torsdag, maj 10, 2012

HVORDAN

gør man det forståeligt, det som man tror, at man har præsenteret forståeligt, men som når mennesker lægger deres egen fortolkning ind over, ender med et komplet uforståeligt resultat for mig?

Er du forvirret, så følg med ;-)

Jeg har tidligere skrevet om, at hvis du pludselig fik nedsat kraft i den ene side, det kunne være i et par fingre, det kunne være i en arm eller ben eller måske hele den ene side, så skal du ringe 112. Det er IKKE afgørende, om det er lidt eller meget nedsat kraft, det afgørende er, at det kommer pludseligt, og at det er kun i den ene side.

Jeg har skrevet om, at hvis du pludselig får hængende mundvig i den ene side og har problemer med, at mundvandet løber ud af munden, så skal du ringe 112. Det er IKKE afgørende, om det er den ene eller den anden side, det afgørende er, at det kommer pludseligt og er i den ene side.

Jeg har skrevet om, at hvis du pludselig får taleproblemer, skal du ringe 112. Det er IKKE afgørende, om du har svært ved at forstå eller svært ved at tale, det afgørende er, at det kommer pludseligt.

Alt dette her er jo ikke bare sagt her på min blog, det har stået forskellige steder, der har været oplysningerne i fjernsynet om det, men alt for længe siden efter min mening. Trods det møder jeg stadig mennesker, som først senere kontakter deres egen læge eller forsøger i det akutte at få kontakt til vagtlæge, for “nu skal man jo omkring vagtlæge eller egen læge, før man kan komme på skadestuen”. JA det skal man, men IKKE ved akutte tilfælde, og det er akut, hvis man pludselig    får ovennævnte symptomer. Der er kun 4½ time at give behandling i fra lammelsen og/eller taleproblemerne opstår. Og jo hurtigere jo bedre, der dør 1,2 millioner nerveceller hvert minut, når man bliver ramt af en blodprop i hjernen.

Det kan godt ske, at lammelsen går over, og at man har haft  et TCItilfælde, en lille blodprop, der har opløst sig selv, MEN risikoen for at få en ny blodprop er størst de første dage efter en blodprop. Det betyder, at hvis man bliver vurderet til at være i risikogruppen for at få en ny blodprop, kan man blive indlagt og få trombolysebehandlingen, hvis der kommer et nyt tilfælde.

Det kan også godt ske, at man slet ikke har haft en blodprop, men noget helt andet, men det kan man ikke vide, når det starter. Det er lægerne på neurologisk afdeling, der kan afgøre dette, og man er derfor NØDT til at ringe 112.

Jeg har tidligere skrevet om det her og her.

Tilbage står spørgsmålet: hvordan får vi nordjyder til at fatte, at man ikke venter, at man ikke ser tiden an, at man skal ringe 112 og ikke til vagtlæge/egen læge, at selv fra Skagen har vi fået patienter til behandling indenfor tidsvinduet, at man nu har helikopter, som også kan tages i brug. HVORDAN?

16 kommentarer:

  1. Det får man nok kun ved at blive med at informere og fortælle.. Præcis som du gør igen. Det er et meget vigtigt budskab at få ud, og at få alle til at forstå.. Der skal handles, od det skal være hurtigt.
    Tak fordi du holder på med informationen Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, og tak for dine ord og opmuntring :-) Ja vi må bare blive ved.

      Slet
  2. Ved at gentage budskabet igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen .....

    SvarSlet
    Svar
    1. Tine, du har jo ret, jeg ved det jo godt :-)

      Slet
  3. .. jeg vil sige som vores kære Prins Henrik - den ældste forstås.. Det er som børn og hundehvalpe - GENTAGELSE!!!!

    Se jeg vidste for eks ikke at man skulle omkring lægen for at komme til skadestuen - hvad ER da det for noget pjat???

    SvarSlet
    Svar
    1. Kong mor, jeg vil så blive ved med at gentage mig selv :-) Region Nordjylland er pr. 12. april overgået til visiterede skadestuer, så nu skal man ringe til en læge først. Sikke et bøvl det bliver med turister.

      Slet
  4. Jeg har ikke noget godt svar (andet end de andre: gentagelse) Men det er svært. For det handler også om opdragelse, selvforståelse og kultur: "Hvornår er jeg syg nok til at måtte belaste systemet?" "Det, der kommer let, går let", "Falsk alarm - nej, ikke mig?", "Der er mange, der har det meget værre end mig, og som har mere brug for hjælp" osv...
    Jeg tror, der skal tv-spots til og andre store tiltag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det har helt sikkert noget med indstillingen og følelsen af hvornår man er syg. Så vi må bare blive ved med at sige det højt :-)

      Slet
  5. Indstillingen skal ændres og det sker - som alle andre siger - ved gentagelse på gentagelse. Og via kampagner, avisartikler og meget mere ...

    Lige nu er det jo sådan, at "man" ikke vil være til besvær, for det er jo sikkert ikke noget, så hvorfor skal man tage til læge? Jeg "slår min mor i hovedet" når hun siger et eller andet helbredsmæssigt til mig. Men hun siger nemlig: Det er jo sikkert ikke noget...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tove, der er rigtig mange som tænker, nej det kan jeg da ikke belaste sygehuset med. Så vi må på den igen og igen :-)

      Slet
  6. Du skal have stor ros for at skrive om det her på bloggen igen. Jeg vidste godt, det er vigtigt at reagere hurtigt, men jeg vidste ikke, at så mange hjerneceller dør så hurtigt.
    Hvordan man når de mange mennesker, der ikke læser, ikke hører, ikke forstår de budskaber om sundhed, som vi får så mange af, ved jeg ikke.
    Da jeg gik på arbejde, var det en stående diskussion, når vi lavede skriftligt materiale til patientinformation. Ikke bruge fagudtryk - ikke tale ned til folk.
    Vi henvender os nemmest til dem med de mellemlange uddannelser, der ligner os selv.
    I det tilfælde, du omtaler, handler det om kendsgerninger, vi skal lære at tage alvorligt. Og jeg tror, det skal gentages i mange år, inden det sidder fast.
    Når vi går ude i det almindelige liv ser og hører vi relativt sjældent om de lette tilfælde med små blodpropper og TCI.
    Vi er jo også vant til lige at se situationen an, hvis vi har et eller andet mystisk symptom. Det kan jo være, det går over.
    Du hører og ser dagligt både de lette og svære tilfælde. Og kan ikke synes andet, end vi er tungnemme ;-)
    Men tak fordi du skriver om det.
    Bliv endelig ved.
    Sæt opslag op som ved hjertestartere.
    Vi skal høre det tusind millioner gange. ;-)
    Det kunne jo være et emne til en ny opgave. Nej, nu er du lige færdig, så du skal have lidt fred. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, tak for dine ord. Vores overlæge har planer om en stor konference for alle læger og sygehuspersonale i Nordjylland, forhåbentlig får han TVdækning :-)

      Slet
  7. Tro det svæt at få mennerske til ændre holning,selv om man informere aldrig så meget,vil det være en ide med mange flere hjertestader og informere om 112 på hjertestaderen?
    God aften til dig Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde Conny. Hvis folk falder om og er lammet, tror jeg at folk nok skal ringe 112, det er langt sværere, når man kun får lettere nedsat kraft i en arm eller et ben. Den holdning kan være svær at ændre, som du er inde på :-)

      Slet
  8. Også i Region Vestsjællands skal der ringes, før man møder op i skadestuen... Og som andre har skrevet Info og gentagelse

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det er vist mange regioner, der har indført visiterede skadestuer. Jeg vil blive ved med at gentage mig selv her og så håbe på, at der kommer en mere storstilet kampagne :-)

      Slet