Det lyser op i hvide nuancer denne tidlige majmorgen.
Den første rhododendronbusk står beskyttet ind mod huset og venter på, at jeg får taget mig sammen til at plukke en buket.
Moreltræet blomstrer rigt og sender løfter om sødmefyldte mavepinefremmende bær.
Men græssets hvide glimtende lag viser mig, at det vist også i dag bliver en kold majdag.
Vi må finde varme i mødet med andre mennesker. Smiler du til mig, så smiler jeg også til dig. Må din dag blive god og varm.
Efter en dejlig konfirmationsfest hos yngste niece i går og en lang arbejdsdag er jeg lidt mat i sokkerne. Jeg sidder og lytter til de gode sange fra højskolesangbogen, som min søster introducerede for os. Min far holdt tale for de første af børnebørnene, men da han blev 70 kundgjorde han, at nu holdt han ikke taler mere. Til gengæld tog min mor over og introducerede konfirmandens sang, min mor “gav” det unge menneske en ny sang/salme og lærte os alle at synge den. Da min mor døde, manglede tre niecer at få en sang. Min søster tog over, og i kraft af hun er efterskolelærer, kender hun mange af sangene i højskolesangbogen. Så i går startede vi med storesøsters sang og sluttede af med konfirmandens sang, og til stor forundring for os fløjtede min far med på den nye sang. Lillesøster grinte, hun var smart, hun havde de sidste mange gange, hvor hun havde besøgt far, spillet melodierne for ham, så hun blev så glad, da han fløjtede med.
Lige nu sidder jeg og tager mig sammen, det rykker bare ikke særlig meget, for jeg sidder endnu på stolen. Nede i medarbejderummet står et helt nyt fryseskab, ved siden af står den gamle kummefryser. Den sidste skal tømmes, den første skal fyldes op, men jeg vil gerne udtænke et system, så jeg kan finde tingene. Det har jeg så udsat i flere dage, fordi jeg er ikke sådan en systemudvikler, jeg bliver træt blot ved tanken om at skulle beslutte,om det skal deles op i en skuffe til hakket kød/småkød og en til stege og lignende, eller kødskufferne skal deles op efter dyreart. Det samme gælder på arbejdet, jeg lader gladeligt andre udtænke systemer for orden, systemer for fordeling af personale osv. Til gengæld kan jeg godt udtænke systemer i instrukser, måske skulle jeg skrive en instruks til mig selv, om hvordan man fylder et fryseskab? Formål, baggrund, udførelse osv.
Eller også skal jeg bare tage mig sammen og gå i gang.
Sådan en tidlig morgen kan man godt mærke, at det ikke blev til så meget søvn. Men datteren og jeg havde en dejlig aften sammen med fødselaren og hele min familie. datteren kørte os hjem, så jeg sov trygt, jeg vågnede kun tre gange og kunne se, at vi var på rette vej. Til gengæld ville søvnen ikke indfinde sig, da vi så kom hjem.
Jeg glæder mig helt til at skulle på arbejde, vi havde en god dag i går, og jeg syntes, min makker og jeg gjorde et godt stykke arbejde hos en patient, jeg er spændt på, om det gjorde en forskel i forhold til resten af døgnet, men det finder jeg ud af lige om lidt.
Landmanden havde kørt til sent på aftenen, og jeg er blevet bedt om at vække ham nu, inden jeg kører. De sidste marker skal tilsås i dag, jeg håber, vejrudsigten holder hvad den lover, så skal målet nok nås.
Må dine mål for dagen gå i opfyldelse.
At noget er funktionel betyder, at noget er praktisk eller som det står i Den danske ordbog tjener sit formål godt.
I min sygehusverden har det en anden betydning, her står det for en lidelse, som ikke har sin årsag i noget organisk. Vi har mennesker, som kommer med nedsat kraft i den ene side eller har afasi, hvor tingene ikke passer sammen. De kan ikke løfte armen, når de undersøges, men når de skal række ud efter noget eller udføre en anden funktion, bliver de samme muskler brugt med god kraft. De kan ikke løfte benet, men når de skal gå fra kørestol til seng, hopper de på det raske ben med det lamme ben bøjet, det kan man ikke, hvis der er nedsat kraft i benet. Mennesker med afasi kan dels have svært ved at forstå det, der siges, eller de har svært ved at finde ord eller sætte ord sammen og dermed har de problemer med at udtrykke sig. Jeg har oplevet en ældre patient, hvor jeg spurgte, hvad vedkommende ville have at drikke, hvortil patienten skrev i sin hånd; kaffe. Det kan man ikke med en nyopstået afasi. Eller den unge patient, hvor jeg gjorde noget, jeg normalt aldrig gør hos afasipatienter, jeg listede 5 forskellige muligheder op for drikkevarer, hvorefter vedkommende viste med fingrene, at patienten ønskede nr 2 og 4. Det kan man heller ikke med en nyopstået afasi. Andre gange er det ikke så tydeligt, der er bare noget mærkeligt, noget der ikke helt stemmer med det vanlige billede.
Disse mennesker gør det ikke med vilje, og vi kolleger snakker meget med hinanden om, at de mennesker aldrig må blive mødt med holdningen; så tag dig dog sammen. De har brug for hjælp, problemet er bare, at der ikke rigtig findes et sted, hvor de kan få hjælp. Lige nu kommer de hos os, for vi er de bedste til at skelne mellem en organisk lidelse eller en non-organisk lidelse (funktionel lidelse) i forhold til en blodprop i hjernen. Disse patienter får hele udredningsprogrammet inklusive den tværfaglige vurdering, og til slut må lægen være ærlig og sige, at vi har undersøgt for alt, der er muligt, og med vores bedste overbevisning er det her forårsaget af noget psykisk, det kan være stressrelateret eller have andre årsager. Selve den snak kan være nok til, at bedring sker, men for andre er der lang vej til normale tilstande. Jeg håber, de får god støtte af egen læge og psykolog, det er i hvert fald sjældent, at vi ser dem igen.
Med disse ord vil jeg gå i gang med arbejdsdagen, bagefter venter to timers køretur for at være med til at fejre min svogers 50 års fødselsdag, jeg satser på, at datteren vil køre hjem, for jeg skal arbejde tidligt igen i morgen. Landmanden bliver på sin traktor, han vil gerne være færdig med såning inden søndagens fridag.
Må din dag blive fyldt med nærvær og samvær.
Solen vil ikke rigtig bryde gennem skyerne, men jeg hygger mig indendøre. Vi får besøg af børn + svigerdatter i weekenden, så der ryddes op og støvsuges på deres værelser, imens jeg tænker på dem. Det gør mig glad.
Istvan er troligt med ude på traktoren hele dagen, vi har en vældig ballade, hvis han en enkelt gang eller to skal være inde hos mig eller i hundegården. Hvis der kommer en hare eller et rådyr til syne på marken, holder Istvan koncert i traktoren, måske skulle landmanden overveje at have høreværn på?
Høreværn får koncertdeltagerne i Torslev Kirke forhåbentlig ikke brug for i aften, hvor menighedsrådet har inviteret til Gospel og Hveder kl 19. Jeg glæder mig til at synge vores mange nye numre, der er både ballader og temponumre. Jeg håber, at koncertdeltagerne får noget af den livsglæde med hjem, som vi andre får af at synge sangene. Skulle du have mulighed og lyst, er du hjertelig velkommen.
God majdag til dig, mon du skal have lune hveder i aften?
For et par år siden inviterede jeg min lille familie på forlænget weekend til London. Det kom vi aldrig, for Sterling gik konkurs, og vi mistede pengene.
Datteren har et tæt program, vi skal til konfirmation i denne weekend, hun skal på retræte i Frankrig i næste uge og så skal hun hoppe fra det ene fly til det andet næste weekend for at nå til bryllup i Jylland.
Hvor tror I lige alle indenrigsbilletter er bestilt henne? Rigtigt! Hos Cimber Sterling!!!!
Et blomstrende moreltræ
Fuglesang fra himlens blå-hvide baggrund
Travle biller på vej væk fra mit hærvæk af deres bosted
Sveden på min pande
Smerterne fra min lænd
Varmen på min kind
Mælkebøtter og påskeliljer kappes om at stråle mest gult
En blomstrende rhododendronbusk
Og et billede fra i går, for jeg har ikke tid til at tage billeder
Må denne majdag ae dig på kinden og lune din krop.
At skulle tage beslutning om at ens far skal på plejehjem er ikke nemt. Noget af det, vi drømte om, var at det sociale i at bo sammen med andre og det at der var nogen til at støtte, guide og snakke med døgnet rundt, ville få min far til at blomstre op. Min far er kommet på et dejligt hjem, personalet er engagerede, dygtige, kærlige og aktive for at give beboerne en god hverdag, men min far er ikke blomstret op. Han har været fyldt med indre uro, han har nærmest ikke sovet, hans balanceevne er blevet meget dårligere, og alt det har tæret på ham, han er også faldet flere gange, han har dog været glad og tilpas. Det har fyldt meget både hos personalet og hos os søskende. Selvom vi med fornuften godt vidste, at det her er et led i hans sygdom og også ville være sket, hvis han var blevet hjemme, og at min far ikke kunne blive ved med at klare sig hjemme, så har det psykisk føltes, som om at vi havde skubbet ham ud over en kant med flytningen.
Desto skønnere var det at komme ned til far i går, han sov til middag, hvilket han nærmest var holdt op med pga den indre uro, hans nattesøvn var også blevet bedre, og da jeg vækkede ham, var han lige så interesseret i vores landbrug, som han tidligere havde været. Han var med på en køretur og en gåtur, så vi smed rollatoren bag i bilen og kørte ned til Borgvold, parkanlægget ved søerne i Viborg.
Der var det skønneste vejr, 19 grader, alle var ude, børn legede, unge grillede på plænerne, andre spiste is, nogle gik tur som os, børn og voksne fodrede ænder og måger, og vi travede rundt om anlægget med indlagte pauser.
Efter aftensmaden tog vi en tur ud i plejehjemmets nyanlagte have og satte os i deres gynge, her nød vi det gode aftensvejr. Vi nåede også at synge sammen og min far spillede på mundharmonika for mig. Jeg vinkede farvel til en træt mand med godt med farve i ansigtet. Jeg håber, han har sovet godt i nat, det har jeg.
Forleden dag var det så koldt, da jeg gik tur og det småregnede:
Kom med varme
Kom med tørvejr
Kom med vækst
Kom som det dejlige forår, du også kan være
Vi trænger til det
Please
Måske lyttede foråret til mig forleden dag, selv om indlægget ikke kom ud på bloggen. Der er i hvert fald det skønneste vejr udenfor. Resten af dagen skal tilbringes hos min far, jeg glæder mig til at se ham.
I tidernes morgen, da vi var nubagte landmænd, var vi sammen om at udforske den nye computerverden. Nu er jeg jo ikke landmand, men det er så et af de job, hvor ægtefællen automatisk bliver en del af jobbeskrivelsen, så lidt landmand er jeg da. Jeg ville dog ikke kunne drive gården videre uden landmanden, og det har vi for mange år siden pga en tragisk hændelse for en anden landmandsfamilie herude sat ord på, at det skal jeg heller ikke forsøge. Jeg håber dog aldrig, at det bliver aktuelt.
Tilbage til computeremnet. Vi drog på kurser sammen ud i DOSsproget, og vi førte os rigtig frem, sammen kunne vi klare det hele, det den ene ikke kunne huske, kunne den anden. Og så er det, at jeg pludselig en dag stod og funderede; hvornår var det lige, at landmanden trak sig fra at være medvidende om computere og evt. problemer? Lige pludselig var jeg blevet eksperten! Den titel gad jeg godt lægge fra mig. Landmanden har købt en fancy maskine, som både er fax, scanner og kopimaskine. Den er trådløs, det lyder rigtig smart, nu har den så bare stået på kontoret i et godt stykke tid, den er stadig ikke tilkoblet, der er travlhed i marken et godt stykke tid endnu, jeg har en anelse om, hvem der kommer til at sætte sig ind i dens funktioner.
Nu har jeg betalt for lagerplads i Picasa takket være Inges gode diagnose, så jeg håber snart, at der kan komme billeder på bloggen. Jeg kan mærke, at ord og billeder hører uløseligt sammen på min blog.
Der er ændrede planer for formiddagen, jeg skal ud og kigge på fryser. Vores fryser er en kæmpestor boks, som vi købte, da vi flyttede ind på gården for 29 år siden. Jeg kan ikke holde system eller orden i den, nu vil jeg have et fryseskab. Så kan den gamle fryser overgå til reserven.
God tirsdag til jer.
Aftenen er tilbragt foran fjernsynet. Filmen “Mine dage med Margueritte” var dejlig og hjertevarm, og jeg nød det franske sprog og samspillet mellem de to skuespillere. Den ældre kvindelige skuespiller er 96 år, og hun er skøn med sine smukke skælmske øjne og sin smukke franske tale.
En lille gåtur blev det også til i det dejlige vejr. Landmanden er mere fortrøstningfuld nu, jorden tørrer og der er travlhed i marken. Endnu er vi ikke færdige med at så korn, men når ugen er omme, skulle landmanden og medarbejderne gerne kunne koncentrere sig om kartoffellægning. Haven trænger til en kærlig hånd, jeg føler mig ikke særlig kærlig hvad det angår, men nu fordeler jeg mine havetimer ud på tre formiddage, og med en skøn vejrudsigt får jeg måske ovenikøbet lidt farve i ansigtet samtidig.
Jeg har lånt bogen: “Den som vandrer om natten” af Marianne Fredrikson, jeg tror, at den skal få lov til at slutte aftenen af.
Sov godt.
Og nu fik jeg også fejlmelding på den anden computer fra WLW, gad vide om det er, når jeg sætter billeder ind i indlægget. Jeg prøver at udgive uden billeder, så får vi at se.
Nu prøver jeg at skrive et indlæg på WLW på en anden computer, så ser vi(jeg) om det kan udgives.
Jeg er træt, typisk reaktion oven på aftenvagter. Vi har haft det stille og roligt på arbejde. Der har været tid til at gå i dybden med samtaler med patienter og pårørende. Der har været tid til at snakke med kolleger. Alligevel sidder den anderledes arbejdstid og søvn i kroppen.
Jeg skal egentlig lave regnskab, men tankerne farer hist og pist, jeg har svært ved at finde ro. Nu vil jeg prøve at gå i gang, holde en pause senere og gå en tur og mon så ikke jeg kan få regnskabet gjort færdig. I morgen skal jeg besøge min far, det glæder jeg mig til, det er ved at være 3 uger siden, jeg har set ham.
God mandag til dig.
Det er fredag, det er tid for at genoptage traditionen med rundstykker til medarbejderne. Vi har fået en ung landbrugselev, han er behagelig at snakke med, han kommer til tiden, han er god til sit arbejde og har mod på at lære mere. Jeg ved allerede nu, at han ikke spiser ost og ikke drikker kaffe/te, så morgenbordet bød også på pålægschokolade og honning udover syltetøj og ost. Den unge mand blev tilbudt en æblemost, men han havde selv saftevand med. Så langt så godt. Vi hyggede os omkring bordet, han lyttede mest, vi andre tre er jævnaldrende, så emnerne var nok ikke lige så interessante for ham. Han tjekkede sms, hvilket er helt i orden i en pause, for vi har en politik om, at mobilsnak og sms ikke skal bruges, når man arbejder.
Da landmanden tilbød ham et rundstykke mere, var svaret; nej. Da vi gik fra bordet, var der tavshed. Jeg manglede et nej tak, og jeg manglede et tak for mad. Det er utroligt som tre små bogstaver kan betyde noget, men jeg håber for den unge mand, at en eller anden får lært ham at sige tak.
Jeg vil også gerne sige jer tak, for på trods af at jeg ikke har skrevet en uge, har I alligevel været trofaste til at kigge herind. Weekenden byder på aftenvagter, reception, brunch med venner og forhåbentlig gåture, som helt er røget ud af min dagligdag.
Jeg vil nyde mine vagter, og jeg har allerede sendt en sms til P4 Nordjylland om, at min fredagsstemning er i top (=10), fordi jeg skal i aftenvagt sammen med gode kolleger. Alle andres sms’er var i top, når de havde fri og i bund, når de skulle arbejde. Det er synd for dem, at arbejde kan trække ned på en stemning, for mig er det lige omvendt. Det er jeg taknemlig for.
Må din weekend blive god.
Man skal være klar over, hvad man vil sige med det, man siger. Jeg er sådan en, der sommetider taler før eller lige, når jeg tænker. Så kan ting nemt komme til at fremstå rodet, og andre kan blive usikker på, hvad jeg egentlig vil sige eller spørge om.
I går til sygeplejekonference kom vi til at snakke om stuegang. Så længe der har været stuegang, har der været snak om form og struktur, og det er altid de andre, der kunne forbedre sig. Vi greb så i egen barm og talte om, hvordan vi kunne blive bedre, når nu både vi og lægerne også har andre ting at gøre i løbet af en dag. Stuegang er både at læse tidligere skrevne notater, samtale sygeplejerske og læge, samtale læge og patient, beslutning af læge, som skal formidles til patient og sygeplejerske, og diktering af beslutninger. Det kan også indebære at skulle ringe andre steder hen og undersøge eller spørge om noget, så det tager tid. Mange tror, at et apopleksiafsnit er et nemt stuegangssted, men mange patienter har andre sygdomme, som spiller ind, apopleksien rammer på forskellig vis og vi er som mennesker forskellige, så man kan ikke lægge samme skabelon ned over alle mennesker.
Sygeplejesamtalen gik på, at vi skulle blive klar over, hvad vi ville vide, hvad vi kunne bidrage med af viden og få præsenteret alle spørgsmål om samme patient på én gang. Vores oversygeplejerske fortalte om en overlæge, som brugte, når yngre læger ringede og rodede rundt i præsentationen af det, de ville spørge om, at bede dem om at ringe tilbage om 10 minutter, når de vidste, hvad de ville vide, og hvad de selv havde tænkt og undersøgt, før de ringede. Jeg ved, at der også på det område er plads til forbedring for mig, så det vil jeg øve mig på.
Klar i mælet skulle vi også være kl. 9 i morges, da første sang blev slået an på klaveret. Det har været en dejlig dag, vi har sunget, grinet og også fældet en tåre. Gospelsange rører ved hjertet, i hvert fald mit hjerte, og gåhjemsangen fik mig til at mindes en oplevelse, min niece havde. Hendes storesøster døde som 15 årig og hun selv var da 12 år. Et par år senere var min niece med ungdomsskolen på Island, hvor de bl.a. så en meget smuk kirke. Min niece tog flere billeder inde i kirken. Da hun så dem igennem hjemme, opdagede hun, at på et af billederne var en lysende skikkelse midt på gangen op til alteret. Tro mig, vi har været meget opsatte på at kunne give en naturfaglig forklaring, så som lysindfald fra vinduer osv. Men vi endte med at måtte give hende ret, det lignede en engel, og min niece vidste med sig selv, at det var storesøster, der var med på turen.
I pray that angels will be
right by your side so you may se
that God in heaven
He will take good care of you and me
Angels, I see angels
Angels by your side
Der snakkes meget om overvågning i bylivet, men også her i blogland bliver vi overvåget. F.eks skrev jeg et indlæg om rygestop og KRAMscreening på sygehuset og fik en kommentar fra en debattør, journalist og sangskriver, som både i kronikker og i sine sange er kritisk overfor samfundets indgriben i personlige forhold som rygning. Da jeg skrev et indlæg om madspild, fik jeg en kommentar fra grundlæggeren af Stop Madspildkampagnen. Hos en anden blogger, som skrev om cykelhjelme, dukkede pludselig en aktiv modstander af et påbud om cykelhjelme op. Det er lige før, man begynder at kigge sig over sin virtuelle skulder for at opdage forfølgeren.
I første omgang var jeg blot forundret over, hvordan nogen havde fundet min blog, men ved nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at der må findes søgemaskiner, som er sat til at reagere, når nogen bruger bestemte ord. Har du prøvet noget lignende?
Nu er det weekend, jeg er træt, men det har været så lækkert at have de samme patienter 3 dage i træk, og på mandag går det løs igen. Inden da skal jeg øve sange sammen med mit kor i morgen, vi skal have en koncert: Gospel og hveder, kun med os og solister, det glæder jeg mig til, det er alt for længe siden, vi har haft en koncert. Jeg skal også forberede et indlæg sammen med min kollega til et videnskabeligt møde i forbindelse med en generalforsamling. Derudover er der en have, der trænger til en kærlig hånd, og nogle landmænd, som gerne vil have mad og godt vejr. Det første kan jeg klare, det andet ligger uden for mine spidskompetencer.
God weekend til dig.
Min souschef har været så sød at lytte til mine ønsker om arbejde. Jeg trængte til at få lov til at få sammenhængende dage i plejen. Mine administrative dage har tidligere været fordelt på alle uger, ligeledes mine fridage, det betød imidlertid, at jeg ofte havde en til to dage i plejen og så fri eller administrativ dag. Den fordeling betød så også, at jeg ofte var buffer, så at de andre kunne få lov til at få sammenhængende forløb med faste patienter. Jeg nyder i disse dage, at jeg ved, at i morgen har jeg de samme stuer som i dag. Jeg er stanghamrende træt, for det at gå fra rigtig mange fridage i rap i to uger og så til at arbejde 11 ud af 14 dage i denne og næste uge er noget af en omvæltning.
Det er en sej omgang i landbruget, jorden tørrer slet ikke i denne kulde, så der er stadig marker, der ikke kan arbejdes på. I dag er de startet med at nedfælde gylle, for i næste uge meldes der om meget regn. Så madpakker til eftermiddagen er afleveret, og aftensmaden skal snart forberedes, så den er klar, når landmand og medarbejder holder aftensmadspause.
Jeg trænger til en gåtur, men jeg må hellere få skrællet nogle kartofler, det er skønnest at være på forkant, siger mine mange års erfaring med landmanden. Jeg ved, han pludselig ringer og spørger, om maden er færdig, og det er altid før det aftalte tidspunkt. Heldigvis er det lyst længe, så jeg kan nå en gåtur i aften.
Nu kan jeg jo stille det spørgsmål, som jeg altid hadede at få stillet, lige når jeg var kommet indenfor døren, af mand og børn: Hvad skal I ha til aftensmad? (måske kunne jeg blive inspireret)
God torsdag aften til dig
I disse dage er jeg mentalt ved at forberede et lille foredrag om vore samtaler med børn af forældre med hjerneskade. Der har ikke været tid til at forberede mig på arbejde, så nu mødes min kollega og jeg her søndag aften over en hyggelig kop kaffe/te og får sat oplægget sammen. Vi har ikke spurgt børn og voksne om, hvordan de oplever tilbuddet om samtale, men vi har i sygeplejerskegruppen snakket om vores oplevelser.
Jeg havde en samtale, hvor jeg kunne mærke, at både den raske forælder og familiens netværk havde gjort et kæmpearbejde for at få de børn med i det akutte forløb. Børnene snakkede vældig om både blodprop og om alt muligt andet. Til sidst sagde jeg: er der noget I har lyst til at spørge om, det må være om hvad som helst under jeres mors indlæggelse?
Hvorpå spørgsmålet lød:
Er der en Mac Donald på vej til genoptræningsstedet?
Det er også vigtigt at vide, synes jeg.
En af de bøger jeg læste på retræten, var sognepræst og hospitalspræst Preben Koks Skæld ud på Gud. Den havde jeg fået af landmanden, han havde set den på en tankstation og mente, den måtte være lige noget for mig. Det er den også. Den er godt skrevet af en klog mand med masser af erfaring og evne til at formidle det videre. Preben Kok bruger meget at få folk til at tale med Gud, at skælde Gud ud, at give Gud noget af ansvaret for de ting, der sker, når ulykke, sygdom og sorg bryder ind i vore liv. Vi er tilbøjelig til at tage hele skylden på vores skuldre, og det bliver en meget tung byrde at bære. En af de historier, der gjorde indtryk på mig, var historien om 12 årige Maria med en meget stærk tro på Gud.
Marias søster er død ved en trafikulykke, hvor Maria var til stede. Maria er overbevist om, at Gud vil lade hendes søster genopstå på treårsdagen for hendes død, denne dag er netop Påskesøndag, genopstandelsens dag. Historien beretter om, hvordan PK sætter ord på overfor Gud, at nu må Han tage del i ansvaret for at hjælpe Maria og hvordan Preben Kok ved hjælp af sine spørgsmål til Maria, får Maria til dels at undre sig over, hvorfor Gud ikke greb ind overfor den ulykke og dermed også at kunne bebrejde Gud dette, dels at erkende, at Gud var til stede ved ulykken, Han så den og Han græd. Og det sidste giver Maria fred i sjælen.
Faktisk går det igen hos mange af historierne, at når først mennesker får skældt ud og placeret en del af ansvaret på Gud, så letter det, og de føler også, at Gud er med dem i sorgen, at Han deler sorgen med dem. Selv hos mennesker, hvor det vitterligt er deres skyld, og præsten tør sige det højt, ender de med at sige, det var mig, der fejlede, men Gud kunne jo have forhindret det, hvis Han havde ladet tingene gået anderledes. Først tænkte jeg, han er modig, den kære præst. Nu mens jeg skriver det her, tænker jeg, han er stærk i sin tro, han lader i den grad Gud være med i sjælesorgsarbejdet.
Bogen er skrevet, så den læses meget hurtigt, og jeg kommer til at læse den mange gange, for der er mange gode ting for en sygeplejerske. Jeg kan helt klart anbefale den, så stop op næste gang du tanker bilen eller skal købe lækkerier fra tanken og lad denne bog komme med hjem. Den vil give dig stof til eftertanke.
Må din dag bringe dig glæde, og må det brede sig til dine medmennesker.
At kunne trække sig tilbage og være i stilhed er en gave. Weekendens retræte var netop sådan en gave. For mig betyder det noget, at stilheden har en kristen ramme med bønner, bibeltekster, sange og meditation. Meditationsteksterne denne gang handlede om, hvordan forskellige mennesker oplevede mødet med den opstandne Kristus. Maria, som genkendte Jesus på stemmen og tonefaldet, og med det samme anerkendte dette uden at undre sig over, at Jesus levede. Thomas, som først fik det fortalt af vennerne, og tvivlede, også da han selv så Jesus; han havde brug for fysisk at mærke sårene efter korsfæstelsen. Dette at få læst en tekst op meget langsomt og hvor jeg skulle prøve at være i teksten, prøve at forestille mig, at jeg var til stede lige netop der, prøve at sanse, hvordan de mennesker så ud, hvordan følelser og fysiske udtryk var og prøve at lade alle andre tanker fare, der er jeg stadig novice. Netop når stilheden er mest intens, begynder al den indre støj, men for mig blev det smukke vinduesparti i andagtrummet midlet til at fokusere og holde tankerne væk.
I mit andet stille rum, hvor jeg denne gang tilbragte megen tid, blev stilheden brugt på at læse og sove. Jeg læste rigtig meget, som stadig popper op i mit hoved, nu hvor hverdagen er tilbage. Det er godt at have fået den åndelige rygsæk fyldt op, så der er noget at tære af, når det kan føles lidt hårdt eller tomt i hverdagen. Tak Charlotte for en god retræte og tak til min navnesøster for rigtig god mad, som gav mig inspiration til vegetarretter herhjemme.
Må din hverdag give dig plads og ro til optankning.
