HVOR BLEV DEN AF?

Tiden altså, jeg føler, som om jeg er blevet snydt for et par måneder. Det kan da ikke passe, at vi om 2 uger er inde i maj måned. At jeg om to uger skal vågne op i Nice og være klar til konference. At mit afsnit skal være klar til næste store ryk, hvor patientantallet forventes at stige endnu mere. Vi er brugte, jeg kan se det i øjnene på mine erfarne kolleger. Man kan sætte sig op til en hård periode, når man ved, at den er midlertidig. Men lige nu er det nok gået op for de fleste af os, at den periode ikke er over. Selv om vi har fået mange nye kolleger, og de er fantastiske, så er der mange ting, der hviler på de erfarnes skuldre. Vi er en afdeling, der vil vores patienter det bedste, så de ambitioner for vores sygepleje skruer vi jo ikke bare lige ned på. De ligger så dybt forankret i alle hjernens lag, at de bipper højt, hvis vi føler, at de ikke tilgodeses. Jeg er dog så gammel i gårde, at jeg ved af erfaring, at selvom jeg ikke føler min sygepleje er der, hvor jeg vil have den, så ser andre på den som god sygepleje. Det gør at jeg har lært at sige, sådan er det nu, det skal nok blive bedre. Men hvordan lærer jeg mine kolleger, som nok er meget erfarne, men måske ikke har været i den situation før, dette? Min afdeling har siden vi blev et selvstændigt afsnit nærmest ikke haft udskiftning. Det gør, at der er opbygget mange gode ting, netop fordi alle har kunnet bruge tid på at videreudvikle vores sygepleje. Vi har ikke skullet fokusere på det vi allerede godt vidste, men har kunnet bygge ovenpå. Nu skal vi formidle al den viden og erfaring til vores nye kolleger, samtidig med at noget af det skal smides væk, fordi vi ikke længere er en rehabiliterende afdeling, men et hyperakut afsnit. Men hvad skal smides væk og erstattes med nye gode sygeplejemål?

Måske er det ikke så sært, at tiden er fløjet af sted. Min arbejdsuge er delt, så jeg startede med en arbejdsdag i går, nu har jeg tre fridage og så tre arbejdsdage i weekenden. Næste uge er lige så delt, der skal jeg nemlig også arbejde i weekenden. Det er helt ok, jeg skønner på mine hverdagsfridage. I dag skal jeg have sendt en meget træt studerende til hovedstaden og bagefter skal hans trætte mor på cafe i Randers med sin studiegruppe. Måske skulle jeg tage en strøgtur i min barndoms handelsby? Inden da vil jeg forbi min mors gravsted, det er utrolig lang tid siden, jeg har været der. Min mor er i mine minder, min far er her på jorden, jeg har prioriteret ham frem for kirkegårdsbesøg, men i dag har jeg brug for at sætte en smuk blomsterdekoration på min mors gravsted og bare være lidt stille sammen med mindet om min mor.

Må du få en god tirsdag her i slutningen af april måned.