Lige nu

 øver jeg mig i at stoppe med at ville planlægge alting. Når man bliver pårørende i sundhedssystemet med mange behandlinger forude, bestemmer andre over noget af min tid, og jeg retter mine arbejdsdage og andre planer ind efter det. Så jeg lever her og nu, er dybt taknemlig for sundhedsvæsenet vi har mødt, min familie, mine kolleger og mine venner. Jeg ved, de er der, hvis jeg rækker hånden ud, det er guld værd. 

I går havde jeg en feriedag, jeg nød solskinnet udenfor. Frosten tog lang tid om at forsvinde fra græsset efter nattens kolde vejr, men gæssene var ligeglade, de fløj henover gården med deres karakteristiske skræppen. Sankt Hans urten forsøger at overgå Hortensiaen ved siden af i at have den mest dybrøde farve.

Vaskemaskinen gjorde sit arbejde (tak for den opfindelse) og jeg kom næsten i mål med at få alle adviseret om skift af gårdens mailadresse. Vi havde håbet på at vi kunne beholde mailadressen, til vi en gang stoppede med landbruget. Men tiden indhentede os, det kunne ikke længere svare sig at opretholde en mailservice for de få, der stadig betaler for deres mailadresse. Så udbyderen lukker den service ned til november og koncentrerer sig om mobiltelefoni og bredbånd.

Datteren og jeg tog på tur til Vesterhavet i forgårs eftermiddag, efter jeg var færdig med hjemmearbejdsdagen. Der var masser af mennesker, der havde fået samme ide, men på stranden er der plads til os alle.

Datteren legede livredder for små søstjerner, som var skyllet for langt op på stranden. 

I dag regner det indimellem og gråvejr er fremherskende. Vi har skruet ned på radiatorerne, så brændeovnen er i gang fra morgenstunden. Jeg nyder flammerne og varmen, der breder sig.

Da jeg  har en seniorordning og derfor kun arbejder 24 timer om ugen plus det løse,  så holder jeg fri de næste fire dage. Hvilken luksus. 

Jeg ville ønske

 Det arbejdsmæssige fylder utroligt meget hos mig, og som jeg skrev til gamle elevkammerater: er det så ikke nu jeg skal stoppe? Nej, man forlader ikke et skib i havsnød med mennesker ombord. Man bliver og hjælper det man kan. Jeg kan godt mærke, at jeg hurtigere bliver træt, jeg kan det samme som tidligere, jeg har min erfaring at trække på, men både jeg og afsnittet er ændret, jeg qua min alder, afsnittet ? Tja det er et godt spørgsmål.

Jeg var i aftenvagt for 3 uger siden. Hvor vi for 5 år siden sagtens kunne have travlt med masser at se til, så blev der dog tid til pauser indimellem. Nu er vores patienter dårligere, mere komplekse i sygdomsbilledet, så selv om vi faktisk ikke havde overbelægning den aften, så knoklede vi alle og fik kun tid til pause, da vi fik aftensmad ved 19.30 tiden. Jeg følte mig konstant bagud, jeg følte, at jeg ikke kunne være der for mine kolleger, jeg havde nok med mine patienter, de skulle have hjælp til alt, de skulle have målt blodtryk, de skulle have mad, de skulle på toilettet, de skulle vurderes neurologisk, de skulle have medicin. En fik forværring og måtte ned i skanneren. Og da vores trombolysesygeplejersker var optaget i en anden skanner med en anden patient, måtte jeg forlade afsnittet og følge patienten til skanneren.

Vi bliver ældre, vi er mere aktive i vores alderdom, vi er blevet bedre til at få mennesker til at overleve med kroniske sygdomme, men det ændrer ikke på at med en længere levetid, kommer der flere sygdomme, som er forbundet med alderen. Og med længere levetid har vi også flere sygdomme med os i bagagen, som gør, at når vi bliver ramt af stroke eller anden sygdom, rammes vi måske hårdere. 

Derudover er vores trombolysesygeplejersker mere af sted, det gør, at vi mangler to kolleger på afdelingen til de plejekrævende patienter. Hvor vi for 5 år siden ikke blev kaldt til trombolyse mere end 1 gang i vagten og nogle gange slet ikke, så er det ændret i dag. Vores to kolleger, som er trombolysesygeplejersker, er ofte af sted i en vagt. Det kan godt være, de ikke giver trombolyse, men så skal vedkommende patient måske videre til anden afdeling, og de skal have gjort patienten klar, eller patienten har en blødning, som ikke må få trombolyse eller har en blodprop, som ikke kan få akut behandling. Nogle gange gør de modtagelsen færdig på disse patienter. Andre gange må de sende patienterne op til afdelingen, mens trombolysesygeplejerskerne bliver for at tage mod en ny trombolysekandidat.

Denne aften måtte jeg tage mod en sådan patient. Det tager utroligt lang tid, især når patienten er ramt, så vedkommende ikke kan noget selv.

Trombolyse= stærk blodpropopløsende medicin. Trombektomi = fjernelse af blodprop med et kateter

Da man startede trombolyse, var det kun det, man kunne give. Så mange patienter blev på forhånd vurderet til at komme gennem modtagelsen og blev modtaget af modtagelsens sygeplejersker, før de kom til os. Det har ændret sig.

Siden hen kom trombektomi til, og så kom der naturligt flere gennem trombolysekaldet. 

Så fandt man ud af, at hos de patienter, hvor man ikke kendte det korrekte tidspunkt for debut af symptomer, kunne man via skanning se, om blodproppen var mindre end 4,5 time gammel. Så kom disse patienter også via trombolysekaldet.

Dernæst kom der viden om at ved nogle specielle typer former for skader efter blodprop, kunne man måske lave trombektomi uden for det tidsvindue, der egentlig var. Så kom der igen flere patienter gennem trombolysekaldet.

Der blev også mere viden om, hvordan man kan behandle mennesker med blødninger. Det gør, at selv om de ikke kan få trombolyse eller trombektomi (fordi de ingen blodprop har, men en blødning), så kommer de igennem vores trombolysekald, fordi det er vores mulighed for at se dem hurtigst muligt.

Men normeringen er ikke fulgt med, vi mangler både læger og sygeplejersker. Og der er ingen sygeplejersker at få. Vi har erfarne kolleger, der rejser fra os, så de erfarne, der er tilbage, knokler for både at give patienterne den bedste pleje og behandling og for at støtte vore mange nye kolleger i at blive kompetente kolleger i dette travle, spændende og udfordrende afsnit. Og de nye kolleger bliver smidt ud på dybt vand med det samme, selv om vi gør alt for at skærme dem. De knokler virkelig, og de er dygtige og vil gerne have mere viden, men der skal være tid til at give dem viden.

I august arbejdede jeg 2 ud 3 dage i plejen. Nu er jeg tilbage i min vanlige funktion, men har været syg grundet corona og andre gange været nødt til at arbejde hjemme. Det har gjort, at jeg ikke har haft tid til at følge vores nye kolleger i plejen.

Vi lever højt på vores gode samvær og evnen til at støtte hinanden. Derfor prioriterede vores leder også, at vores sociale arrangement Tour de Napo skulle fastholdes i begyndelsen af september. Takket være kolleger, som tog dobbeltvagter, gamle kolleger, som tog vikarvagter og andre kolleger, som valgte ikke at være med i Tour de Napo, men blev på afdelingen, kunne det lade sig gøre.

41 kolleger skulle have startet hos mig til morgenmad, men 6 var syge. Det var skønt at se dem hoppe ud af bussen, de var udklædte og havde godt humør fra morgenstunden. Temaet var Tour de France. Og dagen foregik som en studenterkørsel, man kørte rundt til kolleger, og hvert sted havde arrangørerne lavet små opgaver, så man blev rystet sammen. Om eftermiddagen samlede man dagvagter op og så fortsatte dagen med besøg og fest det sidste sted, til bussen kørte hjem til sygehuset sidst på aftenen.

Jeg skulle have været med rundt på turen, men da jeg havde meldt mig til nattevagt og havde, hvad jeg troede, var en forkølelse/halsbetændelse i anmarch, blev jeg hjemme. Inden dagen var omme, måtte jeg sygemelde mig med corona. Heldigvis havde jeg holdt afstand, sprittet konstant og havde arrangeret morgenbordene med handsker på.

Den tur gav lige en energiindsprøjtning, men tingenes tilstand har ikke ændret sig, og jeg er dybt bekymret for sygehusvæsenet, for mit afsnit og mine kolleger. Vi er godt funderet både hvad angår de sygeplejefaglige/menneskelige værdier og den sygeplejefaglige viden, men der kan også ske et skred hos os, så vi ikke ser patienten, ikke hører patienten og ikke taler pænt til patienten. Det er faktisk det, jeg frygter allermest, at vi mister vores menneskelighed og medmenneskelighed.

Vi kan ikke ændre på at flere bliver indlagt,  at flere kan få behandling, ar flere bliver ældre, men vi kan ændre på de vilkår, omsorgen og sygeplejen bydes i en verden, hvor man kun har fokus på behandlingsgarantier og ikke på hvad det gør ved et menneske at blive syg og den faglige omsorg og støtte man har brug for, for at komme videre i livet.

At røre på sig, at være på, at være pårørende

Hvad vil det sige at være pårørende. Jakob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd, siger at pårørende er nogen, der rører på sig. Rører på sig vil sige, at man rent fysisk flytter sig, bevæger sig, men det kan også i overført betydning betyde, at man begynder at vise sig eller gøre sig gældende. Man kan måske sige på nudansk, at man som pårørende er på, man er døgnets 24 timer fokuseret på at være der for sin nærmeste. Man forsøger at gøre sig gældende både i forhold til sin nærmeste og i forhold til sygehusvæsenet.

 Den ene af mine to kolleger, som jeg skrev artiklen om patienters oplevelse af at komme hurtigt hjem efter en mindre blodprop i hjernen sammen med, afsluttede sin kandidatuddannelse i sommers. Hun undersøgte sammen med en medstuderende pårørendes rolle i forbindelse med udskrivelse efter rehabilitering. Når man skal undersøge noget, skal alt defineres, så hvem er nærmeste pårørende? Her blev det defineret, som den patienten definerede som sin nærmeste pårørende. Det kunne være nabo, ven, kollega eller et familiemedlem. 

Som det ofte sker, dukker emner op og sætter gang i en tankerække hos mig, for det at være pårørende til en patient er noget, jeg har været mere end det at være patient. Udover hospitalisering ved begge mine børns fødsel, skal jeg tilbage til, da jeg var 13 og 18 år for at genkalde mig følelsen af at være patient. Det tidspunkt, jeg var længst indlagt (3 uger), var da jeg var 2 år og 3 måneder, men det husker jeg ikke meget fra.

Jeg synes, det er svært at være sygeplejerske og pårørende. Jeg spørges ofte til råds af andre familiemedlemmer eller af patienten, fordi jeg automatisk tillægges en viden qua min uddannelse. Og så begynder boblen af usikkerhed, for er det nu det rigtige jeg siger? Påvirkes jeg af mine følelser for patienten, så jeg ikke kan observere og konkludere ud fra en sygeplejemæssig viden? Overfortolker jeg symptomer af angst for at overse noget? Ofte er det jo ikke indenfor det område, jeg ved mest om, nemlig stroke (blodpropper og blødning i hjernen), og f.eks. kirurgi har aldrig haft min store interesse.

Ikke desto mindre er det et vilkår for os alle. Vi beder ikke om at blive patienter og vi beder ikke om at være pårørende til en patient. 

Man siger, at sygeplejersker som pårørende enten er vildt overbeskyttende og straks tænker det værste, eller rubricerer symptomer som havende ingen betydning. Jeg er vist lidt af begge dele. Men hvis jeg ved, at det er alvorlig sygdom, så ryger jeg i gryden med katastrofetanker og så har jeg brug for nogen at tale med. For mig har det været godt at have kolleger/veninder, som jeg kunne sparre med. For selve det at tale højt om tankerne eller bekymringerne kan hjælpe mig til at fokusere. Jeg har også brugt at gå alt igennem, spørge ind til utallige ting, så min pårørende sommetider føler, der må være noget helt galt, men det er blot min måde at få sygeplejerskehjernen til at forstå pårørendehjernen og omvendt.

I den anden boldgade hører vist episoden med min søn, som havde hovedpine og havde det skidt. Da han havde fortalt det til mig, trak jeg vejret som optakt til at skulle sige noget, hvorefter han hurtigt tog ordet og sagde; jeg HAR drukket vand, jeg HAR sovet godt, jeg HAR fået frisk luft, jeg HAR spist noget! Det må vist have været en remse, han og hans søster ofte hørte, hvis de var lidt sløje med symptomer som almen utilpashed, hovedpine og svimmelhed.

Blogindlæg fra mig eller kommentarer til andres blogindlæg har været en sjælden hændelse. Jeg er påvirket af sygehusvæsenets tilstand og at ingen forstår den katastrofe, der er undervejs. Jeg har skrevet et langt indlæg om det, men selv ikke jeg orker at læse et sådant indlæg, så det blev aldrig udgivet. Ferieindlæggene tager tid, og de skal nok komme, men lige nu kunne jeg bedre rumme et lille causeri om det at være pårørende.

Jeg nyder søndagens langsommelighed sammen med min datter og min mand. Jeg ved, at den lille familie i Norge er sammen med svigerfamilien og har det godt. Vi får billeder af en dejlig dreng, som bliver så stor, mens vi er langt væk fra ham. Jeg drømmer om en hurtig tur til Norge. Det skal nok komme.

God søndag til dig og dine.

Jeg drømmer mig væk til barske egne, smukke udsyn og hårnålesving - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Lige nu er der benspænd fra livets side og det blev så lige toppet med en ny omgang corona. Jeg er ude af isolation, men er træt og har fået forstærket min ømme/tørre plet i halsen fra sidste gang, som gør, at jeg ikke har lyst til andet end yoghurt, bananer og boller med ost. I går spiste jeg en spinatpandekage med avocado, laks og tomater. Min datter sagde lidt forarget; mor, du smager jo slet ikke på maden (jeg er meget hurtig til at spise, så jeg øver mig i at nyde mad langsomt). Nej det gjorde jeg ikke, det skulle bare ned, inden jeg fortrød min beslutning om at ville spise sundt.

Så har jeg mere lyst til at dykke ned i feriebillederne fra Norgesturen på motorcyklen. Vi havde ikke kørt den planlagte rute for dag 2, fordi det var blevet sent og det var en god beslutning. Vi nød morgenmaden og udsigten, før vi hoppede på motorcyklen. Hoppe er nu så meget sagt, de små poser på hver sin side af mit sæde, gjorde at jeg måtte tage fat i mit bukseben for at få benet op over humpet for at kunne sætte mig ned i en vældig fart. Ellers risikerede jeg, at landmanden måske mistede balancen med motorcyklen. 

Vi skulle op over Strynefjeld, før vi kom til Geiranger. Vi havde kigget på hoteller der dagen før, men de var så dyre, at vi valgte Stryn i stedet for. God beslutning. Turen over Strynefjeld gik først af snoede veje og så gennem en tunnel, hvorefter vi var i et helt andet barsk landskab.

Da vi var tæt på et udsigtspunkt, ville vi egentlig køre derop, men turistbusser i massevis kørte derop eller ventede ved bommen, så vi opgav. Vi skulle senere finde ud af hvor de kom fra.

Selv om det småregnede og der var tåget, var det en ganske betagende tur. 

Inden længe begyndte det at gå ned ad og selvfølgelig fik vi også trænet hårnålesving. Landmanden kan sit kram, han har styr på sin motorcykel og fruen følger ham troligt til den ene eller anden side. Her mærkede vi ikke alderen og det var skønt.

Vi mødte flere gange turistbusser på vej op, og på et tidspunkt kom vi rundt om en bjergtop. Der var forklaringen. Nede ved Geiranger lå et kæmpe stort tysk krydstogtskib forankret ude i fjorden. Jo tættere vi kom, jo mere kunne vi se. Små både, der sejlede fra skibet og ind til havn og busser der holdt klar til at tage krydstogtgæsterne på sightseeing rundt omkring

Vi kørte ned til byen og blev enige om, at det selvfølgelig er derfor, at hotellerne på skråningen er så dyre. Her var der mange turister samlet, samtidig med at alt jo skal fragtes ind fra de stejle veje omkring fjorden. Vi kørte langs fjorden på den lille vej til venstre for skibet. Herefter tog vi turen op ad Ørnevegen, en vej med 11 skarpe hårnålesving, hvor jeg ikke fik fotograferet. Jeg havde nok med at nyde og lægge mig til den eller anden side. 

Dagens etape endte med at blive det, vi oprindeligt havde vurderet til 1½ dag, så derfor stopper vi halvvejs og snupper resten af dagen i næste indlæg.

PUFF og tågen forsvandt- ferie Norge 22 på motorcykel

 Vi stod op til et smukt syn, solen skinnede, men vi vidste, at regnen nok ville finde os i løbet af dagen, så det var med at komme af sted. Landmanden pakkede motorcyklen, efter jeg havde pakket alle tasker. Imens sikrede jeg mig, at vi ikke havde glemt noget og fik fjernet sengelinned og håndklæder fra lejligheden.

Morgenmaden indtog vi på den lokale tankstation, det blev lune toast med skinke og ost - det mest sunde måltid vi kunne finde. Ingen af os gider tankstationste, så det blev varm kakao. Det måltid blev nærmest synonym med resten af dagens måltider. Vi havde ikke tid til at gå på cafe eller restaurant, vi ville hellere nyde naturen og komme rundt om det næste sving. Det første lange stykke vej havde vi kørt året før, men som skrevet i tidligere indlæg, så vi nye sider af turen på en motorcykel.

Fordelen ved at køre motorcykel, er at ens sanser varskor en om, at noget er i vente, så vi hørte fossen før vi så den. Faktisk var der to, og vi havde jo kørt forbi dem sidste år uden at ænse dem. Nu tog vi os tid til at stå af, nyde synet og lyden af de gigantiske vandmasser, der strømmede ned fra fjeldet.

Snart fik vi Hardangerbrua i synes, den var lige så imponerende som sidste år, lige som rundkørslerne inde i bjergene omkring broen og fjorden var.

 

Turen gik videre, det regnede, men det stopper ikke to erfarne motorcyklister. Vi havde jo mange ting, vi skulle nå at se, inden vi skulle holde S i favnen. Turen kom nu til næste fjeld, vi skulle op over Vikafjellet. 

Ved Vangsnes tog vi færgen for at drage videre.  Jeg drømmer om at sejle gennem de store fjorde og opleve fjeldene fra vandsiden. 

Et af de steder, vi overhovedet ikke kunne huske, at vi havde kørt, var foran os, nemlig Gaularfjellet. Og det er utroligt, for det var en meget smuk tur op til toppen. Her var der masser af hårnålesving, det småregnede, der var lidt tåge, men først da vi kom op til udsigtspunktet omhyllede tågen os fuldstændig og totalt.

Vi nåede at snakke med andre turister, blandt andet en flok unge amerikaner med indisk baggrund, som var sikher ud fra deres hovedbeklædning at dømme. Alle ærgrede vi os over, at tågen skjulte det smukke landskab. Og så puff, var tågen væk, og de unge amerikaner drønede hen til deres minivan, hentede store kameraer, droner og lignende for at filme og fotografere. De italiensk motorcyklister fik mig til at tage billeder, mens de poserede foran udsigten. Vi fik nu også taget billede af den smukke udsigt.

Alle hoppede herefter ind i eller på deres køretøjer og kørte videre. Næste stop var udsigten fra en smuk og beskeden rasteplads.

Turen gik ned og videre. Smukke udsyn, vandfald overalt, floder, som fulgtes med os, det var en smuk tur, men den begyndte også at blive en våd tur, så billederne blev færre. 

Vi tog en rask beslutning og skar ruten af og over, Vi orkede ikke at skulle lede efter hotel sidst på aftenen, og jeg kunne også se, at der ikke var mange ledige værelser. Heldet var med os, et hotel på Videseteren havde værelser ledigt, så vi satte kursen på GPS, efter vi havde spist endnu en omgang sandwich fra et supermarked.

Vi kravlede op ad hårnålesvingene og op til et hotel beliggende med den smukkeste udsigt og med Videfossen tæt på sig.

udsigten fra vores vindue

udsigt til vejen vi kom fra

Vi nåede endda en gåtur op af fjeldvejen, hvor vi så fossen komme brusende. Og bagefter fandt vi et udsigtspunkt tæt på hotellet, hvor fossen startede sit brusende fald.

Aftenteen blev nydt i dagligstuen, hvor en dansk kvinde, som havde boet i Norge i 22 år med sin norske mand henvendte sig til os. Hun nød vist at tale dansk med lidt norsk accent.

Vi var glade for at have kortet turen af, så vi kunne være friske og udhvilet til næste dag, som bød på en helt anden natur.

The same procedure - ferie i Norge 22

 Hold nu op som kombinationen af arbejde og mange billeder fra ferien på 2 forskellige kameraer har fjernet min lyst til at skrive blogindlæg. Nu må jeg hellere i gang, inden jeg går helt i stå.

Hvert år kigger vi på hinanden og spørger, om det her bliver sidste år på motorcykel. Mit svar er altid at det afhænger af den, der kører motorcyklen. Den dag, han ikke orker eller ikke føler sig tryg ved en stor maskine med bagsædepassager; den dag stopper vi. Jeg kender et par, hvor den beslutning er taget, han har købet en mindre, hvor han føler, han har kontrol over maskinen, og de er så stoppet med fællesture.

Der er fordele og ulemper ved ferie på motorcykel. Den helt store fordel er, at man sanser og ser mere. Og det fik vi bekræftet i år på turen til Norge, hvor vi nogle steder kørte samme ruter som sidste år og blot måtte konstatere, at der var smukke steder, som vi ikke kan huske fra sidste år.

Lige som sidste år tog vi færgen til Kristiansand, i år havde vi booket overnatning til den første nat. Jeg orkede ikke igen at ringe rundt til utallige hoteller sent på eftermiddagen, hvor alt var optaget. Så med overnatningen sikret kunne vi nyde turen fra Kristiansand til Røldal.

Vi kunne godt mærke, at coronarestriktionerne i Norge og Danmark har lagt sig, færgen var fyldt og jeg var glad for, at jeg havde overtalt landmanden til, at vi bookede plads i restauranten til buffet. Vi kom til at sidde ved siden af et ungt norsk par med deres 15 måneder gamle dreng og mormor. Vi fik en god snak med dem om Norge og Danmark. De var kitesurfer og havde været ved Ringkøbing på ferie.

Vi tog rute 9 fra Kristiansand og fulgte den helt til Røldal. Som sagt så vi ruten med helt andre øjne, men hvor billederne er taget undervejs, kan jeg ikke huske. 

Her er vi oppe på et fjeld. Vejmarkeringer viser tydeligt, hvor højt sneen kan ligge.

Vi holdt pauser og tog selfie, som blev sendt til Trondheim og til en strand nord for Trondheim. Det helt usandsynlige havde nemlig gjort, at vi alle inklusiv datteren ville lande i Trondheim og få flere dage sammen. 

Hvert sving på vejen viste en ny udsigt- tænk at vågne op i den hytte og gå udenfor med sin kop te :-)

Datterens bedste veninde skulle giftes med sin nordmand, de bor i Oslo, men hans familie havde sommerhus nord for Trondheim og der på en strand skulle parret giftes den lørdag, hvor vi drog af sted fra Nordjylland. Datteren skulle sammen med en nordmand på guitar stå for de musikalske indslag og synge bruden ind og synge brudeparret ud ligesom datteren sang til receptionen.

Vi fik også video tilbage, hvor S var ved at gøre rent til farforældrene kom, han drønede rundt med støvsugeren. Jeg tror ikke, jeg kunne kravle så hurtigt omkring med en støvsuger ;-)

Da vi nærmede os Haukelifjellet, gik det op for mig, at det var her, vi blev ledt over fjeldet med en ledebil og hvor friske ungersvende hoppede i bjergsøen i ventetiden på ledebilen. Så frisk var vi ikke, vi nøjedes med at nyde udsigten og tage billeder endnu en gang. Ligesom vi gjorde, da turen gik op over fjeldet.

Vi havde kalkuleret med at være ved Røldal Overnatting mellem 22 og 23, men vi var der allerede 21.30. Sidste år var vi kørt videre til Odda og da var vi væsentlig senere på den grundet flere spærrede tunneller.

Lejligheden viste sig at være fin, vi havde sodavand, lidt kiks og chokolade som blev aftenskaffen mens vi så Tour de France. Jeg forsøgte mig med tebrygning, havde dog ingen tefiltre, men havde købt te til ugen sammen med nordmændene. Så teblade blev hældt i kop og gazestykke fra falckkassen filtrerede teen, da den blev hældt over i en anden kop.

I receptionen lå seddel med hvilket nummer vi skulle bo på og hvor vi skulle tage sengelinned. Lidt senere bankede det på døren og hotelmanager stod udenfor og opkrævede penge for lejligheden. Han kunne også fortælle os, hvor vi kunne købe morgenmad næste dag. Vi havde den smukkeste udsigt fra vores terrasse og jeg nød, at toilettet var i lejligheden, modsat sidste års ferie, hvor de sent bookede overnatningssteder betød toiletter udenfor værelserne. 

Vi havde en lang dag foran os næste dag. Vi har det med at vil nå vældig meget og i fjeldlandskab når man ikke så langt, som i Danmark. Så selv om lyset ofte snød os, så huskede vi denne gang at komme i seng inden midnat.