Dagen i dag har været hård på arbejde. Jeg har ikke været tilfreds med min indsats, jeg havde hovedansvaret for 6 patienter, heraf tre nye dårlige patienter. Heldigvis havde jeg gode assistenter med mig, men min egen indsats har jeg ikke været tilfreds med.
Jeg kan alle forklaringerne, det var tre hårdt ramte patienter, der var mange ting, der skulle styr på, jeg var træt, havde sovet for lidt. Den ene patient kunne ikke tale, så alt tog tid, når vi skulle finde ud, hvad patienten mente og ønskede. Det ændrer ikke på min egen oplevelse af min indsats, men heldigvis skal jeg på arbejde i morgen og kan få samlet op på de hængepartier, som jeg måtte overlade til aftenvagterne.
Mens jeg har siddet og prøvet at formulere et indlæg, så er tankerne fløjet rundt, og nogle af mine observationer er først nu blevet bundfældet.
Afasi er, når man er ramt i et af talecentrene i hjernen, dvs. man kan have svært ved at finde/formulere de ord, man skal bruge eller/og man kan have svært ved at forstå, det der bliver sagt.
Dysartri er, når man er ramt i evnen til at udtale det, man har formuleret i hovedet. Disse patienter kan også være meget svære at forstå. Og jo mere jeg tænker over dagen i dag, så tror jeg, patienten har dysartri, måske med en snert af afasi, men nu får jeg at se i morgen, når talepædagogerne kommer.
Jeg sidder her og gyser, fordi jeg ved hvad patient og pårørende går igennem i disse dage. Det er så ubeskriveligt skrækkeligt! Og det ved du, Lene, det er det, der gør dig til en helt unik sygeplejerske.
SvarSletOg så bliver jeg så ked af, at du skal presses af tiden - det fortjener hverken du eller de.
Pas godt på dig selv, du er guld værd! :-)
Tak Ella :-) ja du ved hvilket kaos man er i, når livet vælter. Jeg tror så faktisk, at pårørende og patienter i dag oplevede os som nærværende, jeg havde bare nogle krav til mig selv, som ikke blev opfyldt.
SvarSletAfesi fik min far også da han for næsten 14 år siden fik sin første blodprop. En blodprop i hjertet, der skulle lave bypass på og under operation fik han endnu en blodprop, denne gang i hjernen.
SvarSletHan bliver nogle gange vred, nogle gange ked af det og nogle gange opgiver han, hvis vi ikke forstår ham. Jeg tror såmen godt han ville kunne 'leve' med sine fysiske skavanker (det bliver han jo som sådan også nødt til..), hvis bare han kunne udtrykke sig bedre...
Kender alt for godt de øjne der ser bedende på mig, og siger :" jamen du forstår mig da ! Gør du ikke ?"...
Det er svært at være ramt af afesi, men også at være pårørende til afesi..
Som jeg kan læse på din blog, så tror jeg faktisk du er en fantastisk sygeplejerske.
Det er nogle svære livssituationer disse mennesker er i, men så er det dejligt at vide, at et menneske som dig er til stede for dem - uanset travlhed eller ej. Det varmer at tænke på ;-)
SvarSletLene; du har et meget vigtigt job og vi kan alle se og høre, at du gør det bedste du kan :-)
SvarSletJeg har stor respekt for dig .
... jeg havde så meget at skrive, at jeg helt undlader at skrive noget. Jeg kunne ikke lige får styr på det hele, måske en anden gang.
SvarSletSådan en sygeplejerske som du er Lene, er bare guld værd, men hvor må det være svært, når du føler, at du ikke slog til igår.
Jeg ønsker dig en god dag. :)
Kære Lene. Som Helle siger - det er svært at føle, man ikke slår til. Følelserne kan vi andre jo ikke tage fra dig.
SvarSletMen du har gjort alt, hvad du kunne, med din store faglige viden og din vidunderlige menneskekunskab og menneskelighed...og så kan ingen jo forlange mere. (sådan plejer du vistnok at sige selv)
Når det er sagt, så ved jeg også, at du til enhver tid slår til. Jeg ved også, at det er dine egne følelser overfor netop de stakkels patienter, der spiller dig et puds sammen med din træthed.
Og så kan jeg iøvrigt ikke lade være med at blive lidt rørt af dit indlæg....
Ha´ en rigtig god og givende dag i dag.
Jeg har det nok som de andre indlæg - nemlig dyb respekt for din indstilling til dit arbejde. Dine patienter kan være taknemlige for at der findes mennesker som dig.
SvarSletHusk nu også på dig selv!
Tak allesammen for jeres kommentarer.
SvarSletJane, det er hårdt at være den afasiramte, men så sandelig også de pårørende, for man skal jo også være talerøret for den afasiramte og ind imellem må man opgive at finde ud af, hvad de mener, og det er så hårdt.
Jeanette Mariae, jeg ved at jeg er til stede, jeg ved, at jeg giver mig selv 100%, men der er dage, hvor der er så meget at tænke på, at jeg får denne utilfredshedsfølelse.
Miri, og i dag var det mig, der måtte sige det til min unge aftenvagtkollega, for min frustration gik videre hos hende i går aftes, og vi gør vores bedste begge to.
Helle, for det meste kan jeg sige, som mange af jer også siger, at jeg giver mig 100%. I går var det ikke nok, i dag var det bedre.
Johanne, det er godt at blive mindet om hvad jeg selv siger :-) og det er jo fordi, at vi bliver ramt af patienternes skæbne, og vi kan ikke tage afmagten væk, og ind imellem går det så lige gennem det professionelle "panser".
Henry, i dag har jeg en helt anden følelse, og jeg kan mærke, at efter sådan to dage så skal jeg tage tingene stille og roligt, så det har jeg lært :-)