For noget tid siden fik jeg en mail fra en af mine kommentatorer, Ditte, som netop var blevet sygeplejerske, og hun spurgte mig om ovenstående.
Hvordan kan det være, at jeg synes, det er spændende? Det er jo tungt fysisk, patienterne er meget plejekrævende, nogle gange er der ikke tid til det, jeg gerne vil, og alligevel synes jeg, at jeg arbejder det bedste sted.
De sidste dage har jeg passet en patient, som er ramt på sit initiativ, sin evne til at forstå talte informationer og mange andre ting. Vi siger, patienten er apraktisk = har mistet evnen til at udføre tidligere indlærte handlinger. Det passer så ikke helt, for hvis jeg guider, altså tager kammen, sætter den i patientens hånd, fører hånden op til håret, så finder patienten handlingen frem inde i hjernen og reder sit hår. Hvis jeg sætter mad foran patienten og siger, nu er der mad, sker der ikke noget, men hvis jeg guider hånd med ske op til munden, så er det sommetider, at patienten begynder at spise.
Hvis jeg siger, prøv at rejse dig op, sker der ikke noget, men hvis jeg stimulerer følesansen ved at sætte hænderne ned på sengen og giver et lille skub bag på ryggen og hjælper til at starte handlingen, så sker det, at patienten kan rejse sig ved vores hjælp og kan gå ved vores hjælp.
Patienter kan være rum-retningsforvirret, forestil dig, du får bind for øjnene og bliver drejet rundt, og bliver stillet op på en stol og dernæst skal gå et skridt frem, sådan kan hverdagen føles for disse patienter. Så de stritter imod alt, hvad vi prøver, om det så bare er at vende dem i sengen fordi de skal have skiftet tøj. Her kræver det en viden om neurologisk sygepleje, og konstant skal man tænke sig om, finde måder til at knække koder, så hverdagen kan fungere.
DET synes jeg er spændende. Ofte tænker jeg jo ikke over min viden og den måde, jeg problemløser på, jeg gør det bare, men i disse dage har jeg tre nye sygeplejersker med mig, så jeg forklarer, jeg demonstrerer, de spørger, og alt det synes jeg også er spændende, for de får mig til at stoppe op og tænke over mine handlinger.
Så hvis man kan finde den neurologiske tilgang til sin sygepleje, så tror jeg, man vil finde et apopleksiafsnit spændende.
Jeg kan godt forstå dig - for i dit virke for du virkelig brugt alle elementer af sygeplejen. Det er jo ikke bare en medicinsk afd. hvor der skal måles blodsukker. Her kommer du ind under huden på patienten. Det er hårdt på alle leder og kanter, men det er også det der gør dit liv værd at leve. Sådan tror jeg du har det. At du netop i dette job - bedst kan mærke at du professionel lever :-)
SvarSletGud, hvor spaendende! Jeg kendte engang en pige, der var foedt uden oejne. Hun var lynendes intelligent, havde ikke andre synlige handikap og havde et almindeligt, godt helbred. Hun havde dog et handikap, som formodentlig havde med hendes totale blindhed at goere, nemlig var hun komplet rum-retningsforvirret (se se, et nyt ord i arkivet! Nu haaber jeg jeg har forstaaet ordet korrekt). Hvis hun faldt kunne hun ikke finde ud af at rejse sig igen, men saa snart man fik hende tilbage paa foedderne var hun helt ok, men selvfoelgelig meget forsigtig. Det var virkelig maerkeligt at se. Hun skulle have hjaelp til at saette sig og rejse sig, da det var som om hun ikke stolede paa at stolen ville baere.
SvarSletMarianne, vi plejer at sige, at her hos os lærer de studerende al grundlæggende sygepleje. Og du formulerer det godt, at jeg professionel lever :-)
SvarSletTina, jeg troede egentlig at blinde havde den indre stillingssans, men det lyder som om denne pige havde rum-retningsproblemer :-)
Sådan som du forklarer det, lyder det meget spændende, men jeg er alligevel imponeret over den tålmodighed, der nødvendigvis skal lægges for dagen.
SvarSletDu skriver om en, der er "ramt" - kan apopleksi både have fysiske og psykiske årsager?
Ellen, jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår dit sidste spørgsmål, men apopleksi skyldes altid en blodprop eller en blødning i hjernen, som kan sidde i forskellige områder i hjernen. Initiativet sidder bl.a i pandelapperne, hvorimod rum-retningsforstyrrelserne typisk sidder i højre isselap, men da alt er forbundet kan man ikke entydigt gå ud fra dette.
SvarSletOg tålmodighedsarbejde, det kan det være :-)
He he - saa havde jeg altsaa faaet rigtig fat i det nye ord. Saa vidt jeg ved var hendes lidelse ikke typisk af blinde personer, det var et yderligere handikap hun havde.
SvarSletKære Lene
SvarSletJeg imponeres til stadighed over din evne til at formidle specialet, så man får helt lyst til at arbejde med apopleksipatienter!!! - Hvilket jeg ikke troede var muligt... (for mit eget vedkommende altså).
Mht. at man lærer al grundlæggende sygepleje på en apopleksiafdeling, så har jeg også lært rigtig mange brugbare ting i mine ti uger på apopleksiafdelingen! Så det vil jeg give dig 100% ret i!
Ha' en god søndag!
Kærlig hilsen Ditte
Tak i lige måde Ditte, og pøj pøj med alle de udfordringer du møder på din vej :-)
SvarSlet