SELVERKENDELSE

Jeg skriver optimistiske indlæg, jeg lader som om, at jeg har styr på det, men det er min måde at håndtere det faktum, at jeg i dag er helt nede rent opgaveskrivning. Jeg kan overhovedet ikke finde hoved eller hale i det her, jeg har lyst til at ringe til en ven eller spørge publikum, men samtidig har jeg også en erkendelse af mig selv, som lige nøjagtig er at sådan valgte jeg i mange år at håndtere problemer: hjælp mig. Jeg ved nu, at jeg kan selv, jeg ved også nu, at jeg er blevet mere stædig med årene, det her skal jeg selv klare, her skal ikke ringes i tide og utide til studiekammerater eller kolleger, og faktum er jo, at jeg i de 3 opgaver jeg har skrevet indtil nu har fået 7 og 2 x 10, så helt dum til opgaveskrivning er jeg ikke.

Der er ingen udvej, den her opgave skal afleveres på onsdag, jeg har en livline, der hedder, at jeg må sende mail med konkrete og få spørgsmål til min vejleder på mandag, når hun vender tilbage fra vinterferie. Den livline skal bruges klogt, så weekenden er inddraget til opgaveskrivning. Jeg gad da godt være min studiekammerat, men sådan er jeg ikke, og det ved jeg! Jeg er mig, jeg går omveje for at nå til resultatet, jeg dummer mig, jeg erkender det, jeg tager ved lære af det, jeg bliver ved, og så griner jeg af mig selv, det sidste er en god egenskab at have i mine øjne. Jeg tror, jeg går en tur i den friske blæst. Overspringshandling ? Måske eller min vej at gå.