jeg har ikke forstand på at lave kollager og andre sjove ting, jeg ser andre lave så smukt. Ind imellem løber jeg tør for billeder, eller man skulle måske rettere sige, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har af billeder, og så må et indlæg undvære et billede. Nogle gange sætter jeg et billede på, som i min verden kan understøtte ordene, men andre oplever det nok som blot et billede uden betydning til teksten. Andre gange er teksten bygget op omkring billederne, eller billederne er taget ud fra det, jeg havde i tankerne til et indlæg. I et stykke tid har lysten til at tage billeder været væk, men da jeg ikke kan forestille mig min blog helt fotofri, har jeg været nødt til at fotografere og godt for det, for det er også et af mine fif til at live op på humøret.

Lige for tiden synes jeg, at jeg har svært ved nærbilleder, det er som om jeg ikke kan få dem skarpe nok, måske er det lyset, måske er det fotografen? Det skulle alligevel prøves igen med det lille kamera, om jeg gennem køkkenvinduet kunne få et billede af fuglenes foderplads.

Det her billede blev OK.  Andre blev mere sløret.

Vejret er gråt i hvidt, luften er kold og vejen er glat. I dag kunne jeg ikke se de glatte steder for sneen på min gåtur, så jeg gik til men alligevel med en vis spændstighed i kroppen, parat til at tage fra, hvis jeg gled. Det gjorde jeg ikke, solen skinnede lidt og sammen med svanernes karakteristiske skrig bidrog de hver især til en smuk gåtur.

Hjemme igen med rød næse, kolde kinder og fingre vidste jeg, at brændekurven inde var tom, jeg havde glemt at få den sat ud på trappen, og jeg havde det som små børn i flyverdragt, bare tanken om at skulle gennem det bøvl med at få flyverdragt af, i mit tilfælde vandrestøvlerne, kan få en til at holde sig eller tænke andre løsninger. Så jeg fik varmen ved at gå frem og tilbage fra laden med en favnfuld brænde, til jeg var tilfreds.

Nu er der ild i brændeovnen, te i mit krus, og frokosten er rettet an, resterne af porretærten med gulerodssalat. Jeg bliver bedre og bedre til at være alene, den kære landmand er på jagt igen, men jeg ved, der er en håndboldkamp kl 17, så der får jeg ham at se ;-)

SØNDAGSBLUES

Morgenstunden starter med en sindsstemning, som bringer mig fluks tilbage til min barndom og ungdomstid, dengang hvor jeg meget let røg ned i det blå felt. Jeg er blevet ældre, så nu kigger jeg på mig selv på en anden måde end dengang. Jeg spørger mig selv, hvad det er ved mig, der signalerer noget andet, end det jeg gerne vil signalere. Jeg har ikke noget svar, men må konstatere, at livet er for kort til at fokusere på noget, jeg ikke kan ændre. Som ung svælgede jeg i timevis i den blå stemning, jeg lod den flyde ud over mine venner og familie, heldigvis kendte de mig og vidste, at en sjov bemærkning eller et knus, så grinte jeg igen. Først da jeg mødte en veninde på sygeplejeskolen og senere min mand fik jeg sat stolen for døren, de gad ikke høre på mit ynk, det hjalp. Så i dag kan jeg selv, og det gør jeg så.

Jeg vil i stedet for fokusere på sneen udenfor, det lille lag, som ligger så smukt og giver dagens første lyse time et blåt skær. Jeg vil fokusere på at gøre dagen i dag rar at være i, finde de bøger frem, som jeg gerne vil læse, strikke lidt på trøjen, gå en tur og måske endda få pakket julepynten helt væk i kasser.

Jeg vil male dagen blå,
med en solskinsstribe på,
vælge lyset frem for skyggen,
gi´ mig selv et puf i ryggen,
tro på alting, selv på lykken.
Jeg vil male dagen blå.

Livet er ikke det værste vi har, og om lidt er teen klar. Må din søndag blive lys, varm og rar at være i.

LØRDAGSOPSTARTSVANSKELIGHEDER

Hvis jeg nu kunne finde ud af at downloade det dersens wordfeud til landmandens julegave, mon så ikke jeg kunne få mange point for overskriftens ord?

Det er så slet ikke missionen for i dag. Planen er: en lang gåtur, endnu et forsøg på at få en hulahopring i sving om min bævrende talje, men mest af alt skal jeg have læst artikler og bøger. Landmanden er kørt på opdagelse tidligt i morges, og Istvan syntes så, han herefter skulle gøre mig opmærksom på alt, der lavede en lyd udenfor. Nu er vi stået op, har begge spist morgenmad, og lige nu prøver jeg at finde kickstarteren til min energi.

Mon din lørdag er fyldt med spændende planer, jeg håber det.