onsdag, maj 02, 2012

HJERTEFRYD

At skulle tage beslutning om at ens far skal på plejehjem er ikke nemt. Noget af det, vi drømte om, var at det sociale i at bo sammen med andre og det at der var nogen til at støtte, guide og snakke med døgnet rundt, ville få min far til at blomstre op. Min far er kommet på et dejligt hjem, personalet er engagerede, dygtige, kærlige og aktive for at give beboerne en god hverdag, men min far er ikke blomstret op. Han har været fyldt med indre uro, han har nærmest ikke sovet, hans balanceevne er blevet meget dårligere, og alt det har tæret på ham, han er også faldet flere gange, han har dog været glad og tilpas. Det har fyldt meget både hos personalet og hos os søskende. Selvom vi med fornuften godt vidste, at det her er et led i  hans sygdom og også ville være sket, hvis han var blevet hjemme, og at min far ikke kunne blive ved med at klare sig hjemme, så har det psykisk føltes, som om at vi havde skubbet ham ud over en kant med flytningen.

P1030279

Desto skønnere var det at komme ned til far i går, han sov til middag, hvilket han nærmest var holdt op med pga den indre uro, hans nattesøvn var også blevet bedre, og da jeg vækkede ham, var han lige så interesseret i vores landbrug, som han tidligere havde været. Han var med på en køretur og en gåtur, så vi smed rollatoren bag i bilen og kørte ned til Borgvold, parkanlægget ved søerne i Viborg.

P1030280

Der var det skønneste vejr, 19 grader, alle var ude, børn legede, unge grillede på plænerne, andre spiste is, nogle gik tur som os, børn og voksne fodrede ænder og måger, og vi travede rundt om anlægget med indlagte pauser.

P1030287

Efter aftensmaden tog vi en tur ud i plejehjemmets nyanlagte have og satte os i deres gynge, her nød vi det gode aftensvejr. Vi nåede også at synge sammen og min far spillede på mundharmonika for mig. Jeg vinkede farvel til en træt mand med godt med farve i ansigtet. Jeg håber, han har sovet godt i nat, det har jeg.

P1030283

18 kommentarer:

  1. At komme ud i foråret- at være sammen med mennesker man holder af, at sove godt. Det er bare så vigtig for ens livsglæde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Miri, med så få ord får du beskrevet livsglædens grobund, tak :-)

      Slet
  2. Det ligner en fantastisk smuk dag I har haft sammen Lene. Håber lyset og forårets varme dage får din far til at komme tilbage i en god døgnrytme.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, det var det, og min far har sovet hele natten, så personalet mener, jeg skal komme hver dag :-)

      Slet
  3. Sikke en dejlig dag I har haft sammen...beslutninger kan være rigtig svære og især når man skal tage dem på sine forældres vegne. En dejlig dag til dig..knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Gitte :-) Heldigvis var vi enige,alle fem søskende,det gjorde beslutningen nemmere.

      Slet
  4. Åh hvor er du dog en dejlig datter. Jeg håber, og tror, at mine piger vil være lige så søde når/hvis det bliver min tur.
    Kærlige sommerknus fra Marianne

    SvarSlet
  5. Tak Marianne :-) Vi er fem søskende, der hjælpes ad, det er godt.

    SvarSlet
  6. Det er svært at måtte træffe beslutninger på andres vegne. Måske er din far ved at vænne sig til alt det nye.
    Det er dejligt at læse om jeres omsorg og tanker for din far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva, vi håber det :-)

      Slet
  7. Det var da den dejligste dag i lang tid, lyder det til - og ser det ud til på de skønne billeder.
    Puh, hvor er det svært med ens gamle forældre. Men jeg er glad for at høre, at I er glade for plejehjemmet. Jeg synes, der er en tendens til udelukkende at fokusere på de kedelige plejehjem.
    Hvis du vil have lidt sjov læsning om plejehjem (godt nok synes hovedpersonerne ikke så godt om dem), kan jeg anbefale "Den hundredårige, der sprang ud af vinduet og forsvandt" og "Vand til elefanterne". Plejehjemmet er bare rammen, men det er morsomt fortalt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, vi har valgt et friplejehjem (Danske Diakonhjem), og det er et skønt sted :-) Tak for anbefalingerne, dem må jeg lige ha kigget på.

      Slet
  8. Godt at høre, at din far er ved at falde til.
    Er det ikke meget normalt, at det tager lidt længere tid for en med hans sygdom? Forandringer er vist altid meget uvelkomne og svære at kapere?
    I har bare tænkt mere over det, selvfølgelig, end I ville have gjort, hvis det havde drejet som en, I kun kendte perifert.
    Når det er så godt et plejehjem, som det er (også dejligt at høre), er det nok bedst at fokusere på, at han er i gode hænder, og at I ikke behøver at være bekymrede for, at han falder og er helt alene i timer eller i værste fald døgn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi har været helt trygge ved plejehjemmet, men personalet der havde aldrig oplevet en, der nærmest ikke sov. Både de og vi var bekymret for at min far skulle gå i delir til sidst pga manglende søvn. Det skete heldigvis ikke :-)

      Slet
  9. Sikke en dejlig dag, I har haft.
    Godt at høre, at din far er faldet til ro. Man vil nok altid let kunne få skyldfølelse, når man som voksne børn har måttet handle på sine gamle forældres vegne. Din far er omgivet af omsorgsfulde døtre, og når I så også er kommet til et godt plejehjem, så kan I ikke gøre det bedre. Forhåbentlig vil sygdommen udvikle sig på en skånsom måde for din far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Betty, ja vi vil jo så gerne vores forældre det bedste, men vi har været så taknemlige for at min far kom hurtigt på plejehjem, og at det er et hjem, vi er trygge ved :-)

      Slet
  10. Åh, det var godt at høre! Ja, det er svære beslutninger, men nødvendigt er det jo.

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det lettede hjertet :-)Og nødvendigt er det og det er et skønt sted.

      Slet