Noget med bjergsøer og noget om højdeskræk, Motorcykeltur Harzen 2018, dag 1, del 2

Første dags motorcykeltur i Harzen fortsatte lidt mod vest, lidt mod syd, lidt mod øst for til sidst at ende i Wernigerode igen. Som sagt var selve turen på vejen ikke det, der inponerede os mest, vi var vist blevet forvænnet med spektakulære udsigter udover bjergtoppe med mange forskellige klippeformationer i Alpelandene.Den sidste dag, hvor vi kørte nogle af de samme veje, snakkede vi om, at vejret også havde en betydning. Solens stråler filtreret af granerne og deres magiske lysvirkninger på skovbunden gør noget andet end på en overskyet dag.

Harzen har mange opdæmmede søer, som sikrer drikkevand, elektricitet og som sikring mod oversvømmelser, når bjergenes snemasser smelter om foråret. Denne dag kom vi forbi blandt andet Sösestausee.

Det var så også her, at jeg i min iver for at tage et godt billede af søen, tabte mit kamera udover rækværket. Heldigvis var der en kant på den anden side, hvor det landede og landmanden havde held med at fiske det ud gennem tremmerne. Så det var en glad landmandskone, som poserede efterfølgende, da vi skulle se om kameraet virkede. Lukkemekanismen var dog gået i stykker, så resten af turen måtte mobilkameraet tage billeder.

I Herzberg am Harz holdt vi frokostpause. Omend byen var smuk med gamle huse, så var byen nærmest tom for mennesker og spisested/cafe kunne vi ikke finde. Vi endte dog hos en bager, som havde lækre salater og sandwiches, som vi nød udenfor. På vej tilbage til motorcyklen blev vi stoppet af en af byens borger. Han spurgte om det var os, der var kommet forbi tidligere på en BMW motorcykel. Han havde selv haft en, men havde aldrig set den model med vandkøling før - tænk at man kan se dette blot ved at kigge på en motorcykel, der kører rundt i jagten på en parkeringsplads. Jeg var stået af, det tekniske interesserer mig ikke, men landmanden fik en god snak med manden.

Nu gik turen videre mod øst. Pludselig kom vi forbi et skilt med Rapsbodestausee, og jeg vågnede op, for jeg havde læst om Europas næstlængste hængebro, som gik over netop denne bjergsø. Der var masser af mennesker, på vej hen mod denne bro. Vi kørte på dæmningen og kunne tage billeder af broen.

Vi diskuterede også, om vi skule prøve den, jeg har højdeskræk i visse situationer, men havde alligevel lyst til at udfordre mig selv og få oplevelsen af en hængebro med. Så sådan blev det. Med et god fast tag i gelænderet og til tider også i landmanden begav vi os ud på broen. Vi var ikke kommet langt ud, før jeg var udfordret, børn løb på broen, masser af folk gik på broen, og den kom jo derfor i svingninger. Med støttende ord og råd fra landmanden om at give slip på gelænderet og kun holde i ham kom vi ud til midten, hvor vi holdt pause. Og så gik vi tilbage igen.

Her blev det tid til en is og til et smil over Smedjen i Harzens reklame for selvbyggede motorcykler og deres teknikmuseum.

Nu gik turen videre mod øst, vi kom forbi genkendelige områder fra dengang vi var i Harzen med vores børn i 1998. Og først da vi kørte forbi Hermannshöhle med drypstenshuler vidste vi, at følelsen af genkendelighed var rigtig.

Siden kørte vi i Bodetal med smukke vejstrækninger og meget lidt vand i søerne/floderne. Se blot billedet med manden i vandet.

Lidt kig til klipper fik vi på denne sidste del af turen, før vi kom ud på landevej og turen tilbage til Wernigerode.

 God søndag til dig.

#jegharverdensbedstekolleger

Dagen i dag har været ganske særlig. Det første særlige så jeg allerede i morges, da jeg tjekkede vores lukkede facebookgruppe for mit afsnit. Prøv at se, hvad vore aftenvagter havde lavet i går til en patient, som i dag havde guldbryllup. Og mine kolleger sang også for patienten i morges. Billedet er delt på sygehusets officielle facebookside og instagramside, så derfor tillader jeg mig også at dele det her.

Jeg bliver så stolt af det sammenhold, der er trods travle tider og med pressede kolleger, som hele tiden forsøger at gøre det bedste for vores patienter.

Uden at jeg ved det, så tror jeg også, at andre mærker det. I foråret fremlagde min projektgruppe de foreløbige resultater fra vores forskningsprojekt og havde den store ære og glæde, at en af de førende indenfor sygeplejeforskning om apopleksi hørte vores oplæg, Marit Kirkevold. Min leder var hurtig til at invitere hende på besøg i afsnittet. Og i dag kom den norske professor og sygeplejeforsker til os.

Ikke i et stort auditorium, men i vores opholdsstue, fortalte hun om sin forskning for langt de fleste af os. Nogle skulle passe patienter, nogle sov efter nattevagter, men ellers var de fleste troppet op. Det var også en unik oplevelse, og jeg tror som sagt også, det var det for forskeren. Marit Kirkevold sagde i hvert fald, at hun meget gerne ville komme tilbage, og næste gang skulle vi fortælle og hun skulle lytte, for hun ville gerne høre om vores tanker og oplevelser med sygepleje på et hyperakut apopleksiafsnit. 

Her kan den rehabiliterende sygepleje godt have trange kår, men vi vil den gerne. Vi vil gerne kombinere akut sygepleje med rehabiliterende sygepleje, fordi man ved, at starter man den rehabiliterende tankegang fra start af giver det bedre resultater. Og rehabiliterende sygepleje er blandt meget andet, at vi forsøger at støtte patienten i at være aktiv i hverdagssituationerne (flytte sig ud af seng, tage bad, børste tænder, spise, gå på toilettet osv) og dermed træner patienten i at bruge sin krop på den mest hensigtsmæssige måde, og som samtidig kan sende signaler til hjernens ramte område. Sådan en tilgang tager tid, og det er ikke altid, at vi har den tid, både fordi vi er pressede og fordi patienten skal igennem mange undersøgelser og vurderinger, mens de er hos os. Ikke desto mindre forsøger vi at holde fast i, at vi vil denne sygepleje.

Og at mine kolleger ikke blot tænker på akut sygepleje og alle de opgaver som er SKALopgaver, men også tænker på det liv, som den ramte var og er en del af, synes jeg æresporten er et godt udtryk for.

God weekend til dig.

Noget om en by, der vågner og døde træer- Motorcykeltur Harzen 2018 dag 1, del 1

Nu er det vist på tide at få skrevet lidt mere om sommerens motorcykelferie, inden det går helt i glemmebogen. I og med at vi havde besluttet at overnatte det samme sted flere nætter, skulle der heller ikke pakkes motorcykeltasker hver morgen. Det gav tid til noget andet og inspireret af min retræte, hvor jeg hver morgen inden morgenbøn og morgenmad gik en tur, stod jeg op de første morgener i Wernigerode og gik en morgentur.

Hotel Zur Tanne i morgensol.

Det gav mig chancen for at se byen vågne, skraldemænd og morgenfriske butiksejere samt folk på vej til arbejde var sammen med mig de eneste, der var aktive. Jeg gik som jeg bedst kan lide det: efter næsen og med et kort i lommen, hvis jeg skulle fare vild.

Slottet i Wernigerode

Det gjorde jeg nu ikke, for slottet i Wernigerode var et godt pejlemærke, og selv om jeg valgte små stier på kryds og tværs af byen, så havde jeg en god fornemmelse af, i hvilken retning hotellet lå. På et tidspunkt så jeg et tårn, i første omgang troede jeg det var et gammelt vandtårn, men research hjemme på hotelværelset oplyste mig om, at det var en del af den gamle bymur og forsvarsværk.

På den anden side var en legeplads, hvis tema var ugler. Gamle træer var blevet til ugler, store og små.

Og tårnet dannede nu rammen om legepladsen og måske også kimen til fantasilege, mens mor og far slappede af med en kop kaffe.

Hjemme på hotellet nød vi morgenmaden, som var god og enkel, ikke noget overdådigt, men der var blødkogte æg, yoghurt med tilbehør, gode pølser og leverpate til landmanden og oste til fruen. Teen var ikke noget at skrive hjem om, men det er meget sjældent, at jeg har oplevet rigtig god te på et hotel.
Dagens første del skulle gå fra Wernigerode i nordøst  forbi Skt. Andreasberg, den højest beliggende by i Harzen, og videre til Altenau.

Vi fik et naturligt stop i nærheden af Schierke, hvor toget til Blogsbjerg, Brocken, passerede vejen.

Vi er blevet forvænt med bjergveje med masser af udsyn og det var der ofte ikke i Harzen. Alt var dækket af træer. Til gengæld nød vi, når vi fik et enkelt udsyn.

Et syn, som vi var meget optaget af, var døde træer. De var mest i den østlige del af Harzen. Du kan nok fornemme dem på billedet ovenfor, men her nedenunder kan du se dem på tættere hold. Der var hele bjergsider med døde træer. Hjemme på hotellet spurgte vi tjeneren, som forklarede, det skyldtes storme. Det undrede vi os over, så jeg googlede det og fandt ud af, det er barkbillen, der er årsagen til døden. Man har valgt at lade træerne stå og forfalde og så lade naturen om at sikre andre træers vækst i stedet for grantræer. Stormene har så nok været med til at fremskynde døden.

Et trist syn var det dog, og vi undrede os over, om ikke man kunne have brugt de døde træer til energi, men de skal måske sikre næring til jorden og nye træer?

I dag vil jeg sikre mig næring fra fridagens program. Folkeholdet er i gang med kartoffeloptagningen, der skal eftermiddagsmadpakker til og dermed også kage. Så i dag skal være dagen, hvor jeg vil bage kager. Mit afsnit skal også have kage i morgen, hvor der skal ske noget rigtig spændende. Men det hører du mere om i morgen.

Hvis du vil læse mere om vores motorcykeltur til Harzen, så findes indlæggene her, der mangler dog stadig flere dages oplevelser og billeder. De indlæg må drysse udover september måned. Ha en god dag.

Septemberglæde

Det er mørkt udenfor, ikke mørkt med strejf af lys i, som der var i fredags, men sortmørk. Jeg har lidt ekstra tid her til morgen, fordi jeg stod et kvarter tidligere op, så jeg tænder lys og nyder morgenmaden, mens jeg samtidig skriver. Der skal jo smøres 5 ekstra madpakker, derfor det tidligere tidspunkt, for jeg hader at være presset om morgenen. Der skal være tid til bare at sidde og se på en mørk rude med lys indenfor og genskin af computer og morgenmaden i vinduet. Og se blot det fine mønster, som lyset tegner på vindueskarmen.

Jeg sluttede arbejdsdagen af på bedste vis i går. Efter aftale med min leder afspadserede jeg to timer om morgenen, mødte ind klokken 10 og blev til klokken 16. Så kunne jeg nå både at gøre klar derhjemme og være klar til cafebesøg med min studieveninde. Vi havde ikke set hinanden siden februar og ikke været på cafe siden sidste efterår. Så længe går der ikke næste gang, det har vi højtideligt lovet hinanden, for vi har så meget at tale om, så to timer stryger af sted.

I går havde jeg foreslået Street Food, og det var så hyggeligt. Vi er blevet enige om, at der skal vi også mødes næste gang, for vi kan jo stadig prøve noget nyt mad, selv om det er samme sted. I går blev det til wokmad og et godt glas rosevin. Samtidig skal vi ikke kæmpe os gennem horder af biler, der skal hjem gennem midtbyen. Street Food ligger dejligt bagom sygehuset og ned mod vandet.

Og så lykkedes det mig også i år at hoppe over en fødselsdag. Bloggen blev 12 år d. 1. september. Vi er begge blevet ældre, men vi trives begge godt, så vi fortsætter vores samarbejde med at sætte ord og billeder på hverdagen, så jeg husker, at Underet er, at vi er til, og der er intet, jeg hellere vil.

20, 50, 100 år

Weekenden strøg af sted, og jeg sidder her mandag eftermiddag lettere forpustet, fordi jeg kan se, at ugen fortsætter i samme tempo. Weekendens aktiviteter var lutter skønne energigivende oplevelser, og sådan har jeg det også med ugen, der er foran mig.

Alle 11 børnebørn i alderen 3 til 19 havde lavet perleplader, som æresporten var pyntet med.

Lørdagen stod i guldbryllups tegn. Min yngste moster og onkel havde inviteret alle deres nevøer og niecer med til fest. Den startede klokken 13 og tiden strøg af sted, vi nød alle at være sammen. Alle 16 fætre og kusiner på min mosters side inklusive hendes fem børn var med. De fleste af os havde allerede været sammen til familieweekend i august, så vi fortsatte tråden. Min moster og onkels fem børn og deres børnebørn er helt vildt musikalske, de fire af deres børn er uddannet indenfor musikken. Vi fik en buket af skønne, smukke og sjove sange krydret med taler, så vi var først klar til dessert klokken 18, men ikke et indslag var for meget eller for kedeligt. Hverken fra børn eller øvrige gæster.

Det foregik i Rebild og derfor havde min ene søster, som er bosiddende der, overnattende gæster fra København og Vestjylland. Vi kørte dog hjem, landmanden skulle på hundekursus næste dag, så jeg tog mod tilbuddet om at komme tilbage til Rebild næste formiddag til fødselsdagsbrunch for min yngste niece, som blev 20 år den dag. Tænk at kunne være sammen med tre af mine fire søskende to dage i træk, det var ren luksus. Efter de overnattende gæster var kørt hjem og fødselsdagsbarnet trængte til at hvile sig (havde holdt fest for veninderne aftenen før), inviterede min nevø og min søster mig på gåtur i Rebild Bakker. Det var skønt at få lov til at røre sig.

Mens vi sad og svedte af udenfor huset med et glas vand, ringede min svigerinde. De var nogle stykker, der havde aftalt at tage hen til min svigerforældres grav, fordi min svigermor kunne være blevet 100 år i går. Bagefter ville de give kaffe. Landmanden og jeg nåede med til kaffebordet og så hyggede vi os ellers med tre af landmandens søskende. Hjemme igen skulle landmanden forberede mandagens start på kartoffeloptagning, hvor kartoflerne lagres i kølehuse. Det betød så, at landmandskonen skulle i fryseren efter brød, for så skulle der smøres fem eftermiddagsmadpakker her til morgen.

De kører stadig derude og det ser ud til at gå godt.Vi er i gang med det lange seje træk med at få kartoflerne i hus, forhåbentlig er vi færdige, når kartoffelferien a la efterårsferien rammer landet.

God mandag aften til dig.

Hu hej hvor det går

Ugens arbejdsdage har været gode og lange. Tirsdag havde jeg overarbejde for at tage en "børnesamtale " med voksne børn på 18 og derover. Det gjorde jeg gerne, for det er vigtigt at få snakket om de følelser, der også opstår for unge mennesker, når deres forælder indlægges med en blodprop eller blødning i hjernen.

I går var jeg på arbejde fra 7 - 19, fordi jeg skulle undervise patienter og pårørende fra 17 - 19. Det blev en supergod oplevelser, der kom virkelig mange emner på bordet og der var så stor en spørgelyst, som det er længe siden, at jeg har oplevet.

Hele dagen strøg af sted med møder om blodtryksbehandling, om trombolyse, om sår og planlægning af undervisning etc. På et tidspunkt følte jeg, at min hjerne teede sig som mit skrivebord, der var total kaos og rodet. Men lidt cola zero og en kage hjalp på hjernerodet.

I dag har vi haft personalemøde efter dagvagten, så klokken 17 kunne jeg køre fra sygehuset. Vi havde dog aftalt, at jeg først mødte klokken 8 i morges. Heldigvis nåede jeg hjertestopundervisningen i går, det gav luft til at nå at undervise en ny kollega i opsætning af væske og pleje af venflon og mødes med to kolleger om en ny pjece til pårørende ved dødsfald. Ellers stod dagen på praktisk planlægning af undervisning og samtale med ny kollega som led i hendes introduktionsperiode.

Fredag bliver heldigvis en ganske kort dag, min leder og jeg har aftalt, at jeg afspadserer et par timer om eftermiddagen. Så kan jeg nå at blive klar til friweekenden. Må du få en god fredag med plads til at se frem mod weekenden.

Lad lørdag, aktiv søndag

Lørdagen blev brugt i sofaen og gyngestolen, jeg strikkede, jeg læste og jeg så serier. Lidt aktivitet blev det dog til, fordi mit kor skulle synge til Stafet for Livet om aftenen. Vi kom på som de sidste før lysceremonien. Sangudvalget bar præg af dette, det var de langsomme og eftertænksomme sange, vores korleder havde valgt. Selve lysceremonien var smuk og stemningsfuld, taleren var en pårørende, som gjorde det eminent godt.

Jeg kan ikke lade være med instinktivt at analysere selve taleformen. Selve indholdet var godt, men formen gjorde, at det blev endnu bedre. Der var en struktur på talen, der var en indledning, der var en form for metatekst, hvor taleren fortalte, hvordan formen på talen ville blive, den var fortællende og beskrivende uden at blive sentimental. Og han holdt formen stram og kort. Vi fulgte ham og hans familie i det år, hvor de troede og håbede på, at hans hustru ville overleve leukæmien. Vi fulgte ham i det halvandet år, der er gået siden da og glædede os over, at han, som han selv sagde, havde lært at turde elske igen. Tro, håb og kærlighed.

Tro, håb og kærlighed fylder også på en afdeling som vores. Som min medpassager i bilen til koncerten sagde, egentlig synes jeg, at der sommetider kun er fokus på kræft (hun er selv i behandling for brystkræft), der er jo så mange andre sygdomme, som er lige så ødelæggende for personen og familien. Hun har ret.

Søndagen startede med en tur til sommerhuset, mens landmanden gjorde klar til en høstdag. Jeg fik tjekket sommerhuset og gået en lang tur i det skønne solskin. Bagefter stod søndagen på tøjvask, indtil jeg skulle i aftenvagt. Aftenvagten strøg af sted, jeg havde trombolysevagten og var af sted to gange. Og netop der mærkes det tydeligt, når en families liv krakelerer. Først er man i chok og i løbet af de næste timer går det op for familien, hvor hårdt deres kære er ramt. Og med den alder jeg har, så føles alle disse patienter alt for unge. Lige nu har vi en del, der er yngre end mig eller omkring min alder. men som jeg også tidligere har skrevet, så er det jo lige så chokerende og invaliderende for en rask og rørig kvinde på 75-80 som en på 50. Ja, man er et andet sted i livet, men man bliver jo aldrig klar til at blive syg og invalideret af sin sygdom.

Mandagens fridag er godt i gang, jeg har været til fysioterapeut. Vi kunne begge tydeligt mærke, at gårsdagens vagt havde sat sig som spændinger i nakke og skulder, det gjorde godt at blive løsnet op. Bagefter var det fodterapeuten, der fik lov til at sørge for, at det bærende element for min krop har det godt.

PS I morges nød jeg en kop te og knækbrød med ost, mens jeg startede på dette indlæg. På den lille magasinkasse, som blev brugt som bord og hvor der også står frugtkurve, lå en krumme, som jeg automatisk tog i munden og begyndte at tygge på. Det var en underlig fornemmelse, så jeg spyttede det ud. Det var en indtørret hveps!!!

Må du få en skøn mandag med tid til samvær, nærvær og smil.

Hverdagens små oaser

Der er ting der fylder, både arbejdsmæssigt og privat, så der er en forklaring på, at jeg lige for tiden vælger oasens hygge i stedet for at komme ud og opleve naturen og livet udenfor gården og arbejdspladsen.

Jeg strikker Vesterhavsjalet designet af Liselotte og en gave fra Liselotte og Ella. Jeg forsøger mig også med at genopfriske biokemi. Det er 41 år siden, at jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen i Viborg, og der er sket meget siden da. Min søn havde en kort flirt med sygeplejerskestudiet, inden han valgte anderledes, og jeg overtog hans lærebøger fra dengang. Nu forsøger jeg. I hverdagens hektiske arbejdsliv har jeg ikke energi, men på denne fridag vil jeg sætte mig en time og læse videre.

 Morgenen starter altid med et glas vand eller to og tre tabletter: kalk, magnesium og D-vitamin. Det sidste er lægeordineret og jeg har fortsat siden. Magnesium startede jeg med for at se, om det kunne hjælpe mod søvnløsheden og lægsmerter. Selv om jeg stadig har nætter med søvnløshed, så er det blevet bedre, om det skyldes tabletten eller at jeg har meget fokus på regelmæssighed og at gå i seng i ordentlig tid vides ikke. Kalktabletten startede jeg med, fordi det er kendt, at kvinder nemt får for lidt kalk efter overgangsalderen. Min mor havde tendens til knogleskørhed, men det var vist mere en bivirkning af kræft og kræftbehandling. Men jeg tager den for en sikkerheds skyld.

Gyngestolen rykker af og til ind i køkkenet, for her er der mere lys. Så indretter jeg med bakke på klaverstolen og en stol til computeren, så jeg kan se en ny serie, jeg har opdaget (White Collar), mens jeg strikker.

Fra denne oase har jeg udsyn til fuglebadet og fugletræet med de lækre mejseboller, som alle fugle er vilde med. De spiser en spand om ugen! Flagspætterne gør et godt indhug i dem, men nu hvor der er gråspurveunger, så er det et sandt tilløbsstykke med kø til de to ophæng med foder.

 Min morgenmad spises også her (i mørke). Jeg har været nødt til at skære ned på mit teforbrug! Kloge hoveder ville nok også sige, at det er alt for meget, jeg drikker mellem 2-3 liter om dagen. Men nu får jeg halsbrand af det, selv nu hvor jeg har nydt en enkelt kop efter morgenmaden. Det havde jeg ikke troet, men jeg fandt en anden lidelsesfælle, da jeg googlede det, så nu forsøger jeg at skære ned. Det er svært, jeg er vant til konstant at have en kop ved min side, når jeg har fri. Og arbejder jeg ved computer på sygehuset, ja så drikker jeg også nemt en liter te i løbet af dagen.

Aftenen i går sluttede af inde i stuen. Gyngestolen og hele mit lille arrangement måtte flyttes på plads, da vi havde rengøring i går. Der er nu også noget hyggeligt over denne tid med mørke og levende lys.

Fridagen skal bruges på lidt af hvert, lige nu er det kontorarbejde og senere får biokemi, strikketøj og et glas vand (hvor kedeligt, suk) lov til at være min oase. Der er også telefonopringninger, der skal foretages. Der er et hængeparti fra gårsdagens arbejde, som jeg vil kigge på. Og så er der det evindelige spørgsmål: hvad skal vi have til aftensmad (hvor kedeligt, suk!)? Hvad skal du have til aftensmad i dag?

Men et er sikkert, jeg vil nyde min fridag, som er startet godt med solskin udenfor. Rigtig god fredag til dig.