Se Norges blomsterdal

 Da jeg var barn, og vores forældre tog os på køreture til familierne rundt i landet eller de 72 km til sommerhuset, så var deres kneb til at forhindre fem børn i at komme op og skændes, at vi sang. Min mor sad med en gammel vandresangbog og så tog vi første vers fra sangene. Derfor kender jeg alle mulige sange, og overskriftens sang var en af dem. Og kunne vi ikke andet, så kunne vi da bryde ud i et vældigt tralala

Tra-la-la-la, la-la!
Ja, lysteligt det er i Nord
blandt fjeld og li og fjord,
blandt fjeld og li og fjord.

Min ferie var fire dage gammel, da vi kørte ind i køen til færgen til Kristiansand, vi var trænet fra turboturen to uger forinden, så vi havde pas og coronapas med QR kode på mobilen klar. Vi så frem til en uge, hvor vi ville bruge to dage på at komme til Trondheim. 

Vi nød vores hjemmesmurte madpakke ombord på færgen, som sejlede ved middagstid. Det bragte også minder frem fra barndommen, hvor madpakker altid var med til de fem sultne børn.

Da vi kørte fra borde i Kristiansand, var klokken tæt på 16, vi skulle et godt stykke op i Norge, før vi ville finde et sovested. Det blev en smuk tur, og landmanden kunne kende noget af turen og ganske rigtigt. Da vi i sin tid var på motorcykelferie i Norge, startede vi med at køre denne vej på vej til Lysefjorden.

 

Denne eftermiddag og aften var det helt store vejarbejde i tunneller gået i gang , så flere gange blev vi ledt uden om tunnellerne og op over bjerget. En gang havde vi en ledebil med, og den fulgte vi efter.

På den måde fik vi set noget af den natur, som vi ellers ikke havde set, når vi kørte gennem et bjerg.

Overalt gik får og kvæg og græssede. Vi mødte dog ikke nogen, som lagde sig midt ude på vejen og ikke havde i sinde at flytte sig. Det har vi prøvet i Alperne og Pyrenæerne.

Mens landmanden kørte, søgte jeg på hoteller i nærheden af Odda, som var målet for denne dag. Der var ingen værelser ledige. Til sidst fandt vi et værelse, men ikke med bad og toilet i tilknytning. Det skulle dog være i nærheden. Receptionen lukkede klokken 22.30, men hun skulle nok blive oppe, hvis vi kom senere. 

Bedst som det gik godt, stødte vi på endnu et tunnelarbejde. Vi holdt i en lang kø og pludselig kom flere unge mænd myldrende ud fra en minibus foran os. De havde en stor trailer med og fra den hentede de rygsække frem og fandt håndklæder og badetøj. Det viste sig, at der ville gå mindst tyve minutter, før vi kunne køre videre, og dem kunne man da  lige så godt benytte til en badetur i den store bjergsø.

Det gav en god stemning på vejen, folk snakkede med hinanden og børn løb frem og tilbage. Pludselig fik alle travlt, for nu skulle vi ledes over bjerget. I løbet af kort tid var alle inde i bilerne, inklusive nogle våde ungersvende.

Kort før 22.30 kørte vi op på toppen af en bakke, hvor Trolltunga Apartments Vikinghaug lå (klik på linket for at se den fine gamle bygning) Den består af lejligheder med bad og køkken og nogle enkelte værelser, som skulle benytte køkken, bad og toilet i kælderen. Vores værelse lå dog med udsigt over søen, så jeg skulle gå rundt om huset, ned i kælderen, hvor der var værelser, køkken, bad og toilet. Jeg nåede at blive vågen, hver gang jeg var af sted om natten, men sikke en udsigt, jeg havde på turen.

Da der ikke var morgenmad og vi ikke havde fået købt noget, fik vi anvisning til butikkerne i Odda, som åbnede klokken 8 næste morgen. Vi var trætte og trængte til en god nats søvn. Og mens landmanden sov igennem natten, nåede jeg som sagt at få mere ud af omgivelserne ;-)

Velkommen til verden

 og også noget om at ændre sit standpunkt.

I fredags kom en lille dansk-norsk dreng til verden. Hans far vejede 4000 gram og målte 55 cm. Det slog sønnike med 450 gram.

Siden da har vi set på billeder og sagt nåh, smilet og hjertet har krøllet sig sammen af kærlighed over det lille væsen, som er kommet ind i vores familie.

Og jeg er blevet farmor, for ja, om end jeg i et blogindlæg kundgjorde, at jeg skulle være bedstemor, så ændrede jeg mening, da vi kom tættere på fødslen.

Jeg har aldrig haft en farmor, min farmor hed bedstemor. Mine børn har haft en skøn farmor, og pludselig en dag på vej hjem fra arbejde før ferien, kunne jeg mærke det smukke i at hedde farmor. Jeg er jo fars mor, og det føltes på en eller anden måde som en smuk cadeau til min søn og vores forhold. Så nu er jeg farmor, og da jeg fortalte det til sønnen, kunne jeg også mærke, at det havde han det rigtig godt med.

Mit babysvøb blev færdig herhjemme og jeg fik også hæftet og vasket, men det var slet ikke tør, da vi skulle af sted. Så det blev rullet ind i et håndklæde, og så tog vi på ferie. Den anden sidste dag på ferien fik jeg klippet hæfteender af og fotograferet det i vores lille campinghytte.

I lørdags lykkedes det mig at blokere mit kamera, jeg kunne ikke overføre billeder til mobil som vanligt, jeg kunne ikke tage billeder og jeg kunne heller ikke overføre dem til computer. Det sidste er lykkedes i dag, de to andre muligheder er stadig blokeret.

Nu kan jeg da komme i gang med at få skrevet mine ferieindlæg, det kan blive en hyggelig aftenbeskæftigelse efter arbejdsdagen.

Vores lille barnebarn er stadig indlagt sammen med begge sine forældre, de har det godt trods små bump på vejen, og så er det godt at have dygtige folk omkring sig til at støtte og observere. Og jeg har lige fået et nyt billede af ham. Det første har landmanden printet ud i A4 format og det hænger på køleskabet. Mon ikke også det her skal printes ud ;-)

Vores lille sønnesøn var elsket, før han kom, men nu svulmer vores hjerte da over af kærlighed, og sammen med Kærligheden har vi allerede mærket dens tro følgesvend Bekymringen. Sådan er det, og det skal vi alle vænne os til. Velkommen til verden og til vores familie.

Lidt om svøbet: Marys svøb, det royale svøb, Det hele kongerige. Kært barn har mange navne. Jeg syntes faktisk det var rimelig let at strikke, da jeg først fik knækket koden til forståelsen af mønsteret. 

Det er strikket af det lækreste babyalpaca fra garnudsalg.dk. Det har været en fornøjelse at strikke i. Jeg har stadig noget tilbage, så har du gode ideer til små ting, jeg kan strikke, så må du endelig skrive dem i kommentarfeltet.

Ferieminder

Blogindlæg om vores ferie til Norge må vente, til jeg får samling på mine billeder fra Norges ferien og en computer til at lagre dem i. Jeg holder dog stadig ferie og nyder den. Landmandens ene uges ferie er slut, alt er som det plejer. Han gør klar til kartoffeloptagning, høst og ordner alt forefaldende arbejde på gården, mens medarbejderen afholder sine tre ugers ferie. Udenfor står regnen ned i stænger, vi har trængt til vand, der var meget (MEGET) tørt i mosen. Siden i går, da regnen endelig kom, har vi fået 40 mm. I morges var der kommet 26 mm, og det kunne knapt mærkes på jorden i markerne. Regnen er dog kommet ret voldsomt i perioder og det gavner ikke jorden. Men lige nu er der "lidt" mere ro over regnen.

Gad vide hvordan verdens største sandslot har det med det regnvejr? Forleden aften besøgte vi slottet, og det er imponerende alle de små detaljer, sandskulptører har fået plads til på det høje slot.

Datteren og jeg kom endelig til torvemarked i Blokhus i dag. Der var masser af lækkerier at se og smage. Datteren gav frokost fra en bod med mellemøstlige specialiteter. Bagefter gik vi på den nye cafe Peace i Blokhus og fik os en kop te/cafe latte sammen med en lækker cookie til deling. Pludselig åbnede himlen sig og det styrtede ned. Personalet havde lært i går, at den overdækkede terrasse ind mod cafeen ikke var helt tæt, så de fik travlt med at få folk og borde væk fra de utætte steder, men pludselig brød regnen igennem. Det gav anledning til snakke/smil borde imellem og en hjælpsomhed fra alles sider. Vi, der havde borde i midten, flyttede dem tættere sammen, så de andre borde kom væk fra muren. Personalet var i fuld sving, for selvfølgelig opstod der samtidig kø af folk, der gerne ville i tørvejr til en frokost.

I går aftes havde vi gæster, landmanden grillede en marineret svinemørbrad efter den gamle Glæselopskrift. jeg sørgede for velkogte nye (økologiske ) kartofler af egen avl sammen med pestodip, squashfritter og spidskålsalat. Og datteren lavede en lækker islagkage og gav champagne dertil. En rigtig hverdagsferiemiddag.

Feriedagene har også budt på havbadning, og vi fik endda lokket landmanden med søndag. Han blev vældig forbavset over, hvor varmt Vesterhavet var.

Jeg er begyndt at strikke en sommertrøje til mig selv og med mit tempo er det nok til næste års sommers gode vejr. Sygeplejearbejdet er helt lagt på hylden, der er dog begyndt at poppe små tanker op om det, jeg skal i gang med på mandag, men de kan hurtigt lægges væk igen. Først på søndag må jeg åbne op for de tanker. I stedet for vil jeg finde en bog og strikke en pind eller to. Først bliver jeg dog nødt til at begive mig ud i regnen. Der skal handles ind, hentes pakker, afleveres bøger og købes en ekstern harddisk.

Regnen bliver ved, og med den hastighed og mængde den kommer med, så kan jeg nå at blive meget våd det korte stykke på gårdspladsen fra døren til garagen. Det tordner konstant, men radarbilleder viser også lyn over hele vores område, så det passer jo meget godt. Jeg tror, jeg brygger en kop te og satser på, at det stilner af.

Hjemme igen

 Jeg drikker te, læser en masse og forsøger at finde roen i, at jeg holder ferie og landmanden arbejder.

Vi har holdt ferie en uge i Norge og har nydt søn og svigerdatters selskab. Det var dejligt at kunne se og mærke hinanden fysisk.

Jeg blev færdig med babynest (jeg er jo mig, så selvfølgelig blev den syet i de sidste to dage før afgang - lærer jeg det aldrig?)

Barselsgaven er også færdig og ligger i barselstaskerne sammen med alt det andet, man skal have med.  Når først sønnen bliver lukket ind på hospitalet, så skal de blive der sammen, til de bliver udskrevet. De må ikke forlade afdelingen.

Jeg savner dem, savner at jeg uden at skulle skrive, kan se at alt er fint. Jeg ved fra mine kolleger, at der findes ikke noget værre end svigermødre/mødre, der hele tiden skriver op til terminen, om alt er godt. Så det undlader jeg :-)

I stedet læser jeg. Før ferien tjekkede jeg Randis boganmeldelser og fik bestilt en del bøger hjem fra biblioteket. De er blevet slugt, der er kun en tilbage. Jeg har mistet evnen/lysten til krimier, så de anmeldelser springer jeg over. Men jeg kan varmt anbefale Carolina Säfsstrands to bøger Villa Havbrise og Klubben for lykkelige slutninger.

I Norge læste jeg sjette bind af Berlinerpoplerne Datteren. Tænk jeg har aldrig før tænkt over, at bøgerne foregår i Trondheim og omegn. Nu har jeg besluttet at læse hele serien igen. Og måske skal jeg prøve at bage vafler og spise dem med hvidost (almindelig skæreost) og brunost (myseost) :-)  Både Anne B Ragde og min svigerdatter siger, at det er en lækkerbisken.

Mens min datter og veninde gør sig klar til udflugt, vil jeg finde garn frem og strikke endnu en strikkeprøve . Det siger de kloge, at man skal. Og så vil jeg kaste mig udi en engelsk opskrift med ny opslagsmetode, provisionally cast on. Mon ikke hjernen bliver udfordret nok af det? 

Traveskoene skal også findes frem, jeg trænger til at finde roen i kroppen, mærke dens styrke og finde roen i nuet. 

At kunne se mønsteret

 Liselotte lærte mig det ved halstørklædet Paris. Jeg kunne ikke finde ud af opskriften, indtil Liselotte tegnede og forklarede, hvad mønsteret fik ud på. Så kunne jeg med det samme se, når jeg strikkede forkert.

Da jeg fik i gang med det royale svøb, gav min kollega mig sin opdeling af mønsteret på midterborten. Det gjorde, at jeg lynhurtigt fik en fornemmelse af mønsteret.

Da jeg gik i gang med yderborten, så jeg en YouTube video, hvor mønsteret og gentagelserne blev forklaret. Det har reddet mig flere gange for at fortsætte med fejl.

Nu har jeg hæftet ender og vasket svøbet. Men jeg føler mig på Herrens mark. Normalt hæfter jeg ved at trække tråden frem og tilbage på vrangsiden og så slå flere knuder til sidst.

Nu har jeg, igen belært af YouTube, gjort to forskellige ting. Jeg har strikket med de to tråde på en gang eller jeg har hæftet med maskesting og så har jeg ladet et kort stykke tråd hænge til efter vask. Nu er meningen, at jeg skal klippe de ender af. Men jeg er en kylling. Mangler mine knuder, men kan godt se, at vrangsiden ser pænere ud på denne måde.

Hvad med dig, hvordan gør du det?

Man kan nå meget på 48 timer - del 2

 Nu viser jeg jo ikke billeder af min familie, men det er nok de billeder, jeg har kigget mest på. Jeg elsker den runde mave og de glade smil de kommende forældre har. Vi fik pil-selv-rejer efter at have flyttet flyttelæsset op på 4.sal. Jeg er faktisk blevet helt ferm til at pille rejer, det er ellers ikke en disciplin, jeg har gjort meget i. Har altid syntes det var for besværligt. Men min svigerdatters tempo kommer jeg ikke op på. Hun har mange års øvelse i at pille rejer. Vi skraldgrinede, da landmanden syntes, det gik hurtigt frem med at fylde brødet med nypillede rejer ( vi var to kvinder, der lagde en reje på hans mad, når han ikke så det ;-)

Nu var vi efterhånden kølet ned efter at have ageret flyttemænd, så der var tid til et forfriskende bad og bagefter gik sønnen og jeg en tur til den lokale butik for at hente brød til morgendagens madpakker. Jeg fortabte mig helt i alle de anderledes ting, jeg kunne købe af madvarer. De skal afprøves næste gang vi kommer til Norge.

Efter de mest lækre pizzaer, jeg længe har fået, og en god fodboldkamp gik vi en tur i nærområdet. Trondheim er Norges tredjestørste by, men der er ikke rigtig en storbystemning over byen i følge søn og svigerdatter. Hjemme igen fik vi den norske families hofret til teen, hindbærroulade med flødeskum eller rullekaka med bringebær og krem. Den var hjemmebragt, men den smagte hjemmebagt, en dejlig lækker og smagfuld kage. Så var vi to ældre mennesker, der ikke kunne mere efter at have været vågen i 40 timer på nær enkelte powernap.

Næste morgen stod vi tidligt op, men vi følte os lidt mere normale i hovederne efter at have fået en god nats søvn. Madpakkerne var i køleskabet, jeg bryggede te og så kyssede og krammede vi og sagde på gensyn. Klokken 6.30 drog vi fra Trondheim i solskin. Morgenmaden blev spist, mens bilen åd den ene kilometer efter den anden. Vi havde besluttet, at vi skulle have så få pauser som muligt. Men med te, masser af frugt, chokolade, madpakker og yoghurt og god musik gik det rigtig godt.

Landmanden fik øje på traner, og da det ikke er et hverdagssyn for mig, selv om vi har traner i mosen, så stoppede han bilen, så jeg kunne nyde de langlemmede fugle.

I Norge kører man ordentligt, om det er på motorvej, riksvei eller almindelig vej. Vi måtte ikke køre over 80 km/timen pga traileren, men vi blev nærmest aldrig overhalet, kun på motorvejen og det i et adstadigt tempo.

Vores pauser blev brugt til at tanke diesel (er du da gal, som det er dyrt) og benytte butikkernes toiletter.

 

 Landmanden så en elg, der løb over vejen foran lastbilen foran os, jeg nåede ikke at se den. Tæt på verdens største elg måtte vi holde i kø i en halv time pga en bilulykke. En bilist havde tilsyneladende mistet herredømmet over bilen og var kørt ind i et træ. Her fik vi en god snak med flere nordmænd, mens vi ventede på at politiet gav tilladelse til at bilerne måtte køre forbi ulykkesstedet.

Vi landede i Larvik kl 16, en halv time før vi skulle tjekke ind. Så vi havde tid til at gå rundt på havnen og iagttage læsning af flis på forskellige måder. Vi undrede os over den lille grab på maskinen. Det ville tage lang tid at læsse det store skib.

Vi fik også set det smukke skib, som vi skulle sejle hjem med. Det er utroligt lydløst og vi havde den skønneste udsigt fra vores bord i restauranten.

Toilettets forrums udsigt var heller ikke så ringe endda.

Buffeten var lækker og i min familie går vi ikke ned på desserter, hvis der er tag-selv bord, så jeg nød oste, blåbærmousse, karamelbudding med jordbærsovs og bringebærgele med vanillekrem

Nu er hverdagen startet med en arbejdsdag, en fridag hvor vi fejrede svogers 60 års fødselsdag og en arbejdsdag med et træt hoved (det blev sent i går inden vi kom hjem fra festen). Nu "ser" jeg fodboldkamp på den måde, jeg er bedst til , nemlig ved at lade landmanden være kommentator, mens jeg sidder i et andet rum og skriver. Men jeg må hellere tilbage til mit strikketøj. Er I klar over hvor mange takker, der skal strikkes omkring hele Marysvøbet? Selvfølgelig er I det, det er endnu en gang mig, der altid er i sidste øjeblik ;-)

I morgen har jeg hjemmearbejdsdag, så der kan jeg sove længe og starte arbejdsdagen i nattøj. Der er nemlig ingen møder på teams.

Må du nyde den skønne danske sommer med temperaturer, som er gode ved mig.

Man kan nå meget på 48 timer

Det var så skønt at få lov til at kramme dem igen, men vi kan godt mærke, at vi nok ikke skal gøre det på denne måde igen.

Gode råd var dyre, vi havde et flyttelæs, vi havde adgang til Norge i og med at vi begge var færdigvaccinerede og var forældre til et voksent barn i Norge, vi havde en weekend at gøre godt med og vi havde fået forskellige til at passe gård og hunde i de 48 timer. Derfor blev løsningen, at vi kørte hjemme fra gården fredag aften med en læsset varebil og en læsset stor trailer kl 20. Traileren var så stor, at jeg ikke måtte køre med den. Klokken 22 sejlede vi fra Hirtshals og landede i Larvik kl 2. Planen var, at vi skulle sove de fire timer på båden, men selv om vi havde købt plads i stillerum, så fik vi ingen søvn, i hvert fald meget lidt (under en time).

Jeg havde været meget spændt på tolden, for vi skulle have flyttegodserklæring fra vores søn og svigerdatter med underskrift, vi skulle have flytteliste med alt opgjort og om det var brugt eller nyt. Den lavede jeg og heldigvis havde sønnen og jeg skrevet på alle kasser (24 i alt), hvad der var i dem. I mine mareridt afviste tolderen os eller vi skulle åbne alle kasser eller ... Ingen af delene skete, politibetjenten fik flyttegodserklæringen, lyste på vores ansigter og så på vores pasbillede og så scannede hun vores kode i coropas-app'en. Hvorpå hun sagde, det er en lang tur, kør forsigtigt, Klokken 2.30 kørte vi ud af toldområdet og satte kursen mod Trondheim. I følge google map og andre gode sider tog vi den hurtigste rute, som skulle tage 7,5 time. Det er så ikke med en læsset trailer bag bilen, hvor man kun må køre 80 km i timen og mange steder var der fartbegrænsninger til 60, 70 eller vejarbejde med 50 km/timen. Så vi brugte ti timer på turen, uden søvn. 

Jeg kunne godt have sovet, men jeg besluttede mig for, at min opgave var at holde øje med trafikskilte, ruten og servicere landmanden med mad og drikke igennem dagen. Samtidig strikkede jeg også, for nu er det blevet virkeligt for mig og babysvøbet skal være færdig om meget kort tid.

Vi kørte en fantastisk rute. Riksveg 3 byder på det ene smukke scenarie efter det andet. Vi holdt små korte pauser, drak red bull, te og sodavand. Køletasken indeholdt ostemadder i rigelige mængder, frugt, youghurt og chokolade. Vi tog en enkelt powernap eller to, men de blev meget korte, for vi skulle jo hjem igen allerede næste morgen, så timerne skulle udnyttes.

Det meste af vejen kørte vi langs en stor elv. Sådan er det jo i bjergland, vejene er bygget ved vandet, for der er der fladt og så har man bygget tunneller gennem klipperne for at komme fra den ene dal til den anden.

Jeg havde læst, at 110 km nord for Elverum var verdens største elg placeret, så vi fik timet vores morgenpause der. Det var skønt at komme ud og strække benene. Vi fik begge "stolpeben" af de mange timer i bilen, så vi lavede bengymnastik for at sætte gang i cirkulationen. Der var meget varmt, men i bilen kunne vi holde temperaturen nede.

Og vi skulle selvfølgelig som alle andre fotograferes under elgen. 

Længere oppe i Norge kom vi op at køre langs klippekanten med udkig til dalene og med udkig til snedækkede toppe, da vi nærmede os Trondheim.

Sønnen skrev, om vi ville have frokost, når vi kom. Men vi kiggede blot på hinanden og sagde, at vi gerne ville have flyttet alt op i lejligheden på fjerde sal (uden elevator), inden vi kom ned at sidde.

Klokken 12.30 kunne vi knuse og kramme vores to dejlige unge mennesker igen. For vores svigerdatters vedkommende er der gået 1 år og 4 måneder, for vores søns vedkommende 9 måneder. Det var så godt, og det var hele turen værd. 

Så gik vi i gang, svigerdatteren blev forbudt at slæbe noget som helst, så hun ryddede op og anviste hvor tingene stod. Landmanden og sønnen tog de tungeste møbler og flyttekasser, jeg tog de andre ting.

Og langt om længe kunne vi sætte os til et lækkert bord med masser af rejer til at pille. Det var så godt at se dem og være sammen med dem. Og min søde svigerdatter kunne nok fornemme den kommende bedstemors længsel, så hun spurgte om ikke jeg ville mærke på maven, det gjorde det hele mere virkeligt. Vi nød deres skønne studielejlighed, men mest af alt samværet med dem.

Den glæde sidder stadig i mig og det gjorde hele turen værd.