KOM SOM DU ER

LOOPkonceptet slår på, at man kan komme, som man er. Her er der ingen krav om specielt træningstøj eller sko. Her er ingen spejle, så man kan træne i fred uden at skulle konfronteres med sin figur, hver gang man kigger op. Til gengæld er der rig mulighed for at studere alle de andre i smug. Og det gør jeg. Forleden dag blev jeg betaget af en ældre mand. Måske var han slet ikke så meget ældre end mig, men jeg vil tro, han var omkring de 70. Han trænede ihærdigt ved alle maskinerne, han gik hjemmevant til dem. Han var klædt i grå terylenebukser med seler og en ternet skjorte. Skoene var dog af den behagelige slags. Jeg tager hatten af for ham, han ventede ikke med at gå i gang, til udstyret var i orden, det blev ikke en forhindring eller en dårlig undskyldning for ikke at få motioneret.

En anden dag kom jeg til at kigge på en ung kvinde, hun var kraftig, men klædte sig med elegance efter min mening. Hun havde en sort top og sorte leggings på og over det havde hun en let chiffonagtig top med empiresnit og tynde stropper, den var let og smuk og gjorde, at maven blev skjult. Hun så rigtig godt ud i det tøj, så jeg valgte at komplimentere hende for tøjet, for jeg var vild med det. Jeg fik heldigvis et smil tilbage.

Forleden dag havde jeg åbenbart ramt pensionisttidspunktet, der var masser af mennesker i gang ved maskinerne, da jeg kom. I dag var det så mig, der var i den ældste ende af aldersskalaen, men uanset hvad går jeg glad og veltilpas derfra. Jeg er vild med det koncept.

DET LÆSER VI ALDRIG

Mine søstre læser med her på bloggen en gang imellem, de er ikke trofaste læsere, men smutter indenom i ny og næ. Men de læser aldrig kommentarfeltet. Jeg har fortalt dem, at de går glip af meget. Og sidste indlægs kommentarer bekræfter min påstand. Alle kommentarerne beriger og udvider min tankeverden, de sætter refleksioner i gang, og de fortjener hver især en kommentar fra mig. Det får de, men ikke i dag. Jeg har valgt at nyde vejret udenfor med ukrudtet (åh jo jeg kan ikke undgå mere at se, at jeg har en gårdsplads, bede og en have, der trænger til en kærlig hånd – jeg har ellers prøvet ihærdigt at vende det blinde øje til) Derudover har jeg været til begravelse, en begravelse, der satte gang i tanker hos mig. En ældre kvinde på knap 88 år fik lov til at dø stille og roligt uden forudgående sygdomsperiode. Hendes mand og familie havde valgt sange, som jeg nød at synge med på, og som også på trods af deres alder satte spor i mig. Hjemme læste jeg det sidste blad fra Skovhusretrætestedet. En artikel om bøn rørte mig, så efter aften løb jeg en tur, så både krop og hjerne blev stimuleret.

Kun en dag, et øjeblik ad gangen –
hvilken trøst, hvordan det end mig går!
Hvorfor skal mig uro holde fangen –
i min Faders hånd jo alting står?
Han, som har for mig en faders hjerte,
hver en dag han også sende vil
mig den del jeg får af fryd og smerte,
som han ser, jeg trænger til.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

“Intet afslører så meget om mennesket som dets bøn” ( fra bladet Skovhuset)

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Sov godt.

KUNDER I BUTIKKEN

Det skurrer i mine ører, når man sammenligner det at være indlagt med det at være kunde. Jeg har haft svært ved at formulere hvorfor, men i dag har jeg lyst til at prøve. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at jeg ønsker den bedste behandling og pleje for hver enkelt menneske, der bliver indlagt på mit afsnit. Det håber jeg i hvert fald fremgår af mine små betragtninger om sygepleje. Så hvorfor er jeg ikke enig i, at patienten er kunden? Når man går ind i en butik, har man et ønske om at købe en ting, man forventer at få en service, som inkluderer, at man får den vare, man forventer og at den er i orden. Der må ikke være ventetid og man bliver talt til i en ordentlig tone, da forretningen jo er afhængig af, at man kommer igen.

Min afdelingssygeplejerske plejer at citere en sygeplejeteoretiker, når afdelingens værdier skal udtrykkes: patienten skal føle sig som hædersgæsten. Jeg kan godt lide det udtryk. At være gæst betyder for mig, at man kommer med forventning om at føle sig godt modtaget og velkommen. At være gæst betyder ikke, at man kan bestemme, hvordan aftenen skal forløbe, men man forventer, at værten tager hånd om en, at man føler sig tryg og i gode hænder, også selv om aftenen måske ikke altid bliver som forventet.

Lad mig give dig et tænkt eksempel: du kommer ind til observation for en blodprop i hjernen. Det højeste beredskab er klar, og forud har der været en vagtlæge/vagtcentral/ambulancefolk, der har taget dine symptomer alvorligt og sørget for, at du kommer hurtigst muligt til sygehuset. Med det samme bliver der bestilt en scanning for at udelukke en blødning, der bliver taget blodprøver og hjertekardiogram, og når alle akutte undersøgelser er på plads, konkluderes om du kan få en akut blodpropopløsende behandling eller om du skal opstarte med behandling for at forebygge ny blodprop. Sygeplejepersonalet observerer dig med henblik på at forebygge og undgå tilstødende komplikationer og/eller forværring. Så langt så godt. Næste stadie bliver at udrede, hvorfor du fik denne blodprop eller blødning. Det meste af denne udredning sker under indlæggelse, og undersøgelser bestilles som akut, men akut i det her tilfælde betyder ikke her og nu. Akut betyder inden for de næste dage. Vi vil da gerne have undersøgelser den samme dag, jo hurtigere kan vi afslutte udredningen, og du kan overflyttes/udskrives til genoptræning. Nye patienter er jo allerede på vej, som vi også gerne vil byde velkommen med en plads på en stue. Men samtidig ved vi også, at den sidste del af udredningen ikke behøver at være så akut som den første del, og at der er mange afdelinger, der har brug for andre undersøgelser hurtigere.

Når jeg så møder patienter/pårørende, som hidser sig op over, at den undersøgelse ikke bliver i dag/NU, fordi det er svært at få tiden til at gå, fordi de er bange, fordi de gerne vil hjem osv., og de anlægger holdningen, det er for dårligt, her betaler vi skat og systemet fungerer heller ikke, det ville man ikke byde dem i en butik, osv., så kan jeg godt blive træt af det, og desværre er der også pårørende, der har set mig vred. Det sidste er sket nogle få gange gennem mit arbejdsliv, men det sker typisk, hvis jeg har knoklet for at få passet vores meget dårlige patienter, for at få givet informationer til patienter, for at modtage nye patienter, for at gå stuegang samtidig, så patienter kan få besked om videre plan og så møder en pårørende, der er vred over, at de ikke kan tage deres kære med hjem på weekend, fordi patienten skal vente på en undersøgelse. Derfor ser jeg mig ikke som ansat i en butik med god kundeservice, og hvor kunden bare kan kræve ind, som det passer kunden, for han betaler jo! Jeg ser mig selv som sygeplejerske på et hospital, som skal sørge for, at patienterne får den rette behandling/pleje til rette tid og derefter kan udskrives med den rette diagnose med den rette behandling og med den bedste viden, så patienten kan leve sit liv, forhåbentlig på den måde patienten gerne vil. Patienten skal gerne under indlæggelsen føle, at han bliver lyttet til, at hans bekymringer bliver taget alvorligt. Han skal gerne føle sig velinformeret og frem for alt skal han føle sig tryg og i gode hænder. Det er jeg ikke sikker på, at jeg opnåede den dag, hvor jeg måtte sige, at jeg ikke var enig i, at det var for dårligt, at patienten skulle vente på en undersøgelse. Jeg var heller ikke enig i, at selv om man prioriterede patientrækkefølgen, at det så var det samme som, at man blev skubbet bag i køen. Det betød blot, at denne patients videre behandling alligevel først kunne besluttes om to dage, og derfor behøvedes undersøgelsen ikke før da. Jeg fortalte, at jeg godt kunne forstå, at det var svært at få tiden til at gå på sygehuset. Og jeg forsøgte at forklare forskellen på akut undersøgelse ved indlæggelse og akut undersøgelse ved videre udredning, jeg tror bare ikke, at det blev opfattet/godtaget.

Og for god ordens skyld, jeg er den første til at anbefale, at man klager, hvis man har været udsat for fejl eller svigt i systemet, det kan hjælpe os alle til at blive klogere, så sådanne fejl eller svigt undgås i fremtiden. For tro mig, vi tager de klager alvorligt, vi drøfter dem, vi diskuterer, hvad vi kunne have gjort anderledes osv..Det er bare ikke svigt eller fejl efter min mening, hvis du kommer til at vente på undersøgelser i forbindelse med en udredning, og hos os bliver de som regel lavet i løbet af få dage.

Og en gang mere for Prins Knud: jeg taler ikke om den akutte udredning. Jeg har selv en mor, der mødte en sløv kirurgisk afdeling på det lokale sygehus og et sløvt system. Udredningen for om kræften var vendt tilbage tog fire måneder, og derudover skulle min mor vente 5 måneder på strålebehandling, og i den periode voksede kræftsvulsten. Kun takket være en modig og dygtig kirurg på specialistsygehuset (og hans tværfaglige team) fik vi lov til at beholde vores mor otte år mere. Så der er forskel på akut og akut, og der er forskel på om man er kunde eller patient. Men hvad synes du?

DEN RETTE TONE

Det er fridag, men jeg har selv konverteret den til halv arbejdsdag, så jeg kan få nogle hængepartier elimineret. Og som sædvanlig ender jeg i funderinger over små skøre ting, så som hvordan underskriver man sine mails. Kærlig hilsen, venlig hilsen, med venlig hilsen, mange hilsener. Der er en sand rigdom af variationer. Jeg er ikke i tvivl, når det er første gang, jeg sender mails, eller hvis det er nogen, jeg aldrig har mødt. Da får de standarden med venlig hilsen. Men til mine egne kolleger? Jeg har valgt at skrive kærlig hilsen, nok fordi jeg faktisk tænker på mine kolleger med kærlige tanker. I dag får jeg så en mail fra en ny samarbejdspartner i vores tværfaglige teams, hun skriver mange hilsener. Og det fik mig til at stoppe op, for det er jeg også begyndt at gøre, det føles som en mellemting mellem kærlig og venlig. De helt tætte kolleger skriver altid knus til mig, så det gør jeg så også. Men hvad så med starten på mailen? Min tætte kollega, som er 20 år yngre end mig, skriver altid hej x til vores tværfaglige kolleger. Jeg skriver kære xx, som regel altid fornavn og efternavn, med mindre det er tværfaglige kolleger, jeg arbejder tæt sammen, så skriver jeg kun fornavn. Sjældent bruger jeg hej, med mindre den anden har brugt den formulering.

Og således kan man få tiden til at gå her på landet. Regnskabsmapperne er afleveret her til morgen, LOOP ligger lige ved siden af landbocenteret, så jeg har også trænet. Nu mangler jeg kontorarbejdet for landbruget og en ansøgning om at få mit abstract optaget på en sygeplejefestival, der er deadline i dag. Hvorfor er det, jeg altid skal lave de her ting i sidste øjeblik? Hvis du så mig lige nu, ville du se mig med et smil og et lille kærligt rysten på hovedet. Sådan er jeg bare, og jeg gider ikke skælde mig selv ud, for jeg kan jo egentlig godt lide mig selv med de fejl og mangler jeg har, så hvorfor hidse sig op over den detalje. Jeg har fri, jeg kan hygge mig med det, og så er det, sådan det er.

Må du få en dejlig dag. Mange kærlige hilsener Lene

PS Og billederne har ikke noget med indlægget at gøre, jeg er bare så glad over, at jeg nu kan sende billeder fra min mobil til min mailkonto

AT SKØNNE PÅ

• en løbetur med fuglesang som akkompagnement
• en humlebi, der brummer om ørerne
• en trappe midt i solen
• en sol, der varmer mine bare skuldre og min næsetip
• en hund, der holder mig ved selskab
• tre favoritsmåkager (oreo og triplechocolatecookies - hjemmebragte)
• min trofaste følgesvend gennem livet: tekoppen

Landmanden befinder sig foran fjernsyn og computer inde i stuen. Han aner ikke, hvad han går glip af på sådan en skøn søndag. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, Istvan lægger sig ned med hovedet tæt på mig og lukker øjnene. Om lidt skal jeg gøre mig klar til sidste aftenvagt, men jeg trækker tiden lidt. Den sidste søndag i marts, men hvilken søndag.

Et minde om en skøn sommerdag i 2013

HUSKEDE DU DET?

Lige i morges havde jeg glemt det, men min mobil huskede det. Heldigvis skal jeg ikke i dagvagt i dag, så forglemmelsen gjorde ikke noget. Mon mine dagvagtkolleger huskede det? Vi fik slet ikke snakket om det i går, men jeg håber både for dem og nattevagternes skyld, at de huskede, at dagen i dag er en time kortere. Natten blev reduceret med en time, og sommertiden er hermed over os.

Her har været stille på bloggen, og når jeg vanligvis er en, der blogger hver dag, så ved jeg fra mig selv, at andre måske tænker deres. Min far har det OK, han har formentlig en infektion, som gør, at han svinger fra at være som vanlig til at være sløv og fraværende. Mine to jyske søstre har taget hver dag her i weekenden, og det er godt at få en lille rapport på sms. Jeg har haft travlt med at arbejde, vi havde en god dag i dagvagt i går. For at et hyperakut afsnit som vores skal fungere rigtig godt, kræver det, at alle faggrupper kan arbejde sammen, og det kan vi. Det kan helt sikkert blive bedre, og det er alle interesseret i både for patientens skyld og for afsnittets skyld. Men vi kan ikke ændre på, at læger, som bliver uddannet fra universitetet længere sydpå i Jylland, ofte har bosat i det område, og derfor ønsker arbejde dernede. Så det betyder, at hvis mit afsnit prioriteres højt i arbejdsplanlægningen, så er der ambulatorier, der kører for nedsat kraft. Og vice versa. Så i går måtte jeg gå fra arbejde uden at have haft stuegang, vores læger havde travlt med at gå stuegang på det andet afsnit (som havde dårligere patienter end os), give trombolyse og med at tage mod patienter i modtagelsen. Vores patienter blev undersøgt og trænet af terapeuter og sygeplejepersonale, de fik hjælp til personlig hygiejne, hjælp til at få det rette medicin, hjælp til at spise, hjælp til at komme på toilettet, hjælp til at blive lejret, hjælp til at forstå omfanget af deres sygdom. Men det videre forløb kan kun planlægges sammen med lægerne, så vi manglede vores læger. Jeg håber, at det, at der nu uddannes læger fra universitetet i det nordlige Jylland, gør, at lægerne også bosætter sig her. Det tager lang tid at blive uddannet til speciallæge, så det bliver ikke her og nu, at den bosættelse forplanter sig til vores afsnit. Inderst inde håber jeg, at nogle af de dygtige læger, som vores afsnit har været med til at uddanne (som specialelæger skal man være på forskellige specialeafsnit undervejs, så vi kender mange af lægerne), ikke kan få arbejde længere sydpå, og de så er nødt til at vende blikket nordpå. Ikke godt for lægen og hendes familie, men rigtig godt for os.

Nu vil jeg nyde søndagens solskin sammen med avisen og min te, mens landmanden har sat sig til rette foran fjernsynet, der er jo Formel 1. God søndag til dig.

YOU’VE GOT MAIL

Midt i al mit indre kaos og min søgen efter bilag og dokumenter, der skulle af sted, ville jeg gå ind og se, om de skulle ligge i min mailboks. Og det første jeg så, var en mail med denne indledning:

“Jeg har længe tænkt på at sende dig en mail, og det lyder som om, det er i dag, jeg skal få taget mig sammen til at sende den.”

Tusind tak, Camille, for din mail og de dejlige ord, du har skrevet om det at læse med her hos mig. Det var lige det, jeg trængte til i dag. Nu er dokumenter fundet, bilag sat i mappe og kagen i ovnen. Istvan må ikke være med i marken sammen med landmanden i dag, det er han ikke helt tilfreds med, så da jeg var ude med skrald og samtidig tjekkede postkasse, benyttede Istvan chancen for at komme ud.

Og han havde ikke tænkt sig at komme ind.

Hvis nu jeg lader, som om jeg ikke hører hende, så giver hun nok op.

Okay så, det trick virkede ikke, men så vil jeg nyde foråret fra trappen. God ide, Istvan, jeg henter min kop te og gør dig selskab. 

HVERDAGSMORGEN

Du kender helt sikkert til det. Man vågner, man burde være frisk, men af en eller anden grund er det hele skruet helt forkert sammen. Så der tages et skridt af gangen ud i hverdagen; der fokuseres på de gode ting og de knap så gode ting kan nærmest vælte en omkuld, men så siger man til sig selv: pjat med dig, livet er godt; når først dagen er i gang, skal alt nok føles bedre. Lyset er allerede nu længere fremme end i forgårs, da nedenstående billede blev taget.  På bordet ligger indbydelser til skønne fester, i mailboksen ligger skøn mail om et lille nyt familiemedlem i min kæmpestore svigerfamilie. Livet går videre, også selv om dagen starter med listesko.

Arbejdsweekenden bliver lidt anderledes end vanligt, en kollega kunne ikke få familieliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, så jeg snupper en aftenvagt i dag, en dagvagt i morgen og en aftenvagt søndag. Det skal nok gå, nu må jeg hellere få arbejdslivet på gården til at gå op i en højere enhed og få bagt en kage til landmandens møde i morgen formiddag. Må din weekend blive god.

GOD MORGEN SØSKENDE

Første sms blev sendt lidt før midnat. Anden sms blev sendt klokken seks i morges på en motorvejsrasteplads. Det kan godt ske, at jeg ikke kan finde ud af alle finesserne ved computer og mobil, men hvor er det dog dejligt nemt at få givet beskeder til flere i dag (det kan jeg finde ud af). Tidligere skulle jeg have ringet til hver eneste søskende på deres fastnet telefon, måske havde de ikke været hjemme, og så måtte jeg ringe senere. Nu kan jeg sende fælles sms, og i dag, når jeg har nået mine aftaler i formiddag, kan jeg sende en fælles mail. Nemt og bekvemt.

Plejehjemmet ringede i går aftes, min far havde været sløv hele dagen, dagvagten mente det skyldtes det nye medicin, men i går aftes fik han så feber. Personalet havde ikke kunnet få ham til at være vågen, så han kunne drikke og ringede derfor til mig. Jeg kender den situation fra mit eget arbejde, pårørende spørger, er han meget dårlig, synes du, jeg skal komme ned til ham, de modige spørger, tror du han dør osv. Det er svært at svare på, så i stedet for spurgte jeg ind til, hvordan de oplevede ham, og gjorde tydeligt, at jeg vidste, at de ikke kunne sige noget sikkert og at det i sidste ende var min beslutning. Beslutningen blev, at jeg kørte ned til min far efter korsang. Natten blev derfor tilbragt i en stol ved siden af min fars seng. Det var godt at se ham selv og se, at selvom han ikke åbnede øjnene, så reagerede han på min stemme. Natten gik stille og roligt, og da jeg kunne tale med ham klokken fem og han heller ikke havde feber mere, besluttede jeg at køre hjem, så jeg kunne nå mine aftaler. Heldigvis har vi fem søskende talt sammen og er enige om, at skulle der tilstøde en lungebetændelse eller anden infektion, så skal vores far ikke på sygehus. Han skal, når den tid kommer, have lov til at blive plejet og passet efter alle kunstens regler på plejehjemmet. Mine forældre fik mig til at love, at jeg ikke ville gå med til livsforlængende behandling, hvis de skulle komme i denne her situation. Det er rart, at vi har haft den snak, det gør det nemmere både i forhold til mine søskende og til plejepersonale. Nu vil jeg benytte lejligheden til at få sovet lidt, mens der bliver gjort rent i huset. God morgen til dig og god dag.

TAK

Ved at kombinere Inges, Annes og Evas råd fra sidste indlæg fik jeg sendt et billede til min mail og derefter lagt ind på computeren. Næste skridt må være at læse lidt mere i manualen, som Anette fandt til mig, måske giver den mig nogle tips. Og så vil jeg også finde ud af, om min mac har bluetooth, den nægter nemlig at samarbejde med mobil og kabel (og måske til sidst lede efter mit kabel, som landmanden vist nok mener, han kom til at lægge i kassen til motorcyklens GPS- den kasse er godt låst inde sammen med MC)  Tusind tak for jeres hjælp.

GENVEJEN

Når der er noget, jeg ikke kan finde ud af, plejer jeg at dykke ned i maualer eller søge i Googles righoldige bibliotek for viden. Men når det kommer til IT, så orker jeg det ikke. Jeg vil allerhelst have det vist og fortalt af nogen, som er klog på det. Der er så mange andre ting, jeg skal være klog på, så trods det, at jeg elsker de muligheder, bloggen giver mig og at jeg ikke kan undvære de muligheder, min mobil giver mig, så ved jeg ikke særligt meget om det derinde bagved.

Genvejen i dag bliver at spørge jer. Har nogen en Samsung Galaxy S3 Mini? For min søster ville vise mig, hvordan jeg sender billeder fra min mobils galleri og den funktion kunne hun ikke få frem. Jeg har i dag forsøgt igen inspireret af Annes kommentar til gårsdagens indlæg. Men jeg kan ikke finde den funktion. Og så undrer det mig, at jeg i mit billedegalleri har alle mine billeder fra bloggen og windows live writer. Jeg håber da ved den søde grød, at de ikke fysisk ligger på mobilen, for så er den da fyldt godt op.

Uanset om du kender noget til min type (altså mobil), så må du have en god dag.

ORD UDEN BILLEDER

Jeg havde ikke tid til at stoppe op i morges og desuden er mit kabel til mobilen forsvundet, så jeg kan ikke få overført de billeder, jeg tager med mobilen. Men tilbage til billedet, jeg gerne ville have taget. Mens jeg har haft ferie, har solen skyndt sig, og derfor kører jeg ud fra gården, mens solen sender stråler hen over markerne. I morges var det marker med rimfrost, solen skinnede på, mens der samtidig var et skær af dis over himlen. På marken kom hoppende en hare, og lige der var det smukkeste billede. Jeg nød symfonien af rimfrosne marker, hoppende hare og solens opgang.  Og nu nyder jeg solnedgangen fra min stue. God aftennydning til dig.

MORGENSKOLE

Nattens søvn blev ikke så lang som ønskeligt, men det giver så morgentid. Morgentid til at tænke lidt over ord, og her er min bedste kammerat sproget.dk. I dag opdagede jeg, at de har opretttet en grammatikskole for dummies. Så nu har jeg lige fået genopfrisket alle ordklasserne, jeg synes, det var sjovt og lærerigt. Har du lyst til at gå til grammatik, så kig her.

Hvis du tænker, skulle Lene ikke have prøvet at sove lidt mere, så er er svaret jo, men hjernen lever sit eget liv, og den har ikke helt forstået mit nye koncept med at lade arbejde blive på arbejdspladsen, eller også mener hjernen, at når nu jeg var vågen, så kunne jeg lige så godt tænke på alt det, jeg gerne skal nå de næste par uger. Derfor måtte jeg tvinge hjernen ind på et andet spor, det blev så grammatik for dummies.

God tirsdag til dig.

MANDAGSMINDER

Mandag – morgensolen var allerede på vej op, da jeg kørte på arbejde

Mandag – masser af gensynssmil på arbejde

Mandag – møde efter møde med tungen lige i munden

Mandag – mærkbar træthed efter første arbejdsdag

Mandag – magelig tedrikning i aftensolens skær

Må din mandag aften blive god

REN OG SKÆR LIVSGLÆDE

Solen beriger dagen i dag, det blæser udenfor, men det er godt. Våde pletter på markerne tørrer, traktoren arbejder sig gennem den ene mark efter den anden. Nu er landmanden ved at pløje, Istvan er med, selvfølgelig. Vi ville få en frygtelig hylekoncert, hvis han skulle være herinde hos mig.

Min gamle gyngestol blev båret ud i køkkenet, så jeg kunne nyde solstrålerne og min trofaste kaktus. Den belønner mig med blomster både om vinteren og til påske. Det er da fantastisk.

Huset er klar til weekend, en maskinfuld tøj drøner rundt i tørretumbleren, støvsugeren er sat på plads, nu mangler jeg blot at klippe lidt grene ned, som kan afløse Helles skønne japanske kirsebærblomster.

Bilen trænger til at blive vasket, så om lidt kører jeg en lille tur, så er der mulighed for højlydt sang på vejen til og fra byen. En martslørdag af bedste kaliber.

EN HYGGELIG NAT

Landmanden og frue faldt i søvn i stuerne i aftes. Fruen havde slæbt dyne og pude ind i sofaen, fundet en god bog frem, nu skulle der rigtig hygges. Landmanden så fjernsyn i sin elskede stresslessstol, men uret havde ikke passeret ni, før han sov, og fruen fulgte kort tid efter. Klokken to vågnede først fruen, siden hen landmanden, begge forsøgte at falde i søvn igen, først gav fruen op, siden hen landmanden. Fruen valgte at se en sød og god film, og da landmanden også stod op, serverede hun varm kakao for begge. Istvan blev vækket af natteroderne og kom med ind i stuen. Solen stod op efter klokken seks, men da var fruen og Istvan faldet i søvn. Landmanden vækkede sidstnævnte, og nu er de i gang med at harve en mark. Fruen er netop vågnet igen og har nydt sin morgenmad. En frisk lørdag er klar til brug. God lørdag til dig.

SOM EN TEGNEFILM

Jeg kan næsten se dem for mig, de står på hver sin skulder, den ene skælder ud, den anden roser og anerkender. Jeg lytter mest til den sidste.

Jeg havde mange planer for den ferie, som nu går over i en almindelig friweekend. Jeg drømte om skabe, skuffer og kasser, som blev ordnet og organiseret. Som ferien nærmede sig, kunne jeg godt mærke, at det ikke var i den her ferie, at slaget om et stuehus med orden de skjulte steder skulle stå. Jeg har nydt min ferie, jeg har slappet af, men mest af alt har jeg taget initiativ til kollegakomsammen, studiegruppekomsammen, søstrekomsammen og svigerindekomsammen. Og det har været skønt at mærke, at glæden over at være sammen har været gensidig.

Nu snupper jeg en bog og en sofa, resten af weekenden skal fyldes med forberedelser til arbejdsdagene for både landmand og frue. Foråret er over os, traktorerne er færdig med vinterhi, der harves og snart sættes også ploven i jorden. Samtidig skal der sorteres kartofler, de kan til enhver tid hamle op med de nye udenlandske kartofler, som snart dukker op i butikkerne, både udseendemæssigt og smagsmæssigt. Det er en travl, men dejlig tid, vi går i møde.

HVAD HUSKER VI?

Når jeg tænker tilbage på dagen i går, vil jeg huske den som en, hvor vi vakte opsigt på en café. Vi fik lækker mad, og caféen fik ekstra plusser i min karakterbog, for min te var rigtig te i en jerntepotte med et gammeldags minutur ved siden af. Vi tre søstre kunne rigtig snakke, og så var det, at vi midt under fortællinger om vores liv med vores far fik et grineflip. Vi prøvede ihærdigt at dæmpe os, men det lykkedes ikke ret godt, for nu at sige det mildt. Så vi skyndte os at betale og kørte ned til Borgvold og gik en tur, her kunne vi grine og snakke uden at forstyrre andre.

Vi nød også eftermiddagen sammen med vores far, i går var han ikke særlig nærværende, men grine, det kunne han, når vi grinte. Og måske sidder følelsen af samvær med glade kvinder i hans krop i dag, det håber vi. Også her kom vi til at grine, for ældste lillesøster var kommet op i lejligheden, inden vi andre to kom. Da vi andre trådte ind, siger jeg, vi skal have sat en plade på (underforstået bordet i stuen), og min mellemste lillesøster siger, ja vi skal have plade på. Mens jeg vækker vores far, og min mellemste lillesøster finder bordplade frem, sætter ældste lillesøster musik på. Hun og jeg er meget forskellig, hvad det angår, jeg vil helst ikke høre musik, når vi er flere, hun har altid musik kørende. Så jeg kommenterer vores forskellighed med et smil, hvorefter hun kigger på mig bebrejdende og siger, du sagde da selv, at jeg skulle sætte musik på! DET gjorde jeg i hvert fald ikke, jo og mellemste lillesøster havde også sagt det! Mellemste lillesøster så lige så forvirret ud som mig, hvorefter hun sagde, vi sagde, at vi skulle have en plade på. Så flækkede vi sammen af grin igen. Plade var lig CD i min ældste lillesøsters hoved, ergo fik vi musik. Vi havde jo selv bedt om det. Dén sproglig forvikling kommer vores børn nok ikke ud i, de har jo nærmest ikke kendt til LP-plader.

Dagen i dag byder også mulighed for latter og smil, jeg skal have den helt store frisørtur i dag med klip, lyse striber i hår og mørke farver på bryn og vipper. Det havde da været noget nemmere (og billigere), hvis naturen lod mig beholde mit lyse hår og lod mine bryn og vipper blive mørke. Bagefter skal jeg drikke eftermiddagste med en af mine mange svigerinder (jeg har ni alt, en på min side og otte på min mands side), det glæder jeg mig til.

God fredag til dig, lige om lidt er det weekend og solen skinner.

GOD TORSDAG

Om lidt drager jeg sydpå. Mine to jyske søstre og jeg har sat hinanden stævne på en café i Viborg. Vi vil spise frokost sammen, hvorefter vi sammen vil besøge vores far. Vi fandt ud af til jul, at vores far bliver mere nærværende og husker tilsyneladende bedre sit familieliv, når vi er flere samlet hos ham. Jeg tror, at han husker følelsen af lykke, når han og min mor samlede deres børn og børnebørn i huset i barndomsbyen. I dag håber jeg, vi kan gengive ham lidt af den følelse. Må du også få følelsen af glæde i dag.

FRISK LUFT MÅ DER TIL

Min kordirigent har lavet korarrangement til denne sang, og jeg glæder mig til, at vi skal synge den til koncerter i maj. Jeg kan ikke flyve, men det var den sang, jeg sang, mens jeg løb på stranden. Ja det lyder vældig flot, sandheden var, at jeg gik i strid modvind langs vandet og løb tilbage i medvind, herlig kombination.

Jeg trængte til frisk luft og lod mig inspirere af min datter, som altid tager en tur til stranden, når hun er hjemme. Jeg har læst et sted, at har man mistet lysten til at løbe, skal man sige til sig selv, at man går en tur og så tage løbeskoene på. Får man så lyst, kan man sætte i løb, så det gjorde jeg. Det gjorde godt, kroppen føltes dejlig afslappet bagefter, og det føles ekstra godt at krybe sammen i sofaen under tæppet og drikke te.