mandag, januar 25, 2016

Rask trav og tanker undervejs

DSC_0489

Godt nok er jeg ikke meget for at indrømme det, men det er alt andet lige lettere at gå til, når sneen ikke ligger på vejen. Og når man som jeg først snupper turen efter mørkets frembrud, så ville det have været for farligt for to dage siden. Og ja, jeg gik 4,5 km i mørke, men det er jo ikke det der bælgravende mørke, som for kort tid siden. Lyset er ved at tage magten, og jeg nyder timerne mellem lys og mørke. Nu pulserer hele kroppen, og mens pulsen kommer ned, kan jeg blogge lidt imens. Aftensmaden er biksemad, den er hurtigt bikset sammen, men ingen af os er sultne lige nu, så vi venter.

Mit ene øje driller mig, det har pludselig fundet ud af, at det kan lave blodsprængninger, som er ufarlige, men som generer mig og som har givet smerter 2 ud af 3 gange. Min læge var enig med mig i, at det er underligt, hvorfor jeg lige pludselig på en måned har haft tre af slagsen og det samme sted. Blodtrykket er pænt, umiddelbart er der ingen tegn på forhøjet tryk i øjet, jeg har ikke synsforstyrrelser, der er ingen øjenbetændelse. Konklusionen blev et øjenlægebesøg, det har så lange udsigter. Nordjylland mangler øjenlæger, så nu er jeg spændt på, om de sidst ankomne af slagsen vil lukke mig ind i varmen inden for overskuelig fremtid. Mens jeg ventede i lægehuset, læste jeg et interview med Lotte Heise, og det bekræfter desværre det, som mange andre siger, at man skal have stærke pårørende, som har overskud og evne til at sætte sig ind i, hvad man som borger med behov for hjælp i hverdagen har krav på. Jeg bliver så ked af det, når jeg læser sådan en artikel, lige som jeg blev ked af at læse om Pias families oplevelser. For en ting er, at man måske ikke kan tilbyde det, vi forventer, noget andet er, at det i de to familie blev leveret af en uforskammet visitator. Min familie har faktisk ikke oplevet det. Vi oplevede en visitator, som havde respekt for min far, men som også hørte det, jeg sagde mellem linjerne, og vi fik god hjælp fra det kommunale regi. Allerede ved det møde sagde hun, at de ikke kunne yde en rengøring, som vi måske selv ville have det, det er ærlig snak, men i de rum, hvor min far færdedes i til hverdag, var rengøringen i orden. Vi sørgede så for den mere grundige rengøring. Vi har også kun oplevet kvalificeret sygepleje med høj viden om demenssygdomme og den enkelte beboeres behov og symptomer, da min far kom på plejehjem. Det er så heller ikke hverdagskost, kan jeg høre rundt omkring.

Aftenen er her, den kan nydes med bevidstheden om tre fridage, som godt nok fyldes med arbejdsrelaterede aktiviteter, men som stadig kan foregå i mit tempo, førend weekendens tre aftenvagter banker på. God aften til dig.

DSC_0504

12 kommentarer:

  1. Det er rigtig ærgerligt når der sker svigt i de offentlige tilbud, eller mangel på samme, men der er da heldigvis også gode historier i blandt. Vi har indtil videre kun roser til region Sjælland og deres håndtering af Hasses sygdom.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, jeg er glad for at høre, at I har mødt den gode side af systemet.

      Slet
  2. Jeg har også kun oplevet 'systemet' som værende der 100 %, da vi havde brug for det, både med hensyn til min fars sygdom og død og med min egen sygdom.
    Pias historie er grotesk og rystende, og jeg ved ikke præcist, hvad jeg ville gøre, hvis en nært beslægtet til mig kom ud for den slags ... det ville sikkert heller ikke hjælpe en pind, men holddaop, hvor ville jeg kunne råbe, så de også hørte det højere oppe. Tror jeg - man ved det jo aldrig hvordan man reagerer, før man selv er der - og ja: Det kræver et stort overskud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg er glad for at I både med din fars sygdom og din har mødt tilstedeværelse og professionalitet.
      Jeg var også røget højere op i systemet med det samme, hvis jeg havde oplevet den opførsel

      Slet
  3. Mine oplevelser med "systemet" er heldigvis også primært positive. Hospitalet har jeg kun godt at sige om. Jeg synes, de er lyttende og støttende uanset hvilken forfatning jeg er i. Senest var jeg ret imponeret over, at de af sig selv havde fundet ud af at ordinere 10 ekstra ECT-behandlinger uden at jeg skulle kæmpe for det.

    Den kommunale sagsbehandler er også OK, og Bodil siger, at jeg ikke kunne ønske mig en bedre, og hun ved jo, hvad hun taler om.

    Jeg er enig med Ellen i, at Pias historie er grotesk. Det burde simpelthen ikke kunne forekomme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg har også nydt som værende en del af systemet at følge din fortælling.

      Slet
  4. Et meget smukt billede, du har lagt ud! Jeg håber, du kommer til hos øjenlægen snarest - de er da ubehageligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, tak. Det gode er at alle tror det ikke er noget farligt, men det generer mig.

      Slet
  5. Godt gået. Nederste billede er da smukt ud over alle grænser. Jeg bliver ikke ked af når jeg læser om Pias genvordigheder med systemets - i nogle tilfælde - uantageligt ringe kommunikationsformåen, men vred. Men sådan er vi forskellige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Jørgen. Aftenstunden med de våde marker var bare smuk. Jeg bliver nok også vred, når jeg tænker over det.

      Slet
  6. Jeg er først nu ved at læse den sidste uges indlæg hos dig. Tak fordi du linker til historien, så flere får øjnene op for hvordan systemet også KAN være.
    Desværre er det ikke kun i vores kommune. Her er en historie fra Sjælland, hvor en borger måtte tage til lægen i bare tæer, fordi hjemmehjælpen ikke kom. Medierne fyldes ofte med tilsvarende historier.
    http://sn.dk/Slagelse/79-aarig-med-braekket-arm-til-laegen-med-bare-taeer/artikel/548865

    SvarSlet
    Svar
    1. Pia, selv tak. Nej det er desværre ikke en enlig svale og derfor er det godt at du skriver om det, og at vi andre skriver om de gode oplevelser. Begge sider skal med, for det viser, at der er nogen, der kan behandle mennesker med respekt og værdighed.

      Slet