Det er vigtigt at have mindst tre ben på taburetten, ellers vælter den nemt.
Sagt af neuropsykolog Louise Brückner Wive.
Taburetten er vores livsidentitet, et ben er arbejde, et ben er familie, et ben er vore interesser.
Jeg kan kun konstatere, at jeg vist har ladet min arbejdsidentitet fylde mere end hvad godt er. Ikke fysisk, men psykisk.
Nu skal jeg have gang i interesserne igen, sang er der, nu skal jeg prøve at finde melodien på klaveret eller guitaren. Fotograferingen skal op i gear igen, strikketøjet skal hives frem af gemmerne, symaskinen skal der findes et bord til. Faktisk kan jeg jo meget med mine hænder, også udenfor arbejdstiden. Jeg læser aviser og dameblade, nu må jeg prøve at få gang i bøgerne igen.
Jeg har nydt weekenden, ikke en eneste gang har tankerne været ved min afdeling.
Hverdagen banker på min dør, så jeg er nødt til at lukke den ind. Alle mine mapper kom med hjem i forbindelse med flytningen af afdelingen, og da apopleksikollegaen og jeg skal tænke tanker og få beskrevet i morgen, hvad det er vi forventer, man kan som plejepersonale i et apopleksiafsnit, må jeg sætte mig ned og kigge mapperne igennem i aften.
Men først lige en kop te og lidt læsning.
.
Det er et godt og sigende billede, det med taburetten.
SvarSletJeg kender det alt for godt, det med at arbejdet fylder for meget.
Det kommer det nemt til når det er menneker og omsorg man arbejder med. Og når du så brænder for dit arbejde, som jeg helt klart fornemmer du gør, så det nemt at få taburetten til at tippe.
Jeg har tit filosoferet over at, omsorgs opgaven forsætter i det uendelige, ingen kan få for meget, og man syntes altid der kan gives mere. En mure bygger et hus og så er opgaven løst..
Pas godt på dig selv ! Godt du lige stopper op og mærker efter.
Sådan er det jo ...
SvarSletHeld og lykke med at finde tilbage til dig og dine interesser.
Go' mandag :)
Man skal simpelthen have tid til sig selv, ellers gaar det hele i fisk. Pas paa dig og syng, strik og laes til den store guldmedalje.
SvarSletKlogt sagt- og det forklarer så hvorfor førtidspensionister er i farezonen med stressrelaterede livsstilsbestemte sygdomme- de mangler et ben på deres taburet- nemlig arbejdsbenet.
SvarSletGodt sagt - Jeg læste indlægget..og kom så til kommentaren fra Karin Grøn. Hun skriver lige, hvad jeg tænkte, da jeg læste dit indlæg.
SvarSlet- Jeg mangler jo arbejdsgenet..og dermed min identitet. Og det gør det på en eller anden måde sværere at nyde tiden til mig selv og mine fritidsinteresser. Taburetten står jo skævt, så nu forstår jeg.
Et meget fint billede.
Tak Mette, jeg har været stoppet som sygeplejerske i 11 år, og da nød jeg at være landmandskone på fuld tid, at sætte sig ind i en traktor og køre hele dagen og når dagen var slut, kunne man se hvor langt jeg var nået. Det kan man netop ikke med vore fag.
SvarSletTak i lige måde Helle :-)
Tina, det er det man skal,så jeg gør et forsøg eller to :-)
Lige nøjagtig Karin, og hun brugte også den arbejdsomme mand, som pludselig får en blodprop og ikke kan arbejde mere, hele hans identitet vælter. Det er vigtigt med alle ben, og mangler en, så er man på den, hvis det er det eneste ben man har.
Johanne, taburetten får ikke det samme udseende, og så er det heldigt at både du og Karin formår at have de andre ben i gang, tænk hvis hele ens identitet lå i det ene ben.