Bettys indlæg fik mig sendt ned ad Memory Lane, for jeg kan huske, at der var et frysehus i min barndoms by. Hvornår det lukkede, kan jeg ikke huske og hvordan det helt nøjagtig så ud indvendig, kan jeg heller ikke huske. Men jeg kan huske vejen dertil. Mit barndomshjem lå på en lille vej, midt på en lille bakke. Længere oppe boede murermesteren, og i huset overfor boede hans søn, som var med i firmaet. Sønnen havde fem (seks?) børn, som alle havde navne med B som første bogstav. Ældste datter var min tropsleder som spejder, hun var kun seksten, men hun gjorde det fantastisk godt. Næste søster var min patruljeleder, da jeg blev “stor” spejder, jeg husker hende som en pige med masser af humor. Oppe på bakken boede også et par, som havde et trykkeri. Over for mit hus boede smeden og længere nede på gaden boede jordemoderen, “Bette Post” og en lærer. Så kom der en tværvej, hvorefter min vej fortsatte, der var flere lærerboliger, det var jo Skolevej med kommunale lærerboliger. Lige før jeg kom til skolen, gik en vej til højre, og lige der på den lille stikvej lå frysehuset. Et lille rødt murstenshus (som jeg husker det), jeg husker brune pakker med kød, jeg husker kulde (selvfølgelig) men ellers husker jeg ikke mere. Gik jeg op til min vej og fortsatte til enden af den, så var det skolen, der fyldte hele den ene side. Der var trappen op til indgangen for enden af vejen, en vej jeg har gået, løbet og cyklet så tit. Skolen var mit andet barndomshjem. Mine forældre var lærere der, og jeg var med i skolekøkken med en anden lærer fra vejen, før jeg begyndte i skole. Jeg lærte at lave havregrød, jeg lyttede til alle de seje piger, jeg øvede mig i at tale som dem og bruge de samme håndbevægelser som dem. Som storesøster måtte jeg altid kigge andre steder hen for at finde en at se op til, og jeg nød at få lov til at være med i timerne på skolen.
Når jeg lukker øjnene, så kan jeg se vejen tydelig for mig. Den findes endnu, skolen er nu efterskole, mit barndomshus står der stadig, men det er mange år siden, at jeg har gået på vejen. Som 14 årig flyttede vi ud til udkanten af den lille by, det var i den modsatte ende af byen. En ny skole var bygget, en centralskole, som samlede børnene fra tre skoler i tre landsbyer. Vores hus var for lille, efter at nummer fem barn var ankommet. Så mine forældre byggede nyt hus, min far blev skoleinspektør, min mor fortsatte som lærer i engelsk og tysk, og mit ungdomsliv havde jeg på en anden vej, men jeg husker stadig min barndomsvej.
Jeg kan også huske frysehuset, dog kun indefra! Jeg mener at kunne huske, jeg var der med min far for at hente kød. Jeg kan huske en væg med en masse firkantede låger med håndtag. Jeg kan ikke have været ret gammel, for jeg tror vi fik en kummefryser i tresserne nok før vi fik tv og det fik vi i 1968!
SvarSletPollyanna, nu kan jeg også se lågerne for mig :-)
SletHvor kan du huske meget fra din barndoms vej. Hyggeligt at læse om ;-)
SvarSletDet ser ud som om, din mor har lavet et godt fotoalbum med tekst og billeder.
Betty, det er barnets bog, som hun har lavet til mig :-)
SletDejligt lille minde down Memory Lane. Som Betty siger jeg, at du kan huske rigtig meget fra din vej - det er en fin lille fortælling. Dejligt at din mor har været flittig med albummet.
SvarSletHanne, når min søster og jeg deler minder er det forskellige ting, vi husker, selv om vi er tæt på hinanden aldersmæssigt :-)
SletVi havde ikke frysehus der hvor jeg boede, men hvor kan jeg dog mindes tøjstilen når jeg ser dine fotos! Skotskternede kjoler var sagen! Dagmarkors, plisserede nederdele, strutskørter, sportstrømper . . . Tak for en lille tur ned af Memory Lane.
SvarSletSelv tak Elin, ja stilen var nok ens rundt omkring :-)
SletJeg kan også huske frysehuset hos min mormor og morfar. Det lå lige på den anden side af 'Æ cementstøvers', og var lige nøjagtigt et lille rødt murstenshus med en masse firkantede låger med håndtag, men de var i midten af rummet, to rækker, og så kunne man gå rundt om dem langs væggen. Mormor og morfar havde nr. 2 eller 3, hvis man gik venstre rundt.
SvarSletMen jeg er altså født to år efter, at du startede i 1. klasse, så frysehuset må ha' fungeret helt op midt i 70'erne...
Tak for turen gennem barndommens gade.
Mette
Selv tak Mette, sjovt at du også kan huske det. Jeg tror ikke vores frysehus var der da mine yngste søstre blev født, de er omkring din alder :-)
SletDet er så hyggeligt at læse historiske indlæg :-)
SvarSletJeg kan godt genkende den nuværende Lene i dine billeder - det er lidt sjovt :-)
Ellen, ja man bringer nok noget med sig :-)
SletMin mormor og morfar lagde grund til landsbyens frysehus, jeg tror huset er der endnu, men de lange rækker frysekummer er væk. Tak for en dejlig historie fra din barndom, som også fik mig til at tænke tilbage.. :-)
SvarSletSelv tak Inge, det er sjovt som andres minder får andre minder frem :-)
SletTak for turen til min barndoms ture til frysehuset med min mor. Hun og min bedstemor delte en boks og jeg elskede at komme med derned; jeg synes det var saa eksotisk, men godt nok noget koldt! Mor var soed til at give lov til at snuppe et frossent stikkelsbaer eller to fra posen. :) Ha, gad vide om boern i dag overhovedet kan forestille sig hvad i alverden et frysehus skulle til for?
SvarSletTina, selv tak, børn nu til dags ville ikke ane hvad vi talte om. I mine børns levetid har vi levet uden mobiltelefoner og computer de første år, iPad og bærbare var da noget, vi slet ikke kunne forestille os :-)
Slet