tirsdag, december 03, 2013

ORDENSMENNESKE? MIG? NEJ

Vi hæfter hurtigt prædikater på hinanden, det hjælper os vel til at finde en vis orden i tilværelsen. Da min svigerinde sagde, at jeg havde vel nok en orden i mine skabe, kiggede jeg på hende og tænkte så meget rødvin har vi da ikke drukket på nuværende tidspunkt. For er der noget, jeg ikke har, så er det lige netop det. Det der med at gøre skabe rent og rydde op i køkkenskabe, det er noget, der hvert år står på ønskesedlen til den perfekte Lene, og det bliver nærmest aldrig opfyldt. Men at jeg har et vist system i køkkenskabene i forhold til køkkenservice, det har jeg fundet ud af, når andre har tømt opvaskemaskine, og jeg derefter ikke kan finde tingene. Det gør så ikke noget, for jeg påskønner hver gang, andre gør det.

Her til morgen gjorde jeg min morgenmad klar nærmest i søvne, tallerken ud af skabet, ske ned fra stativ, frugt fra frugtkurven, kniv fra skuffen, mandler og svesker fra det andet skab, skyr og A38 fra køleskabet, kanel fra skabet, drysse, drysse og røre rundt. Mens jeg rører rundt, vågner jeg op, det der drys, som nu er blandet godt sammen med alt det andet, ligner da ikke kanel. Et kig på glasset, det var spidskommen! Ud med hele skidtet og starte forfra. Så system i forhold til madvarer har jeg altså også, jeg glemte det blot i går aftes, da jeg stillede glasset med spidskommen tilbage i skabet, efter jeg havde lavet coleslaw.

P1070383P1070384

Og naturens orden er nærmest ophævet på billederne ovenfor, her legede bladet linedanser. Det stod fuldstændig frit og ubevægeligt på sålbænken. Når man gik tæt på, kunne man så se, at bladet var blevet fanget i en tråd fra et spindelvæv. Og sådan er det vel også med os mennesker, når vi kommer tættere på hinanden og ser godt efter, så er alt ikke, som vi først antog. God tirsdag til dig.

12 kommentarer:

  1. Lyder ellers spændende med spidskommendrys :) Og jeg har heller ikke orden i skabene, i hvert fald ikke synlig orden, men har alligevel et vist system i rodet, jeg ved også præcist hvor kanelbøtten er - tror jeg da ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Anonym, jeg var en kujon, jeg prøvesmagte det ikke ;-) En vis system i rodet, det går jeg også ind for.

      Slet
  2. Det kunne altså have været lidt sjovt, hvis du havde smagt på det ;-) Men det der med, at der stod spidskommen på kanelens plads ville jeg nu nok tilskrive en drillenisse. Det har ikke noget med rod at gøre. Mine køkkenskuffer er heller ikke just præget af militær disciplin (hvilket selvfølgelig ene og alene skyldes mangel på plads (som om)), men lige præcis mine krydderier har jeg nogenlunde styr på. Min mor var faktisk ved at dåne, da hun opdagede, at de var anbragt alfabetisk. Men jeg har altså også mindst tre gange så mange forskellige slags som hun, så mit behov for orden på netop det område er også meget større. Og god tirsdag til dig også -jeg håber, din fod har det bedre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Frue i midten, jeg havde slet ikke tænkt på drillenisser, tænk de findes altså :-) Min fod har det meget bedre, jeg skal ikke ud i yderstillinger, men ellers går jeg fint med et støttebind.

      Slet
    2. Det gør de da! Du har jo lige oplevet et glimrende eksempel på deres jule-ihærdighed ;-)

      Slet
    3. Fruen i midten, så har jeg jo bildt mine børn noget forkert ind :-)

      Slet
  3. Hihihi :), jeg tænkte nu mere på den der søvngænger-agtige tilstand, man udfører rutinerne i om morgenen. Jeg har en gang sagt til min mand, at mine underbukser skal lægges sammen på den rigtige måde, ellers er jeg bange for, at jeg får dem vendt forkert efter badet om morgenen :).
    Spidskommen og kanel ser da også ret ens ud, men jeg tror nu også jeg ville være kujon og bare smide det ud...
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, vovemod vil jeg gerne have hvad angår mad, men ikke lige denne variant :-) Og det er godt du har styr på trusserne, for tænk hvad sygeplejepersonalet kunne få ud af det, hvis du uheldigvis blev indlagt ;-)

      Slet
  4. Minder mig om en blind mand, jeg engang hørte fortælle om sit liv, og hvordan han understregede vigtigheden af, at tingene stod på deres RIGTIGE plads i skabe og skuffer:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, ja vi andre kunne så lære noget af det :-)

      Slet
  5. Vi har nok hver vores orden, som vi selv kan følge - som regel :-)
    Det med at putte hinanden i bås har jeg lige læst om i John Irvings "I en person", hvor en af hovedpersonerne siger, “My dear boy, please don’t put a label on me—don’t make me a category before you get to know me!” - Men man skulle jo dog tro, at din svigerinde efterhånden kendte dig ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, min svigerinde er en meget positiv person, så hun har nok været imponeret over at jeg havde nogenlunde orden i mit plastikbøtteskab ;-)
      Smuk sætning, dont make me a category before you get to know me. Den vil jeg forsøge at huske.

      Slet