Uret ringer, ikke tidligere end ellers, men det føles sådan. Sovetid blev sent, for vi var inviteret i byen i går aftes. Lækker mad, masser af lækker mad, gode vine og sandeligen også en whisky, jeg kunne lide, alt sammen ting, der nok kan gøre en landmandskone lidt træt dagen derpå. Det er forårstid. Landmanden og hans medarbejder har haft travlt med at pløje alle marker. Der er stadig masser af gode kartofler i kølehuset, så to dage om ugen går med at sortere. To dage, hvor de møder tidligt for at nå det. Nu er tiden kommet til, at jorden skal gødes. Først tromles pløjemarken, derefter kører landmanden med gyllenedfælderen og lige derefter harves jorden. Det betyder, at det nærmest ikke lugter af gylle. Planen var, at jeg skulle tromle et par timer i dag, for nummer to medarbejder starter først på mandag, så for at gyllenedfældningen kunne starte, var der brug for tre mand. Ingen havde regnet med, at foråret kom så tidligt, vi har aldrig prøvet at være så tidlig på den. Planen er nu ændret, så jeg ikke skal køre traktor, medarbejderen startede nemlig halv fem, så nu kan de godt nå det uden min hjælp. Landmanden hentede rundstykker, som vi har nydt sammen med medarbejderen.
Udenfor er det stadig dunkelt, regnvejret er på vej, kan jeg se på radarbillederne. Jeg vil forsøge at holde et løfte til mig selv, det er jeg ikke så god til, men jeg kom lidt i gang i går og lidt i dag kan vel også nås, og så må jeg stille mig tilfreds med det og se kærligt på mig selv. I går bagte jeg kartoffelboller og muffins med hvid chokolade/brombær. I dag vil jeg bage gulerodskage. Jeg har en plan om at få bagt lidt på dage med overskud, således at der er kage og boller i fryseren, når jeg tager til Nice fire dage i begyndelsen af maj. Der er jo stadig travlt i marken på det tidspunkt. Jeg planlægger også, at resterne fra aftensmaden de næste uger ryger i fryseren. Det er meget ulig mig at være så struktureret, men jeg har mange arbejdsdage i slutningen af april, og jeg orker ikke at føle mig presset på det tidspunkt.
Nu vil jeg gå ud og få flyttet havemøblerne over på vaskepladsen, de trænger til en omgang med højtryksrenseren, og jeg trænger til lidt frisk luft. God lørdag til dig.
Det kan nemlig spare meget stress og en del bekymringer at være lidt struktureret. Jeg er det ikke så voldsomt hjemme, men på arbejdet var jeg rigtig god til det.
SvarSletVi er også kommet på landet i dag, sådan rent lugtmæssgt, og vores landmand har åbenbart ikke lært tricket med at få det ned i jorden med det samme! Her stinker, gør her, og det har det gjort i over et døgn nu :-(
Ellen, på arbejde er jeg også mere struktureret end hjemme :-) Det er træls, når alt lugter, så snart man åbner et vindue.
SletHøjtryksrense havemøbler før kl 9!!???! Det lyder effektivt. Jeg har først åbnet computeren nu (kl. 9:45). Men jeg er da også lidt irriteret over at der gik så lang tid med tæppe, kattehygge og tv, mens jeg spiste min sunde morgenmad. Det må jeg se at komme over :) Din lørdag lyder effektiv, jeg skal se, om jeg kan nå bare halvdelen, så vil jeg være stolt. Og ja, Nice er jo lige om hjørnet. Spændende.
SvarSletMette
Mette, rolig nu, jeg er slet ikke startet :-) Højtryksrenseren er nemlig ikke monteret efter vinteren og havemøblerne er tunge at bære, så foreløbig står der kun en solbænk og to stole, bordet og bænken er efterladt halvvejs. Dem tager jeg når jeg har overskud til at løfte igen :-) I stedet for rydder jeg op i skuffer og blade i en lille del af mit hjem. Lidt har vel også ret :-)
SletLidt har bestemt ret :) Jeg har fået købt ind, spist frokost med min datter, snubbet en morfar, laver nu lasagne (sønnens ønske) og skal vist lige ha bagt et par muffins, for svoger og svigerinde kommer forbi, så vi kan tale om svigerfars fremtid. Så er kvoten vist også brugt op for i dag :)
SletJeg skal lige høre lidt mere om Nice og elektronisk poster på et andet tidspunkt :)
Mette
Mette, det er dejlige ting, du har nået. Du skal nok høre mere om konceptet, når jeg ved noget mere :-)
SletLyder som en dejlig lørdag. Jeg skak hjælpe til på Vrå Højskoles stand på Forårsmessen i Ålborg i eftermiddag, det skal nok blive hyggeligt at snakke med rigtig mange mennesker👍
SvarSletJette, håber du også når at se lidt af de andre stande :-)
SletSkønt med kage i fryseren, du sikrer dig kærlige tanker, når der er gide og nemme ting til dem der må blive hjemme, mens du hygger dig i Nice.. :-)
SvarSletGid lørdag.
Inge, tak og der er nødt til at være lette løsninger til dem, der bliver hjemme :-)
Slet